En tanke til fortiden.

val kom gående hendes sind var tungt og hendes hoved fyldt af tanker der ikke kunne siges højt hun satte sig på en grav sten og sparkede iretteret til en sten den fløj ud i vandet og lanede der med et plask hun rejste sig og gik ud til vand kanten *så længe siden at jeg ikke engang husker det eric hvor ku du og dig seraphir ja selv damian hvor kunne i jeg* en enlig tåre faldt fra hendes kind hun lukkede øjene i et forsøgt på at hindre hendes indre smerte i at antænde den blå ild i hendes øjne *jeg kan jo ikke engang danse mere hvor kunne i tage så meget fra mig det ville være meget nemmer hvis jeg var død den nat bare alt anet en det her* hun sank på knæ i vand kanten og vandet skyllede stille ind over hendes vide kjole og fik den til at klæbe til hednes knæ hun tog sig ikke af det selv om hun alt for godt vidste at det vide stof ville blive gennemsigtigt fra låret og ned

vals øjne flakkede op i et kraftigt brænede blåt lys hun rejste sig og vaklede tilbage mens hun slog hånden for øjende hun slog omrking sig for at fjerne skyggerne de kræsende omking hende og skreg hendes navn prøvede at få hende til at gå tilbage tilbage til ruinen men hun ville ikke se mere hun havede set nok hun satte i løb den anden vej med den ene arm op foran øjende for ikke at se deres ansigtsløse hoveder hun vidste at andre ikek ville se dem at de kun hjemsøgte hendes minder og irentinger hun løb lige imod marco uden at vide at han var der

val stoppede få cm fra ham og fjernede armen hendes øjne slukkede sig selv et stykke tid efter og hun så forviret på ham som et lillebarn der ser noget uventet "øhh.. hvad... hvem... hvor kom du fra" det sidste blev sagt i en lidt ankalgene tone hun stillede sig trosigt med hænderne i siden som om det var ham der havde lavet noget han ikke burgdte og ikke hende der havde løbet fra sig selv om en gal

val kikkede bare op på ham "jeg tænkte på hvad kain fortalte mig igår hvad damian sage idag oghvorfor fuck jeg ikke bare kan finde min bror og slå ham ihjæl du ved dæmonen eric mcslayen der ud over overvejer jeg hvad jeg selv er og svaret var ikke vider behagelit" svarede hun koldt men hendes øjne ligende stadigvæk et fortabt barns

"jeg var engang menenske som alle andre så forelskede jeg mig i en ærke engel og ønske så desparat at blive en engel at jeg opsøgte kain for at blive det vi indgik en aftale men noget gik galt så ja jeg ved det faktisk ikek jeg er ikek en engel ikek en dæmon ikke et menneske jeg er bare vandren som jeg altid har været" hun tav hun øsnskede ikek at fortælle ham om ruinden og det hemlige tempel under det det hendes bror havde fundet og billederne der løb en kold gysen ned af hendes ryg "hvad er du så du er iværfald ikke en engel det er du for augant til du kan være et meget ubehagleligt menenske men det er du for køn til så jeg gætter på at du er dæmon"

"det er noget jeg ikke ønsker at tale om" hun satte sig ned i sandet og kikkede ud på vandet hendes lange sorte hår lage sig blidt omkring hedes ansigt og skulder hendes øjne antændes med et zhrr lyd og de blå flammer slikkede i de hulder hendes øjne skulle havde været i hendes vinger begyndte langsomt at komme til syne mens hun sad og kikkede ud over havet hun havde stadigvæk ingen kontrål over hvordan hendes forvanlig indfandt sig eller hvornår den gjorde hun mærkede mærket der fulgte med det begynde at gå imod hende og de ansigtløse skygger begyndte at gå væk som om de frygtede hende

"du vil aldig kunne få det ud af mig uden at få eric på nakken" sagede hun koldt og lige gyldigt hun vendte sine flammende øjne imod ham og smilede engle blidt til ham "desuden truer man ikke uskyldige unge kvinder og der ud over slås jeg beder end de fleste igen jeg er vandren en af de mest efterlyste personer nede hos jer" hendes smil var stadigvæk blidt og kærligt men hendes øjne flammede drilsk og udforderne "men du kan jo prøve"

"det kommer helt an på hvem du aflevere mig til og hvis det er den forkerte kommer du mere til skade en du har ide om så er det ulempen værd" hun rejste sig og gik over til ham og hviskede blidt i hans øre så hun var bevist om at han ville kunne mærke luften var hvært ord og varmen fra hendes flammende øjne "tro mig du har ingen ide om hvor meget du er oppe imod jeg er ikke så uskyldig som jeg ser ud" hendes kjole klæbede til hendes lår og stoffet var gennemsigt og skjulte kun de mest intime steder hun lage en hånd på hans bryst "du kender vel din kolega eric ham der stod lige under kain og forrådte jer det er min storebror og hans styrke er intet imod min"

val smilede selvsikkert til ham og så trådte hun et skdrit nærmer hendes øjne glintede svagt i det svage lys hvilket gav hele hendes fremtoning et mystisk og sensuelt skær "det er ikke uden grund at jeg er eftersøgt selfølig er jeg vild det er man nød til for at dræbe demoner af høj rang men det burdte du jo vide alt om men hey hvis du keder dig kan du da komme og hjælpe mig jeg får 3000 for at slå en engel ihjæl han burdte faktisk befinde sig i området" hendes hænd lage sig på hendes vifte bloodet for alle tre raser glintede svagt på det hvide stof

"en eller andne af meget lav rang jeg har gjordt noget resurse arbejde og ikke engang damian er på fornavn ved denne engel ja han aner ikke hvem han er det samme gælder seraphir så det burdte ikke tage al verdens tid og ja det ville nok ikke kræve meget anet end at løfte et øjnbryn noget tyder op at han er temlig svag men jeg bliver betalt godt for det" val smilede hun var godt kalr over at hvis en tjener dæmon gik imod denne engel ville de få bank og at det nok kun var nogle af de mest afarende kriger der ville have en shanse imod denne engel da det tros alt var en kriger engel der længede havde forfuldt hende hun smilede blidt til ham og trak tre nåle ud af håret og hun fæstnede til sine underarme i det holder der var lavet til det

"når jeg tager mig sammen til at rejse mig og gå ind i skoven hvor han står og sliber hans sværd han er en krigerengel fra elite gruppen ledet af krigernegel rastina men er blevet sendt ud for at dræbe mig jeg mener det var noget i den stil han sagde da vi mødtes sidst der gad jeg bare ikke udryde ham det var han for ynkelig til han hed vist noget i stilen med mateus unitan eller sådan noget" hun trådte hen til ham så tæt at slev hun blev ubehaglig til mode ved at være så tæt på ham så lage hun hovedet på skrå og smile udforderne på ham "hvad siger du er du frisk på noget aktion?" hun blinkede og hendes grønne øjne fik et sensuelt skær over sig fremprovokertet af de blå flammer der ulmede bag hendes øjne parat til at bryde i band når det skulle være

val smilede igen sort som en lille pige der lige havde fået loving på en ny kjole eller dukke af sin mor hun folde elegant sine vifter ud og tog nogle flere nåle ud af håret hun vendte sig om og begyndte at gå d ahun var nået tre skridt hen vendte hun sig igen og smillede udforender til ham "lad os se om du kan følge med" ved disse ord flammede hendes øjne op og hun satte i et spring så kraftfuldt at det tydeligt afslørede at hun ikek var menneske i et rasende tempo sprang hun fra gren til gren ind i skoven bag standen som en jager på vej efter sit bytte