genforeningen

Seraphir skælvede. "Jeg.. Jeg elsker dig så højt Val." han så på hende med så meget kærlighed i blikket at selv dæmoner måtte blive rørt.

hun så påp ham nu var hendes øjne fyldt med tåre "hvorfor forlod du mig så min elskede hvorfor forsvant du mit liv var så tomt så menings løst jeg vil ikke midste dig igen det vil jeg ikke kunne oveleve åhh seraphir jeg har dummet sig så meget"

"Valantha.. Du mister mig aldrig.. Jeg er ikke klar over hvad der er sket over en bestemt tidsperiode.. Det var aldrig min mening at forlade dig.. Jeg beder dig om at tilgive mig det.." Han så på hende.

"hvordan kan jeg anet så længe du er tilbage jeg elsker dig seraphir så uenlig meget du er den eneste jeg vil dele mit liv med" hun pressede sig ind i hans favn som for at søge trykhed

Seraphir knugede hende tæt ind til sig. "Åh Valantha.. min elskede.." Han kærtegnede blidt hendes hår. "Jeg vil altid passe på dig. Altid."

"lover du det?" hun kyssede ham blidt på halsen

"Ja. Det lover jeg."

et lille spil bredte sig over hendes læber og hun sukkede letttet og rettetde blikket imodhimlen med et var al sorg og smerte som blæst bort fra hele hendes person og hun ligende nu igen sig selv fra før alt begyndte at falde fra handen

Seraphir smilede til hende. "Hvad så nu, min skat?" spurgte han og lagde hovedet på skrå i en spørgende gestus.

"jeg ved det faktisk ikke jeg er forvist fra melen og ikek velkommen i duath så jeg gætter på at jeg ihvætfald er tvunget til at blive her i cuil desuden har jeg nogle ting jeg ksal have ordnet"

Han lagde armene om hende. "Du siger at denne Rastina vil prøve at få mig tilbage til Melen.. Uanset hvad så kommer jeg og ser til dig.. Men.. hvorfor er du blevet forvist?" Hvorfor anede han intet længere? hvorfor forekom meget af hans hukommelse som en tåge? Han rystede på hovedet og så på Val.

"fordi jeg er halv dæmon min kære jeg er det manglede led imellen engle og dæmoner og damian blev bange for alt det jeg er og står for"

Seraphir så forvirret på hende. "Hvad du er, ændrer intet for mig." sagde han stille. *Og dog ændrer det alt,* tænkte han, *hvis hun er dæmon.. så burde hun være min fjende.. Og dog elsker jeg hende over alt andet så det er ligemeget..* Seraphir stod bare tavst og holdt om hende. "Det ændrer ikke noget Val, for mig er du stadig den jeg forelskede mig i."

hun så ned i joden da hun godt vidste hvor ,meget engle afskyede hendes dæmoniske halvdel hun mumlede let for sig selv "jeg er også halv engel hvis det hjælper lidt på det" hun lod sine vinger komme til syne to store inponerne vinger der ville være n ærkeengel værdig men fjerne var ikke fast ategnet det så ud som om der lå en lille tåge omkring hver eneste fjer

"Hvor er de fine, men heller ikke det ændrer noget Val. Jeg elsker dig stadig uanset hvad du så end måtte være, det er der intet der kan ændre på, min egen." Han kærtegnede blidt hendes ansigt. "Valantha, jeg elsker dig og ved alle magter, det har jeg gjort siden jeg så dig første gang for så længe siden!" Han så hende i øjnene. "Valantha.. jeg.. jeg kan ikke udtrykke mine følelser med ord.. kun dette.." Han greb blidt fat om hendes ansigt og kyssede hende inderligt.

hunlagede armende om hans hals og besvare kysset om muligt lige så inderligt hun kunne ikke anet da hendes hjerte føltes om om det var på vej ud af hendes bryst lant om længe var hun tilbage i hans arme der hvor hun hørte til

"Jeg vil altid beskytte dig. Altid." hviskede han og aede hendes ryg. "For dig vil jeg gøre alt, selv opgive min udødelighed."

hun smilede svagt "det forbyder jeg dig nu hvor ejg sle vhar opnået den vil det være en skam hvis du døde af alderdom" hun kyssede ham på kinden

Seraphir smilede. "Er der noget særligt sted du vil gå hen? Vi kan jo ikke slå rødder her vel?"

"er du sikker det kunne ellers være rat på den anden side har du nok ret her er også en smugle skummelt med alle de murbrokker der ligger rundt omkring