hjem kære hjem

Damian så hende og sukkede dybt "kom lad os gå en tur i haven" svrede han med en alvorlig stemme og en rynked pande, han lagde hendes arm på hans, som det havde været skik den gang han var levende og man gik tur med en ung dame, han sagde ikke noget med førte hende gennem den lille gang og egetræsdør, ud i den smukke have, æbletrær og krisebær stod i blomst, de smukke hvid blomsters blade, dryssede ned på det grønne græs og lignede lysrød sne, "Valantha, jeg får besked om alle nye engle der kommer her til, de har deres egne papire hvor der står alt om dem og deres død, i mine papire står der fx at jeg døde i en brand" han kiggede på hende "forstår du det?" han sukkede dybt "der er et problem og du må hjælpe mig lidt her til at forstå sammenhængen, for du har ingen papire", han stoppede op og stillede sig over for hende og så hende alvorligt i øjnene "Valantha hvorfor har du ingen papire?"

valantha kikkede ned i jorden og sukkede så dybt hun kikked eop på ham med øjne fulde af smerte og anger "fordi jeg ikke er død" hendes ord blev hængende i luften imellem den underligt hule og tomme uden entelig at give mening men gav så meget mening som noget der kunne siges eller gøres hun kikkede fortsat på ham med et blik der næsten tiggede ham om ikek at vende hende ryggen

Damian slap hende helt og så fortabt på hende, det var som om at alt han havde håbet og troet på pludselig vr rast sammen og han stod nu bare og så på ruinen af det hele. så samlede han sig og tog en mere rolig tone i brug, en mæglende og samtidig forstående "Valntha, hvordan kom du her op og hvordan fik du dine vinger? det er meget vigtigt du fortælle mig dette, du kan bring aller her oppe i stor fare" han så alvorligt ind i hende øjne, et blik der brændte sig fast og nægtede hende at se et andet sted hen og lagde sine hænder på hende skuldre

en tåre trilled ened af hendes kin "jeg gjorde det for din skyld jeg gjorde det for at vi kunne være sammen så du ikek længer så mig som uren og syndig som et grimt og hæsligt lille menneskebarn" hun så væk smerten var for meget for hende "jeg ville jo bare være sammen med dig" det sidste hvisked ehun hun så skyggerne begynde at nærme sig de ansigtløse skygger der skreg hendes navn og som hun vidste han ikek ville kunne se de gik over og lage deres klamme kolde hænder på hendes skulder oven på hans hænder og begyndte at trække i hende som får at få hende væk fra ham

Damian hev hende ind til sig og strøg hende kærligt over håret "ååå dumme lille pige, det er jo ikke fordi du var menneske, det må du jo forstå snart" han sukkede dybte "lille Valantha hør nu her, jeg ved du gerne vil være sammen med mig, men det hjælper jo ikke du gør noget dumt der briger os alle i fare for det vel, du bliver nød til at fortælle mig hvad der er sket okay" han hev hendes ansigt ud og kiggede hende blidt i øjnene og førte hende så over til en smuk enkelt marmorbænk der stod under et smukt æbletræ

hun brød grædene sammen "jeg ingik en aftale med ham han lovede mig at han ville gør emig til en engel men det gjorde han ikek jeg ved ikke hvad jeg er jeg er et monster og du vi hade mig for det han han proppede noget ind i mog som jeg ikke ved hvad er jeg er ikek død og jeg er ikek levene jeg er ingen engel eller dæmon jeg er intet og så sner nede i krypten de biller staturne og skyggerne der kom ud af dem de er her stadigvæk de følger mig over alt skige rmit navn og siger jeg skal løbe før det er for sent jeg forstår ikek hvad de mener jeg er så bange damian"

Damian så alvorligt på hende "hvem indgik du en aftale med og hvad skulle du give til gengæld" han syntes nu der lugtede rigtig brændt i bagerriget, bare det ikke var så slemt som han nu en gang frygtede, bare det stod til at rede, men han fik nok brug for hjælp, denne gang lige meget hvad

"hvis jeg siger det vil du aldig tale med mig igen du smide rmig ud og nægter mig adgang du vil ikke høre på mine bønner og det er hvis jeg er heldig hvis det går som jeg renger med slå du mig ihjæl" hendes øjne antentes af frygten alene hendes øjne brast simpelhend og blev afstattet af de blå flammer der slikked efrem og tilbage

Damian veg bort ved syntes af hendes øjne, han kiggede på hende med et blik af frygt "Valantha hvad sker der med dig hvad har du dog gjort ved dig selv?" hans stemme virkede en smule panikken, hvad skulle han dog gøre, han elskede hende jo lige meget hvad, men han kunne ikke have hun bragte hans folk i fare og lige nu virkede hun meget farlig

"jeg har slogt min sjæl for et par vinger men jeg fik mere end det alt for meget" hun hulkede hun vidste hvad der ville ske nu han ville vænde hende ryggen hun kunne mærke den sidste rast af hendes sjæl var på kanten til at bristen hun ville ikke overleve at midste ham igen

han havde rejst sig og stillede sig foran hende og stod nu måbende og betragtede hende, han kunne ikke fatte det hun sagde hvordan kunne man, hvordan kunne man gøre sådan noget, og hvordan kunne hun, hende han elskede så højt, "jeg jeg jeg" stammede han "jeg har lige brug for at tænkte" han bed sig i læben og gik lidt væk, hvad skulle han dog gøre, han begravede sit ansigt i sine hænder, hvorfor skulle det var så svært

val gemte sine øjne i hænderne hun græd hendes hulken kunne få hjerter op en blodig tåre ramte hendes hvide kjole og farvede den blod rød *hvorfor mig jeg øsnekde jo bare at han skulle elske mig at vi kunne være sammen*

Damian viste ikke sine levende råd, hvad skulle han gøre, den kvinde han elskede havde åbenbart solgt sin sjæl til det onde og hun ville for altid være fortabt, hun kunne ikke blive i Melen det ville bare være for stor en chance at tage ååå han havde virkelig brug for hjælp hvor var Zerapir når man for en gang skyld skulle bruge ham

val vendte sit hoved imod ham hun kunne se hans ryg og føldte langsomt sit hjerte alde fra hinanden det var en skrækkelig følse hun havde det som om hun midstede den sidste grund til at leve

Damian vendte sig med hende igen og betragtede hende, han følte sig faktisk på en måde såret, kende hun ham ikke bedre? hun ville da vide at han heller ville have hende som menneske, end som en sjæleløs person, han gik hend til hende for at sige noget men han viste ikke lægner hvad han skulle sige eller gøre

val så ulykkeligt op på ham hendes stemme var svag af gråd da hun spurgte frygtsomt "du smide rmig ug nu ik fortæller mig at du aldig vil se mig igen"

han faldt på knæ foran hende, med tåre løbende ned af kinderne han stemme skælvede "det er jeg nød til du bringer for stor fare over mit folk, du har indgået en pagt med det onde og bragt det her op" han sukkede og kiggede på hende med triste øjne "Valantha hvordan kunne du?" han kiggede på hende og han stemme lød opgivende og trist

"jeg ville jo bare være sammen med dig og du ville ikke være sammen med dmig da jeg var menenske" hendes øjne blev normale igen hun tog blidt hans hånd og så på ham

Damian så på hende, jamen det var jo ikke det han mente "Valantha, det var jo ikke det jeg mente" han sukkede opgivende "det kan aldrig blive os to for alvor, sådan er loven og sådan er mit liv, lige meget hvad du gør, om så du var den reneste dydigste gudsfrygtige jomfru på helle jorden, det ved du jo jeg har jo fortalt dig det så mange gange og dette det går slet ikke jo" han kiggede noget så trist på hende, hun måtte da forstå "jeg bad dig ikke se mig mere for jeg ville ikke have du skulle lide mere forstår du det" han rejste sig hissigt

"nej det gør jeg ikke ofr ser du dagen er den jeg lide rmere når du ikke er der når du ikke er der har jeg intet at leve for jeg... jeg kan ikek leve uden dig" hendes ord var så ande som de var sagt

Damian vende sig hurtigt "forstår du det ikke, det går bare ikke som en eller andet leg, jeg har et helt folk hvis liv ligger mere eller mindre i mine hænder, hvis det falder fra hinanden er vi blottet og så kan dæmoner udryde os en for en! forstår du ikke snart at der aldrig kan blive mere end det der var, der bliver ingen lykkelig familie eller noget i den stil!" hans stemme var hissig og hård, men så sukkede han og gik hend og satte sig ved siden af hende "kære forstår du ikke at jeg intet har at byde dig, udover det du har fået og selv det kan jeg ikke love dig" han kiggede magtesløs ned på sine hænder "og nu, nu ved jeg ikke længere" sukkede han

hun så ned der var intet hun kunne sige hendes hals snørede sig sammen og hun vidste at nu var det skedt den sidste rest af hendes hjerte faldt der var ikke mere tilbage hendes sjæl var væk vals øjne tæntes et kort sekundt et hvidt lyd skindte ud af dem og i lyset kunne man skindte en gennemsigtigt tåge kivnde hun opløstes og tågen blev flået ned af ned imod kain

Damian rejste sig hurtigt og stirrede på hende, hvad var det der skete, "Valantha!" råbte han, men der var ikke tid til at vente på svar, han greb hende og befalede jorden skulle åbne sig, den åbnede sig og han kastede sig ned i det med hende og lod sig falde med jorden som et projektil, heller ham end hele hans verden, imens han falt sende han en tanke til Ea om at hun måtte sørge for at Seraphir fik at vide at der var noget rivende galt med Valantha og deres verden. han kunne mærke skyernes lette kulde mod sit ansigt, han holdt et fast tag i Valantha, det var et hårdt greb der nægtede at give slip, men også kærligt for han elskede hend jo, han kunne ikke have noget ukontrolertbart i Melen, det gik ikke men hvad skulle han gøre nu, altså de styrtede med flere kmi timene mod jorden eller det vil sige havet og hvis han ikke skiftede krus ville de begge drukne i havet eller værtfald en af dem og det ville ikke være ham, hvis han blev næd til at vælge, for mange liv afhang af ham og han havde ladet sig rive med af forvirret ung kærlighed, men aldrig igen, hvis han overlevede dette, ville han adrig elske nogle selv ikke valantha om hun så overlevede, tårene løb ned af hans kinder, han havde strukket den for langt og det var på tide at stoppe legen var for længst stoppede med at være god

vals krop var stiv hendes ansigt udtrykløst intet i hendes holdning viste nogle teng på følser hun så bare direkte ind i hans øjne med sine blå flammer der nu virkede stærker og ufatteligt kolde hun stragte langsomt sine vinger ud for at tage af for faldet ingen tanker var i hendes sind hun var tom og det var af ren reflex hun rejerede hun kunne mærke vinden rive og flå i hendes vinger men hun kunne ikke rigistre smerten kun mørket langt om længe begyndte deres fald at tage af bloodet løb ned af hendes ryg og ud imellem de mange fjer der havde revet sig løs hun så på ham igen og mens de faldt rystede hun på hovedet i det øjeblik gik det op for hinde hvad det billed hun havde set var og hun nikkede for sig selv indforstået med det hele der var ikke længer en vej tilbage

Damian greb om hendes vinger og forhindrede hende i at bruge dem"undskyld elskede, men jeg ser ingen anden mulighed" mumlede han ind i hendes øre, tårene trillede ned af hans kinder, han lod den anden hånd glide over hendes hår, hans kind lå mod hans og hendes arme var låst fast mod hans bryst.
har drejede brat da de kun var 1½meter over vandet, han slap hendes vinger og holdet hende kun i armene nu og lod hendes vinger ramme vandoverfalden så de blev gennembløde, det skabte også en lang rød stribe efter sig, men han bemærkede det ikke, endelig nåede de stranden, han smed hende i det våde sand og lanede selv nogle meter fra hende, i et hurtigt vend så var han i luften igen, han svævede ½meter over hende og ture ikke lande han var for udsat her, uden våben "Valantha hvad var det" han stemme var som hvis han talete til en dæmon, som en herskara af englesang og som tusinde fosse der ramlede sammen i et kaos af lar, det lyste hvidblåt ud af hans øjne og han kiggede ned på hende med rank ryg og bukked nakke