genforeningen

valantha gik stille imellem ruinerne tårene fald stille mod jorden og fra hendes læber lød den blidste sang som en engels sorg i hendes hånd holdte hun en lang offerkniv og hendes hvide spindelsvævs tynde kjole blafrede blidt i den kolde natteluft sangne hun sang indeholdt en bøn en bøn til de to mænd hun havede elsket som nu begge var væk

emember, I will still be here
As long as you hold me, in your memory

Remember, when your dreams have ended
Time can be transcended
Just remember me

I am the one star that keeps burning, so brightly,
It is the last light, to fade into the rising sun

I'm with you
Whenever you tell, my story

Remember, I will still be here
As long as you hold me, in your memory
Remember me

I am the one voice in the cold wind, that whispers
And if you listen, you'll hear me call across the sky

As long as I still can reach out, and touch you
Then I will never die

Remember, I'll never leave you
If you will only
Remember me

Remember me...

Remember, I will still be here
As long as you hold me
In your memory

Remember, when your dreams have ended
Time can be transcended
I live forever
Remember me

Remember me
Remember... me...

da sangen sluttede faldt hun på knæ på den cirkel foremede plads hun vendte hovedet imod himlen og løftede offerkniven da hun have tænkt sig at støde den mod sit hjerte

Seraphir kom løbende gennem skoven. Han fornemmede noget var galt men hvad? Han havde intet hørt fra Val i evigheder.

Han stoppede da han hørte lyden af en kvindes sang. Det.. det kunne ikke passe! det var Val der sang! Han løb i retning af lyden.

Hvad er det hun står med? nej.. det.. det er en kniv!

"Valantha!" råbte han, "Valantha nej!" åh ved alle guder.. hvad har jeg dog gjort?!

val vendte sine tåre vævede øjne imod manden *det liger jo det kan ikke passe han er jo nej han er jo væk lige som damian lige som de andre* kniven fladt og gennemborede det sted vor hendes bryster mødtes men intet blod faldt istedet flammede den blå hellige ild ud af såret og fortærede kniven der blev til sort støv i hendes hænder da flammerne havede lagt sig var der intet sår intet hun rejste sig og sukkede det var jo nyttesløst og ikke første gang det skete

Seraphir så forvirret på Val. hvad var der sket med hende? Han gik hen til hende. "Valantha... det er mig, Seraphir." Han lagde hånden blidt mod hendes kind. "Jeg er her, du kan mærke min hånd kan du ikke?"

val så uforstående på ham og som hun sad der så hun noget så uskyldig ud "serahir?? men du er jo død!? han er død gå væk lad være med at hjemsøge mig mere gå væk skygger i er ikke ham han er væk lige som damian væk siger jeg lad mig være" trående faldt igen og hun tog sig til hovet som frår at fjerne det der ikke var der

"Valantha! Jeg er ikke død! havde jeg været det havde jeg ikke kunne røre dig.. ikke kunne kysse dig..." sagde han idet han lænede sig ind over hende og kyssede hende forsigtigt.

val sad som forstegnet og tårende stoppede med det samme *det er ham* hun besvarede blidt hans kys og så på ham med store uforståene øjende " men hvordan hele melen leder efter dig deribland hele kopset devian dead"

Han så uforstående på hende. "Hvad mener du?" Han greb fat i hendes skuldre. "Valantha, hvad mener du med at hele Melen leder efter mig?"

"damian ledte efter dig men da han forsvandt blev rastina sendt ud efter dig sammen med hendes mænd det er vist noget med at du skal stille op som den nye ærkeengel fordi du er den næst komanderede når han er væk" hun rejste sig op og rettede på sit tøj

Han så chokeret ud. "Er.. er Damian væk?" Han rystede forvirret på hovedet. *har Isarina da fordrejet mit sind så meget at jeg end ikke aner hvad der er hændt i den omkringliggende verden?* "Hvem er Rastina?" spurgte han mens han prøvede at komme i tanker om hvem det kunne være.

"ja damian er væk rastina er genral for melens mest frygtede kompani af krigerengle devian dead du burdte kende det men nok om det hvor har du været i al den tid jeg har ledt efter dig" hun så på ham og ligende igen sig selv

"For at være ærlig jeg er ikke engang helt klar over det selv.." sagde han stille.

"men.... jeg.... jeg var bekymret for dig... jeg troede du var væk så jeg..." hun gik i står og stod bare og kikkede med græde færdge øj e på ham

"Så du hvad, min kære?" Han så uendelig blidt på hende og lagde armene om hende. *mig og min beskyttertrang* tænkte han med et svagt smil på læben.

hun så bedene op på ham og lukkede så øjne et smertefulgt øjeblik hvorefter hun hviskede "du må ikke hade mig jeg gav min sjæl til kain"

Seraphir stivnede og slap hende. Han så vantro på hende. "Du HVAD?!" Han begyndte at ryste, hvorfor var han ikke helt klar over.

hun så igen bedene på ham "jeg troede at du var død og damian han ja jeg havede intet at leve for længer det var den eneste udvej undskyld men da han skulle forvanle mig gik der noget galt jeg ved ikek længer hvad jeg selv er jeg er ikke engel ej heller dæmon"

Han så på hende med sorg i blikket. *Hvorfor føles det som om dette er min fejl?* "Hvad skete der?" spurgte han, hans stemme rystede

"jeg ved det ikke jeg husker det ikke jeg ved bare jeg fik et par disfarvede vinger ja faktisk er de nu blevet til vinger af dis og blå flammer i stedet for øjne når det går i udbrud selv skyggerne frygter mig og solen viger for min vej jeg er ikke lyset ej heller mørket jeg ved ikke om jeg kan elske eller kan blive elsket"

"Jeg har ikke set grund til at mine følelser skulle falme endnu Valantha.." sagde han stille og kyssede hende blidt.

hun besvarede blidt og uendeligt ømt kysset og så derefter på ham igen "men jeg er jo et monster"

"Ikke i mine øjne. Du er for en pige der begik en fejl, som hun må lære af og ellers udnytte den til sit bedste." Han sukkede.Hvad skal jeg stille op? Bliver jeg gjort til ærkeengel mister jeg min mulighed for at være sammen med Val.. han lukkede øjnene, tanken om at skulle forlade hende var for smertefuld.

"hvorfor sukker du min elskede er det så håbløst" hun satte sig ned og så op på ham

"Ja, for tanken om at skulle fra dig gør for ondt at bære." Han så på hende. Ved alle guder hun var smuk, og det var uanset hvad hun havde gjort. For ham ville hun altid være den pige han forelskede sig håbløst i.

hun lagede armendeom ham og kyssede ham med en sådan kærlig og følse at det ville slå bene væk under de fleste