en lille skovtur

Ea stod roligt og kiggede udover det hele, hun havde igen sat hendes hår op og gemt det under et lyseblådt hovedeskærf, der var foledet på en gammeldags metode og dækkede alt hendes hår, hun bar en korte blå kappe hun bare, hendes kjoles mange hvide skørter dansede i vinden, det var ikke noget hun normalt havde på, men hun havde en enkelt fridag og den nød hun, kjolen var strammet ind i livet med et blåt bånd, og draperede så igen op over brystet og viste en del af hendes velformede skuldre og hals, ærmerne var løse, men strammede sig ind ved håndledet, hun lignede en fin bondepige, men dog lidt for blottet for oven i forhold til normalt, på armen bar hun en kurv, med æbler, brød, en lille flaske vin og hele kanten var pyntet med roser fra Damians have, hun ville finde sig et sted langs den gevaldige mur, i skyggen og sidde, så kunne hun betragte krigerenglene der gik vagt, tænk det en gang havde være hende, men der var ingen af dem der længere genkende hende, nu var hun bare et bud, der kom med nyt, hun kiggede sørgeligt på den gevaldige, nu lukkede port, der kun blev åbnet når der kom folk der skulle ind og ud, før i tiden var den altid åben, som Guds kærlighed, tog den alle til sig og velsignede og tilgav dem, hun skullede og begynde langsomt, lidt smådansende at gå langs muren, det var som om hun kunne høre den gamle musik fra den gang hun var menneske, hun nynnede stille små børnesange og smiled lidt

En Engel lanede lidt fra Ea og strakte hans røde vinger og gabte, det havde været en lang dag, og syntes aldrig at vile ende men han havde endelig fra, han smilede munter for sig selv og hørte ea's nynnen og kikkede hen på hende, han gik rolig hen mod hende, og smilede varmt han hviste ikke om han havde seet hende før men der var noget over hende, man han var endelig lidt ligeglad "Hej hvad laver du dog her" spurte han med et smil og lod hans vinger glide ind i rygen igen

Ea for sammen, hun havde troet hun var alene, ellers havde hun aldrig tilladt sig selv denne løse opførsel, hun vendte sig hurtigt mod den fremmede med et panikkent blik, men slog det hurtigt igen og stirrede fast ned i jorden, uden at møde den fremmedes blik, hun stod rang som en soldat, med sænket hovede og kurven foran sig i i samlede hænder, hun lod hurtigt blikket danse op og over sig, en krigerengel, hun fik en klump i halsen og kunne ikke få sig selv til at sige noget, genertheden og usikkerheden skyllede hend over hende, hun kunne ikke få sig selv til andet end at neje som hilsen og række kurven fram så han kunne se hvad der var i den, det var som om hendes stemme var lammet og hun havde aller mest lyst til at forsvinde der fra tilbage til Damians trygge have og hendes lille hytte ved hans sø. Hun havde det svært nok ved at tale med Rastina og nu denne engel det var ved at blive for meget for hendes sky person

Han smilede over hendes forlegenhed og lagde forsigtigt en hånd på hendes framstrakte hænder med kurven "Bare rolig jeg vil ikke gøre dig noget" sagde han med en varm stemme tilhende og og strøg sig usikkert gennem håret da han ike vidste om han havde gjordt noget forkert siden hun for sammen på den måde og tanken omat hanvar farlig strefjede han og han mptte små le for sig selv han rettede igen opmærksonhed mod kvinden

han berøring fik hende til hurtigt og forskræmt i smerte til at slippe kurven og hive hænderne til sig mens et ynkeligt hvinenede piv forlod hende panikkent, hun tråtte et skridt baglæns, og tårene begynde langsomt at løbe ned af hendes kinder, hun slog armene om sig og kiggede forsigtigt op, med et undskyldende blik i de ravgule øjne, men hun slog hurtigt blikket ned igen, hun ture ikke rigitg møde hans blik, smerten dunkede forsat igennem hende og hun hev let efter vejert, hun haede sig selv, der var ingen der kunne røre ved hende og det var så ensomt, men man skulle heller ikke gå rundet og røre ved alle det ville nu være syndigt, men hun kunne ikke en gang trøste en, bare den gestus fik smerte til at jage gennem hende, hvorfor var hun blivet sådan? tårene tog til, de dryppede ned på kjolen og den lille kappe, den hæftige bevægelse have fået en lille tot af hendes mørke hår til at løsne sig og hun forsøgte at få den op tilbage under det kyselignende tørklæde

Han kikkede undrene på hende og vidste ike helt hvad det skete "er du okay" spurte han forsigtigt og vidste ikke helt hvad han skulle gøre " undskyld" mumlede han svagt og slog bliket ned i jorden

en hulken forlod hendes lille krop, hun ville gerne sige noget men hvordan skulle hun kunne forklare noget, hun ikke selv forstod, hun lod hendes hænder falde og så fortabt ned på dem og så op på ham forsigtigt gennem de sænkede øjne, så sukkede hun dybt og tog et skridt hend mod hendes kurv og satte sig så, de mange skørter draperede sig rundt om hende, hun kiggede forsigtigt op på ham igen og lod hånden synke ned under det lille linede over kurven og fiskede et æble fren, hun ragte det forsigtigt frem mod den fremmede mad "ja" viskede hun stille med hendes bløde, rolige stemme og håbede han ville tage æblet uden at røre ved hende

Han kikkede med ømhed i blikket på hende og tog forsigtigt æblet ud af hendes hånd for ikke at ramme hendes fingere han smilede taknemligt til hende og satte sig ned på jorden og kikkede stadig lidt usikkert på hende men hans øjne havde stadig et varmt blik "Er du sikker på du er okay?" spurge han med med et usikkert smil på læben

Ea nikkede stille mens hun selv fat endnu et æble frem og bed i det mens hun betragtede ham forsigtigt, dog med et let nysgerig blik, smerten havde endelig fortaget sig helt igen, selvom den langt fra var så slem som første gang hun oplevede sådan noget, hun glattede forsigtigt kjolen, og løsnede kappen den var lidt varm at have på, hun lagde den med en øvet hånd pænt hend over hendes lår så den ikke blev krøllet og så kiggede hun igen på krigerenglen, hun var bage for har lige som Rastina lige pludselig ville blive sur på hende for ikke at vise den fornødne respekt, hun var jo ikke længer en af dem, kun en lille budbringer engle selvom Damian ofte havde sagt at hun havde stor værdi, viste hun godt at hirakiet bare ikke var sådan

HAn studerede hende og kunne ikke lade vær med aat smile af hende, men hans smil var ikke hånligt mere kærligt og han blik udstrålede varme og ømhed for hende "du behøver ikke være så forlegen, herakiet betyder intet for mig når det ikke er en alvorlig situation" sagde han muntert til hende og tog en bid af æblet og strøg en hånd gennem håret og tog en bid mere af æblet mens han med et blidt blik studerede Ea og kunne ikke helt lade vær med at grine for sig selv hun så, så sød ud hun lignede helt et lille barn som var bange for at gøre noget forkert og få skældud af sin ældre bror

Ea rødmede "un-undskyld" viskede hun stille og slog hurtigt blikket helt ned, hun havde ikke så ofte talt med andre engle, hun hold sig mest til Damian for han havde altid været der for hende, men ham her, der var noget let over ham, hun kiggede op igen "jeg hedder Ea" sagde hun med en stille stemme og smilede så stille til ham, hendes øjne blev lidt mere levende

Han smilte og bukkede holdet kort "jeg hedder Hiru" sagde han og smilte glad han spiste sit æble færdigt og tænkte kort over hendes navn og kom i tabke om hvem det var men ville ikke grave i hendes fortid og lod det for emnet ligge "hvad bringer dig dog her til disse kanter" spurte han muntert

Ea betragtede ham roligt fra et senket blik, og smilede roligt, hun lod blikket køre ned af hans rustning og så så hans sværd og et stik af længsel, ikke efter våbnene, men selve mønsteret bragte minder frem fra hendes ungdoms liv, hun slog det hurtigt tankerne væk, det var et liv der ikke længer var hendes og havde ikke været i mange mange livstider.
"jeg har fri i dag, eller hvad man nu kalder det, Damian mente jeg havde brug for fritid" hun slog blikket ned og følte sig næsten ulydig ved faktisk at have hold fri og slog hurtigt blikket ned

Han fulgte hendes blik da hun studerede hans sværd og smilte lidt ved tanke om hvem hun havde været men lod tanken ligge og smilte over hende hun var så sød "lad nu være med at se så trist ud smil og tænk på det gode" sagde han til hende da det var så trist at se hende sørgmidig han ønskede at han kunne give hende et kram men vile ikke påføre hende mere smerte end da han rørte hedne på hænderne

Ea smilede et lille smil, men hun kiggede ikke direkte på ham, mere, selvom han sagde han var ligeglad med rang, var hun ikke godt til det, det havde taget Damian flere år på at få hende til at behandle ham som om de var lige og de gange hvor han havde været hård imod hende havde det varet svært at vende tilbage til det venskabelige forhold "undskyld" sagde hun med det lille bløde stemme "De er meget glad, det er sjældent blandt kriger mener jeg" hun smilede stille og kiggede op på ham med nedslående øjne

"du skal ike undskylde over for mig " sagde han blit og kikkeder på hend "hmm ja du har nok ret men hvorfor være sur og tvær når man kan være glad og lykkelig"sagde han med et stort smil og tænkte på de mange gange hvor an havde løftet humøret hos de andre engle og smilte stolt

Ea smilede tilbage, lidt mere varmt end før, der var noget over ham hun kunne lide, noget der minede hende om hendes mand, ja eller afdøde mand nok, det var svært at vende sig til at han faktisk var død når hun selv forsat var ung og ikke følte sig en dag ældre end den gang hun havde giftet sig med ham, men han var død nu, hun kunne ikke lade være med at blive lidt trist, men smilede så, han havde ro nu "De har nok ret, desuden føre surhed vel bare til had og had kommer af jalousi og det er ond" hun smilede lidt, helt dum var hun da ikke selvom hun bare var en simpelt bondepige, datter af en irsk fisker

Han smileder over hendes ord og nikkeder anerkende "ja du har helt ret og vi skal ike ende som demoner på grund af lidt had" sagde han muntert og kikkeder på himlen og der efter på ea hun var en sød kvinde og hun havde sikkert været rigtig munter som ham en gang tænkte han for sig selv og smilte til hende " du er kær når du smiler, du minder mig om min søster"

Ea brød sammen i gråd, hendes søn var end som dæmon hendes elskede lille søn, ham hun var død for at bringe til verden, ham der faktisk teoretisk set var skyld i hendes mands død, hun forsøgte at få styr på sig selv, men hendes indre billeder flakkede tilbage til den nat, i stormen på stranden, hendes sidste dag som krigerengel og den sidste dag nogle kunne røre ved hende, hun havde stået over for ham og det var end med at han døde for hendes sværd, en mor burde ikke slå sine børn ihjel, ååå hun huskede lige da han blev født han var så perfekt, langsomt stilnede hendes gråd af efterhånden som billederne fortog sig igen, hun tørrede forsigtiget tårene væk med et lille lommetørklæde der altid lå i den lille inderlomme i foret på hendes kappe "De må undskylde, nogle ting er sværre at glemme end andre" viskede hun stille "og jeg takker for sammenligningen selvom det umuligt sikkert kan bringe hende retfærdighed"

Han kikkeder på Ea og sad hjælpe løst da han ikke kunne røre hende han sad og kikkede ned i jorden "det er okay "sagde han til hende "helt okay" han tænkte et kort øjeblik på hans søster og tænkte på at sidate gang han sp hende havde hans ikke talt til hedne han fortrød det og havde lyst til at græde men valgte at smile i stedet han vile hellere være glad over at hun havde et godt liv nu og lade fortiden ligge

Ea hiksede lidt og nikkede roligt uden at se på ham, hun bed endnu en gang i æblet, hun holdt om det med to hænder som et lille barn, hun viste ikke længer hvor hun skulle gøre af sig selv, hun elskede æblerne fra haven de var altid dejlige søde, aldrig for søde, hun kiggede op på ham, men et betragtende blik, hun var ikke længer bage for at møde hans blik, mere hans reaktion over for hendes mærkværdige øjne, hendes gamle mand havde først mødt dem første gang i kirken, han havde betragtet hende hele gudstjenesten, han var en af de få der ikke troede de var onde, selv havde hun altid været gudstroende og hun havde aldrig troet til hun mødte ham, at hun ville få en mand og var klar til at skulle gå i kloster, men så kom han

Hiru betraktede hendes øjne og smilede "du har smukke øjne, meget spicele og så smukke" sagde han med en venlig stemme og bukkede hovdet ærebødigt det måtte han inrømme hun havde nogle fantastiske øjne som stjernerne på himlen, dog syntes han ikke at noget kune over gå Rastinas nej intet kunne over gå hans elskede Rastinsas øjne han lænede sig tilbage et øjeblik og tænkte på hende og rettede der efter igen blikket på Ea "du skulle være stolt over dine øjne" sagde han med en blidt smil på læben

Ea slog blikket ned "det er hekseøjen, de er den onds farve" hun borede neglende ned i æblet, hun haede sine øjen, da hun var lille ville ingen leget med hende for deres forældre mente hun var ond, en enkelt tåre af blod løb ned af hendes kind, det var ulempen ved at en gang have været krigerengle hun ville aldrig helt slippe af med det liv hun havde en gang, Damian viste det ikke, men nu og da kunne hun gå helt amok i hendes lille hytte, men hvad han ikke viste havde han ikke ond af, alle have ond af hende og hun var faktisk lidt træt af det, men sådan var hun ynkelig og enlig ubetydelig, hun kunne ikke klare mosten ellers ville de aldrig have taget hende ud af tjenesten det var hun sikker på

han smilede over hendes ord og kune ike lade vær med at lade en lille venlig latter trille over hans læbe "Heskeøjne? ond? der det, det du tror,eller det du har fået bildt ind?" spurte han venligt og lænede sin fram mod Ea "dine øjne er ike onde og du er ikek en heks, du er en engel som trænger til noget liv og glæde i sit liv" sagde han bestemt men en kærlig tone og begyndte at synge svagt men højt nok så ea kunne høre det sagen handlede som en ung pige som var født med spicele øjne som ea's og alle kunne ikke lide hende for dem og hun midstede troen på sig selv, men en dag mødte hun en Mand som fortalte hende at hun var født til noget spicelt og som manden sagde endte hun med at rede verden fra ondskaben han kikkede på hende og smilte" det er en gammel sang som er blevet sunget for mig da jeg var lille, og Ea jeg vile bede dig om at huske denne sang for alt hvad du virkelig har brugfor er troen på dig selv" sagde han og kikkede venligt på hende og lænte sig tilbage igen

"ondskab fulgte mig i livet og ind i døden" hun smilede svagt "jeg er ikke ond af det ved jeg, skønt jeg slog min egen søn ihjel "tåre skød igen op i hendes øjne og hun måtte tage et bare dybe indåndninger, hendes stemme var ikke længer så svag, mere blid og kærlig som en vind og ikke længer som en tynd brise "ingen har fortalt mig andet end at jeg er af det gode ellers ville jeg ikke være her Damian ville aldrig lukke det onde ind" hun smilede ved tanken om hendes kære ven, manden der havde hendte hende i døden "jeg har masser af glæde i livet her, jeg har min have selvom den ikke er min, men næsten, De kender mig ikke og alligevel beskylder De mig for ting der ikke helt høre hjemme i mit liv" hun kiggede ham direkte i øjnene, modet var vendt lidt mere tilbage til hende, og det opfarende der en gang havde levet i hende, tittede svagt frem igen, i et lidt trossigt blik, der mest af alt fortalte at hun var dybt såret over denne andklage "jeg forholder mig bare anstændigt, jeg synger og danser ikke som en fri og lystig havneskøge og ej heller muntre jeg mig derefter" hendes stemme var lidt alvorlig, hun rankede sig, og skød brystkassen frem, hun følte sig oprigtigt krænket og såret og ville aller helst flygte der fra, men det tillod ediketten for et sådan møde ikke, hvad ville folk ikke tænke