en stom fuld aften

" ok " hun smielde rejste sig kyssede ham på kinden nog tog sin vifte hun stilte sig på den åbne plads i sin lange hvide kjole med det ene ben oppe og viften foran ansigtet hun folde den ud med en agrasiv bevæglese og begyndte at slås/træne/dance hvad det var en smuk og yndefyld dans lavet med bevæglerser der var beregnet til at slå ihjæl en kamp metoder der udtrykte så meget sorg og skønhed på en gang at det ville gøre ondt for dødelige at se på og få de fleste til at græde og lyset fra den opgående sol gjorde dansen og hende ensu smukker som en vinternat der lynger sig til nattens kulde i den opstigende sol

han ryngede brynet ved kysset, men gad ikke protestere, det gik nok for denne gang, han studerede hendes dans, den var meget meget smuk, det smukkedeste han havde set blandt dødelige, han smilede, måske burde hun danse i stedet for at smuk, for det var da meget smukkere, han smilede og missede med øjnene

hun afsluttede træningen med at såtte et direkte angreb i hjertet på sin modstander og springe baglæns tilbage mens hun snorede rundt i luften en lille sved perle låb ned ar hendes pande hun vendet sig lukkede sin vifte og gik tilbare imod ham

"meget smukt" sagde han stille, det var i sandhed meget smukt, men dog tænk at sådan ynde fandes i denne verden, især når man tænker på at dansen var til for at dræbe, de fleste mennesker brugte jo lettere våben, bang og så havde de dræbt en anden, det var meget trist hvad der var sket med den dødelige verden, drab var så let nu til dags

"tak det var min bror der lærte mig det han sagede også at normale våben ikke virker på demoner så det er kun velsindede som min vifte mine nåle er så forbanet og var til at dræbe engel men jegkan lige så godt få dem velsinede med det samme" hun smielde glad til ham

han havde endnu ikke helt suppet sin tankestrøm og hørte ikke helt efter, udover noget med vifter og engle og nåle og demoner eller omvendt "øh undskyld, hvad sagde du, jeg var lige optaget, det må du undskylde kære" han smilede til hende

"hvorfor kalder du mig hele tiden kære jeg mener bare du har kendt mig i mindre end et døgn" hun smielde og satte sig ved dine af ham "når ja det glemte jeg helt "her er din jakke vidste du godt at du er virklig smuk" hun sagede det som om det bare var den naturligest ting i ernden at han skulle vide det

"det er vel bare en vane, skal du se og tak, du har nu sagt det før så ja det ved jeg jo nu" han smilede til hende, "du er heller ikke grim at du ved det" han var ikke vandt til det med komplimenter af denne slags, normalt var det mere, mht retorik og våbenbrug, ikke udsende, det dømte han jo ikke på

"er alle engle så kønne eller er det kun de mægtige af dem og kan jeg få lov til at møde nogle flere i er så rare g søde og hvem ved måske kan jeg få en ven hvis jeg bare forsøger" hun kikke depå ham og rynkede på næsen "jeg er kun en lille pige det siger du selv" hun rakte tunge som for at understrege det

sikke dog hun fik ham til at le "har du ikke mød masser af engle, han pegede på hendes våben "og skønhed bland engle ved jeg ikke, det er ikke noget jeg fokusere på, må jeg dog sige, og du har da allrede en ven i mig, ellertager jeg fejl?" han smilede til hende, hans normale venlige og rolige smil

hun satte i vendes støreste smil og en tåre af glæde ramte jorden hun kastede sig om halsen åp ham "det har jeg wee jeg har en ven" hendes lykke over overvældene og langt inde i hendes sind kunne man høre en engels latter og en fornærmet demonder hvæsede

han vældene halvt bagud, denne slags udbrud kunne han aldrig vende sig til, det var noget mennesker gjorde, ikke lige frem noget for engle, man han klappede hende blidt på ryggen rolig nu, "du behøves ikke at forsøge at kvæle mig af den grund" sagde han med en rolig stemme

hun fortsatte bare sit kram og kyssede ham taknemligt på kinden inden hun rejste sig og begyndte at lalle rundt om blået mens hun sang det var en sang hendes bror havede sunget for hende om en kvinde hvis liv var noget lort der fandt en ven som hjalp hende og slod ved hendes side ved hendes brullob hun undlod sidste værs hvor venner dør af had og misundelse til manden hun har giftet sig med

han stirrede på hende med store øjen, og hovedet lidt på skrå, ja mennekser var i sandhed sære, gav han sig selv ret og smilede lidt, men hvad skulle han dog gøre ved hende nu, hun kunne da ikke bo her og hun burde ikke dræbe mere det ville bare styrke det onde i hende

hun faldt langt om lænde til ro og satte sig ned ved siden af ham med hovedet lidt på skrå "ved du hvad du er du er en æske men en hængelås på" hun nikkede begraftende mens hun sagede det ja det var han en æske

han kløede sig i nakken "øh okay, hvad mener du med det kære?" spurgte han undrende, hun havde da nogle sære ideer var han ikke bøsse lige før, han gøs lidt ved tanken, hvad sagde man til sådan noget *i lige måde* det ville da bare være sært

"du er så køn uden på at man får lyst til at sætte dig op på en regjol så man kan kikke på dig hver eneste dag og man har lyst til at lukke dig op men det kan man ikke fordi du ikke vil lukkes op så derfor har du hængelås på og det er kun dig slev der har nøglen" hun smilte til ham

det lød meget meget mærkeligt, han havde da været åben og ærlig hele vejen "jeg kan ikke lige se det sidste, jeg har da været åben og ærlig med dig fra start af kære" han så fortvivlet på hende

"jeg ved stadigvæk intet om dig og din fortid dine følser din kone hvis du har venner og pligter" hun lagede hovet på skrå hedes ord var ikke beabrejdene de var bare nysgerie som om hun ikke kendte til så mange af de følser som andre mennesker gjorde hun virkede virkelig som en pige på 10

"jeg har ingen kone, min fortid er meget triviel og hvad du vil kalde kedelig, jeg er ærkeengle, hvad mere er der at sige, venner har jeg masser af, men tid til dem, knap så meget, mit embede kærver for meget, tilfreds?" han kiggede på hende og smilede

"har du ingen hemligheder noget du ikke er tilfreds med nogle du hader elelr svaner ja måske elsker nogle der står dig tæt nogle ønsker til ivet baret et eller anet der gør dig til et induviduelt menneske eller engel elelr ja du ved hvad jeg menner"

han smilede til hende "er jeg ikke et enestående individ hvis jeg er tilfreds med mig selv og lykkelig for at være som jeg er? jeg har ingen hemmeligheder, jeg er måske ikke tilfreds med at der ikke er fred og godhed i hele verden, men det er jo noget andet nok, jeg hader ikke, had er for svage sjæle, jeg savner ingen og jeg elsker ingen, på den måde du nok mener og nogle der står mig tæt hummm, mine søskende er mig da kære og mit folk, jeg ved ikke helt hvad du vil vide" han smilede til hende, hun var sær, men han forstod hvad hun mente, men han havde ikke opnået sin høje rang, ved at forelske sig og had og elske

"du er mystisk" konstatede hun bare og kikkede igen ind mod skoven hun blev meget tavs og det var som om hun kræb ind i sig selv *her er en* den lyse stemme advarede hende *og han er tæt på* konstatede den mørke val blev sidende hun lukkede øjende for at fornemme hvor tæt hendes fjende var på dem men hun kunne intet mærke

"måske" mumlede han, hun virkede pludselig overvågen, han kunne fornæmme noget, men tvivlede, det kunne være det bare var hendes pludselige opførsel der skremte ham "hvad er der?" spurgte han med en myndig stemme

"intet" fik hun sagt lidt for hurtigt til at det lød troværdigt "der er ingen ting det er bare min fantasi der spiller mig et pus2 hun vendte hovedet imod ham og smielde men lukkede øjende for at han ikke skulle se den frygt der ellers ville lyse ud af dem hun havede mest af alt lyst til at tage sine våben og flygte ind i skoven men en del af hende ville tvinge hende til at kæmpe imod det uanset hvor stærk den var og det vidste hun