Tusindes sjæles hjem

ras forsøgte at se fornærmet ud men hendes lyserøde smil kunne hun ikke slippe af med eller det drømemnde glid ti øjne hendes tanker var langt væk de befandt sig i øjeblike ved gårsdagens træning da hiru tævede en af de andre og bag efter stod stor smield eog vinekde til hende mens han spurgte om det ikke var godt gået og om han ikke var dygtig hun havde bare trukket på skulderne og svaret at det vel ikke var så dårligt igen men at han skulle fucukosere mere på sine parader og aldig vende ryggen til sin modstander og det var så der den anden krigerengel havde rejst sig og angrebet ham bagfra hun havede vendt sig om og var gået for at lade de små drenge lege i fred hun smilte ved tanken om hans øjne de var i sanhed charmernede og hans smil ville kunne få alle andre til at smilede hade damian ret var hun forelsket nej ikke tale om så langt ude var hun dog ikke

Damian langde mærke til hendes drømmende blik "hvis du ikke passer på farver du jo hele mit hus lysserødt med de forelskede tanker" drillede han hende, det var da rart at nogle kunne elske med for ham var det forbudt og Ea kunne ikke stakkels lille nor, hun fortjente en der kunne gøre hende glad, ikke som han, en mand der værsatte hende for at være kvinde, hun havde kun fået 9 måneder af den kærlighed som ellers var en sjældenhed for hendes tid, tænk at de få mennekser der i sandhed var gode og lykkelige skulle dø tidligt, hvis hendes død så havde været grufuld, men nej, hendes eget kød og blod tog faktisk livet af hende og hendes mand tilgav det aldrig, Damian huskede tydligt den dag, han fortalte Ea at han havde hængt sig og endnu værre hvad hendes søn var end med, det var som om det elskelige lille væsens hjerte var splintret i tusinde stykker og hun så have pakket det hele ind i krystal, det var fra den dag, hun ikke længer kunne være i krigernes rækker og fra den dag ingen kunne røre hende, men alligevel var hun et elskeligt væsen, hun havde da ikke forkastet kærligheden vel? han kiggede på Rastina igen, hendes lille smil og de glade øjne og så smilede han "hvis du ikke er forelsket hvad er du så?" drillede han lidt videre

ras rystede på hovedet og tog sig sammen "har man ikke lov til at dvæle i minderne om fortiden jeg mener jeg er bare glad for at han er der han gør det meget nememr for os andre at komme over ens men desuden er han kriger i mit kompani og selv his jeg var forelsket ville det ikek føre vider da 1: han ikek føler det samme og 2: det er forket og 3: hvad ville de andre mænd ikek sige og 4: jeg ikke er forelsket længer er den ik" hun smielde og prøvede at se antiforelsket ud

"muhum" mumlede Damian og lod rolige hovede støtte i håndfalden mens han betragtede hende, med et skævt smil og et drømmende blik, et øjeblik for det tilbage til Valantha, han savnede hendes barnlige opførsel og hendes kærlige varme, men han slog hurtig tanken væk og blikket skiftede til mere rolige ligegyldigt, jo dvæle i minderne men man skulle passe på de kunne føre en bag lyset Valantha var ikke længer hvad hun havde været og heller ikke ham, han ville aldrig elske en kvinde igen som han havde elsket hende og sådan var det.
han rettede nu opmærksomt blikket mod Rastina og smilde "minder af minder, de er gode at have så længe de ikke forurener dit sind, men hvordan ved du han ikke føler det samme, er det sådan en kvindeting" han løftede brynet og gjorde en gæstus med hånden, alt i en drillende tone, han havde for ofte hørt Ea snakke om det med kvinde ting når der var noget irelevant han ikke helt forstod

rastina sænkede blikekt og virkede en smugle nedslået "fordi han aldig ser til min side jeg er jo hans genral og ikke en kvinde i hans øjne bare en kriger af høj rang som han skal adlyde godt nok er vi alle venner og respekter hinadne men... så naiv er jeg heller ikke slev hvis han gjorde ville jeg stadivæk være hans geral så ville det være nemmer for os begge om han ikek bare fant en eller anden anden " hun sukekde hvorfor gjorde det hende så trist at tænke på at han ikke opfatted ehende som en kvinde hun var da ikke forelsket i ham

Damian sukkede, kvindeproblemer, nu var vi langt udover det stadie hvor han kunne følge med, det var her hans søster burde komme ind, hun var genial til alt det der rankespil og hvordan man snoede mænd om sin lillefinger, selvom hun som menneske havde været en gudsfrygtig kvinde, have hun da også ofte fået mænd til at lystre hende mindste vink, selvom det eneste de fik ud af det var en dans eller bare et blik, mænd var mere direkte "jeg kan ikke hjælpe dig, jeg har aldrig rigtig haft de problemer og har langt fra forstand på kvinders føelsler eller mænds tanker på den led, hvem ved, hvis det er Guds ønske vel, andet kan jeg ikke sige, snak med Ea eller min sagelige søster om det" han smilede varmt til hende og sippede til teen igen, den var endelig tilpas varm og han drak den roligt, mens han betragtede de små farverige fugle der fløj rundt i have i midten

"jeg kunne også lade være og lade tingene gå sin gang" hun drak det sidste af sin te og smilede til ham "tak for te men jeg må nok heller komme tilbage til mine mænd de savner mig nok det er første gang i 87 år jeg kommer forsent til træningen tror de er begyndt at blive bekymret" hun smilede blidt til ham

Damian smilede roligt, ja lade tingende gå sin gang, man kunne ikke så meget andet vel, selvom man nu en gang skabte sit eget liv og dets mening "det er vel okay, jeg har også utrolig meget brug for et bad og rent tøj" han smilede varmt til hende "men jeg tror nu dine mænd overlever at du kommer forsendt nu og da, så kan de få lidt ekstra afslapning" sagde han med en drillende tone, han rejste sig roligt, men dog forsigtigt, for det gjorde forsat ond i hans sår især nu når stoffet lige havde lagt sig til rette i dem, for at følge hende til døren

da de kom til døden vendte hun sig imod ham "du har ret de burdte også snart få noget ferie når denne krig har lagt sig men jeg rener med at se dig igen snart" hun samlede sit sværd op og spændte det om livet "intil da" hun bukekde for ham "farvel min kære ærkeengel og må lykken stå dig bi" hun gik ud af døren og spredte sine blod røde vinger ud og lettede fra jorden og fløj afsted imod sine mænd

//out//

Damian bukkede, og så efter hende, måske kær, ja hvem viste "Farvel Rastina, må vidne være med dig, og må vejen rejse sig for dig" han lukkede roligt døren "det er ikke sikkert der er noget tilbage at holdeferie i når krigen er slut" sukkede han stille og trist og gik ud for at tage sig et bad og få noget rent tøj på

///out///