beruset?

"mange tk det tog mig også flere månder at indrette jeg bruger det for det meste som møde lokale for den kuldt jeg leder som fritids intresse vi arbejde for tiden på at plan ligge et sort angreb imod melen vil du være med"

Avron nikkede interesseret og så igen rundt i rummet. "Jooh... Jeg har ikke haft så meget at tage mig til de sidste 100 år, så det ville være rart med lidt action... Men denne Melen?..." han afbrød sig selv og så spørgende på Valantha

"ja du ved himlen der vor alle englene bor vi bryder ind og slagter dem alle det bliver jordens histories største krig siden det gamle rom" hun smilede og et kort øjeblik kom et psykotisk blik til syne i hendes øjne

Avrons øjne blev igen mere hvid-grå og det alvorlige blik var ikke tila at tage fejl af. han lod endnu en gang blikket glide tænksomt rundt i rummet. Han var helt anderledes i sin opførsel nu. Det virkede næsten skræmmende. Hans blik gled over på Valantha, og hans øjne brændte sig et kort øjeblik ind i hendes. "Det er en stor opgave i har sat jer for..." hans stemme var kold og kynisk. At slås mod engle havde aldrig været hans yndlingsbeskæftigelse. Slet ikke efter... Han knyttede let hånden og fjernede blikket fra Valantha igen.

"ja jeg ved det men det er den eneste vej for at jeg kan få min hævn og vi bliver nød til at slå til nu hvor damian er væk og rastina er i tviv om hun vil være der" den blå hellige ild tæntes i hendes øjne og de hvide vinger gled ud af hednes ryg han ville nu kunne ae at hun værken var dæmon eller engel

Avron flyttede igen blikket tilbage på Valantha og studerede nøje hendes træk med det stadigt alvorlige blik. Så smilte han pludselig stort og hans useriøse væremåde vendte tilbage som om han havde været sådan hele tiden. "Jeg ka se De er en hybrid af en art? Hverken dæmon eller engel. Hvor interessant..." han lo kort og pillede selv en smule ved sine vinger, der også var kommet til syne nu. Det var en dårlig vane han havde. Hvis andre viste deres vinger gjorde han os uden egentlig at tænke over det.

"nej jeg er det der var før englende og dæmoner kom jeg er det manglende led foreningen imellen godt og ondt jeg er datter af kain og damian" hun smilede da det virkede reallativt fuckt at hun skullle være datter af to mænd

Avron lavede en sjov llle grimasse og lo så "Nårh, på den måde..." Det lod til han vile sige noget mere, men valgte at holde det for sig selv. Et kort øjeblik så han tænksom ud men smilte så til hende. "Hvordan har I egentlig tænkt jer at udføre dett angreb?"

"det ved jeg ikke nu hvor seraphir er kommet ingen har det kompliceret tingende lidt" et smertefulgt glint vise sig et kort øjeblik men blev hurtigt afløst af et kærligt og hjertensvarmt smil der på ingen måde kunne tilhøre en dæmon

Avron lagde hovedet lidt på skrå og studerede hendes ansigt, men smilte så igen. "Well, jeg er frisk på en lille kamp hvis det skulle være..." Han så lidt afventende på hende. Det var sjældent han tilbød andre sin hjælp. Det var i det hele taget sjældent han havde lyst til at omgås andre væsner end mennesker. Og dem legede han kun med.

hun studerede ham et øjeblik med et kristisk blik i sine ellers harmoniske øjne og smilede der efter "vi vil nok kunne få brug for en med dine egenskaber men jeg må advare dig du er intil vidre den eneste mand der har tilbudt at hjælpe os hæren består af kvinder ja faktisk mine minjens folk som mig men uden alle mine evner