en stom fuld aften

valantha gik igennem skoven vinden rev og sled i hendes kappe og bunden på hendes hvide kjole hun lukkede øjende og kæmpe imod vindes hylen og tuden i ørene hun trykkede hænderne imod hvodet i et desparat forsøg på at holde kulden og lydene ude en tåre gled ned over hendes kind og frøs til is halv vejes hendes øjne var lukkede og forvivlesen tungede hendes krop han havde ikke hørt hende og hvis han havde ville han ikke hjælpe hende hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller hvor hun skulle gøre af sig selv hendes vifte føltes kold og ubrulig imod hendes ben hun snublede og grb fat i et træ som hun klamrede sig til i et forsøg på at holde sig oppe træet var så hårdt og koldt som ham hun kunne mærke det igennem kjoles tynde stof og det minde hende om den smerte hun havde følt den nat hans øjne da han så hende synet af hendes mor og far og deres lillebor hvordan kunne han hun havde stolet på ham elsket ham også dræbte han dem bare og gav sin sjæl væk hvad fik han for det hvorfor havde han gjordt det

han så den unge pige der kæmpede sig gennem vinden, hun virkede trist og så ensom, det var da et mærkeligt vejr for et barn at bevæge sig ud i, hun lignede da et barn, måske mere en ungsom af mennesker, var hun mon faret vild han gik hende i møde "undskyld men er De faret vil frøken, dette er da langt fra et vejr for en ung dame" sagde han blidt og lidt tænksomt

valantha vendte sig imod manden med et skræmt blik og tåre der strimlede hendes kinder "hvem er de?" hendes ord var knap høje nok til at de ville kunne høres for stomen og mistroende og frygten dryppede af dem hendes hånd gled hen langs hendes lår under kappen og hun tig et fast tag i viften hvis han nu ville slå hende ihjæl hun stolede ikke på nogle mere der var igen der havde givet hende en grund til det hun rette sig op men i det hun slap træet faldt hun træt og kraftesløs sammen på jorden

hun skynde sig helt hend til hende "jamen barn dog" mumlede han "jeg er Damian og De er?" han løftede hende halvt op, han kunne se hun græd, hvad bekymrede dog noget så yndigt han lod hende vile mod sit lår mens han tog sin frakke af og lagde den over hende, dette gjorde det også umulig for hende at gøre udfald mod ham

"valantha mcslayen datter af lilliath og ladimir mcslayen søster til eric og philip" hendes stemme var fyldt af gråd os smerte "desuden er jeg ikke et barn" det sidste var en smugle skarperne end de andre ord skøndt hendes krop var fuldkommen afkraftet var hun ikke så hjælpeløs som andre piger på hende alder hun knugede hånden om sin vifte men da krafterne i den slap op faldt den ned på jorden og de skape metal kanter der var prydet med dom og engle blod ladende på jorden stønne hun af smerte en lyd der ville kunne få små børn til at græde af frygt en smugle blod sivede ud imellem hendes læber og inders inde forbande hun den demon hun lige havde udrydet for at have taget hende med i sit fald

"ååå ser man det ser man det, men lille De dog, hvem har dog gjort sådan en redelighed ud af dig" han mærkede hvordan hun faldt sammen, han havde noteret sig viften, men mennesker fejlede jo, han kende ikke histiorien bag og burde ikke dømme for noget han ikke kendte til, han lagde hånden på hendes hjerte og søgte ind i sig selv efter den healende kraft, han lod den sive ud i hende, så sårende for sig og samlede dem stykke for stykke

"en dæmon" hun sagede det så koldt og hadefuldt at der ikke var nogle tvivl om at denne stakkels lille dæmon var slæmmer tilredt end hende og at det var af personlige grunde hun hade fundet den hun spræderede øjende op da hun mærkede healings magien "stop lad være nej" hun skreg op og lød ikke hadefuld mere bare bange hun forsøgte at rulle væk og få fat på sin vifte mens den anden hånd rakte ind under hendes kappe og greb et par nåle

"rolig nu jeg hjælper" bare mumlede ham i en trance agtig messen, han noterede sig hendes bevægelser og strammede frakken på ryggen af hende så den holdt hendes arme fast "jeg vil ikke gøre dig fortræd, slap nu af du gør bare alt værre" mumlede han, iii det var irriterende han var næsten, færdig, sådan, det var det sidste, han blinkede et par gange med øjnene for at vende tilbage til den fysiske verden "lille frøken, lad nu være med det" bad han og samlede hendes vifte op og rystede på hovedet

hun kikke på sin før hvide vifte der nu var rød af menneske blod med stref af blåt der stammede far blodet for dæmoner og til pletter af sølv der kom fra en engel hun lukkede øjende kort og faldt til ro "hvorfor hjælper du mig jeg er ikke det værd tro mig" en tråede trillede ensomt ned af hendes kind og skrægenhun havede føldt da hun stod foran den hitil stærkste demon hun havede mødt kæmpede stadigvæk i hendes indre mod det had hun havede følt

"alle er værd at rede kære frøken" svarede han med en blid stemme "og jeg tror dig gerne, men hjælper dig alligevel, alle begår fejl, deter jo menneskeligt at fejle, men guddommeligt at tilgive" han smilede og løsnede sit låsende greb om kappen

"gud har aldig nogle sinde givet mig noget så jeg giver fanden i hvad han har at sige vil du hjælpe mig op at stå så vil jeg være dem taknemlig" hun kikkkede op på ham og det var først nu at det gik op for hende at han var en mand og tilmed en køn en "du.. du er en mand?" hendes øjende var spæret op i forbløffelse

han så lidt flovt ned i jorden "øh ja mand, ja det kan man vist da godt sige" det var ikke ligefrem den slags beskyldninger han kom ud fra vær dag, men i mennekelig skikkelse jo så var han jo en han "Gud hjælper alle, selvom man ikke lige tror det. du bør ligge lidt og lige samle krafter, ellers få du nogle slemme kramper og det er ikke behageligt" han smilede blidt, godheden lyste ud af hans øjne, hun var et sært lille menneske

"jeg vil heller stå jeg føler mig så svag når jeg ligger og det er det sidste jeg vil så lad mig få de kramper jeg er så vandt til det at det i bund og grund kan være ligemeget ved du godt at du er køn" hun sagede det som en 10 årig pige ville sige det det var tydeligt at høre at hun ikke var vant til at være i nærheden af det anet køn af noget køn for den sags skyld

hun blev ved med at slå luften ud af ham med hendes små mærkelige bemærkninger, han kløede sig i nakken, det var ikke just det han var vandt til at høre, han løftede hende op "hvis Frøknene siger det er jeg vel, det er ikke noget jeg går på i, må jeg indrømme" sagde han lidt stille han holdt forsat fat i hendes arm, han viste at kramperne straks ville få hende til at falde sammen igen, mennesksers stædighed var noget for sig og han havde altid haft lidt svært at vende sig til at de ikke altid fulgte de råd der blev givet dem for deres bedste

da kramperne begyndte stønnede hun af smerte og bukke så sammen men hun blev stående et stykke tid efter de var væk rejste hun sig op og så ned af sig selv hun tog kappen af og afslørede den lange hvide kjole hun havede på med de mørkeblå bloder der var spændt i livet så den fremhævede hendes figur den var så ren og passede slet ikke til de store blod pletter der var længer nede af den hendes hår faldt ned til omkring hendes talje og hendes øjene stod i perfekt kontrakst til det ene lillat og det anet sort

"jeg sagde det jo" mumlede han mens han støttede hende lidt, til hun var færdig med kramperne hun kiggede indgående, sikke meget bold der var på hendes kjole, og hun var nok selv skyld i at det var der, sikke ung hun var til at have mødt så meget ond, han tog sin frakke på igen og rettede kraven, så den sad som den nu en gang skulde "her din vifte, Frøken. hvor er De på vej hend i dette vejr?" spurgte han undrende mens han ragte hende viften, han så godt blodet fra hans egne, men der kunne være så mange grunde til det var der, selvom han nok godt kende svaret, ville han da lade tvivlen komme til gode, hun var så ung

"det ved jeg faktisk ikke ud for at dø tror jeg er temlig sikker faktisk men så kom du og forhindrede mig i det og jeg ved ikke om jeg skal takke dig for det eller skælde dig ud" hun kikkede ingående på ham "hvorfor taler du til mig som om at jeg er en lille pige?" hun kikkede ned af sig selv lille var hun kikke hun var omkring de 176 cm høj godt nok meget spinkel men hn hade en d skal i bryst stærelse og var tros alt atletisk bygget de fleste mænd ville bestmet ikek se hende som et barn med de former

"Det ved jeg ikke, vel den måde du opføre dig på" svarede han lidt hårdere, hun var ikke længere en såret lille due og havde ikke brug for ømhed, "du er skam ikke et barn det kan jeg se" han løftede det ene øjenbryn og så vuderende ned af hende *nope ikke et barn mere, men havde været for ikke så mange år siden*

hun føldte lid ubahag ved hans blik der var ingen der havede set på hende på den måde før de havede som regl fået tæv af hendes bror hvis de havde prøvet det var først der det gik op for hende at hun stod uden sin bror i en mørk skov med en fremmed mand der kunne lidt for meget med magi og snasynligheden for at hun var på røven var temlig stor "jeg er ikke barnlig bare utyk og såret det er det hele" hun vendte ryggen til ham og prøvede at være stærk men havde mest af alt bare brug for et kram

"lige nu opføre du dig sådan lige nu kære Frøken" han smilede for sig selv, hun minede som hans lillesøster når hun var fornærmet over han skulle tilbage på skolen, den gang de var yngre "hvorfor er De utryg?" spurgte han lidt overrasket, der var da ikke noget at frygte her, ikke hvad han kunne føle værtfald

hun lagede hånden imod et træ og kikkede ud i natten 2fordi der ikke er noget der gør mig tryk ham der gjorde det valgte den mørke side frem for mig det er derofr jeg slog demon ihjæl jeg vil gøre mod ham som jeg gorde mod den og ingen skal komme mig i vejen"hendes stemme var fast men smerten kunne lige anes hun var bare en såret kvinde der fosøgt at bevise for sig selv a hun sagtens kunne overleve unden andre men i bund og grund var så ensom at det gorde ondt

"hævn hjælper ikke på noget, det gør bare en mere ulykkelig. er det en du elskede der svigtede dig?" spurgte han, hun gjorde ham nysgerrig, han følte et behov for at vide mere om denne sårbare forslåede kvinde "du ender bare afsondret og i ensomhed og ingen er lykkelige i ensomheden" mumlede han stille, han ville ligge en hånd på hende skulder men kunne ikke få sig selv til det

"nej men ensomhenden er beder en smerten der følger med svigt og tab af dem man elsker og ja han var en jeg elskede det var min storebror han dræbte hele vores familie jeg var den eneste der slap væk jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op jeg har aldrig haft andre end ham og det er nok heller ikke noget jeg får jeg er ikke engang sikker på jeg vil havde det jeg mener jo der er da de dage hvor jeg går i skoven eller ved havet eller i byen og ser folk komme hånd i hånd og kyssede hinanden hvor jeg står og tænker at sådan noget jeg jeg aldrig finde ud af hvordan føles den trykhed og og kærlighed de føler hvor det gør så ondt at jeg har lyst til at skære mit hjerte ud for at fjerne smerten men der er også de dage vor jeg bare er ligeglad og kold i røven det er så forskælligt" hun kikkede fortsat ud i natten hun hvidste ikke hvorfor hun fortalte ham det her der var jo ingen grund til at han skulle hvide det men det føltes så naturligt at sige det

"smerten vil ikke forsvinde, selvom De opsøger ensomheden, den vil bare gøre smerten værre for De vil konstant tænke på den, for der er ikke andet og jeg tror ikke det hælper at skære Deres hjerte ud for så dør De og det ville være trist" han smilede og lagde nu forsigtigt sin hånd på hendes skulder "jeg er ked at at høre det med Deres bror, men hans handlinger er ikke Deres skyld, De skal nok finde lykke en dag, hvis De ikke lader hadet styrre Dem" hun smilede svagt, han havde virkelig ond af hende hun havde i sandhed mødt modstand og ondskab i livet

hun vendte sig om og klyngede sig til ham mens hun græd lydløst det enste der kunne bevide at hun græd var det at tående løb ned over hendes kinder og det faktum at hele hendes krop skælvede hun vidste at det han sagede var sandt men kunne ikke affinde sig med det hun hade lært at hade men aldrig lært at elske "hvorfor skal du være så forbanet god at du kan få selv en som mig til at føle at der stadigvæk er hån hvorfor kan du ikek bare være ond kold og ligeglad som alle andre det ville gøre min hverdag meget nemmer" hendes stemme var ikke beabrende bare bede og tung af sorg