en stom fuld aften

"du lyver" mumlede han, han løsnede sin økse og lagde den ved siden af ham og hans kniv, "fortæl nu" sagde han roligt, han smed et stykke brænde på bålet, han kunne ikke lide når folk løg for ham, folk burde da vide man ikke kan lyve for engle, på nær demoner, derfor stolede man aldrig på dem, små kryp

hun svarede ikke hun rejste og begyndte at gå rundt i et nærvæst tempo som om hun føldte sig overvåget ved hvert 8 skridt gled hendes hånd ned imod hendes nåle men hver eneste gang tog hun sig i det og knugede i stedet den anden så knogerne blev helt vide det måtte se ret komisk ud men hun følte intet komisk ved det hun var bange meget

han rejste sig og greb fat i hende og så hende i øjnene hans bryn var rynkede "fortæl mig hvad der er galt" hans stemme var hård men samtidig venlig, hans blå øjne lyste af mildhed, men var samtidig grav alvorlige "du gør mig nervøs med det der okay"

"jeg er bare urolig det har man vel lov til at være når man er en 19 årig pige alene i en stor skov" det var ikke hele sanheden men heller ikke en løgn hun vidste faktisk ikke hvad det var hun hade mest af alt lyst til at gå hende til ham så han kunne holde om hende men i stedet tark hun armen til sig og gik et skrid væk hun kikkede ind imod skoven og overvejde at løbe men gjorde intet

han sukkede dybt "ja ja det er vel rigtig nok, men du gør mig nervøs, jeg har ikke sovet i flere dage okay" han sukkede og satte sig ned igen ved bålet og begynde at slappe lidt mere af, men han holdt alligevel lidt øje med hende ud af øjenkrogen "sæt dig nu" mumlede ham

"hun satte sig ned da han bad hende om det på den anden side af bålet mens hun skrabede i jorden med den ene fod og lod som om hun rensede sin vifte i virkelighede holdt hun den parat til kamp hvis dette væsen bestemte sig for at nærme sig dem

han kunne mærke hendes uro, men han viste ikke hvordan han skulle vriste det ud af hende, uden at skremme hende "vil du ikke være sød at sige det" spurgte han igen med en blid stemme og bekymrede øjne

"jeg har sagt det" hendes stemme var fjern hun viste hem han var nu det var den demon der havede fået hende til at tro at han elskede hende bare få at få slået 22 engle ihjæl hvad ville han nu og hvad ville han gære når han så daminen

det var mere end det, han viste det, han kunne selv mærke noget, men var ikke sikker "fortæl mig det nu kære, det er mere end skoven der skræmmer dig" bad han roligt, men hans hånd kørte ned til øksens skaft, "vil du ikke nok fortælle, hvad der skræmmer dig" han smilede blidt til hende

"ham hun pegede imod den sorte ulv der stod mindre end 4 meter fra dem hun vidste at når han antog sin normale form vill ehan være en mand der var omking de 190 og som var virkelig køn hun blev sidene uden at røre sig hun ville ikke røre sig hun viste ikke hvad hun ville det gjorde så forbanet ondt

han lod sin hvide vinge til syne som tegn på hans rang, bare som en advarelse, han rejse sig langsomt med øksen i den ene hånd og kniven i den anden "hvad er dit ærne her" spurgte han med myndig faretruende stemme

ulven kikkede på hende og kikke så på ham og tilbage på hende og knorede så af hende mens den stirede hadefuldt på hende den sprang over og bed hende i skulderen inden den løb ind i skoven gen hun så bare på såret som om det ikke betød noget en tåre glintede på hendes kind og blodet gled ned på den hvid ekjole *jeg troede jeg dræbte dig*

han ture ikke kaste, der var en chance, selvom den var så lille, at det at regne den for en chance var næsten latterligt, men han var forsat bange for at ramme hende, han så efter den inden han gik hende til hende "hvad var det?" krævede han svar på, han var ikke længer så mild og blød i stemmen, "er det væk?!"

"det var en jeg engang kendte og ja han er væk for nu" hun læende sig tilabe go kikkede op i luften en tråre ramte jorden og blande sig med det blod der i forvejdne var

han sukkede lettet "en anden gang har du bare at sige til" sagde han med streng stemme han sukkede, lavede det kvindemenneske ikke andet end at komme til skade, han lod vingen forsvinde "lig dig ned og lad mig se på det sår"

"det er lige meget det gør ikke ondt" på tros af at det var et virklig dubt sår som blodet strømmede fra var det ingen ting i sammenligning med den følse hun havede indvnedig hun huskede alt for godt hans trium fernde smil og hånlige latter hans hænder hans ord hun likkede øjende

"lig dig ned"sagde han strengt, hun havde lige udsat dem begge for fare, nu havde hun bare at lystre, han langde hånden mod hendes sår og tog en dyb indåndning og begynde at lappe såret

hun stak hånden i sit ejet sår så hvis han lappede det mer eville hdendes hånd sidde fat hun kikke bare på ham med store sorgfulde øjne "nej jeg vil ikke lade dig gøre det"

"tossede pigebarn, vil du heller dø?" han sukkede og stoppede, han lod fingerne køre i tindingerne ååå hun gav ham hovedpine, han savnede næsten de rådsmøder hvor de aldrig kunne blive enige næsten, de utallige stemmer man skulle holde styr på

"det ville være en befrilese ja" hun sagede det så der ikek var nogle tivil om at hun mente det hun rejste sig stadigvæk med hånden præsste ind i såret ikke fordi det var nødvendigt mere men for at han ikke skulle se den gidte nål hun havede stukket ind i det også

han rejste sig og rystede på hovedet, hvad kunne han gøre, hun var fa virkelig irriterende "og hvorfor så ikke, hvorfor skal jeg ikke hjælpe dig?" spurgte han alvorligt, han så uroligt på hende. hvad skulle han dog gøre hun var håbløs, typisk mennekser

"fordi jeg er træt af at leve i smerte og had og vil have det overstået jeg er træt af at blive overfaldet af folk jeg har elsket og ikke kunne blive elsket forstår du det ikke" hun græd nu hun satte sig ned på jorden for at undgå at falde sammen så ville han mistænke hende for noget hun kunn emærke hvrdan gidten spredet dig

"bare fordi jeg ikke elsker dig, betyder det ikke at du ikke betyder noget for mig, lad mig nu hjælpe, det vil være en skam at lade sådan en smuk kvinde som dig dø okay" han kiggede på hende med bedende øjne, dette var jo vandvid

"men hvem kan?" hun kikkede på ham og viste godt hvad svaret ville være endten ville han sige ingen eller det ved jeg ikke lige som alle de andre sagede hun ventede bare at høre de to ord

"er der en der vil, en dag, kærlighed kommer ikke bare dumpende som det passer en" han smilede, langt fra "men det er forsat værd at håbe på er det ikke?" han smilede og ragte hånden frem mod hende "kom nu lad mig se på det sår" han smilede blidt til hende