en stom fuld aften

"stjernerne ja, de er smukke, og fint nok kald mig hvad du vil, men jeg ville fortrække mit navn, hvad er det for en halskæde" spurgte han nysgerrigt, i sandhed en forunderlig kvinde han var støt på på hans lille tur, til menneskenes verden, men gad vide hvad de andre engle ville sige til denne aftale om våbenvile mellem dem og hende

"jeg ved det ikke må jeg indrømme tror det var min mors jeg er ikke sikker jeg har altid haft den og ved intet om den ud over at den betyder meget for mig hvorfor den gør det ved jeg ikke men der er så mange ting jeg ikke ved og nok heller ikke finder ud af lige med det samme var det Daminan du hed?" hun vendte sig om og kikkede på ham

"øh ja" mumlede han, han sad i sine egne tanker, hvordan han dog skulle rede denne stakkel fra mere hævn og død, og hvordan han skulle fremlægge dette for rådet, han var godt nok den øverste, men det var altid vigtig at have folket med sig og kunne han nu også få det

hun rejste sig op og gik rundt for at finde noget brænde da hun haede fundet det satte hun sig ned igen og fandt en lighter og en smugle tinvæske frem og tændte et bål hun lagede sig helt hende til bålet og brukte sin kappe til pude hun kikkede over på ham en engle gang og han var det sidste hun så før hun faldt i søv

han rejste sig og gik om til hende og lagde sig frakke over hende, det gik ikke hun frøs ihjel, det ville dog være trist, han smilede lidt ved sig selv og gav hende et kys på kinden og gik tilbage på sin plads og satte sig og så ind i flammerne, hvordan skulle han gøre dette?

val lå uroligt i hendes drømme så hun igen den nat hun midstede sin bror og de to nætter hun havede mødt engelen og dæmonen deres ansigter cirkelde rundt om hende og midt i det hele kom ham den søds hvad var det nu han hed jo deminan eller var det daminan eller diminan det var lige meget han var sød og han stod imllem hende der køp sammen på¨jorden og de tres ansigter der forfulgte hende

hun sov uroligt, men der var intet han kunne gøre ikke nu, ikke her, han gik over og satte sig ved siden af hende og lagde sin hånd på hendes skulder "så så der sker ikke noget" mumlede han, mens han forsat var fordybet i sine tanker

val faldt til ro ved hans berøing og hendes drømme forsvandt i søvne rykkede hun tætter til bålet for at få varme det var derfor hun normalt ikke sov med bål hun endte altid inden i det fordi hun ville have varme varme var trykhed od trykhed var godt tryhed fantes kun i hendes brors arme og de var varme

(hvorfor skal sidste sætning rime?)

han tog lidt fat i hende, han ville nødig have at hans frakke og hun brænde op, han havde set for meget død på det sidste enlig eller i det hele taget, men sådan ville det nok altid være, den evige kamp mellem godt og ond og midt i den var denne lille pige, eller hun var måske ung kvinde men mere barnlig af sind nok

val vendte sig om og tag fat i hans den arm han holdte hende med ikke hårdt hun krammed eden bare i søvne hele hendes ansigt var fredfyldt og viste ingen teng på den kamp hun kæmpede normalt når hun sov ligende hun bare en vilkensomhelst anden køn pige der havede haft en lang dag

han blev lidt forfjamsket, kvad skulle han dog gøre nu, men da han så milheden i hendes ansigt gav han efter "stakkels lille dig" mumlede han stille, han var nået frem til at han nok godt kunne overtale de andre, hvis han bare fik dem til at forstå at tilgivelse ikke kun gald deres egne men da også mennesker, demoner, var der ikke meget håb for, det havde altid ærget ham lidt, han viste de var onde, men derfor behøvedes de jo ikke at dø, hvis de bare kunne opføre sig pænt og holde sig for sig selv

val sukkede glad i søvne og nussede sit hovede imod hans arm som en kille killig gø ved sin mor hun engang imellem undslap der hende små lyde som mest af alt var uforstålige små vletilfredse lyde der mest af alt minde om et lille trykt dyr et smil pryde hendes ansigt og i hendes drømme dansede hun på en mark denne gang var det ikke kun hendes bror der så på hende men også daminan

det var en meget sær oplevelse for Damian, bare nogle af de andre engle ikke så ham, det ville for det første se meget forkert ud og for det andet ville han ikke være til grin for sine underordnede, men hvad var det dog hun drømte, det var nogle mærkelig dyriske lyde der kom fra hende, det lød sært

hun vågnede lidt efter og stagte sig mens hun gabte hvorefter hun fandt tilbage i sin sove stilling hvor hun krammede hans arm hun lå lidt og missede imod lyset da det gik op for hende at det var hans arm hun krammede slap hun som om hun havede brændt sig "undskyl undskyld det var ikke med vilje"

han havde siddet i sine egne tanker og blev først bragt tilbage til virkelighede ved hendes udbrud "øh jamen det er helt okay, tag det nu roligt, der er jo ikke sket noget, vel?" han var noget forvirret han havde håbet hun havde sovet lidt til så han kunne have tænkt lidt mere, det var jo derfor han var kommet der ned i skoven, men sådan var det jo

"nej det er der ikek blev bare overrasket jeg mener jeg jeg lå jeg holdte dig du din arm" det var ingen logik i det hun sagede overhovedet og hun var lige så forviret som hun så ud for et jeblik siden havede hun daset på en eng det næste holde hun om en ærekengels arm som ovenen i købet var bøsse

han kiggede bare forvirrede på hende løftede det ene øjenbryn og smilede hvorefter han brød ud i en mild latter, den lød som klokkeklang, og vinden i træerende, han grinede så sjældent men når han gjorde var det et under, "det er helt okay, jeg måtte jo forhindre dig i at rulle ind i ilden ikke kære" han smilede til hende

hun rødmede og kikkede nej "når ja øh tak" hun kikkede op på ham han var virkelig sød "har du så bare holdt mig væk fra ilden hele natten?" hun tog sin halskæde af og sad lidt med den i hænden og kikkede på den vuderede den hvor efter hun lyftede den op til minden og kyssede den blidt

"øh ja, det var svært at lave andet når du havde min arm ikke?" han kiggede på hende med et drillende blik, der var noget sært over den halskæde, han lod forsigtigt hånden køre over sin, "sig hvor er din bror nu og hvad laver han?" spurgte han nysgerrig

"et eller anet sted i underveren og han er andehøjeste rang demon han rander vel rund og dræber og myrder som alle andre" hun kikkede bede på ham og rakte ham halskæden "her" hun kikkede ikke på den og den lyste kraftif blå da hun rakte den væk fra sig

"trist at han lige skunne vælge den side" mumlede han mens han tænkte lidt "nej jeg vil ikke have din halskæde"han ragte hånden op "du bør beholde dit minde om dine forældre selv, den vil ikke gavne mig, jeg går kun med denne fordi det er familiearv ellers er jeg ikke meget for smykker" han smilede blidt til hende

hun kikede lidt såret på ham "men den er magisk og kan beskytte dig jeg beder dig du har fortjent den mere end mig" hun så på ham med sine store underlige øjne stadigvæk med smykket rakt fram i stragt arm

"du har nok brug for mere beskyttelse end mig, jeg er ikke så forsvarsløs som jeg ser ud, kære" han smilede venligt til hende, det var sødt af hende, men der var noget ved den halskæde han ikke rigtig kunne lide

hun sænkede amren og tog den på igen hvor efter hun surmulede lidt hun kikkede derefter på ham igen "har du noget imod hvis jeg træner? jeg skal holde lidt liv i mine amre og ben her om morgen de er altid stive af kulde og det er den hurtigste måde at få varme"

"gør som det passer dig, bare det ikke går udover mig eller andre uskyldige vel og bemærke" han kiggede på hende, dette ville blive spændene, han følte aldrig stivhed eller kulde, dene eneste form for kulde han kunne føle var ondskaben