et desperart forsøg

"det gør jeg ikke og det har jeg aldig gjort og det du kan gøre er at stole på mig for en gangs skyld jeg gennemgik en eksasisme for din skyld det mindste du kan gøre er da at give mig en shance" tårende løb stille ned af hendes øjne og hun kikkede såret på ham hvorfor sange han den slags ting

han stirrede tomt ud i luften, men bag de blå øjne for tankerne rund i et stort virvar af fornuft og følelser "kender han noget til os?" han stemme var lidt grovere nu men forsat ikke med meget følelse, hvis han viste noget kunne det give alvorlige koncekvenser hvis han ikke havde samme syn på lives som ham selv og hvis han fandt Valantha bare knap så smuk som han syntes hun var så ville dette give ham rig mulighed for at binde Damian i Melen for evigt

"han fandt mig ved ruinen efter du var fløjet så jeg fortalte ham kun at jeg var forelsket i dig men at du ikke ville vide noget af mig fordi jeg var menneske det var sådan tingende var på det tidspunkt" hun så direkte på ham og der var ingen tøven i hendes stemme tærende løv stadigvæk ned af hendes kinder

hn greb fat i hende og hev hende ind til sig "stop så med at græd" komanderede han blidt "du må forstå at dette er ikke kun svært, men farligt for mig, jeg kan blive tvunget til at blive i himmelen for evigt og hvis jeg er rigtig uheldig også straffes på anden vis" han strøg hende over håret mens han stirrede tomt ud i luften, han havde altid skullet være til stede ved disse straffe og det var intet smukt syn og selvom han ikke var dommer og der havde været få straffe i hans tid, skræmte det ham forsat, heller pines af tusinde djævle end det, engle var måske blide som sne, men deres straffe var onder end en demons tanker

"men jeg har jo ikke gjordt noget jeg har ikke sangt noget der kunne bringe dig i fare eller som ville kunne rive dig væk fra mig det er det sidste jeg ønsker" hun prøøvede at stoppe som han bad hende om men det gik ikke så godt

"nej men du skal vide den minste uopmærksomhed, et forkert ord, kan skille os ad for altid og hvem ved og de også straffer dig og det vil værken du eller jeg ønske" han holdt tæt fat i hende, et gys gik igennem ham, han ville aldrig glemme den første gang han så det, han havde haft mareridt i flere uger efter

hun lagede armende om og sukkede svagt hvorfor skulle det være så svært at være sammen med ham og så farligt det var ikke fair men hun ville ikke give op hun kunne ikke hvordan skulle hun kunne leve sit liv uden at have ham hos sig der var ingen tvivl om det hun elskede ham "damian jeg elsker dig" hviskede hun næsten lydløst

"mmm" svarede han stille "i lige måde Valantha" han kyssede hende på toppen af hovedet, hans vinge blev usynlig igen, hvorfor var alt så fortvivlende, kunne han ikke bare tage hende med op til sig og leve et dejligt roligt liv som alle andre engle der levede i par

"jeg vil være en engel2 hviskede hun svagt mens hun bare stod og holdte om ham hun hørte ikke hans ord da hun var mere opslugt af at finde en måde at blive engel på desuden troede hun ikke at han hade hørt hende

han smilede stille for sig selv ved hendes viskende ord "kære der er ikke så let som du tror, vær person der bliver engle bliver behandlet som enkelt sag, en gang i året det tager i sig selv flere måneder at vælge de første og derefter bliver der handlet og købslået mellem os og demonerne om hvem der høre til hvad og det er bare hvis du er død normalt, der findes smutveje, men jeg orker altså ikke tænke på det nu kære"

hun kikede op på ham letter overrasket "sagede du noget" hun ligende et stort spørgsmåls tegn eftersom hun kun hade opfattet halvdelen af sætningen

"nej det er lige meget" mumlede han stille og kiggede ned på hende "se det er bedre nu græder du ikke mere" han løsnede lidt på sit greb om hende

"det er kun fordi du holder om mig at jeg ikek gør det jeg føler mig så tryk i dine arme" hun smilede til ham og kyssede ham på kinden

"jamen dog ser man det" smilede han stille til hende "men kan vi få noget mere te? jeg kunne virkelig godt bruge te" han smilede kærligt til hende og slap hende

"lyder som en god ide min engel" hun smilede til ham og løb ud til køkkenet men så sig ikke for og løb ind i døren i stedet hun rystede på hovet tog sig til panden smilede igen til ham og fortsatte ud i køkkenet

"skøre kvindemenneske!" råbte han efter hende, mens han lukkede døren og tog frakken af og gik ind i stuen igen og satte sig på sin gamle plads, han var nu godt nok ved at blive noget træt, måtte han indrømme

"jeg er ikke skør det er kun dig der er det" grinede hun tilbage til ham da hun kom stor smilede ind med to kpper te i hånden

"er jeg skør, jeg løber da ikke ind i døre vel? og jeg forelsker mig ikke hovedkuls i fremmede" drillede han igen og smilede kærligt til hende og tog imod den ene kop, teen var dejlig varm og han smilede sagligt

"døre nej fremede der er noget der tyder på det" hun smilede til ham og satte sig på hug foran ham med teen i begge hænder

"vil du ikke heller sidde ved sinde af mig, du enger med at give mig teen galt i halsen sådan som du sidder der og stirre som en lille frø" han smilede til hende og klappede på plassen ved siden af sig

"hvem siger ikke at jeg er en lille frø der er blevet tryllet om til en pige så når du kysser mig bliver jeg til en frø igen" hun rejste sig og stilte teen på bodet og satte sig ved siden af ham mens hun af al magt forsøgte at ligne en forhekstet frø

"ha ha ha ha jamen så må jeg heller lade vær med at kysse dig mere for jeg kan nok bedre lide dig som pige end som frø" drillede han igen mens han grinede munteret over hendes forsøg på at imitere en frø

"nej for jeg er en smuk frø" hun smilede stort og selvsikkert til ham og ligende en der håbede på at få et kys

"ja men forsat en frø og det ville gøre dette forhold endnu mere absurt end det er i forvejen ikke?" han smilede til hende og tog en tår af teen og kiggede på hende

"ok så er jeg nok ikke en frø aligevellet " hun smilede glad til ham og begyndte så igen at pille ved sit hår