et desperart forsøg

hun fulgte stille efter hende, han havde faktisk aldrig badet i den menneskelige verden, deres vand var faktisk lidt farligt, på en måde våde fjer var tunge og svære at flyve med og vandet i menneskenes verden gav engle det, deres eget vand gav ikke samme effekt, og heller ikke regn, men ellers jo

lige foran døren vendte hun sig om og pegede over skulderen "det er derinde" hun gik genret over til ham så hun kun var få cm fra ham "jeg må heller vendte herude" hun rejste sig på tærende og kyssede ham blidt og lideskabeligt

han gengælde hende kys, men forstod ikke helt han skulle jo bare vaske hans arme, det var ikke fordi hans overkrop kunne blive mere nogen, end ikke at have noget på, men ja okay, han gik ind og begynde at vaske blodet af, det var da ikke så slemt, han havde prøvet værre, det havde blødt forfærdeligt da han havde mistet vingen for at nævne bare et eksempel

val stod uden for og ventede på ham det var helt uvirkeligt at han var her i henes hus på hendes badeværelse hun for sammen som hade hun drænt sig *årr nej jeg har kun en seng og sofaen er for lille til at man kan sove på den hvordan vil han mon takle den besked*

han så hvordan blodet forsvandet ned i afløbet, og væk fra hans arme, han tørrede armene, nu så de mere normale ud, han gik ud af badeværelset og lagde armene om hende "så det var meget bedre ikke kære" han kyssede hende blidt på halsen

hun føldte det som om hun smeltede i hans arme og hendes ben var næsten ved at give efter da han kyssede hendes hals "jo det var det vel" hvisked ehun lavt

"jeg er glad for at jeg behager dig min kære" svarede han stille, viskende ind i hendes hår, han stod hendt tæt op af hende hans hjerte galoperede afsted, han følte sig lykkelig, men han viste også at i morgen måtte han vende tilbage til arbejdet, men der skete så lidt for tiden, de fleste engle trissede rundt og roede med deres eget

val lod langsomt en fineger gilde fra han kind ned over hans hals og ned af hans kraveben og mave mens hun kærtengede hver eneste muskel på vejen hun kyssede ham blidt på halsen uden at sige noget

han smilede til hende, det kildede godt nok mod hans hud, men han lod sig ikke mærke af det, han kyssede hendes pande "nå min kære" viskede han blidt og så på hende med et varmt og kærligt blik

hun gik et skidt tætter på ham så hun stod så tæt på ham som mulight med armende omkring hans talje og kinden imod hans bryst "vi har et problem"

han strøg hende over håret "og det er kære?" han ryggede uroligt på sig, bare det nu ikke var noget slemt, han orkede ikke noget slemt lige nu, ikke flere problemer, problemer kunne vente til i morgen

"jeg har kun en tomands seng og sofaen er for kort til at man kan sove på den så du bliver nok nød til at sove ved siden af migø2 hun gemte sit ansigt ved hans bryst

"altså jeg ved ikke med dig, men jeg plejer at sove med tøj på godt nok, så det kan vel ikke være så slemt vel" han kiggede beroligende på hende, selvom det hele huede ham lidt, han havde en gang delt seng med sin søster, men de var søskende, det var noget helt andet det her, men han ville ikke lade sig mærke af det, så længe hun ikke forsøgte på noget sengeroderrig, for det troede han nu ikke lige han kunne klare

"jeg har natkjole men må jeg så godt holde om dig?" hendes stemme var ikke mere end en svag hvisken mens hun spurgte kærtegnede hun blidt hans skulder

"ååå kan vi ikke tage det som det kommer, jeg har taget fri ergo jeg gider ikke hele tiden bestemme hvad der skal ske, ellers kan jeg jo lige så godt være blevet på arbejdet ikke?" han løftede det ene øjenbryn og så bestemt på hende

"det kan vi godt vil du så ikke godt dace med mig? hun kyssede blidt hans skulder og kikkede op påham

"jeg har sagt det før jeg danser ikke, kære, og sådan er det altså" hun løftede hendes hage og kyssede hende blidt på munden, han kiggede hende dybt i øjnene og lagde igen armen om hende "kan vi ikke bare sidde og hygge og snakke lidt, det er så længe siden" sukkede han og lød næsten som en gammel mand

"men jeg vil så gerne dance" hun kikkede på ham med bednede øjne hun kom i tanke om den nat med serafir hun hade aldig dancet så meget

"nej Valantha, jeg gider ikke og jeg orker ikke, jeg er ked af det men sådan er det altså, jeg blev tvunget til det som ung og forsat gentagende gange af min søster med alle hendes veninder og jeg gider det bare ikke okay" han så bestemt, men bedende på hende, han orkede virkelig ikke og sans hang han mildt sagt langt ud af halsen

hun satte sig nedslået ned og mumlede for sig selv "serafir ville alidrig sige nej til at dance med mig han syens det er sjovt han er heller ikke bange for at nusse mig når jeg sidder og har det dårligt med mig selv" ordene var næsten uforståelige

Damian så lammet på hende "javel ja, men hvad skal du så bruge mig til" svarede han kort for hovedet og gik hend og tog sin frakke, han følte sig så svigtet "så kan du jo muntre dig med ham jeg skal nok sende ham ned" men de ord svingede han frakken om sig, hans vinge begynde at dukke frem lysende og hvid, han åbnede døren og så ud på den mørke nattehimmel, "så farvel Valantha, farvel for altid" han stod et øjeblik han ville ikke forlae hende, men det hun havde sagt havde såret ham for dybt til at han kunne blive, han følte en væmmelse ved vært et sted hun havde rørt og kysset og han væmmedes ved sig selv, at han kunne elske noget så urent

hun kikkede forskærket på ham "jeg mente ikke du må ikke tro at jeg nej jeg har ikke gjordt noget vi talte bare sammen og dansede så nussede han mig i håret fordi jeg var ked af det du må ike gå jeg har ikke gjordt noget " hun rejste sig og løb over til ham

han bed sig i underlæben og lukkede øjnene, hans hjerte var flyd med skuffelse, han viste ikke om han ville blive om han ville tro på hende, det hele var så absurt, det ene øjeblik havde alt været perfekt og så ødelagde hun alt ved at nævne ham, han havde så meget mere frihed selvfølgelig kunne han bare gøre det, mens han ofrede alt bare for at se hende en kort stund, han vende sig om mod hende "jeg ved ikke..."

"jeg mener det jeg talte kun med serafir intet anet du må ikke tro sådan nået om mig har jeg nogle sinde givet dig grund til at tro sådan någet hviis det kan gære det letter er jeg stadigvæk jumfru og det vil jeg gerne være et godt stykke tid endu" hun stod nu foran ham og kikkede op på ham med tåre i øjende

han lukkede øjnene og lænede sig mo dørkarmen, nej måske ikke, hvem viste, han kunne jo ikke se om hun løg eller ville ikke se, for så viste det bare at han ikke længere stolede på hende, men var der mere at stole på? "hvad vil du have jeg skal gøre, det får det til at lyde som om du forlyster dig med vær mand du kommer i nærheden af?" han åbnede øjnene og så hårdt på hende, hans stemme var som når han forhørte engle i en sag, kold