Ravne vinger.

Damian så mildt på ham "den eneste der skaber dig, er dig selv, jeg kunne skam godt være en grusom mand, det var der mange der var i min tid som menneke, mange af min klasse, var uhyre, men jeg valgte en anden vej for det følte jeg var rigtig og mange af dem der var monstre, frotrød senere, du skbaer selv hvem du er, det er ikke så svært at være god, det er svære at være ond, for det er at gå imod hvad du er inden i, det første drab er altid svært for man skal overvinde ens natur" han smilede fromt, til dæmonen, han viste han ikke kunne omvende ham, men måske lidt tvivl

Damian trak på skuldrende og lod sig langsomt dale ned mod jorden igen "det må du selv finde ud af, ingen bestemmer din sti udover dig selv, men i modstæning til din herre tilgiver min mig, så længe jeg angre om det så er på mit dødsleje" han var nu forsvundet ned mellem trærende, han lanede let på jorden og skærpede sin hørelse, han ville nødig overraskes af dæmonen, han var kun lander få meter fra hans svært, han skævede til det, et smukt våben, men en grim herre, altså mentalt, det var trist at så mange mennekser lod sig drive ind i det onde og ænde som dæmoner

Damian fulgte efter ham, gemt under trækronerne, hvis han ikke ville sige noget måtte han jo se hvad det var han skulle så ænket var det, men det stank langt væk af dæmon foretagne og det var aldrig dog, som det jo allerede var sagt, nød de at påtrænge andre ond, så de til sidst mistede troen på at der fantes godt og så vende de sig mod selv at gøre ond for ikke selv at blive påført ondskab, Damian gøs let ved tanken om de mange fortabte sjæle der var endt i ondskabens vold

Damian sukkende, nu havde han vel en grund til at slå dæmonen ihjel, han gik hend og bankede pænt på døren, han havde forsat øksen i hånde, kniven havde han stoppet i skeden igen, han sukkede "dæmon, jeg ved ikke hvad du laver, men jeg har på fornæmmelsen at det ikke er godt" han rystede på hovedet opgivende, det var en evig kamp mod ukrudt, du havde lige fjernet dem et sted og bevæget dig videre til de voksede op det sted man lige havde ryddet

Damian havde ikke lyst til at gå ind, selvom der ikke var følelsen af andre dæmoner, ville han bevæge sin ind i et hus dæmonen nok kendte bedre end ham og derfor var på hjemmebane i kamp, der havde ikke været nogle skrig eller noget, så med mindre han i forvejen havde haft et offer der inde som var død nu så, så ville det være utrolig dumt at bevæge sig ind. Damian grinede rolig "jamen tak, men nej tak, jeg er ikke helt dum, eller ulært i snedige kneb, jeg har kæmpet mod folk som dig i mange meget år, kom du heller her ud og forklar hvorfor du har smadret en hytte bare for at gøre det" han stemme var legende let og drillende

Damian hørte også ulven men følte sig ikke truet, de var alle Guds skabelser og det kunne selv dæmoner ikke modargumentere om, Damian satte sig uden for hytten, ventende som en ræv på lur efter en lille mus i et hul, han lagde øksen på knæene og fandt sin lille sølvføljte frem og begynde stille at spille en smuk lille melodig, der minede som en stille sø ved midnatstid, fyldt med dis, badet i måneskind, en meldi, der fortalte om en ung ensom jomfry ved søen og om ulykkelig kærlighed

Damian mindes historien som melodien høre til, det var en sørgelig historie om en smuk kvinde der for evigt måtte leve uden den mand hun elskede, fordi hendes fader havde givet hendes hjerte væk til det onde, for at få stor magt, men da dagen kom hvor hun skulle give hende hjerte ofrede hendes elskede sig for hende, men hun måtte for evigt leve uden ham og med visheden om at hans død var hendes skyld, derfor gik hun ud i søen en nat og forsvandt, og man så hende aldrig siden man hørte kun ved disede nætter, hendes stemme over søen, nynne for hendes elskede, Damina stoppede da melodien var til ende og smilede for sig selv, han overvejede at tage hjem, men det var som om han endnu havde en plads at udfylde her, selvom han slet ikke burde befinde sig på jorden

Damian slog en latter op, "en sang om hvor meget folk gør for kærlighed, ha ha ha jeg viste ikke dæmoner kunne lide den slags" han satte fløjten for munden igen, og tænkte sig lidt op hvad skulle han vælge, han slog et par lette triller, så viste han hvad han skulle spille, musikken stratede langsomt, og roligt som en lille å der løb, men blev så livlig og småvild fyldt med kærlighed og varme, en melodi der fortalte om alt godt, om forår og efter år om den unges kraft og den gamle der roligt og med sindsro langde sig til at sove for altid, en melodi, der rummede sorgen og glæden over døden, en melodi om ungdommens vildhed og glæde en melodig om kærlighed og forelskelse om nyt liv og glæde

Damian nød selv musikken det var en melodig han selv havde lvet og den kunne forsætte i en evighed for han flettede bare ny ind, indskud, små trillende hop og dybe toner som å og flod og som sommerbriser og storme, det var alt det skønne i live og alt det der var godt, ondskaben var ingen steder i musikken for den var ikke i ham og den ondskab der fandtes var så lille for den blev kun skabt af de folk der ikke var stærke nok til at elske

Damian følte hvordan dæmonen slappede af og solen igen begyndte at skinde, det var som der blev ro over det hele og dæmonen ikke længere havde så travelt, han fjernede fløjten fra munden og smilede veltilfreds og slappede nu helt af for at fornæmme alt omkring sig, havde han ret? var det virkelig det han følte?

hurtigt slog Damian en par lystige triller på fløjten og puttede den så ind i dens lille der til indrettede lomme og kiggede på solen der snart var ved at være helt væk bag trækronerne, han smilede for sig selv, solnedgang og skumringstid, det mest rolige og behagelige stund i et menneskes liv, værtfald den gang han var menneske, den gang var bønnerne nu på vej hjem fra marken, og dyrene var i gang med aftenmalkningen og så blev der spist og folk satte sig ved ilden og slappede lidt af før de gik til ro, mutter og pigerne sad og spand, vævede, lappede tøj og andre små huslige pligter, der ellers ikke var for meget tid til, og så ville de gå til ro for at stå op ved solopgang og begynde på dagens arbejde til solnedgang, han smilede og rejste sig så og satte igen øksen i bæltet og lettede lydsølst

///out////