Tusindes sjæles hjem

Damian var rasende, hun var gået for vidt, han lanede på sit dørtrin og ræv døren op mens han slæbte hende efter sig, Ea der var i gang med at vaske trappen for panikken op, og væltede spanden med vaskevand, men sagde intet slog bare blikket ned og ture ikke spørge hvorfor han kom med Rastina trækkende efter sig som en mad med sin malkeko.
Damian flåede Rastinas sværd fra hende og smed det i hallen og slæbte hende ind til haven i midte af huset, der trykkede han på en skjult knap, der var gemt, i det sirlig huggede mønster i springvandet, huset og dets mange mærkelige steder, var gået i arv fra ærkeengel til ærkeengel, vær havde indrettet det på sin måde, men springvandet var der ingen der havde rørt ved, langsomt døde vandet ud og hele fontænene med basin kørte til side og afslørede en noget støvet trappe, det var kun i midten der var spor af brug, en nærmest nedslidt bane, i trappen, Damina kastede hende ned af trappen og fulgte selv efter, fakler tænte i tagt med at hun passerede dem, men det var med et nærmest blåligt klart lys, som ikke kunne sammenlignes med ild, nede i kasekumberne der strakte sig langt vider ud forbi husets grundmure, var der hylder i lange rækker og på dem lå der små pergamentsruller, alle sirligt rullet sammen, nogle have blå bånd, andre røde og andre igen grå, eller sølv, men i selv hovedrummet som var en rund cirkel, lige over for trappen var der et alter, med en smukt vævet alterdug og et sølv krusifiks, og to store tygge alterlys, der så ud til aldigt at brande ud, på alteret lå også flere bøger, men i midten biblen, det var læderbetrukket og så slidt og næsten ynkelig ud, vægen hang der et blodigt ræb, som dem munkene brugte til at straffe sig med for mange hundrede år siden, resten af rummet blev ikke oplyst og var derfor umuligt at se bortset fra de fakler der have tændt sig for at lyse indgange til vær gang op. Damian tog en fakkel fra vægen og græb nu fat i Rastians arm, han så ikke på hend han rasede af en følelse af svigt og foragt over for hende nu, han havde respekteret hende så højt og stolet på hende, han havde aldrig troet hun ville svigte, han tvang hende med ned af gangen med rullerne med røde bånd, han trak vejeret hæftigt og hans mund var trykket bestemt og hårdt sammen, hans øjne viste ikke længer den godhed han rummede. pludselig stoppede han, han svedte noget, han havde ikke spist siden morgene med Valantha og sårene på ryggen havde kostet han en del blod og deres smerte skar i ham, men de var nødvendige for ham, han havde heller ikke sovet, kun bedt i den samme stillig det mestes af tiden, Rastina var ikke just en let byrde at hive rundt med, han slap hende og lukkede øjnene og lod forsigtigt hånden køre ned over en række ruller før han stoppede og hev en frem, alle vejne på gulvet lå et tygt lag støv, der lignede det kom fra smuldrede pergamentruller, men ingen af rullerne i hylderne så ud til at lide nedbrud. Først nu så han på hende, hans blik var fylgt med en skuffelse, der ikke kunne ligges ord på "Her din papire fra den gang du kom til Melen" han tryggede rullen ned i hendes hånd "nu vælger du selv om du bliver eller ej, om du vil ligge blandt de andre i hylden og være en i mængten og leve med at verden ikke drejer om dig, men du skal ikke hive andre med dig, alle disse ruller", han løftede faklen og den nærmest uendelige gang, både op og på langs blev lyst op, selv lyset nåede ikke enden af gangen, men de høje hylder fyldt med ruller, "er et liv her, de er alle et par vinger, brænd dem og du sender dem mod jorden og måske nok virdere i helvede, du har dette ene valg, næste gang du svigter, gør jeg det nemt for så er der kun en vej og det er ned, hvis der bliver en næste gang" han hende direkte i øjnene, de blå krystalklare øjne, der nægtede at slippe hende, han tændte en lille olielampe der hang på en af stolperne, den lyste op med et lille svagt lys, men med samme nærmest ubrændende skær som faklen. Damian drejede om på hælen og gik tilbage til rummet i midten og efterlod hende alene med hendes valg, hans frakke bølgende efter ham og til sidst kunne man kun se den smule af ham som faklen lige lyste op, en lysende plet der bevægede sig ned langs de mange hylder med ruller, der aller symboliserede en sjæl, og støvet der var de dødes opløste ruller

ras så efter ham da han var forsvundet brast hendes facade hun græd hjerteskærende hvorfor skulle det være så sværdt hun lå der i nogle tid før hun tog sig sammen og rejste sig hun gik over til lyset hun kikkede på rullen det ville være så nemt at opgive det hele og glemme alt om melen og det der var det ville være så ment at give op hun havde været så tæt på så mange gange bare at smide alt det fra sig som hun avde opnået det ville være så befriene på den adne side elskede hun det at være her hun elskede sine mænd og om hun ville indrømme det eller ej elsked ehun tanken om at der var et råd der kunne tage sig af de ting som ingen andre kunne hun var bare så vred på dem på grund af det de gjorde imod damian og nej det var ikek hendes mening at være iloial snare tværtimod hun ønskede ikek anet end at forsæt kæmpe for det gode det var det hun havde viet sit liv til det var bare så håret "hvorfor er der ingen der forstår hvor svert det er hvorfor er der ingen der vil hjælpe" næsten råbte hun i håb om at gud ville høre hende hun havde aldig bet om dette at få tildelt en plads som engel men hendes hanlig havde ikek været til at se bort fra og slev om mange troede at hun var ond var det langt fra sanheden hun var bare en knækket og skræbelig engel der forsøgte at være strærk

Damian havde lagt sig på knæ foran alteret og bad, men han hørte hende råb og viskede stille selvom det rungede ned imellem gangende "man kan ikke hjælpe en der ikke vil hjælpes, man forstår ikke det man ikke får at vide" igen lukkede han øjnene og forsatte sin bøn, han havde taget frakken af og det kølige mørke lændrende noget af den smerte der dunkede gennem sårene på hans ryg, han gled langsomt ind i han bøn, når han var her ned, var det som om han forstod sit hverv, men det var sjældent han gik her ned for synet af de store bunker med støv der byggede sig op gjorde ond at se og når man nu og da hørte støvet løbe ned mellem de andre pergamentruller, skar ind i hjertet som en isnende kulde af sorg, tanken om hvem de nu mistede og at han måske aldrig have nået at lære denne engel at kende og det at støvet ned af gangende på det sidste var blevet større og voksede hyppigt, gjorde alt den smerte ved at være her nede værre, tanken om at alle disse liv var så skrøbelige som et pergament gjorde ond og alligevel gav det ham styrke til at kæmpe, de var alle vær at kæmpe for han havde læst vær rulle, han havde ikke langt alle på deres plads, men mange af dem, de var alle som de børn han aldrig havde fået, han havde selv rygget nogle op og ned i rang, det var som om han viste hvor alles ruller lå, han egen lå ensom og alene i en æske, men sådan var det, en måtte stå alene for at passe på alle andre

rastinas gråd var hjerte skærende hendes smerte skrig lød igen rummet hun kunen ikke holde til det hendes tåre blanede sig med hendes ofres blod der størmem ud af hednes øjne sammen med alt den smerte hun havde påført andre i kamp det var en af ulemperne ved at være krigerengel man måtte børe rundt på blodet fra alle dem man havde dræbt smerten man havde givet alle kom igen når gråden kom frem det var derfor kun de stærkste kunne hånter at være krigerengel det var noget som man aldig talte om da alle vidste at det var noget der kom med jobbet hun rakte ud efter hendes hjlem hendes skjold imod omverden hendes faste hodle punkt men da det ikek var der panikkede hun hun tog sig til hovedet og rev sig med sine lange negle ned af hendes kinder og ansigt hvad nyttede det at være smuk når ens indre var ødelagt og misdannet hun kunne ikke mere hun smed rullen fra sig i vendlen over sig selv hvorfor var hun så svag hvorfor kunen hun ikek fortælle folk hvirdan hun havde det hvorfor var det så svært og smertefuldt at huske tilbage

Damian havde rejst sig og gik igen ned til hende, han havde ikke taget sin frakke på igen, han kunne ikke længer mærke smerten i sine sår, han ønksede ikke at heale dem hurtigt, det skulle tage tid så han kunne lære af sin fejl, ærkeengle elskede ikke, han kiggede på hende og bukkede sig ned, og samlede rullen op hans fingere strejfede støvet og han kunne ikke lade vær med at fælde en tåre for alle de engle der havde ofret sig for dette sted, han rankede sig igen og så på hende "du ligger blandt de døde og græder, er deres død forgæves, er alle disse døde for dig for at du kan opgive, han satte hendes rulle ind i hylden igen det så måske ud som et tilfælde, men det var det langt fra, alle rullerne lå helt bestemt og de rullede ned på en bestemt måde når en anden smuldrede.
Med et smuldrede en rulle tæt ved dem, Damian kunne ikke lade være med at sende en lille bøn afsted og huske hvilken engel det var der lå der, han skævede ned til Rastina igen, "kom så" han tog fat i hendes arm og løftede hende op og slæbte hende ud til rummet i midten, han efterlod hende i midten af rummet og klappede roligt i hænderne, og det var som om alle gangende blev oplyst, man kunne se rullerne og de store bunker med støv der var, den lå højest i budbringernes, for deres ruter var blevet farliger og blev ofter overfaldet, de var måske hurtige, men de var ikke så stærke og havde ikke så meget kampgejst og styrke som alle de andre, nu og da kunne man se at en rulle synke sammen og dale som støv mod gulvet "siger du at alt dette er ligegyldigt, at det ikke er værd at ofre sig for, at alle disse liv ikke er værd at diskutere før man sætter dem på spil?" han stemme var rolig og nærmest viskende, men det var alligevel som om den kunne høres i vær en krog, dens smukke klang snoede sig ned langs gangendes som en rolig brise på en varm dag

"nej det er de ikek langt fra jeg vil heller dø end at midste en enste engel det var derfor jeg blev krigerengel for at beskytte dem og jeg har ikek glemt mit løfte forstår du det ikek for mig er det ikek kun pligt der briver mig det er ønsket om harmoni og jeg ved godt jeg er hysterisk og rapkæftet men misforstå mig ikke jeg øsnker intet anet end at cuil bliver fredligt og dæmon frit jeg respekter alle jeg lader dem bare ikke se det jeg.... jeg vil dø for alle her i melen uden omtanke jeg er ikek ond og jeg har ikek forrådt jer overhovedet jeg har svigtet da jeg ikek dræbte den ene dæmon det indrømmer jeg men hvis det er det der skal til tager jeg til cuil og finde rham og udsletter ham på stedet heller det and at blive forvist" hulkede hun mens hun kæmpede for at tage sig sammen

Damian satte sig på knæ foran hende og tog hendes hænder i hendes ansigt og tvang hende til at se ham i øjnene "det er okay at vise følelser lige meget hvem man er, følelser er det der skilder os fra det onde, at gemme sig bag stolthed, du ved stolthed er noget vi er imod, du må til at vise noget af det respekt og æde den stolthed for den bliver din død, du fik valget denne gang, men vi kan ikke have du sivgter i sidste ende, disse engle" han gjorde et udfald med hånden mod gangende "betyder alt for mig og jeg vil ikke lade din stolthed komme i vejen for mig, forstår du det?" han stemme var mild og nærmest bedende "du kan ikke svigte dine mænd, ved at mene du er bedre end dem, i sidste ende er vi alle lige, når vi tager alt det fine tøj af, når vi igen står nøgne og farveløse over for Gud fader den almægtige, ser han ikke forskel på vores rang, kun vores gerninger, forstår du det" han trak den grædende Rastina ind til sig og strøg hende trøstende over hårdet

rastina trykekd esig ind til ham som et grænde barn ind til sin far "det var ike min mening at såre andre det har det aldig været jeg ved bare ikek hvad jeg skal stille op hvis jeg ikke er stærk hvordna skal jeg så kunen holde sammen på mit kompani hvis jeg ikek er stærk og stoldt hvodan skal jeg så kunen beskytte dem jeg elsker hvordan skal jeg så kunen forsvare alle de uskyldige engle og komme dem til undsætning i vanskilde siturationer jeg prøver det gør jeg vireklig jeg bliver bare nød til at ofre mig selv for det problemet opstår bare i at så tror folk at jeg er ond men det er jeg ikek... det er jeg ik"

Damian løftede hende ud fra sig og smilede mildt til hende, hans øjne lyste nu igen med den utrolige godhed han rummede "styrken ligger ikke altid i hvor hård man kan slå, men hvor meget man brænder for det man kæmper for, at kunne tilgive og vise man har følelser er en større styrke, end den der ingen følelser viser for den person flygter fra sit sande jeg, lille Rastina selv jeg græder og selv jeg er svag og hvis jeg ikke kende til det hvordan ville jeg så kunne forstå mit folk, hvis jeg ikke har lidt hvordan kan jeg så føle med folk der lider, den stærkeste er den der tør elske, husk det, du er stær ved at være dig selv, ikke ved at være en anden, vi valgte dig, ikke den du forsøger at være, en mor vil gøre alt for at forsvare sit barn, uden at behøves at være stolt og hun opnår utrolig styrke fra den kærlighed hun føler, der er forskel på stolthed, den ydmyge stolthed er god, det hovmodne er dårlig, det er den der får Melen til at falde, selv jeg må føle ydmyghed for er jeg ikke ydmyg, ender det med overmod og overmod før altid i sidste ende til død" han smilede til hende og lod hende igen græde ud ved sin skulder "du må ikke straffe dig selv for at elske, du må lære at den kærlighed du føler er din styrke og du må huske alt her er her for en grund, rådet blev dannet for en grund ikke, måske tager det tid, men der er bedre end lederen måske falder for hovmod og udsletter os alle ikke" han smilede blidt, ja det kunne være farligt, ikke fordi han var faldet for det, men man kunne aldrig vide, en dag døde han måske også eller end dag kom han endnu en gang ud på den forkerte sti, hvem viste, han strøg hende roligt over håret

"undskyld jeg var så dum jeg lover at jeg vil gøre det godt igen jeg var bare så besat af tanken om at prøve at hjælpe andre at jeg glemte mig selv undervejs" hun kikek deop og smile let ved de næste ord "og tro det eller ej nyder jeg at være krigerengel ikke det med at slå ihjæl men det føldeskab der er i mit kopani den kærlighed og glæde der er når vi ikek er i kamp hvordan skulle jeg kunen leve uden dem?"

Damian smilede venligt ned til hende "det ved jeg ikke, men jeg er glad for at du føler sådan, men husk nu at overmod og selvofring er ikke noger der bliver helgnet" han stemme var mild og rolig igen, som før og der var ikke længer samme svigende tone, som tidligere, han rejste sig langsomt og vende ryggen til hende for at gå over for at tage sin frakke på igen, han stoppede lidt i den gående bevægelse og så på alteret igen, han slog blikket ned, ja ydmyghed var vigtig, uden den var de allerede et godt stykke tættere på dæmonerne og hvis de så også slettede kærlighed, så kunne de lige så godt alle flytte direkte ned i helvedes flammer og overlade verdene til det onde, han smilede skævt, så længe han havde vagten ville han ikke tillad det, han gik over og tog sin frakke op, dens kølige nærmest silkebløde uldstof, føltes veldkænd mod hans hænder, som den gang han havde være ung og mennekse, han havde ofret sig for en staldknægt et ydmyg offer for en der også bare var mennekse, for ja i sidste ende var de alle lige og han fortjente livet lige så meget som en grevesøn og hvem kunne forudsige at loftet ville lade ned lige foran ham, Damian bed tænderne sammen, han kunne næsten føle flammernes ulidelig varme mod sin hud igen, han sukkede dybt

rastina rejste sig hun kikked elidt efter ham "ve ddu hvor min hjælm er jeg må nok heller komme tilbage til mine mænd og fortælle dem at de skal lukke porten?" hendes stemme var ikek så hovmodig som tidliger snare uskyldig hun glæde sig til at se sine mænd igen og viste at når hun gjorde det ville hun give dem alle et kram på stribe uanset hvor overrakede de ville blive

Damian vendte sig roligt og smilede "det bliver gjort og tag det nu med ro, de hjelm ligger ved søen, undskyld jeg efterlod den, men følte det var vigtigt at få dig til at forstå det her" han svingede frakken om sig og mærkede stoffet mod alle de lange flænger på ryggen, han smilede til sig, selvom smilet fortrak sig lidt på grund at den ubehagelige følelse af stoffet på sårene, "du vil ikke have en kop te, Ea kan hendte din hjelm, så kan hun komme lidt ud, jeg tror hun er noget opskramt nu" han smilede skævt ja han måtte nok også heller sige undskyld til hende, hun var nok skræmt fra vid og sans som en lille spurv i jagerens snare, hun var ikke vandt til at se ham sur eller slæbe rundt på andre og smække med dørene, han rystede på hovedet af sig selv, gad vide om hun enlig havde funder Seraphir, han overvejede at kalde på hende, men følte ikke han kunne byde hende at tvinge hende her ned, han gik roligt mod trappen og ventede på at Rastina ville bevæge sig op, han klappede let og lysende i gangen gik ud og det var nu kun faklerne langs trappen der lyste og det svage lys fra åbningen ved springvandet

rstina smiled esvagt tørede sine øjne "jo meget gerne jeg trænger vist til det en dråbe blod faldt fra en af rifterne i hendes ansigt men hun lage ikke mærke til dem skrammer var hun vant til hun gik over imod damian og udgangen glad ved tanken om at komme ud væk fra mørket o det skræmmende rum

Damian fulgte efter hende, det eneste lys der var tilbage var alterlysende, faklerne gik ud efterhånden som de paserede dem, og da de endelig kom op i lyset gled springvandet på plads som om det kunne mærke de var oppe og med et så det ud som om det aldrig havde været rygget, på trinet fra stuen og ned til haven sad Ea og stirrede tomt ud i luften, endenu bleger end hun normalt var, hun kunne mærke alle dem der nede når springvandet var oppe, det var som om hun kunne høre dødsskrigende fra rullerne der smuldrede, Damian kiggede roligt på hende "Ea" sagde han roligt og hun for op, men slog hurtigt blikket ned "undskyld jeg var noget hård ved dig jeg har ikke rigtig været mig selv, jeger virkelig ked af det og du behøves ikke vaske der nede, men det ville være rart hvis du kunne hendte Rastinas hjelm, vil glemte den ved springvandet, vil du være så rar" han stemme var silkeblød når han talte til hende, hun nejede uden at sige noget og skynde sig ud af rummet og døren "hun skal nok blive god igen" mumlede han og lod hånden køre gennem håret "nå Rastina, køkkenet er denne vej" han slog let ud med hånden mod køkkendøret, i det varme vejr var alle gardiner trukket fra og man kunne se ind i den store stue og døren til køkkenet stod åben

rstina så bekymret efter ea "det håber jeg hun fortjener at være lykkelig" hun vendte sit ansigt imod ham igen "hvad venter vi så på" hendes ansigt lyste op i et smil og hun begyndte at gå i forvejen mens hun smilede for sig selv uenlig lettet over at være sluppet ud af den uheldige situration

Damian smilede roligt og bukkede med hovedet "hun har oplevet meget værre, tro mig" han smilede venligt til hende og gik efter hende ind i køkkenet for at sætte en kande med vand over, te regnede han altid med at kunne finde i sit hus og mad for den sags skyld, sjovt nok have Ea gjort det til sit job at passe på huset og åbenbart også ham "nå sikke en dag var, men alt skal nok gå i sidste ende ikke" han smilede til hende og grinede stille, og rystede på hovedet mens han fandt kommer frem, på grund af hans mangel på mad, søvn og hygiejen de sidste mange dage, så han meget ældre ud og lignede måske mere en skør halvgammel mand sådan som han gik der og smågrinede og rystede på hovedet af dem begge

"selvfølig gør den det jeg glæde rmig bare til at se hiru og de andre af mine mænd igen jeg er sikker på at de blive roverrasket når jeg kommer og overfalder dem alle med kram jeg troede virkelig at jeg skulle midste dem" hun smielde lykkeligt for sig selv og sendte dem alle en kærlig tanke "du kan slet ikke forestille dig hvor elskelige de entelige er hvordan kan man undvære sådan nogle og hiru han er altid så glad og lykkelig det er rat uanset hvor ondt alt synes spreder han glæde ved at hive os all eme dop at dance om vi vil det elelr ej og hvis vi alle sammen er trætte og irettert så begynder han at synge eller spille også går det ligepludeslig beder og der blive rgrinet og sunget med" rastina smilede kærligt ved tanken om hiru og rødmede svagt

Damian nikkede "Han lyder som Ea da hun ikke have set så meget modstand" nikkede han og tog vandet fra og smed teen ned i og lod den trække lidt "det er godt du er så dedigeret til dine mænd, en god leder, leder sit folk ikke komendere dem" han smilede, det var længe siden han havde danset, dans var ikke længer det samme for ham "ja dans er en hærlig form befrielse af glæde, det er nu længe siden jeg hr danset, det er ikke det samme for mig som da jeg var ung, den gang var der mere uskyldigt, en måde hvor på man mødte andre for de flestes tilfælde, en flirt og hvis de var heldige deres udkårende, selvom det for det meste var planlagt fra barnsben" han trak roligt på skuldrene og hældte roligt teen op i kopperne "bønderne havde en mere fri og vild dans, men man blanede sig ikke med pøblen" han grinede "men Ea hun danser i haven når hun tror ingen ser hende, du burde hive hende med hun har godt af at lave andet end at rende rundt her og lege lille kone mor" han smilede og ragte hende den ene kop og slog ud med hånden mod stuen

ras smielde "det vil jeg gøre en dag må indrømem at jeg helelr ikekdanser med men der er skøndt at se de andre more sig det eneste der iretter mig er når de begynder at kalde mig for smuk og det gør det kun fordi de ved jeg hader det men på en eller anden sær måde er det faktisk rat de er kanon dejlige de fyre og ikke minst hiru han er ja noget særligt" hendes blik beghyndte at svømme og virkede drømmende

Damian kunne ikke lade være med at grine, mens han bevægede sig ind i stuen "du lyder som en kærlighedssyg skolepige Rastina, er du sikker på at du ikke burde danse lidt med ham" drillede han grinenede og sippede sin te for at mærke hvor varm den var.
Døren ude fra haven gik op og ind kom Ea listende forsat med sænket blik og hjelmen i hænderne, hun kiggede kun hurtigt op på Damian og Rastina før hun standsede foran dem "her er hjelmen" mumlede hun stille og meget genert, hun krøb som en slået hund. Damian sukkede "Ea stop nu med det der, du har jo ikke gjort noget forkert, tag det ned med ro ikke, hvad er det der plager dig" Damian kiggede på hende med rynget bryn og et fast blik. Ea satte roligt hjelmen fra sig på gulvet og rettede sig op og mødte hans blik, tåre løb ned af hendes kinder, hendes læber var presset stramt sammen, men så slog hun blikket noget "nej der er ikke noget, det er bare stemmerne fra kælderen, de runger forsat i mit hovede" hendes tåre ramte det hvide marmorgulv, "undskyld Ea jeg glemte det helt" viskede Damian stille til hende "vi må til at få styr på det så du faktisk kan leve et normalt live ikke" han smilede opmuntrende til hende og hun besvarede hans smile "der er te i køkkenet" sagde han så og gik forbi hende

eastina kom ind i stuen med tenen i hånden hun bukkede let hovedet i respekt for ea "hver hilset" hun sendte kvinde et forsigtigt smil "tak fordi du hentede min hjælm det betyder meget for mig" hun gik over ved siden af ea og løftede håndne for at ligge den på hendes skulder men kom i tanke om damians ord og lod den falde igen "ea undskyld jeg har ikek været helt retfærdig mod dig og når alt skal komme til at så misunder jeg dig mere end du aner" hun bukkede sig og tog sin hjælm op under armen og gik efter damian hun løb op på siden af ham "jeg er ikke forelsket"

Ea var noget forvirret over alle mærkelig opførsel over for hende, hun stirrede lidt ned i jorden, men trak så på skuldrene når Rastina igen havde rettet sin opmærksomhed mod Damian, *de er hvis aller blevet rablende skøre* tænkte hun stille og rystede på hovede og gik ind i køkkenet for at rydde op efter Damians rod, derefter tog hun hendes te og listede ud gennem haven i midten ud i haven, hendes have, eller det var enlig Damians men hun havde passet den så længe og formet den efter hendes sind så det var mest hendes følte hun.

Damian grinede til Rastina "jamen så siger vi det, forelskede pigebarn" han smilede til hendoe og lod sig synke ned i en af de behagelige store lænestole, mens han for en kort øjeblik lod han blikket følge Ea, der listede sig ud i haven og et sørgeligt smil gled hurtigt over hans læber, men så rettede han igen sit blik mod Rastina og smilede venligt og varmt

"jeg er ikke forelsket i hiru han er en af mine mænd en fra mit kompani og jeg respekter ham og holder af ham fordi han også er min ven ,men jeg er ikke forelsket i ham" svare hun mens hun stor rødmede hun satte sig ned ved siden af ham og rystede på hovedet af den latterlige påstand

Damian betragtede hende med et drillende glimt i øjet og sippede forsigtigt til teen igen, og lode derefter hænderne omringe koppen, så det næsten så ud som om den forsvandt i hans næver, han fingerne var småsnavsede og der var snavs under neglende, det var først nu han rigtig lagde mærke til hvor snavset han var og det huede ham ikke, han hold af at være renlig, ligesom han hus skulle være pænt og præsentabelt, men de sidste dage havde han ikke være fokuseret på det, mere på at få renset sig fra den synd han havde begået og finde ud af hvad der dog var at gøre, de havde på ingen måde mænd nok til at holde en kamp mod dæmonerne, det eneste de kunne var at forskanse sig godt og grundigt, men hvad så med mennesken, han sippede til koppen og så tænksomt ud i luften en stund, så slog han tankerne væk, der var ikke noget de kunne gøre lige nu værtfald