et desperart forsøg

han styrtede mod jorden som en falk, han havde nok mere eller mindre splittet sit kontor ad i forsøget på at få samling på sig selv, hans hænder bløde af at blive hamret mod væge og skrivebordet, men han var ligeglad, han lanede på dørtrinnet og hamrede desperart på døren "Valantha!" råbte han, hans stemme var desperart og vild
"valentha åben!" råbte han igen han måtte ligne en sindsyg som han stod der og bankede med sine blodige næver, men han følte jeg hjælpeløs og fyldt med afmagt, han stemme knællede og han sank sammen og begynde at græde, han kunne bare ikke mere, blodet løb fra hænderne, ned af hans arme om forsvandt ind under frakken, der brede sig store røde plamager på albuerne af frakken, men han noterede det ikke, han måtte bare tale med hende, han kunne ikke mere

val kom ud og kikkede på ham med et dybt forfærdet ansigs udtryk hun så blodet og hans tåre hun knælede ned forand ham uden et ord lagede hun en hånd på hans kind og forsøgte blidt at løfte hans ansigt op så hun kunne se ham i øjende hendes ansigs lyste af medlidenhed og bekymring

han øjne var vilde og fyld med smerte hans indre var brast totalt sammen, den ellers så rolige og kolde fasade var bristet, hans kontors indre var lige så sammenstyrtet som hans eget, han hev hende ind til sig og græd "jeg elsker dig Valanthe, det gør jeg ,hvorfor skal det være så svært?" stønnede han, hans stemme var grov og forsat fuld med gråd

hun lage blidt armende om ham og strøj hans hår "fordi jeres lov forbyder dig at elske mig fordi jeg er et menneske" hun smilede svagt til ham og strøj ham beroligende over ryggen hvor efter hun kyssede ham blidt på panden "jeg ved det er sværdt at akseptere men der er intet vi kan gøre"

"hvis det er sådan du ser på det" han trak sig væk fra hende, han havde været villig til at bryde en dusin love for hende i dette øjeblik og nu var hun ligeglad han sukkede *det hele er nok også ligemeget, det er min egen dom*

hun giv over til ham og kyssede ham kærligt "damian jeg elsker dig og det kan intet endre uanset hvad vi er oppe imod" hun kikkede på ham og hendes øjne var fulde af den kærlighed hun følte hun rakte en hånd frem imod ham "vil du med ind så vi ikke står her ude?" hun smilede svagt men det blegnede hurtigt

han var så forvirret, tårende løb forsat ned af hans kinder, han havde aldrig i sit tidliger liv græt ikke før han mødte dette kvindemenneske, han tog hendes hånd, men hev hende ind til sig og kyssede hende inderligt, han sagde armene fast om hende "hvis det er det du vil min kære" hans stemme viskede "jeg vil aldrig miste dig, du er mig alt for kær" han kiggede hende bestemt i øjnene

hun lagede armende om hans hals og kyssede ham med en sådan lideskab at det ville komme bag på de fleste "jeg troede jeg havde mistet dig forevigt" hendes stemme skelvede en smugle og afsløerede den rene sanhed om den smerte hun havede holdt inde da hun bad ham gå sidst den selsikkre facade fra før smulrede langsomt væk mens hun stod der i hans arme hun lagede blidt sit hoved imod hans bryst

"lige meget hvad vil du aldrig miste mig, det lover jeg dig, om så helvede åbner sig og opsluger alt så vil jeg finde dig" hun kyssede hende blidt, "har du mere te, som faktisk kan drikkes igen?" spurgte han hæst med en drillende undertone

hun smielde til ham og kyssede ham på panden "det har jeg da et eller anet sted" hun smielde lidt gernert over sit ejet rod så kikkede hun beslutsomt på ham "men først når jeg har fået lov at kikke på dine hænder det ser ikke for godt ud hvad har du dog lavet min kære" hendes blik blev igen bekymret og hun tog blidt hans hænder i hendes

"det skal du ikke tænke på jeg ordner det selv og med hensynt til dit rod ser mit kontor nok ikke meget bedre ud længer om ikke værre" han slap hende lidt modstridende, for aller helst ville han blive stående der med hende i sine arme, i evig tid, men det var nok lidt lang tid for et menneske, han kyssede hende blidt og slap hende helt

hun smilede overrasket til ham "kan du rode??" hun kom til at fnise en smugle ved tanken og lagede en hånd for muden for at skjule det hun vidste godt at der ikek var noget sjovt ved situration men hun kunne ikke lade være hun var så lykkelig og så det faktum at hans kontor rode kunne hun ikke begribe

han kløede sig i nakken, "ja det kan ske, men normalt ikke som nu, jeg tror jeg mistede selvkontrollen et øjeblik" han smilede skævt men inders inde skammede han sig enlig, en ærkeengle burde på alle tider bevare roen og overblikket og ikke lade sig påvirke af føelsler, citerede han for sig selv, en af de ting der blev messet under hans indvigelse som ærkelengel, en af de ting man burde overholde så vidt muligt om ikke helt

hun smielde kærligt til ham kyssede ham blidt på kinden og trak ham forsigtgt med ind da de var kommet ind vente hun sig imod ham hun så nærvøst på ham og lagede beskyttende armende om sig selv mens hun kikkede ned i jorden "øhh-- jeg tænkte på... bare om... hvis du måske... altså bare vist du har lyst.." hun bed sig nærvøst i underlæben og prøvede desparat at finde de rigtige ord for den sætning hun ville fremføre

"hvad min kære og lad vær at se sådan ud, man skulle jo tro du var bage for mig" hans stemme var lettere nervøs for om han havde gjort noget forkert, bare hun nu ikke bad ham gå, han havde lyst til at være her hos hende, han viste godt han måtte tilbage på et tidspunkt, men ikke nu

hun kikkede på ham med et nærvøst blik der lyste af al den kærlighed hun føldte "har du lyst til at blive i nat jeg mener ikke at vi skal jeg mener bare blive så jeg kan holde om dig inden jeg falder i søvn som den gang ude i skoven" hun trådte et skridt nærmer ham

han smilede og han øjne lyste af glæde og ømhed "det vil jeg meget gerne, hvis jeg må" det sidste kom mere som en visken, han smilede forlegent, nej ikke mere end kys det var rigeligt, ellers ville han da for alvor gå fra forstanden

hun trådte gernet over til ham og tog hans bødene hånd og lagede imod sit hejrte lige glad med om der kom blod på hendes kjole "damian hvis du ikke måtte ville jeg ikke spørge dig min elskede engel" hun kyssede ham blidt lgie en cm fra munden for ikke at blive for fremfusende hun mente ikke at han hade behov for en masse anmassende kys og kærteng hun troede at det han hade brug for var ømme kys i hans ejet tempo og bare det at føle sig elsket

"jeg må nok ikke men jeg gør det alligevel, jeg har levet efter de regler i så mange år og ofret så meget, jeg burde vel have lov at være lidt glad til tider også, og jeg tror næppe der sker noget i nat" det håber jeg da ikke tænkte han for sig selv "de har klaret sig før uden mig, men den nat i skoven kære, den var anderledes, der var du en i nød og der var jeg nærmest tvunget til at blive og jeg er glad for jeg gjorde" han smilede blidt

hun smilede blidt til ham "det er jeg også nu mit hjerte er dødt uden dig og savnet er ikek til at bære det enste der kan rede mig fra mig selv er når du kysser mig blidt og holder mig ind til dit bryst desuden hvis min storebror bestemmer sig for at brase ind i mit hus vil jeg være godt på røven men hvis du er her ville du kunne forsvare mig" hun kikekde på ham med et kærligt blik der var så ømt at det ville bevise vor egte hendes kærlighed var

"ha ha ha ha ååå kære som du kan sige det, hvad med den te eller skal jeg selv lave den?" han smilede kærligt til hende og tog sig lange frakke af, men opgav hurtigt at finde et sted at hænge den og tog den i stedet over armen

"hvis du ville lave den ville jeg være lykkelig så kan jeg ryde lidt op imens" hun smilede blidt til ham og kikekde på ham "jeg skal nok tage din frakke jeg har fatisk en knage" hun rakte hånden ud imod ham

han ragte hende frakken "men hvor i dette virvar gemmer du så køkkenet og teen?" han smilede drillende til hend og hev hende ind til sig for at kærve endnu et kys, han kyssede hende kærligt og lidenskabeligt, hvor var hun ham dog bare kær

hun smielde og besvarede hans kys blidt og kærligt hun pegede hend imod køkkenet "der og det er første skab på højre hånd det er det eneste rum jeg har nået at få ryttet op i så det burdte være muligt at finde teen" hun kyssede ham igen

han gængælde hende kys og han havde ikke lyst til at stoppe men vred sig modvilligt væk og gik ud i køkkenet for at lave te, *ja minsanten om hun ikke har ryddet op, ser man det* han smilede for sig selv