hjem kære hjem

val mærkede en masse rystlser strømme igennem sin krop som tusinde små flammer der brædnte sig hele vejen op igennem hende hun smillede og sank udmattet sammen hendes hud var fyldt med gåsehud og hun følte at hele hendes liv nu var fuldendt hun langede blidt amende om ham og kyssede ham blidt på panden "tak" hviskede hun stille hendes stemme var kærlig og blid

han smilede til hende, men opgav at sige noget, han var så træt, han skævede mod vinduet, det var heldigvis forsat nat, men han vsite det kun var få timers søvn han ville få enlig, han kyssede hende blidt og trak sig forsigtigt ud og smilede bare varmt til hende, hans øjne var fyldt med den uendelige kærlighed han følte for hende, han lagde sig ved siden af hende og trak hende ind til sig og sagde med en groki stemme "jeg elsker dig kære" så kyssede han hende lidenskabeligt og kærligt og hev dynene over dem

val besvarede kysset og smilede lykkelig hun lage sit hoved i hulningen immelm hans hals og kraveben og lage så en hånd på hans bryst hun lod den anden hånd lege med en lok af hans hår "jeg elsker også dig min kære" hun lød træt

han smilede ved trætheden i hendes stemme, så var han ikke den eneste der ville sove "vil du brokke dig hvis vi faldt i søvn, jeg er helt udmattet og jeg skal under alle omstændigheder arbejde i morgen, men dog ingen møder" hans stemme skælvede lidt af udmattelse, han kyssede hende på panden og hev hende lidt tættere ind til sig

"nej jeg ville brokke mig hvis vi ikke gjorde" hun lukkede øjende og mulende halvt i søvne "bare du ikke overbelaser dig selv så lover jeg tilgengel at jeg har te klar til når du kommer hjem" hendes åndedrat blev rytmisk og det var så svagt at man kun lige kunne høre det hendes ene hånd lå stadigvæk på hans bryst og den anden holdte stadigvæk blidt omrking den hårtådt hun havlde haft fat i før

"jeg er bare på kontoret det skal du ikke tænke på" mumlede han allerede halvt sovende, men det var kun et nogle få timer han fik, så vækkede hans indre ur ham, han kiggede ømt på den sovende Valantha og listede stille sin arm væk under hende og gled lydløst ud af sengen, og tog sine bukser på igen og snørede skærfet, hans krop var noget øm, men det var til at leve med, han kiggede kærligt på Valantha igen, og bøjede sig ned og puttede dynene tættere om hende, og kyssede hende blidt på panden, "sov du bare kære" viskede han stille og gik så ud af døren og ned i køkkenet.
Ea var allerede i gang med at lave morgenmad og svarede kægt go'morgen og Damian svarede hende med det sedvanlige nik og hun spurgte til hvorfor han var kommet fra trappen og ikke stuen
"vi har fået en lille gæst der faldt i sin vinge i går, så jeg har våget over hende" svarede han roligt, hvilket jo vel også på en måde var sandt
Ea smilede hun elskede gæster, men havde hele tiden ment at Damian burde finde kærlighed, hun var noget af en håbløs romantiker, men ønskede ikke selv at finde en mand, for som hun sagde hun var gift som mennekse og det bånd af kærlighed ville aldrig brydes, Damian tog stille imod maden, mens Ea fortalte om hvad der skulle ske i dag, men blanede en masse ligegyldigt slader ind i det, og Damian mumlede bare svar nu og dag.
Da han var færdig med morgenmaden gik han med en kop te, ind på sit værelse og tog et bad, da han var færdig havde Ea efterladt en kop te på han skrivebord på kontoret og han satte sig til at arbejde, mens han sippede til koppen

val vågende efter nogle timer hele hendes krop summede og føltes mærkeligt tom nu vor damian ikke var der hun frøs faktisk en smugle val rejste sig og fant sin kjole frem hun trak den på og snørede blidt kjolelivet det føltes underligt at tage kjoler på nu hvor man havde et par vinger på ryggen hun havede faktisk fjernet kjolens ryg ned til leden hun gik ned af trappen *hvor var det nu køkkenet er* hun vandre forviert rundt i det store hus for at finde det køkken han havde vist hende dagen før *jeg skulle have fulgt beder med i stedet for at kikke så langt efter ham hvor er jeg dog en idiot* hun slog sig til panden og væltede over sin vinge IGEN hun slog igen hovet ned i jorden efter at være faldet så lang hun var "jeg hader det her hvorfor skal de @¤€!€%@ vinger også være så @¤€!€%@ lange" snerrede hun godt træt af at ende på gulvet hver eneste gang hun forsøgte at bevæge sig et sted hend hendes kjoler belv jo beskidte og hun havde jo ikke rigtig flere med sig "jeg skal også snart have købt nogle flere" mumlede hun for sig selv

Damian havde hørt et bump og sukkede lidt opgivende, han havde ladet døren til kontoret stå åbent, for der var alligevel ikke nogle mindre møder i dag, altså planlagte værtfald, han lagde papierene fra sig og rejste sig og gik ind i stuen og fandt Valantha på gulvet "go'morgen kære, du har sovet længe i dag" sagde han med en tone af morskab i stemmen, det var altså ikke andet end komisk at se hende vælde rundt, han hev hende roligt op og stå mens han mumlede "du skal nok lære det bare rolig" han smilede varmt til hende "Ea har hvist også lavet morgenmad til dig, men jeg tror du må varme det" han smilede kærligt til hende og kyssede hende blidt og hurtigt på munden, og tog så hendes hånd og førte hende ind i køkkenet

val rødeme og fulgte stille efter ham mens hun smilede lykkeligt hun ligende virkelig en sød lille pige "jeg overlever nok hvem er ea er hun din kone"spurgte hun i et grinede tonefald mens hun blinkkede drillede til ham

Damin grinede "nej hun er bare en ven, hun forelskede sig i min have og har ikke været til at slippe af med siden, desuden hjælper hun mig med at holde styr på alt det jeg skal nå og hus og det hele, hun er lidt skrøbelig, så vær sød mod hende, hendes liv fik en meget ulykkelig ende og nu er hun her, jeg tror du vil kunne lide hende" han fandt en talerken med mad frem som Ea havde anrettet og sadt i køleskabet og ragte den til Valantha, og fandt derefter bestik frem "hvad ønsker du at drikke, der er vist lige blevet handlet ind, tror jeg, så der burde være det meste" han smilede varmt til hende

"øhhh har i cola" spurgte hun hun var altid vant til at der var cola i huset og ja det var faktisk det eneste hun drak den gang hun var i live lige ud over te men det var kun når damian var der hun smile engle blidt til ham og gik så helt hen foran ham og så op på ham med de mest bedårene øjne hun ligende en lille pige der manglede sin mor/cola "hvis du kan li hende vil jeg elskede hende det er jeg sikker på så har jeg også en jeg kan tale med tøse ting om" hun blinkede kækt til ham og satte et ufatteligt charmede smil op hun stråelde af lykke og godhed

han smilede til hende "det tror jeg dog ikke desværre søde, vi har juce, mælk, te, kaffe, saft, iste og vand, men det glæder mig, selvom jeg normalt ikke ser så meget til hende, hun holder meget af bare at tumle rundt for sig selv" han smilede til hende og lagde armene om hende og kyssede hende på panden, "nå kære hvad lyster du så, jeg skal straks tilbage til kontoret desværre" han smilede lidt trist til hende

"hvis du viser mig hvor isteen står og hvor køleskabet er så vil jeg være meget lykkelig også kan du smutte tilbage til dit arbejde" hun smilede og kyssede ham på kinden hvis andre så det ville de bare tro at de var gode venner og intet anet val smilede for sig selv da hun kom i tanke om den foregående nat hendes lykke var næsten til at tage og føle på der var intet der kunne slå hende ud nu

Damian slap hende blidt og åbnede et stort køleskab, kulden fra køleskabet slog let imod ham, han betragtede det lidt indtil han fandt kandene med iste og tog den ud, og lod skabet stille selv lukke sig i, han fandt glas frem og maden som stod i ovnene, den var forsat let lunken, han satte det hele fra sig på disken og fandt så bestik frem, det var 1700-tals forment sølvdeisgn, det gav ham minder om sin ungdom, han vente sig og så på Valantha og smilede let "så der er hvist det hele, jeg er på kontoret hvis der er noget, ellers kunne du jo gå ud og øve dig lidt i at lande, eller bare gå" drillede han og blinkede til hende

val rækte kækt tunge til ham med armende over kros mens hun prøvede at se fornærmet ud det gik bare ikke så godt eftersom det store smil og hendes udstråling af harmoni og lykke afslørede hende noget så grusomt

han gik over til hende og lagde armene om hende og kyssede hende blidt på munden "vi ses senere, ikke, hvis der er noget så kommer du bare, men hvis døren er lukket så er det fordi jeg har besøg og ikke vil forstyrres okay kære" han kyssede hende igen og gik så ud på sit kontor igen og tog igen læsningen af de sidste mange meddelser om dæmoner, døde, nyankommende osv

val stod et stykke tid efter han var gået og smillede lykkeligt han havde kysset hende igen uden opfording det føltes så rat at være tilbage i hans arme selv om han godt nok ikke var der lige nu kunen hun stadigvæk mærke hans arme om sig hun tog talerkeden med maden og det finde glas og satte sig på den stol og begyndte stille at spise hun slog overrasket øjene op det smagte jo himelsk

han lod sig bumpe ned i sin stol og lænede sig til bage og lagde det ene ben op på det andet, han gennemgik nøje hverte brev, der var ikke noget særligt at tage sig af selvom der var lidt for mange meldninger og splid mellem engle og dæmoner til at det var noget man kunne overse, han burde nok kalde til møde og få det snakket igennem, han sukkede lidt opgivende, det var da frygteligt, men de værste beskeder var mennekser der angreb engle, han fik en let kuldegysning ved tanken, en gang var engle elsket og lovprist og dæmoner måtte passe på for ingen ville huse dem, men verden havde ændret sig og det var til det værre

val spiste sin mad og rejste sig hun så sig leidt omkring der var ikke rigtigt nogle opvaske maskine hun gik over med sine ting i vasken og begyndte at leder efter opvaske middel hun fandt det og begyndte at vaske op da hun var færdig stilte hun det på plads og begyndt eat gå rundt i det store hus mens hun nynnede og snoore rundt for hvert fjere skridt

Damian nåede bunken med nye engle og satte sig til at læse den roligt, bunken var blevet så meget mindre gennem årene, en gang kunne det tage han en helt dag at gennemgå bare en dags optagede engle, nu tog det max en time per dag hvis han da var heldig, det var noget trist noget, der fantes snat ikke godt blandt menneneskene, det ar a lave, folk havde mistet troen og håbet og det var en skam for der var da så meget godt at håbe på hvis man bare var lidt åben i sindet, da han var færdig, sukkede han dybt, men det føltes ikke tilfredsstillende, der manglede noget, hvor var Valanthas papire?

val ged nynnede og dansende rundt i det store hus hun elsede at være jer hun elskede lyset skønheden og bare hvisheden om at damian var her hendes smil var saligt og hendes øjne lukkede i fryd mens drømme om fremtiden fløj ignnem hendes sind og billeder dukkede op i hendes hjerne biller der blev sent fra hendes hjerte hendes smil falmede og hendes nynne stopptede for disse billeder var alt anet end behalglige det var billeder af kammert billederne de ansigtløse mærke skikkelse og billedet af hende selv

Damian kiggede endnu en gang papierene over nye engle igennem, det kunne ikke være rigigt, han rejste sig og kiggede på sit skrivebord og så på gulvet, derefter roede han alle de andre fint stablede pergamentpaprie igennem, men der var intet med Valanthas navn eller noget der lignede, en uro begynde at vokse i ham han gik ud fra kontoret "Valantha?" råbte han ud i huset, hvor var hun dog hende

val faldt ne dpå knæ minderne strømmede nu ind over hende som en foldbølge hun faldt sammen på knæ på det håre gulv hvor der før havde været lykke var der nu fortvivlese og frygt tårende løb ned af ehdnes kinde rog hun slog hænder op til sine øjne som for at forindre den blå ild i at strømme ud af dem de store vide vinger baskede paisk bag hende hun trak vejert tungt og tog sig så lidt sammen vingerne faldt til ro og hendes øjne slukkes og genvadnt deres normale fave men smerte var der stadigvæk hun blev sidene vor hun var faldet

"Valantha hvor er du" råbte Damian prøvende igen, han gik ud i den lille have i midten og så sig omkring, i de værelser man kunne se fra haven, men han kunne ikke se hende og råbte prøvende igen "Valantha" han blev mere urolig, han kunne ikke lide dette, ikke på nogle måde, hvor var hendes papiere, der var noget her der ikke på nogle måde stemte

val høret damians stemme og rejste sig hun tørede tårende væk med den ene hænd og fik styr på sin kjole før hun begyndte at gå imod stemme "jeg er her damian hvad sker der du lyder så urolig er der sket noget?" val småløb så godt hun kunne ud til ham mens hun forsøgte ikke at falde i sine vinger