nu kan det fanme være nok

val stod oppe på klippen den af dem der ragede højst oppe over vandet hun stod helt ude ved spidsen og kikkede på klipperne under sig et spring herfra ville slå hende ihjæl en tåre faldt ned over hendes kind og hun huskede den sang hendes bror sang da hun sidst stod her men nu vaar der ingen til at synge ingen til at berolige hende ingen til at stoppe hende hun åbne blidt munden og sang lige så stille

On top of the klift
The air is so cold and so calm
I say in silence
You don't wanna hear it right now
The eyes of the city
Are counting the tears falling down
Each one a promise
Of everything you never found

I scream into the night for you
Don't make it true
Don't jump
The lights will not guide you through
They're deceiving you
Don't jump
Don't let memories go
Of me and you
The world is down there out of view
Please don't jump

You open your eyes
But you can't remember what for
The snow falls quietly
You just can't feel it no more
Somewhere out there
You lost yourself in your pain
You dream of the end
To start all over again

I scream into the night for you
Don't make it true
Don't jump
The lights will not guide you through
They're deceiving you
Don't jump
Don't let memories go
Of me and you
The world is down there out of view
Please don't jump
Don't jump

I don't know how long
I can hold you so strong
I don't know how long

Just take my hand
Give it a chance
Don't jump

I scream into the night for you
Don't make it true
Don't jump
The lights will not guide you through
They're deceiving you
Don't jump
Don't let memories go
Of me and you
The world is down there out of view
Please don't jump
Don't jump
And if all that can't hold you back
I'll jump for you

hun kukkede øjende det regnede nu sidst snede det det gorde ond meget men nu var det snart slut ikke mere smerte intet savn ingen minder intet

han lanede bag hende "hvorfor vil du springe"spurgte han blidt og kuggede undrende på hende "er det virkelig så slemt?" han havde mærket en uro da han sad og læste og havde skynd sig afsted, han viste det var hende der var på spil

"gå væk og lad mig være jeg kan ikke mere smerten er for stor jeg er ligeglad vor jeg ender alt kan kun være beder end det her " hun kastede et blik ned imod havet det lå glitrend eog sort under hende med de syle spidse steng der pegede opad parat til at spide hende hvis hun faldt

"hvorfor er smerten så stor kære, det kan umuligt være så slemt som du gør det til vel lille frøken, om hend til mig og fortæl mig om det" bad han med sin blide stemme *bare hun ikke hopper, det vil være en skam at miste noget så smukt

hun satte sig i skov siker stilling /kan ikke huske hvad den hedder normalt undskyld/ og tårende løbe ned af hendes ansigt hun tog sig til hovedet "jo det er og endda være endnu nu har jeg kæmpet i 9 år og jeg har langt om længe tabt kampen jeg kan ikke mere"

hvordan kan du være så sikker "kom nu over til mig, jeg ved det lyder ironisk, men jeg er ikke så glad for højer, når det er over vand, for hvis mn falder i og bliver rigtig våd, hiver vandet end ned" han smilede og ragte handen frem " kom her og fortæl mig det så kan du altid springe bagefter okay"

hun rejste sig og trådte tilvage længer ud mod spidsen hun kunne mærke at der manglede klippe under de sidste to cm af hendes venstre sko "det er min bror det er min familie det er min opvækst det er mit liv som det er nu ensomt og uden håb jeg er så forviert også er det dig"

"vil du gøre mig ulykkelige for altid ved at hoppe ud fra klippen, til den visse undergang" han stemme var fyldt med smerte, han ville ikke miste hende "hvem skal få mig til at grine og hvem skal fortælle mig jeg arbejder for meget, hvem skal jeg tænke på i de små stunder hvor jeg har en lille pause og hvem skal jeg så glæde mig til at se når jeg endelig har noget fritid?, vil du ikke være sød ikke at springe" der løb tåre ned af hans kinder han ville ikke miste hende

"hvad ville der ske hvis jeg ikek sprang jeg ville fortsat leve i smerte og forviring unden håb og unden kærlighed uden noget at holde fast veddu må ikke græd emin engel ikke over mig det er spildte tåre gem dem til en der fortjener dem du kan jo tænke på din søster lad hende mine dig om det og lade hende få dig til at grine"

"jeg vil for altid græde over dig og nej ingen kan erstatte dig, men søde, vil du ikke nok lade vær med at springe, jeg beder dig, i det mindste giv mig et farvel kys, så jeg har noget at huske dig på, du kan ikke bare forlade mig på den måde, ikke nu" han snakkede febrisk og viste ikke hvad han skulle gøre, hun måtte ikke dø han ville ikke have det

en tåre løb ned af hendes kind hn gik stille hend til ham og kyssede ham langt lideskabeligt på munden i det kys var alle de føler hun havede gemt så godt at hun slev ville have sværdt ved at find dem alle de minder hun havede med ham og alle de kærlige tnaker hun havede sendt ham

han lagde armene om hende og gengælde hendes kys, det føltes så rigtig, han kunne kun høre hvor hurtigt hans hjerte slog, han slap hende og så hende i øjnene "er du sikker på du vil springe min kære frøken?" han øjne var fyldt med smerte og frygt for at svaret ville være et ja

"har jeg nogle grund til at blive damian kan du nævne mig bare en eneste" tårende læb nu ned af hendes kind og hun lagede en hånd på hans kind "undskyl jeg vil ikke have at du skal lide på grund af mig vil du ikke godt forsøge at glemme mig eller bare tænke på mig som en simpel pige og ikke en ven"

"du vil alrig være en simpel pige i mine øjne og at jeg holder af dig er det ikke nok, bare ved dette kys setter jeg alt på spil, så vær sød at blive, jeg beder dig, hvem skal jeg ellers holde om?" hans stemme rystede og tårene løb ned af hans kinder, kan kyssede hende blidt igen

"damian jeg elsker dig forstår du ikke det er for vores begge skyld jeg gær det det vil befrie mig for en masse smerte og dig fra en masse probmer fordi der er en lille forviret menneske pige der ikke kan give slip på dig" hun lukkede øjenen da han kyssede hende og kunne ikke lade være med at besvare det

"hvad hvis jeg vil have at en lille forvirret menneskepige laver problemer for mig, bliver du så hos mig?" han stemme var hæs, han havde oplevet og givet noget der for ham var forbudt og han elskede hende for at have givet ham den oplevense og han ville ikke miste den, hun havde givet hans liv en ny gnist "og du gør kun dette for din skyld, du vil bare gøre mig utrolig ulykkelig"

"hvis du virkelig mener det du siger bliver jeg men jeg beder dig lad være at lyyve nu du har alrid været ærlig ove rfor mig vil du ikke også være det denne gang" hun lagede sit hoved imod hans brydt og var bange for hvad han ville sige

"jeg lyver aldrig, og det får du mig ikke til at bryde okay" han strøg hende over hårdet, "men det betyder ikke vi kommer til at ses meget alligevel og det ved du ikke?" han havde trodsalt forsat hans pligter og de var de vigtigste, hans folk der stolede på at han holdt dem trygge og sikre imod alt det onde

"det ved jeg bare du ikke støder mig fra dig igen så kan jeg sagtns overleve det" hun smielde op til han og støj blidt hans kind igen

"skal jeg nok lade være med kære lille frøken, men så er vi enige om at jeg ikke er bøsse, ikke", han så på hende med et løftet øjenbryn og et gavtyvatigt smil

hun så tæksom ud et øjeblik "hmm nej det er vi ikke jeg har endnu ikke fået bevis på at du ikke er" sagede hun drillende i håb om at loke et kys mere ud af ham

han sukkede "jeg ved hvad du er ude på lille frøken, jeg er ikke blevet ærkeengle fordi jeg er køn vel" han smilede til hende og så kyssede han hende blidt igen "er det bedre?" grinede han

"meget oh hvordan kan jeg være sikker på at du ikke bare haf forført nogle af de andre engle med din skønhed ej jeg skal nok stoppe min engle du er ikke bøsse er du så glad nu" hun smielde til ham og tørte en tåre væk fra si kind

"ha ha ha ha ja i sandhed det er jeg glad for du indrømmer" han smilede til hende og slap hende "nå min smukke hvad vil du nu lave siden du ikke skal lege med de dødbringende bølger" han fjernede en hårlok fra hende ansigt

"gå ud og købe et hus som jeg kan sætte så meget sikkerheds udsyr op i at ingen engle kan se hvad jeg laver of forberede mig til at erobra vernden det didste var en joke" hun grinde og kyssede ham blidt på panden