når alt kommer til alt

han smilede bare, han var træt, han hev fat i hende "kom her dit uregerilge kvindemenneske, du udmatter mig jo konstant, eller også er det fordi jeg ikke fik sovet ordnlig ud sidst heller"han smilede til hende og slap hende, han fandt endnu en bunke breve frem han sukkede "det værst er at de fleste af disse papier er ligegyldige, men man skal læse dem ellers bliver der brok over at man ikke gør sit job godt nok og alle de vigtige breve bliver så mindre gennemlæst for man skal også læse det ligegyldige lort" han smilede til hende

"du kan da bare sove nu jeg skal nok passe på dig" hun smilede til ham "jeg lover at der ikke sker der noget" hun kyssede ham på panden og smilede om muligt endnu støre "desuden er det din ejen skyld jeg er som jeg er fik jeg min vilje var jeg allrede ude at myrede demoner og min bror mens jeg nu er igang" hun satte sig ned og kikkede på ham jo blomster var faktisk pæne til ham

"ha ha ha ha naa jeg klare mig, bare roligt, jeg kan jo ikke nyde din skønhed hvis jeg sover og det ville forresten være skam at gøre den kjole beskidt" han smilede til hende "sig mig hvorfor ønkser du din bror død, han er om alt din bror?" han kiggede indgående på hende, han rettede på blomserkransen, så den lå noget bedre, så han faktisk kunne se hende ordenligt

"nej han var min bor nu er han intet anet end en dæmon der dræbte min familie og han bliver aldig andet i mine øjne han døde for mig den dag han sprædte vores lillebrors indvolde ud over vægen og hængte hovedet på vores forældre op på hver sin sengestolpe derfor ønsker jeg ham død" hun kikkede ned i jorden hun havede glemt at han havde kaldt hende smuk ellers var det bare fordi at den efterfølgende sætning havede slået det ud af hovedet på hende

han kiggede roligt på hende "I see" sagde han bare stille og forstående, "og tak for detaljerne, nu har jeg virkelig lyst til mad" han grinede mildt til hende

"undskyld jeg gik vidst lidt for vidt i min beskrivs" hun kikkede ned i jorden meget skamfuld og begyndte nærvøst at pille ved sit hår i et forsøg på at glemme eller at usige det som hun lige hvade sagt men det virkede ikke helt optimalt

"ha ha ha, det går skam men lille frøken og lad nu vær med det der, du ødelægger dit hår, der er en grund til mit ikke er længere" han smilede til hende og begynde at kigge på papirende igen

hun kikkede op på ham igen og vuderede ham længe og intenst "men du er jo smuk selv med kort hår og det kunne være at vis mit blev korter så ville jeg også være kønner måske kan det enda tænkes at jeg ville komme til at lige dig" hun ænder sin stilling til skæderstiling og begyndte i stedet at pille ved blondten i sin kjole

"jeg syntes du er meget smuk som du ser ud, det ville være en skam at klippe dit hår af, det var mere min søster der ikke mente man kunne ligne en vildmand når man vær ærkeengel" han satte sig op igen, nu var han nået til regnskabspapirene, halvvejs med sidste dags lette papirarbejde

"jeg tror at det ville klæde dig med langt hår har din søster entelig ikke ufattelig meget at skulle have sagt i dit liv?" hun kikkede på ham hun smilede stadigvæk ikke hun betrægtede ham stadigvæk hun kunne mærke den velkendte smerte begynde igen *han vil jo ikke have dig uanset hvor smuk du er forstå det dog* hun undertrykte den mørke stemme og kikke bare længselsfuld på ham men med håret foran øjende så han ikke ville kune se hendes blik

"humm måske, over hvordan jeg ser ud nok jo, men ellers ville du nok mere have fundet mig skrammende end smuk" han smilede til hende "jeg har ikke den sans for pænt på sig selv og bare pænt og slet ikke at det er nødvendigt at købe nyt tøj, men som min søster siger "en mand i dit værv, skal tage sig ud"" han skar en grimasse og smilede så til hende, han havde forsat blomsterkransen på hovedet

"det er en fornuftig tanke" hun smilede igennem håret hendes blik forblev rette imod ham så længsels fuldt men med et lille gnist af smerte hun kunne huske hans kys fra tiderliger og hende læber brændte af lænsel efter mere hun vidste ikek hvad hun skulle gøre hun rejste sig op hun blev nød til at omme væk bare i fem min så hun kunne falde ned på jorden igen "ved dui vad jeg tror at jeg tager et bad jeg trænger efterhånden til et"

"okay, så kan jeg måske nå at blive færdig med dette så har jeg et lille forspring med hensyn til det arbejde jeg mangler fra i går" han smilede til hende og så ned i papirene igen, *humm bad det var længe siden han havde haft tid til det puha da* han søster ville gå ud af hendes gode skind hvis hun viste det

val vendte sig og halvvejst dancede og halvvejs læb ned til søen tæt derved hun smed kjolen og hoppede i vandet da det mørke vand lukkede sig over hende åbnede hun øjende og kikkede sig omkring freden gennemstrømemde hende her var så smuk hun kunne være her forevigt hvis det ikke var fordi hun skulle bruge luft her varder ingen smerte igen forviende engle ingen familie myrdene brøder kun fred og skønhede her var hun alene her talte stemmerne i hendes sind ikke til hende hun svæmmede lidt frundt under vandet og begyndte så at mangle luft så hun svømmede op til overfalden og brød den i et virvar af dråber hun trak verjt dybt og dykkede så igen

plasket fik Damian til at kigge op, hun betragtede hende, hendes hår og den nåede vandet dansede om hende "i sandhed smuk" mumlede han stille til sig selv og tvang sig selv til at kigge væk, hun var trods alt nøgen, men han kunne ikke rigtig få ordene i teksten til at give mening igen

val svømmede efter en forviret fisk der toede hun ville æde den men det eneste hun ville var at betrægte den mens den svømmede uheldigvis var hun ikke hurtig nok til at fange den så den smuttede fra hende hun svæmmede op igen for at trække vejert hun sendte et blik ind til beden hvor damian sad hendes sind blev tungt igen og da hun dykkede havde hun ikek længer lyst til at jagte små forvrede fisk så hun svømmede bare nd og satte sig på bunden indtil hun skulle op at have luft da hun dykkede igen fik hun den ide at hun ville prøve at danse under vand så hun gik igang det var ufattelig sværdt at opnå samme fart og længede i bevægleserne men efter noget tid og mange åndedræt gik det beder og det var først der at det gik op for hende at vis hun fortsatte med at gøre dette under vandet ville hun til sidst kunne gøre det dobbelt så hurit på jorden hun smielde lidt og forsatte så det der nu var blevet til træning

Damian folede den sidste bunke paprie sammen, han havde måttet virkelig så kold vand i blodet for at kunne færdiggøre dem, men nu bar han heldigvis færdig, *gad vide hvor hun blev af* tænkte han stille for sig selv, han nød faktisk hendes selvsab, det var meget afslappende og man skulle ikke hele tiden overveje sine svar, som i rådet

hun kom op til overfalden og træk vejet hun var ved at være udmattet nu men hun dykkede stædigt ned igen for at få fuldført det angreb da det lykkes hende svæmmede hun ind til brædern og lagede sig træt op af den vandet dækkede hende til lige under kravebenet så det kun var hendes arme der holdte hende oppe og hendes hovede der ikke var under vand hun lå med ryggen ind mod bræden og det lange sorte hår flød omkirng hende og gjorde det næsten umulgt at se hende under vandet men ikke helt hvis man kikkede tæt ved kunne man skidte hende skikkelse under vandet

"valantha er du okay" spurgte han, han havde sat sig ned til breden med ryggen til så han intet så og selv det følte han var nok lidt over kanten, han sukkede stille for sig selv, tænk mennekers liv var så meget mindre komplekse

"ja jeg skal bare lige have verjet og noget tøj på så er jeg klar igen" hun smilede hun var rolig nu og for udmattet til at spekulere på de ting hun tøldte når han var tæt på hun kravlede op på kanten og gemte sig bag en busk hun kikkede over på sin kjole den lå ved siden af ham men han sad med ryggen til så der skete nok intet hvis hun gik over og hentede den hun lidstede så stille som muligt ned til vandet igen hoppede i og sømmede om bag ham hvor hun kravlede op igen og rakte ud efter kjolen

han kunne høre hende selvom hun forsøgte at være stille, han løftede kjolen op uden at vende sig, "du glemte hvist den her og bare rolig jeg kigger ikke, jeg er ikke så drevet af løst" han rystede på hovet

hun tog imod den "tak og nej selfølig er du ikke det du er engel enda en ærkeengel i ser vel sådan noget hver dag desuden er jeg også bare et menneske og ikke som jres engle kvinder " hun vidste ikke om hans kommtar gjorde ondt eller hvad den gjorde hun opfattede det bare som endnu et afslag selv om hun ikke engang havede gjordt noget for at få ham til fat forelske sig i hende hun prøvede at lyde mundter da un sagede det men hendes usikkerhed og smerten fra tiderliger trængtet igennem

han grinede "nej vi ser langt fra sådan noget vær dag, vi undgår helst at se sådan noget, som sagt love og regler, og jeg ved nu ikke om engle kvinder er pænere, jeg kigger ikke efter det, jeg ved der er mange der syntes min søster er meget køn, men det er svært at forholde sig til, hun er min søster" han smilede og var lige ved at vende sig, men huskede så hendes nøgenhed

hun tog kjolen på og vred sit hår så det væreste vand kom ud af det det var stadigvæk våndt men ikke så slemt som før hun knælede bag ham og lange sine arme omkring hans liv mens hun trykkede sin kind imod hans ryg hun sagede intet sad bare der drivvåd og fuld af et sind med forvirelse fortvivlese og alt for mange følser der lagede sig i bunker og bare ikke ville forsvinde hende hjerte bankede hurtiger

han lagde armen om hende bag ryggen "nå smukke var det godt at lege i vandet?" han grinede, og vende hovedet, han kunne lige se toppen af hendes hår