når alt kommer til alt

Damian sende mere styrke ind i hende, men han skulle passe på for meget kunne slå hende ihjel og for lidt ville ikke hjælpe, han mærkede kampen og sende sin kraft ind i englen den måtte han ikke udslette hvis hun skulle have sin vilje, han stod nu bag ved englen, han sende HANS kraft roligt ind i ham

Eric var netop kommet til efter at have søgt efter hende i uendelige timer. Det han så fik hans dæmon blod til at koge over og han kunne ikke længere styre sin dæmon inde i sig, og var derfor nød til at vise sig for Ærkeenglen i sin fulde dæmon form. Han åbnede sin mund, der var fuld a syle skarpe tænder, bredte sine store flagermuse lignende vinger ud og hans øjne lyste rødt af had til englen der var ved at udføre eksorcisme mod hans kæreste søster. Det kunne dræbe hende hvis englen ikke bestod testen i eksorcismen og det var egentlig ikke en chance Eric var villig til at tage. Han måtte stoppe dette med det samme. Det der undslap hans mund var et uhyrlig forfærdeligt brøl af had og raseri. Han stormede fremad, med sine to lange sværd hævet, mod Ærkeenglen og hans lillesøster, som han ikke var klar til at miste. Han ville dræbe denne engel om nødvendigt hvis bare det betød at hans søster forblev levende.

val så på de to kæmpende det så ud som om den at englen fik flere krafter og val fonemmede damians godhed hos ham *når så det er sådan han har tænkt sig at gøre det buste englen op men han dræber ham jo det var ikke meningen han er jo ikke ond bare misforstået og ensom og vil bare gene have sin ejen krop jeg må stoppe det her inden der sker noget som jeg ville fortyde" val rejste sig og gik over for at stoppe de to kæmpende englen rejste trak sit svær tilbage i et stik imod dæmones mave og demonen stod parat til at paraere da val stildte sig immel dem englens sværd fløj frem inden han opdagede hvad han slog imog og gennem borede hendes mave samtidig med at dæmones sværd kløve hendes ryg for at få paraet det slag der blev stoppet af vals kro val faldtr til jorden og blodet flød ud af hendes mund hun missede lidt meg øjene *hvad skete der
? slog de mig? angreb de? skal jeg nu dø?* hun mørkede blodet flyde ud af hendes sjæle krop i en mørk pæl både englen og demonen stoppede og kikke på hinanden 2hvad har vi dog gjordt " næsten skreg deres øjne ude i den kropslie verden uden for vals sind åbnede et hul sig i hende mave og blodet blev slynget ud hun spyttede noget blod op og hende ryg fik et flænge fra skulderbladet til lænden blodet begyndte at sive ud på jorden hendes øjne var lukkede

Seraphir skvattede næsten ned fra træet da han mærkede kraften frá sin leders energi. Han sansede også en døende sjæl, en ung menneskesjæl. en dæmon..
han rystede forvirret på hovedet, hoppede ned fra træet og løb i retningen hans sanser angav.

Han så chokeret på blodet over det hele, så med forvirring på Damian og den dæmoniske skikkelse på den modsatte side af den unge pige. "Damian hvad foregår der?" Han knælede ned ved pigens side. *rolig du lille,* tænkte han, *det skal nok gå..*

Han sendte Damian et svagt anklagende blik. "Jeg troede den første regel var at dødelige ikke måtte komme til skade i affærer der angik engle og dæmoner."

Damian opfattede de andres nærvære "jeg ved det var hendes valg, ellers ville jeg aldrig få fred" han stemme var ikke længre sød og blid som over for valantha, men mere robust, han trak sin økse "er det slemt?"

Eric så to engle var oppe imod ham og straks skubbede den engel der lå hen over hans søster væk og knurrede vredt som en ulv der beskytter sine hvalpe. Ingen af dem havde ret til at røre ved hans søster. Da englene var på sikker afstand forsvandt den dæmoniske side af ham og han knælede ved sin søsters sider og tog hende ind i hans favn og trykkede hende tæt indtil sig imens han hviskede, "Ved alle jordens magter, lad ikke min søster miste sit liv før jeg gør. Giv hende mit liv i stedet. Jeg vil dø for hende."

Seraphir så på dæmonen da den skiftede skikkelse, trak sig tilbage og så afventende på ham. *Vil han være i stand til at hjælpe hende?* tænkte han. "Jeg ønsker intet andet end at hjælpe.." sagde han stille og rejste sig, hvorefter han stillede sig ved siden af sin leder.

Han vendte sig mod ærkeenglen."Damian, hun er ved at dø, kan du måske ikke se at der er blod over det hele" han rystede på hovedet. "Hvad prøvede du på? Jeg kunne mærke din kraft i den anden ende af skoven"

val lage ubevist en arm om sin bros hals og kastede en smugle mere blod op dens fingere begyndte igen at blive til lange klør og de vide vinger var begyndt af vokse ud p hver side af flængen som langsomt blev mindre i hendes sind var hun stadigvæk ved ruinen hun kikkede på englen og på demonen de stod og kikkede på hende "hvad gør vi" spurgte englen
"så hael hende dog er det ikke det i forbanede engle er så gode til?" snerrede demonen de knællede begge to og begyndte at kravle ind af hver deres sår

"jo desværre, jeg skulle aldrig have forsøgt, jeg advarede hende" han sukkede "det er lige meget min ven, men hun dør hvis jeg ikke gør noget og hun ville dø hvis jeg ikke forsøgte, mennekser og deres stædighed" han smilede lidt skævt, hvilken ironi det hele var, "vi kan hjælpe din søster, men kun hvis du rygger dig" han henvende sig myndigt til dæmonen der lå hend over Valantha, det måtte være hendes bror, for ellers havde den da ikke opført sig sådan

Eric så op med kun røde øjne på Ærkeenglen og vrissede, "Du har gjort nok!" Han så ned på sin søster og sagde, "Valantha... det er mig. Eric... din bror. Tag mit liv og lev dit eget. Hvis ikke jeg kan være hos dig, så vil jeg hellere give mit liv for dit. Bare sig ordet og det er gjort."

Seraphir så medfølende på Valanthas bror. "Eric.. Jeg vil gerne hjælpe, du behøver ikke give dit liv i bytte.." Han så på Valantha. "For hvert sekund der går, bliver hendes livskraft sværere og sværere. Har du nogensinde været i Intetheden, Eric?" spurgte han. "Der vil hendes sjæl formentlig ende.. Eric, jeg beder dig - lad mig hjælpe.."

vingerne var begyndt at vokse huritger nu og hun minde mere og mere om det monster hun havede været før hun spærede øjende op der var vide i stedet fro dobbelt favede der var ingen popil ingen iris intet hun rækte op efter sin bor og en lille klikkende lyd kom over hendes læber i stedet for ord

Damian sukkede opgivende, han skulle have fulgt sine instinkter og ladet hende være, han havde desværre altid haft svaghed for lidende folk "det er din søsters ønske ikke mit, vil jeg lige påpege, enden kan vi hjælpe ellers ej, det er op til dig" han så opgivende på det hele, nej alting var lettere når følelser ikke spillede ind på samme måde, hun var blevet meget kær for ham i den korte tid de havde kendt hinanden, men det var slut nu

Eric så bare vredt på Damian med sine røde dæmon øjne, men så så på den nyankomne engel og sagde, "Red hendes liv eller dø ved min klinge." Hun skal overleve. Jeg skal dø før hendes blod flyder over på denne jord. Hun skal leve så hun kan slå mig ihjel, for det er hendes største ønske." Eric ville lade Seraphir helbrede hans søster. Han lod hans søster glide ud af hans arme og ned på jorden og så på hende før han hviskede, "Hold ud Valantha."