beruset?

Avron kom slingrende gående ud fra hotellets bar, med en rødmende pige under armen. Det var sen aften og en smule koldt i vejret, da det var stjerneklart på himlen. Pigen fnisede genert som Avron hviskede noget i hendes øre. Ved første øjekast virkede han ret fuld, med det store fjollede smil og useriøse væremåde. Ikke nogen man ville tage som en trussel. Han fik ført pigen hen til det store piletræ i midten. Han satte den ene hånd på træet stamme så pigen ikke rigtig havde mulighed for at flygte og de talte meget lavt sammen. Han havde en lang sort trenchcoat på, en halvåben sort skjorte med nogle fine rød-orange borderinger på og et par lettere tætsiddende sorte jeans. Hans glatte, sorte hår sad næsten lidt for perfekt og hans ansigt virkede næsten alt for kønt til det kunne være rigtigt. Pigens øjne glimtede af beundring når hun så på ham imens han talte, og hele tiden smilte han. Et smil der fik pigen til at sukke. Alt i alt havde han hende i sin hule hånd.

valantha kom gående hendes vifter slog let imod hendes hofte og den sorte kjole sad tæt omkring hendes velforemde krop et alvorligt og vagtsomt blik var at spore i hendes dyb grønne øjne som var halvsdækkede af de langesorte øjnvipper et selvsikkert smil lå på hendes naturlige røde læber hendes lange natsorte hår var sat op i en høj hæstehale som aligevel nåede hende til hoften hun gik overimod træet da det var der hun sidst havede været med damian hun så godt manden og kvinden men var ligeglad de måtte rykke sig hun skulle til

Avron skulle til at sige noget til pigen, men holdt inde da han så en person ud af øjnkrogen. Han vendte hovedet imod vedkomne og stivnede let. Han lod blikket glide kort op og ned af hende og smilte, hvad der lod til at være et venligt smil. Den fremmede kvinde var langt fra grim og det var også grunden til Avron med ved med at se på hende, selvom pigen han stod med tydeligvis følte sig overset og forsøgte at fange hans opmærksomhed igen.

valantha gik direkte hend imod dem og da hun kom over stilte hun sig med hænderne i siden og skød let hoftne ud så hun kunne vile hånden i siden uden besvær det slevsikre smil understegede sikkerheden i hendes blik "ryg jer jeg skal bruge det træ" hun så koldt på den lille pige "og hvad fanden tror du at du er skulle du ikek overveje at tage lidt mere tøj på inden du bevæger dig uden for en dør"

Pigen skulle til at protestere, men Avron skubbede hende lidt væk og lo mildt. "Der er vel plads nok til os alle sammen?" Han smilte et charmerende smil og så lidt afventende på kvinden. Han havde allerede tabt interessen for pigen. Desuden kunne han altid finde en anden pige at lege med senere hvis ikke det gik som han ville. Hvilket han ikke forventede. Kvinden lod til at være af dæmonisk blod, som han selv. *Charmerende.*

valantha slog en let latter op og så augant på ham "som om tror du selv jeg vil bruge tiden sammen med sådan nogle laverstående væser som jer" hun knækkede med nakken og smilede grumt *hvis bare han vidste at jeg ikke kun er dæmon men noget meget mere så ville han nok flygte lige som alle andre gør det men lad os nu se hvad der sker han ser entelig meget godt ud han kunne måske bruges* hendes øjne lyste svagt blå men hun undertrykkete de velkente helige flammer

Avron lo muntert og måtte endnu en gang holde pigen væk, da hun var tæt på at forsøge et angreb på kvinden; som, efter hvad han kunne fornemme, var dæmon som han selv. "Hvad skal du da bruge dette træ til?" spurgte han, stadig smilende. Han virkede som en meget naiv og useriøs person der ikke forstod at frygte. Men skindet kan bedrage. Meget endda... Og det var han fuldt ud klar over.

valantha gik helt hen til ham og lagede blidt en hånd på hans kind "tro mig min kære det vil du ikke vide" et listist smil løb langs hendes naturlige røde læber og hendes øjne glintede med et mystisk skær der ville kunne fortrylle de fleste mennesker dybt inde i sig selv kunne hun mærke den blå ild brænde lystigt og drillesygt

Han lo igen og greb hendes hånd, hvorefter han placerede et blidt kys på håndryggen, som en venlig slags hilsen. "Hvis jeg ike ville vide det, havde jeg ikke spurgt. Så jo, jeg er interesseret i at vide hvad du ønsker at bruge træet til?" Avron så afventende på kvinden og smilte endnu en gang et charmerende smil og lagde hovedet en anelse på skrå

"som du ønsker jeg har tænkt mig at samle alle mine kriger omkring dette træ og åbne døren ned til min lejer der er under træet derfra har jeg tænkt mig at udtænke en stradegi til at vælgte melen og den mand jeg elskede" hun sagede det som om det var den mest naturlige ting i verden og trak blidt sin hånd til sig mens hun forsøgte af skujle sin afsky for nærkontakt

Avron nikkede, som var han lettere inponeret. "Og jeg antager at denne mand har forrådt dig på en måde?" Han smilte stadig og holdt stadig sin hånd frem for sig. Han forsøgte roligt at fange hendes blik.

hun skævede til tøsen der stadigvæk stod der og sukkede så opgivende "det var en joike men ja min x forrådte mig på en måde det er under ordnede har du tænkt dig at rykke dig fra det træ så jeg kan komme forbi eller skal jeg vieklig slæbe dig med ud i skoven for at få tævet noget respekt ind i dig?" spurgte hun mens hun lagede armende over kors *han er entelig meget sød han kan vel bruges*

Avron lo muntert, og skubbede endnu en gang pigen væk, da hun bevægede sig frem imod kvinden. "Man kan lave andre ting i en skov end at kæmpe..." Pigen bag ham forstod hans hentydning og daskede fornærmet til ham. Han lo blot igen.

"jeg sprøg igen vil de rykke dem eller skal jeg selv slæbe dem væk" hun ser hen på kvinden og træder helt hen til hende og ser hende direkte ind i øjende "løbe menneskede barn det her er ikke for svage væsner som dig" hendes øjne antændes pog de helige blå flammer opsluger hedndes øjne og spiller drilsk i viden men slukker sig hurtigt igen og efterlader hendes øjne lige så uskadte som før ilden tæntes

Avron lo muntert da alt dette skete. Pigen, derimod gav hurtigt slip på ham og stak af imens hendes kjole blafrede efter hende. Han syntes ikke at kunne tage noget seriøst. Han så smilende på kvinden "Du fik sandelig sat den unge dame på plads..." Han afbrød kort sig selv og bukkede så for hende hvorefter han fortsatte "...Navnet er Avron Cereck. Og De?" Han så lidt afventende på hende, og hanvde stadig ingen intentioner om at flytte sig fra stedet lige med det samme. Han fandt nemlig denne dæmon meget charmerende.

"valantha mcsalyen ellers noget du vil vide inden du rykker dig jeg vil gerne være alene med mit træ" et svagt smil viste sig i hendes mundvige da hun godt selv opfattede hvor forkert det lød men jo det var jo hendes træ hendes og damias et såret glidt løb ind over hendes øjne ved tanken om ærke engelen jo hun havede vireklig elsket ham

Avrons smil blegnede et kort øjeblik da han så hendes udtryk, men det blev kort efter til en lille blid latter hvorefter han trådte et skridt til siden, bukkede let og slog armen ud mod træet på en tjener-agtig måde "Nej, jeg har ingen videre spørgsmål og vil nu overlade Dem Deres elskede træ" han så på hende med et lidt drillende glimt i de lysgrå øjne og et charmerende smil på læberne.

valantha smilede et smil der var mere ægte en noget hun havede præsteret siden daminas forsvinswn den gang hun selv blevs midt ud fra melen han var entelig meget nuttet og han havde de samme øjne som ham

Avron blev ved med at se på hende, uden at flytte sig fra sin position. Hans blik blev en smule spørgende da han så at hun heller ikke flytede sig. Hun tænke åbenbart på noget. Hans smil forsvandt en smule, men ikke helt. Han var allerede begyndt at overveje hvad han skulle lave efter dette møde. At drikke sig fuld ville ikke rgtig give nogen mening. Avron havde heller aldrig forstået mennesker på det punkt. At charmere piger var efterhånden blevet for kedsomligt. Han måtte finde på noget nyt at genere menneskene med. Måske skabe intriger blandt adelige? Det ville beskæftige ham en måneds tid eller to.

Valantha stilte sig med hånden i siden og kikkede på ham "hvad vil du med ind i mit træ?" spurgte hun ganske uskyldigt og lignede at det var helt seriøst ment "eller vil du helre med ud i skoven og tage en rasak vild kamp?" spurgte hun stadig med en uskyldig stemme

Avron rettede sig op og stod lidt og overvejede hendes tilbud. Han havde aldrig rigtig været den voldelige type. På den anden side kunne det være fristende at træne en smule. Han smilte til hende og blinkede med det ene øje "Jeg må indrømme at jeg har været en smule nysgerrig efter at se dette træ indefra..." Han avr klar over det lød fjollet, men det var han ligeglad med. Adskellige væsner han havde mødt havde dømt ham på førstehåndsindtrykket. Derforhavde han den fjollede og useriøse atitude.

Hunsmiler kækt ytil ham og går over til træet og hopppede elegant op i det og lidt efter åbnede træet sig og en lille trappe førte ned i jorden hvorefter hun hoppede ned og kikkede på ham "Så følg da med" sagde hun med en legende smil og trådte ind i træet og ventede på at han skulle følge med hende

Avron stod lidt og overvejde situationen endnu en gang. Hans blik var et kort øjeblik meget alvorligt, og virkede malplaceret i forhold til resten af hans væremåde. Så smilte han igen og fulgte roligt efter hende. Hvis man ikke vidste at han var dæmon, kunne han godt lige en menneskelig adelssøn. Specielt når han gik. Da han var kommet helt hen til træet så han kort ned af trappen, der virkede meget mørk på grund af skyggerne. Det mindede ham om en episode for et par hundrede år siden. Han rystede tanken af sig igen. Det var for længe siden til han gad huske det nu.

hun smilte venligt til ham og gik ned af træppen hun holdte venstre hånd frem og en flamme af helig ild tentes i hendes hånd og oplyste de mange farvede rune ingraveringer der var overalt langs væggende trappen sluttede i et cirkel formet rum der tydeligvis blev brugt som rådsmøde/ offerlokale da der løb blod ned af vægende

Avron var fulgt med uden at sige noget. Simpelthen af den grund at der ikke var noget at sige på nuværende tidspunkt. Det var svært at se i skæret fra ilden, men hans øjne var foruroligende alvorlige og nærmest hvidgrå lige nu. Han lod blikket glide rundt på væggende i det store rum og endte så med at se på valantha. Hans alvorlige blik blev øjeblikkeligt erstattet af et muntert og han lod et lidt barnligt smil lyse sit ansigt op "Ganske charmerende sted" Han lød som om han mente det.