når alt kommer til alt

"der var en virkelig sød fisk men den svømmede fra mig sagede hun grinende *lige som så meget anet uden for min rækkevide* "og resten af tiden brugte jeg på at danse under vandet for at forbeder min bevæglerser på land da der er mere modstandskraft i vandet end der er i luften" hun smielde og kikekde op så hende hage vilede på hans ryg

"ha ha ha ha okay, det var da godt, vand er meget anvenligt på mange måder" han smilede til hende hun var da noget så kær, hvis hun bare var en engle ville tingende måske have været lidt letter, *men hvad i livet er let* han sukkede lidt opgivende

"er der noget galt min engel du sikker så opgivende" hun fik et bekymret blik i sine underlige øjne et bevis på den spiltese der levede i hendes sin den ene lede af hendes smerte den anden af hendes lykke den ene med en dæmons had den anden med en engels kærlighed

"nej ikke noget du skal bryde dit smukke lille hovede med" han gøs lidt indvendigt ved synet af de sære øjne, det ene gjorde ham ilde til mode "men sig mig" han slap hende "er livet uden hele tiden at slå ihjel så så slemt?"

"jeg ville ønske at jeg kunne sige nej men det kan jeg ikke det er som om der mangler en vigtig del af mig jeg føler mig stærk og som om jeg faktisk kan bruges til noget jeg føler mig som om jeg er noget værd når jeg kæmper men nu hvor jeg ikke gør det ved jeg ikke længer hvem jeg er og jeg spekuler hele tiden på hvordan jeg kan blive en engel og når altid frem til samme svar ved at dø men hvis jeg gør det risikere jeg også at det har modsatte efekt og jeg vil ikke risikere at du vil komme til at hade mig fordi jeg ikke kunne blive det jeg så brænde ønsker at være" hun kikkede ned igen og stræmmede gembet om ham en anelse næsten umærkeligt hun ville ikke midste ham aldig han var trykhed og skønhed venskab og kærlig alt det hun aldig havde haft før

"jamen aller kæreste skat, du bliver ikke en engel ved at begå selvmord, det kan jeg da sige dig og det er lige meget hvor god du så har været og det er noget selv jeg ikke bestemmer" han vende sig helt og så på hende, han lagde armene om hende og mumlede ned i hendes hår "lille frøken dog, holder du så meget af mig, det var jo ikke meningen"

hun begravede sit hoved ved hans brøst og en svag græd løb igennem hendes krop "mere end du aner og jeg ved godt at det er forkert og håbløst jeg har prøvet at fortælle mig selv at det kun er en åndsvag drøm som 10 årig piger har men jeg kan virkelig ikke lade være du er i mine drømme i mine tanker når jeg bare ser dig side så stille og arbejde er min kop ved at brænde op jev vil gøre alt for dig selv om jeg ved at det er forket og ikke engang gengældt men jeg kan ikke gøre for det eller forhindre det jeg har prøvet tro mig det gør så ondt" så nu var det sagt og hun vidste hvad der kom nu endnu n afvisning men denne gang ville hun ikke løbe sin vej som sidt denne gang skulle det tales igennem det kunne måske ferne noget af smerten

"ååå" han lagde sine hænder om hendes ansigt og så hende i øjnene, hans var fyld med en smerte som var en blandning af medlidenhed og forståelse, "jeg ville ønske jeg kunne sige noget der gjorde dig glad, jeg ville ønske jeg kunne bøje alle reglerne og tage dig med mig hjem, men hvis det var muligt, ville det forsat tage flere år at få rådet til at acceptere og enstemmigt gå ind for et sådan forhold min elskede lille frøken" han kyssede hende på banden og lagde armene om hende igen og trak hende ind til sig

hun klamrede sig til ham som om det galdt hendes liv "men er der slet intet vi kan gøre ingen magi intet jeg har i forvejen en engls sjæl i mig hvis vi fjerner dæmonen kunne det vel være er der slet igen mulighed for de jeg kan virkelig ikke fortsætte uden dig hvorfor skal der være så mange regler i jeres land" hun sukkede og nød bare følsende af at have ham så tæt på sig

hvad skulle han dog svare, han havde set at der var engl i hende, vingerne og sådan, men hvem sagde at det samme ville ske uden demonen, men under alle omstændigheder ville det onde komme ud af hende, der ville være en promilles større chance for det, men ville skuffelsen hvis det ikke virkede ikke være for hård at tage "der er en meget lille chance for at det vil øge dine chancer jo, men jeg kan intet love og jeg ved ikke hvordan de skulle ske, jeg har aldrig i min livstid høre om et lignene tilfælde som dit kære" han strøg hende over håret

"men hvad nu hvis det lykkes så ville vi kunne være sammen ville vi ikke" hendes øjne havde fået et glidt af håb som brændte sig vejen frem helt nede for den inderste del af hendes sjæl et håb der ikke lod sig slukke lige med det første det var tydeligt at dette var noget hun ville om så hun skulle ofre sig selv i forsøget for det

han sukkede, lyttede hun ikke efter *ja ja kvinder høre det de vil høre* "det er langt fra sikkert, der vil være en lidt større chance for det, men den er forsat meget lille, forstår du en ærkeengel skal være ren og uforstyrret så han kan regere og dedikere sig helt til det, og da loven blev skrevet, mente man at kærlighed kunne spille en stor faktor i at fjerne ens fokus fra ens hovedopgave, ting er bare ikke så lette der oppe, når det kommer til alt sådan kærligheds noget, forstår du det" han smilede trist til hende

"men er der abselut intet jeg mener virkelig intet vi kan gøre" hun ønskede vireklig at han ville kysse hende bare et kys så var hun ligeglad med at det aldig ville blive til mere men så havede hun i det mindste et bevis for hans føelser og ikke det halv fesne kys fra sidst men et ægte med følser i men det kunne hun ikke bede ham om det var for meget at forlange og alt for tideligt

"jeg ved det æligtalt ikke søde frøken" sukkede han, at hun kunne blive ved, han kunne jo ikke vide det, det var aldrig sket før jo, selv engle kunne ikke se ind i fremtiden og forberede sig på den jo

"men hvad gør vi så? jeg ved ikke vor meget længer jeg kan forgive ikke at føle noget for dig det gør det for ondt til jeg ved godt at du ikke kender den smerte jeg taler om og jeg ønsker heller ikke at du skal kende den men jeg har det som om at jeg langsomt kvæler mig selv" hun kikkede væk hun ville ikke se ham i øjnede for der var intet håb i hans ingen løsning at finde "hvodan bliver normale mennesker til engle?"

hun havde nærmest slået luften ud af ham igen, hvorfor blv dette kvindemenneske dog ved med at overrumple ham på den måde "suk, jeg ved det ikke, jeg har ikke løsninger på alt kære frøken" han kiggede på hende "jeg ved ikke helt hvordan, men jeg tror der er en mulghed for hvis vi fjerne det onde, men jeg er ikke sikker, jeg så noget engel i dig, da du" han gør lidt ved mindet "forvandlede dig, så det kan jo være, men jeg kan jo intet love"

"det er forsøget værd" konstatede hun og rejste sig op "hvodan får vi så den forbanede demon ud af min krop?" det måtte hans tros alt vide han havde nok lavet en del exasismer i sin tid så det måtte vel ikke være noget nyt for ham

han kløede sig i nakken, ja det var jo lige det, exasisme var ikke lige hans stærke side, sidste han havde gjort det var i skolen og det føltes som en menneskealder siden, han var jo ikke lige frem ofte i kontakt med mennesker, langt fra faktisk "øh ja det er jo det, kan jeg lige få lov at tænke, det er så længe siden jeg har prøvet sådan noget, det var den gang jeg var ung" han smilede skævt

"self kan du det min engel" hun bukkede sig ned og kyssede ham på panden selv om kysset kun var på panden var det fyldt med al den længsel og alt de savn hun bar en enkel tåre fladt fra hendes kind hun rejste sig op og så på ham *hvad nu hvis det her ikke virker hvad gør du så*
*det er skal til uanset hvad det er*

*ååå hvad var det nu hans lære havde fortalt ham, humm* han kiggede op på hende og smilede så sit stille smil "det kommer til at gøre ond og det bliver en kamp for dig uden lige, fortæl mig hvad du ved om demonen" det måtte da være en start, kend din fjende

"jeg ved at hans svaghed er hans behov for unge kvinder og at han er omking 3 meter høj har en halves slage krop og snakker med meget lange s'er og han hader alt godt" hun kikkede på ham og smerten lyste ud af hendes øjne "tro mig intet kan overskide den smerte jeg føler i forvejen det er ikke mulig så jeg tager med glæde alt det der følger med hvis det bare kan bringe mig en anelse tætter på dig vil jeg gøre alt jeg ville dræbe alle du bad mig og elske dem du pegede på betingelsløst men hver eneste gang jeg så dem ville jeg se dig forestille mig at du var dem ja du kender selv resten jeg ville gå i døden for dig du har vist mig hvad kærlighed og håb virkelig vil sige du har næsten fåret mig til at tilgive min storebror for den udåd han begik du har fået mig til at se livet og lyset som aldig før når du græder er det som om alt inden i mig revner og falder fra henaden når du smiler blomstre alt op igen jeg elsker dig og hvis du stod og ville dø ville jeg dø for dig jeg ville tage al din smerte hvis jeg kunne hvis du insistede på at dø ville jeg selv dræbe dig for derefter at tage mit ejet liv så kunne det jo være at vi kunne være sammen i et anet liv så hvad betyder den sølle smerte i forhold til alt andet?" hun kikkede på ham med store og faste øjne hun vidste hvad hun skulle gøre og hun gjorde det med glæde hvis bare der var den mindste chance for at det ville lykkes hun elskede ham betingelsløs og det vidste hun nu

"øh, det er meget godt, men jeg foretrækker at både du og jeg er i live lige pt" han smilede skævt til hende *i sandhed er menneskekvinder sære og hende her.. ja hvad i al verden skal jeg dog gøre og sige, det er så overvældene* han kiggede indgående på hende med et løfted øjenbryn "lig dig ned, helt flat på ryggen"

val lagede sig ned på ryggen "hvad sker der hvis noget går galt dør jeg eller overtager den anden bare eller hvad er det jeg risikere" hun kikkede med frygtsome øjne op på ham "jeg vil ikke midste dig endnu lov mig at du får mig tilbage igen jeg beder dig"

han kiggede på hende, "det skal nok gå alt sammen" svarede han roligt "slap helt af lige som når du sover og åben dit sind" han stod ved siden af hende, han havde trukket en lille bog frem, der var fyld med forskellige ramser og formulare han hold hånden over hende og begynde messende at læse op "demon du er ikke velkommen her, du høre ikke til her, du er ikke ønsket her, demon forlad hvad der ikke er dit, jeg befaler dig (osv)" han holdt øje med hende, men var i dyb trance han gik ind i sig selv og fandt den lysende kraft der løb gennem ham, han sende en snor ned fra hånden og ned på hende og lod den sive ind i hende

vla lå med åbne øjne og så på damian men så ham aligevel ikke helt for hendes øjne var en ruin ved ruinen sad to mænd den mørke dæmon hun havede dræbt og den hvide engel "så ses vi igen lille tøs noget tyder på at jeg bliver nød til at slå dig ihjæl for at blive her i kroppen" sage demonen englen rejste sig "så skal du også kæmpe med mig du får ikke lov at slå en uskyldig skjæl ihjæl"
"den uskyldigesjæl du talte om usletede begge vores kroppe at du ved det hun er mere som mig end som dig hun er en forføreisk morder der lokker sine ofre til med skønhed og dans se bare den stakkels ærekengel hun leger med i øjeblikket"
"hør her min kære dæmon hun leger ikke"
"ha hvis du tror på den fjerøre så er du da et nummer for dumt"
"træk dit våben dæmon så ordner vi det her en gang for alle" de træk begge deres våben og begyndte at slås uheldigvis var de lige stærke og lige hurtige så det eneste man høret og så var stød eller parader der var ikke en eneste der fik et slag ind på den anden