Ravne vinger.

Damian kiggede indgående på ham "det er værre hvis det har noget med uskyldige at gøre, om det så er en uskyldig engel eller menneke, ja hvem ved en dæmon, man skal holde hånden over de svager og ikke tugte og misbruge dem og i værste fald slå dem ihjel, fortæl mig dit ærne og jeg lader dig passere" han løftede let brynene for at understrege hvor let det var selvom det nok ikke ville være hvis det viste sig at det var en uskyldig han var efter, så blev han jo nok nød til at slå ham ihjel, i det sidste var han begynd at tro på at det ville være letere at slå alle dæmoner ihjel, skyldige eller ej, de ville i sidste ende alle ende med at slå uskyldige ihjel, men man skulle ikke tvivle på omvendelsen, på befrielsen fra det onde

Damian smilede og dykkede så efter dæmonen, det var ikke så længe siden han havde lavet samme stund, han hjerte trak sig sammen ved tanken, han prøvede ikke længere at tænke på hende, for det gjorde for ond, han havde ofret så meget for hende og alligevel havde hun ofret mest for at være sammmen med ham og det var deres kærlighed. han slog et enkelt slag med sin vinge og var nu oppe på siden af dæminen, bag den faktisk, han greb fat i hans vinger så han værken kunne baske eller nå ham, han rettede op og følj ned til en lysning, dæmonen var noget tung men ikke være end hvad godt var, en fin udvilket og avelsdygtig en, Damian satte ham ned på jorden med et bump og lanede så nogle meter fra, forsat så han stod foran ham, mht. den vej dæmonen havde været

Damian smilede midlt til ham "jeg kunne lade dig gå og så følge dig, det kunne også være en mulighed, men jeg fortrækker ikke at bringe nogle i fare, okay?" han smilede forsat midt til dæmonen, han var faktisk begynd at more sig lidt, over dette, selvom han nu mente alt hvad han sagde i dybeste alvor, de måtte forhindre at dæmoner fik mere indflydelse, end de allerede havde for det var slemt nok, Damian gøs indvendigt ved tanken om alt den onde tilbedelse der var begynde at skyde op som kvælende ukrudt

Damian gik hend til dæmonene og manden, han så ned på mande "frygt ikke Gud er med dig" han så manden i øjnene med et roligt blik, han kiggede op på dæmonene og gik så halvt rundt om ham og trak og lagde sin kniv mod dæmonens strube, og gik så hænd der stod lige bag ham, han lod knivens rene stål hvile let mod halsen, "du er dæmon og uden for de normale værtslige love, at dræbe dig er ikke en synd i nogen forstand og at nyde det heller ikke, jeg har slået flere af din slags ihjel end du ville tro og for mindre end dette" han viskede det stille i dæmonens han stemme var som før engle sang og brusende fossefald, de var så fyld med godhed, der bare viklede sig om dæmonene og snoede sig ind i hans øre, derefter lagde Damian sin hånd på dæmonens håndled

Damian fik et grinene smil på læben, ååå det var længe siden han havde kæmpet nok fordi han enlig ikke måtte befinde sig på jorden, men han var langt fra utrænet, han hev sin økse frem fra bæltet og havde forsat sin kniv i den anden hånd, hans øjne begynde at lyse og hans enlig vinge lige så, han kiggede hurtigt på manden "Gud har set dig nådig, skynd dig væk så du ikke kommer noget til" derefter satte Damian af fra jorden og var straks med et vinge slag 10-20 meter over jorden, "som du ønsker" hans stemme havde nu for alvor fået styrke, som om alle verdnes engle kunne høres gennem dem og som om de brusende fosse have fået smeltevandets kolde renhed i sig og at den isnenede kulde for med, han smilede, et fromt smil han afventede nu blot et angreb, smilende afslappende som om det intet var, men vær en musken var spænde som fjedre og hans hovede registrede alle bevægelser, selv vindens usynlige dansen

"en masse kast med dine våben vil ikke overvinde mig, eller at lege med naturen, Gud skabte det hele og det er kun ham du påkalder, min herre" Damian smilede varmt og venligt, han lyste nærmest som en klar sol i det dunkle der nu herskede, han nød bare lynene og ærgede sig over at en så frygteligt væsen skulle besudle dem

hans kniv parerede slaget mod struben og med øksen stoppede han slaget mod maven og låste sværdet fast, i øksens hovede, han smilede som om det var ingen sag, selvom han godt mærkede styrken bag slagende ville han ikke vise det over for dæmonen, han skulle ikke tro at hans slag var mere værd end en flues vingeslag "jeg ville virkelig ikke gøre dette hvis jeg var dig" sagde han roligt til Dæmonen

"du kunne fortælle mig dit ærne og gå her fra med en smule værdighed" Damian smilede, med et kraftigt ryk hev han det ene sværd ud af dæmonens hånd og lød det falde mod jorden, han holdt øksen ned langs siden, han lod kniven køre ned langs dæmonens sværdklinge, det gav en ækel lyd, men det rørte ham ikke

Damian hang forsat i luften, med et smil på læben, han holdt nøje øje med dæmonens mindste bevægelse, han havde ikke lyst til at blive overrasket af den, vinden fik kans hår til at danse om hans ansigt, han burde måske snart blive klippet igen, frakken slog mod hans ben, han kunne se dæmonens fortvivlelse, "er det virkelig værd at dø for, at havne i fernen" hans stemme ændrende sig ikke, men den havde en form for overtalende tone i sig

Damian smilede forsat, "du vil ikke dø som en tapper dæmon kun en dumdristig dæmon, der udfordrede selveste ærkeenglen, der er ingen hæder i at nærmest begå selvmord" hans stemme var rolig og venlig som om han talte til en ven nu, men han var forsat i alarmberedskab, i tilfælde af et pludselig angreb

Damian smilede det havde dæmonen jo ret i, men han var nu godt til at se forskel, men dæmoner var svære at se de små tiks på som mennesker normalt havde, men man kunne jo håbe på dæmonen var klog nok til at fortælle sandheden "du vil overleve og hvem ved når dommedag en gang kommer vil det måske have gavnet dig for en gang skyld at have gjort noget godt i dit efterliv" Damian smilede et indbydende smil "om du taler sandt kan jeg ikke vide nej, men jeg kan vælge at stole på hvad du siger, fordi jeg tro på der findes godt i dig, dog bare undertrygt" Damians smil var nu varmt og roligt, og hele hans krop viste, rolighed, men inden i var han klar til selv det værste

Damian bevarede roen og lod sig ikke bevæge af dæmonens latter eller ord "det er trist du har opgivet dig selv på den måde og nej jeg har sldrig vågnet med de tanker, der er en grund til jeg er nået så højt i rang, men jeg ved da at engle hos os har haft de tanker enden som levende eller som engle" han smilede til dæmone, et mærkeligt smil der viste medlidenhed over for at dæmonen havde opgivet sig selv, det var altid sørgeligt syntes Damian, når nogle opgav det gode, det var derfor jordens menneskelighed var ved at falde i de ondes vold

Damian smilede ved dette spørgsmål, han havde hørt det så mange gang før "fordi man ikke ubevist kan være ond, det er bevistheden om at man gøre noget for uden grund at påføre andre lidelse og det at man nyder det, der er den onde handling, ingen er født onde, de skaber selv deres ondskab" han holdt en kort pause for at lade ordene sive ind "derfor tror jeg på det gode i alt og alle for alle kan ændre sig alle kan vende om og gå en anden vej" han kiggede indgående på dæmonen, selv det gode i dæmoner måtte han tro på for hvis man ikke troede hvad var der så at leve for