en stom fuld aften

han lade forsigtigt armende trøstende om hende, det var ikke lige noget han var vandt til denne slags følelser, det var derfor han bedre kunn lide at observere mennesker, end at gå i balndt dem "så så De skal ikke græde, hvis hele verden var ond, hvilket håb ville der så være" han strøg hende blidt over ryggen "Deres verden ville måske være nemmer, men alle andres ville være utrolig ulykkelige, tror De ikke" han smilede blidt ned mod hende, hans øjne var fyld med mildhed "det skal nok gå alt samme" sagde han stille og bestemt, med et blidt blik

"det virker bare så håbløst når han ikke er her jeg savner ham så frygtetligt ville bare ønske at der var en bare en der kune vise mig vejen jeg kan ikke mere jeg er så træt nu har jeg kæmpet i 8 år og er ikke komet vidre hvorfor er gud der ikke når man har brug for ham" hun lukkede øjende bevist om hvordan dettte måtte se ud hende med en blodplttet hvid kjole og hår så vildt som skoven i armende på en smuk ung mand så pæn i tøjet at hun kunen have været en fyrste fra 18-tallet

han strøg hende blidt over håret "vejen kan ingen vise Dem, den må De selv finde. Gud er altid med dig, i de svære tider bær han dig og i de gode tider går han ved siden af dig, det at han bær Dem betyder ikke at vejen er let, men De lever da, han har været der hele vejen igennem, men han vil også have De lære og det gør De jo ikke hvis han blind føre Dem gennem det hele vel" han havde virkelig ond af denne stakkels menneskekvinde, så ensom og alen han kiggede ned på hende

"men jeg kan ikke mere jeg er så træt de sideste 5 år har jeg bare ønsket døden jeg var ikke køn nok til at andre ville se mig ikke sød og usyldig nok til at de ville tale med mig og jeg var ikke god nok til at min bror ville være der og selv nu er jeg ikke stærk nok til at dræbe ham" hun kikkede op på ham "jeg ved ikek hvad jeg skal gøre mere og nej jeg har ikke kendt til hverken håb eller glæde i 8 år"

han så mere indgående på hende "du behøves ikke dræbe ham så har han bare forvandlet dig til en som ham, et ond menneske og du er da bedre end det ikke" han smilede ned til hende, det ville være en skam at midste hende til ondskaben "og alle er kønne på deres måde, det gælder bare om at se det" hun havde sære øjne ja, men ellers var der da ikke noget glat ved hende udover alt blodet "fortæl mig nu, hvor kommer det englebold på din vifte fra?" han stemme var lidt kold, men intet man lagde mærke til

hun trak sig hurtigt fri og lagede armende om sig selv "jeg var kun 11 da min bror blev forvanlet og jeg vidste ikek til hvad så da jeg mødte engle første gang toede jeg at det var en som ham så jeg dræbte den det er dens skyld at mit ene øje er lilla men denne engel havde venner og det er dem der sener er faldet for samme våben i selvforsvar da jeg fandt ud af at han var demon prøvede jeg at foklare dem det men det hjalp ikkeangrebende fortsatte og dræbende blev være og være og mere og mere brutale det er der for det nyeste blod er 12 timer gammelt" hun kikkede op på ham under hele histoeren havede hendes stemme været kold og trance aktig hun var stoppet med at grøde og stod i stedet kold og hård som en klippe veinden blæste hendes hård omkring hendes ansigt og hun ligende mest af alt en vild kvinde uden hjem famile venner og håb

ååå det var hende han havde hørt om, humm ja det var jo ikke så godt dette her "ja De har minsanden rodet Dem ud i noget værre noget kære frøken, men tilgivelse findes for alle dem der andre" han smilede og ragte hende en hånd, han så mildt med dog lidt såret på hende, en enlig tåre løb ned af hans kind, en tåre for alle hans faldne frænder "hvor har De tænkt Dem at tage hend nu?" spurgte han blidt

"jeg ved det faktisk ikke regner med at sove på gaden eller her i skoven som jeg plejer jeg har ikke penge til hotelet i byen så det blive rnok på stranden jeg elsker havet det minder mig om min bror vildt og oprørsks men aligevel så stillle og fredeligt" hun smilte og tog hans hand han havede ikke fordømt hende hun trådte over til og da hun så tåren forsvandt hendes smil og hun gik frem og tørede den væk med bagsiden af hånden unde et ord

han fik et lille chok, omgang med mennsker var ikke det han var bedst til og dette kom uventet "måske burde du få noget at spise, ellers går du helt til" han trag noget brød op af lommen, han havde altid mad på sig, men viste aldrig hvornår man fik brug for det og lige nu vat det meget belejligt

hun tog taknemligt imod brødet og begyndte at spise hun kikkede lidt efter op på ham "hvorofr er du ikke som de andre mænd du er ikek ond og kold men bekymre dig for andre hvis jeg ikke vidste beder ville jeg beskylde dig for at være en engel" hun smilede op til ham noget hun ikke haede gjordt længe

han så ned i jorden, det han sagde nu ville jo nok ikke gøre hende glad, men man kom længst med ærlighed "jeg er skam en engel, men det er jo ikke ens betydne med at jeg ikke kan være flink og sød vel, spis nu og bryd ikke Deres hovede med det" han håbede at hun ikke noterede sig det, men han var alligevel forberedt på det værste, mennesker opførte sig altid så sært når de opdagede han var en engel og især når de fandt ud af hvilken rang han var

hun kikkede op på hav om vuderede ham så tra hun på skulderne " nej du er ej så ville du have slået mig ihjæl" hun lød som om at det var den reneste og sikreste snahed i verden og at hun nægtede at tro på at han var en engel

han så overrasket på hende, hun troede ikke på at han var en engel jamen, ååå typisk mennesker, han himlede med øjnene "engle er ikke onde de slår ikke bare ihjel for at slå ihjel kære" hun så på hende med et bestemt blik for at understrege at han mente det, han gad virkelig ikke det der vinge fis for så skulle han også forklare hvorfor han kun have en og bla bla bla, sikke en redelighed, men det var nok også sært for et menneske at forstå det med tilgivelse for alle dem hun havde slået ihjel og hun burde måske få en straf, men var hendes ulykkelige liv ikke nok i sig selv

hun kikkede bare op på ham " dem jeg har mødt jo det var ikke mig der statede de andre kampe det var bare mig der afsluttede dem jeg har mødt dæmoner der baner mindre end en døende engel" hendes stemme var fast og sie ha var da ikke enegel eller var hand et kunne ikke passe nogle steder hend engle var ikke som ham han var jo sød

"det er jo nok fordi vi så Dem som en trudsel, du søger også Deres brors død pga han kostede Deres familie livet ikke?" han smilede lidt "du må forstå at vi ikke ønsker nogle noget ond, men vi kan jo heller ikke se pasivt til mens vores kære bliver slået ihjel" svarede han blidt og kiggede på hende og afventede en reaktion

"det var en engel en og det var en fejl hvor min famile var bevist og sikkert også planlagt2 hun satte sig ned og begyndt at leje med sin vifte som en lille uskld pige og ikke den nådesløse dræber hun var blevet til

han satte sig ned over for hende "hvem kan i ubevisthed se forskel på uheld og med vilje?" han så på hende, han brød sig ikke om den vifte længere, et kreativt våben, men den ofre var elsket og savnet "De må forstå at vi ikke keder til historien, kun til handlingen kære Frøken" mumlede han, hvad skulle han dog gøre med denne menneskekvinde

"det er heller ikke sådan at jeg bebrejder jer for det jeg har bare svært ved at forstå at i ikke er de onde væsner med vinger men hvis du siger det er det vel rigtigt nok" hun roede lidt rundt i jorden og kikkede så op på ham igen "jeg ved at dette vil virke som et mærkeligt spørgmål men må jeg kyssede dig bare for at finde ud af hvordan det føles at kysse en du kan meget muligt være min eneste chance for at finde ud af det" hendes blik var fyld med ærlighed og det virkede som om al sorg var som blæst væk hendes øjne var sikre og flakkede ikke en eneste gnag

hun så på hende med rynket pande, hun var da virkelig sær "øh nej det går ikke" han kløede sig i nakke, hvad svarede man dog til sådan et spørgsmål altså, et kys var noget med mening, ikke bare noget man gjorde, værtfald ikke i hans verden og desuden var den slags ikke tilladt for ham og bestemt ikke med et menneskbarn

"ok" hun tak på skulderne som om det ikke rigtig betød noget for hende hun kikkede op på ham "hvis du er en engel hvilken rang har du så?" hende øjne så store og spørgende ud og et lille smil spillede på hendes læber "tror du nogle sinde jeg finder ud af det" hun kikkede ud i natten og vinden greb i hendes hvide kjole og lod den blafre så den smøg sig tæt om hendes krop

hun var ne klog lille en "meget høj, okay, spis nu noget mere" han ragte hende mere brød "og ja det gør De nok, de er jo ikke så gammel, men jeg tror ikke det tiltaler mændene at De render rund og slår alt ihjel på Deres vej" han smilede venligt til hende

"hvor høj" hun tog imod brødet og spiste mere mens hun kikkede nysgerit på ham "jeg er ligeglad med om det tiltaler dem de kunne bare lade være med at vende mig ryggen jeg kan sagtens klare mig uden dem jeg høvs ikke kærlighed for at leve desuden er det deres ejen skyld at jeg slår ihjæl og det er ikke alt jeg dræber jeg rør ikke dyr og andre mennesker" hun kikkede op på ham med sine mystiske øjne der var ingen følser af spore hun minde mest af alt om en hjort der ville løbe i skjul når man gore en forkert bevægelse

han sukkede dybt "vil De gøre mig fortræd lille Frøken?" han kiggede på hende med et løftet øjenbryn og et nysgerrigt blik, hun måtte da godt prøve, men han havde ikke lyst til at skade dette stakkels væsen, han smilede blidt til hende og fjernede et tåt hår fra hendes ansigt

"jeg har ingen grund til at skade dem de har ikke såret mig endnu!" hun kikkede op på ham et blik der viste han hun troede at han ville gøre det og det snart der var ingen tillid eller andre fom for menneskelige følser at spore i hendes øjne der syntes at dryppe gidt af mistillid og utrykhed men inden bag facaden var et lille håb gemt som hver gang det forsøgte at stikke hvoedet frem blev smadret tilbage af fuld kraft

"jeg er ærkeengel" ååå kære barn dog, for i hans øjne var hun forsat et barn, værtfald lige nu "De må ikke miste håbet på alt det gode" hans øjne og stemme var fyld med en smerte der var der for hende "jeg vil ikke skade De. og lige som Dem, har engle kun jagtet Dem fordi De gjorde os noget, forstår De?" han lagde en hånd på hendes kvind og så på hende med trøstesløse øjne