hjem kære hjem

Damian fandt en nøgle fra fra en af lommerne i hans frakket og låste den store egetræsdør op og tråtte ind og lod døren stå åben mens han tog sin frakke af og hang den op, hjem kære hjem, han vende sig om og kiggede på Valantha "nå men velkommen til, jeg må nok give dig en lille rundvisning, bare for at være sikker" han smilede venligt til hende

val smilede genert til ham "det er nok en ide så jeg ikke fare vild mens jeg her hvilket jeg sikkert gør aligevel men jeg tænkte på om vi kan sluttede det sted jeg skal sove jeg har haft en lang og meget strezzende dag og er vireklig træt" hun smielde undskyledne til ham

Han smilede venligt til hende og lukkede døren bag hende, "som frøkenene ønsker" svarede han med et let ironisk buk han gik hend til døren der førte ind til stuen, "nå men så tager vi den hurtige rundvisning" han gik ind i rummet og vendte sig mod hende til hun var kommet ind, og så pegede han rundt på de forskellige døre "køkkenet, mit kontor og normale arbejdsplads, døren ud til haven og der døren til der jeg sover, skal vi gå oven på og se hvor du skal sove" han smilede venligt og varmt til hende, han nød at vide at hun var hos ham, selvom han viste han nok ikke burde føle den glæde

"meget gerne " hendes stemme vare mere selvsikker end nogle sidne før og glæden var til at tage og føle på hun smielde lykkeligt til ham *jeg kan ikke få ham som kæreste i det virkelig liv så jeg må nøjes med ham som ven men der er ingen der kan forhindre mig i at drømme at jeg ikke kun bor her på lånt tid men at han har bedt mig om at flytte permanet ind* hendes tanker fik hende til at rødme en andelse som overhvoedet ikke ville blive bemærket hvis man ikke kendte hende rigtig godt

han smilede varmt til hende "som du vil denne vej, så skal vi ud i Hallen igen" han gik forbi hende og ud i hallen igen og op af trappen han havde bestemt sig at hun skulle have værelset hvor man kunne se ud over haven for det var den smukkeste udsigt man kunne forestellie sig, han vendte sig halvvejs op af trappen for at se om hun var med "er du med kære frøken" han smilede endnu en gang drillende til hende

val kom løbende efter ham men skvattede kolset som hun var i sin ejen vinge og faldt igen så lang hun var denne gang bare på det hårde gulv og ikke på jorden som før hun gav et lille støn af smerte fra sig da hendes hage ramte jorden hårdt

Damian kunne ikke lade være med at give på smilebåndet over det klodsede fald, selvom det så ud til at gøre rimlig ond "Valantha der er en grund til vi ikke sådan løber rundt" han gik hend til hende og satte sig på hug "er du okay?" spurgte han en anelse mere bekymret og så på hende, det så da ikke ud til hun bløde nogle steder

val kikked eop godt tåget efter slagt i hovedet "øhh ja det tror jeg slog bare hvoedet skal bare side lidt ned så er jeg på føderne igen" hun prævede at smile til ham men det bliv til et smil i retningen af træppen da hun ikke rigtigt kunen fuckosere

hun, han tog et fast tag i hende og løftede hende op "du kan få lov at ligge ned kan du og så kan vi se lidt nærmere på dig, det går du skal ligge i sengen den første tid her oppe" han smilede til hende og bare hende op af trappen, for ham var hun let som en fjer, men selv nu brænde en ulidelig længsel i ham efter hende, og det gjorde så frygteligt ond, han gik ind af døren og ud på søjlegangen og ned til det nederste værelse "nå men her fra kan du se ned i stuen og den lille have i midten hvis det er" han smilede og pressede håndtaget til værelset ned med albuen og bare hende ind og lagde hende på sengen, "håber dette værelse passer frøkenen, der er eget bad og udsigt over haven" han gik hend og trak de lette gardiner fra og så ud på haven

"her er ufattelig smuk mange tak kære jeg elsker udsigten ligesom jeg elsker noget anet her" hun missede let med øjende hvad var det hun sage hun tog sig til hovedet "undskyld jeg tror jeg slog hovedet hårde end jeg entelig forvendtede det var ikke med vilje øhh jeg her er virkelig pænt jeg mener jeg kan godt li værelset" hun sukkede hun var da bare også uheldig idag

han stivnede lidt ved hendes ord, men hendes bortforklaring sårede mere end den gavnede, han så let ned i gulvet "jamen så må vi heller lige se på dit hovede" han gik hen og satte sig på sengen og lagde begge hænder om hendes hovede og lukkede øjnene og sukkede dybt og ånede helt ud, der var dog intet at se ved hendes hovede han åbnede øjnene missende og så så på hende, "det er ikke nogle fysiske skader i så fald" han smilede til hende og slap hendes ansigt

val så ned i jorden "så var det nok bare slagtet du ved hvor omtumlet man bliver.... .... .... ... damian jeg.... " hun gik i stå og lagede sig i stedet bare beder til rette i sengen

"hvad?" han kiggede på hende med et blik der var fyld med et underligt håb, han håbede nok faktisk inderst inde at hun ville sige hun elskede ham og var ligeglad med at de måtte lade deres kærlighed vokse i det skjulte, men han viste han ikke kunne byde hende det hun fortjente så meget bedre, han elskede hende så højt at han næsten ville gøre alt for hende så længe han ikke svigtede sit folk, men nu var hun en del af det, han kiggede ud af vinduet for ikke at kommet til at kysse hende, han måtte få styr på sige selv

hun lå med ryggen til ham og så ud i rummet hun var bange for at møde hans blik "det hele føles så uvirkeligt jeg mener bare at havde dig så tæt på mig ingen men uden at være istand til at røre dig og det at vide at du ikke elsker mig er som at vide at jorden er der men at man ikke kan gå på den så uvirkeligt at det ikke er til at forstå hvis du forstår hvad jeg mener jeg kan huske den nat på stranden før min bror kom den sidste gang ud kyssede mig det gjorde så ondt jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv eller hvordan jeg skulle komme vider mit hjerte gik i stykker og hele min venden styrtede sammen det var faktisk morgen efter at jeg blev det som jeg er nu den enste grund til at jeg valgte den vej var for at lindre smerten men det hjlkoer ikke den er ikke minder " hun vednte sig om "damian jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre hvordan jeg skal glemme dig jeg har prævet at hade dig men ikke engang det kan jeg hjælp mig jeg ber dig" en enlig tråre tillede ned af hendes kind hendes øjne var fyldt med så meget merste sorg forviring og kærlighed til den mand hun vidste var ude for hednes rækkevide

han kiggede på hende med et såret blik og tørede hendes enlige tåre væk, han smilede svagt til hende "du må aldrig sige at jeg ikke elsker dig for det gør jeg og jeg vil aldrig elske en anden og jeg har aldrige elsket en anden, men du fortjener bedre end det jeg kan give dig, du fortjener en der kan kysse dig uden at tænke på hvem der ser det, en der ikke behøves bekymre sig om andres mening og som giver pokker i at de ved i er sammen og intet af det kan jeg give dig" hans stemme var hissig, hun måtte forstå det, han elskede hende mere end noget andet "du må forstå at vær gang du rør ved mig vær gang du er for tæt på mig føles det som om jeg brædes op inden i for jeg ved jeg ikke kan røre dig for jeg føre dig bare ind i troen om noget som ikke kan være for din skyld jeg vil ikke byde dig det, jeg får lyst til at kysse dig holde om dig, bare være tæt på dig i et med dig, tanker og lyster jeg ikke burde have og tanker og lyster som jeg ikke vil byde dig for det vil altid skulle være en hemmelighed" han kiggede ud af vinduet igen, at fortælle alt dette gjorde så ond

val satte sig op og kikkede på ham med et blik dee både længesfuldt og ulykkeligt hun tog blidt hans hænd og holdt den i et let grb han kunen bryde når han ville "hvornår begynder du at tanke på dig selv hvad du vil hvorfor er du ikke bare lgieglad med mig og gør ved mig som det passer dig du ved jeg ikke ville stoppe dig hvorfor gør du noget så stor hjertet som at skåne mig for mig selv det gør ondt at tænke på at du elsker mig så meget at du føler dig nødsaget til det det gør ondt at tænke på at jeg elsker dig så højt og selv ikke nu hvor jeg er en af jer kan vi være sammen jeg troede det ville gøre alting meget nemmer men jeg tro gruligt fegl det har bare gjordt tingende endnu mere indviklet"

han så på hende og knuede hende hænger tæt han havde ikke lyst til at give slip "jeg er bare ikke en der sætter mig selv før ander, det har aldrig ligget i min natur som mennekse eller som engel og desuden selv hvis jeg var et dæmon men samme kærlighed til dig som jeg føler, ville jeg gøre det samme, jeg elsker dig højere end jeg nogle siden troede det var muligt at elske en, jeg er måske en fattig mand i rigdomme, men i kærlighed til dig er jeg en konge, du er min rose, min jasmin og jeg vil altid være dig" han løftede hendes hænder op og kyssede dem blidt "og det at du er her gør alting lettere, jeg behøves ikke at snige mig væk for at se dig, men hvad der foregår skal være strengt fortroligt, det er der problemet ligger og det der det jeg ikke ønsker at byde dig, så heller ofre mig selv for dig" han kiggede på hende og smilede

hun kikkede på ham med et blik der ville sige mere end tusinde ord den kærlighed hun følte til ham kendte ingen græncer uden ham var hun intet hendes smil virkede fjerne end nogle sine før hun vidste at selv hvis han gik med til at være sammen med hende ville det være lige så umuligt for hende som det var for ham hun kastede et blik ned på den sorte ring hun skadede sig så grusomt over sine hanliger hun hanvde mest af alt lyst til at kaste sig om halsen på sig og kunge sig ind til ham men ikke engang det kunne hun få sig selv til det var underligt så let det var at sælge sig selv og så svært det var at få købt sig selv tilbage hun kunne ikke engang fortælle ham det og det var nok det mest smertefulde af det hele

Damian sukkede "undskyld, du skal ikke tænke på mig jeg overlever, du fortjener en mand der kan give din alt uden at fortrække en mine uden at tænke på andre end dig og den mand kan jeg ikke være hvor meget jeg end ville ønske jeg kunne" hans stemme var nu mild og blid igen, i sit gamle toneleje og tempe, han så ud af vinduet, han havde ikke lyst til at rejse sig eller slippe hendes hænder men at se på hende og endnu en gang pågive den kærlighed han havde til hende gjorde for ondt lige nu

"men sådan en mand lever ikke" hendes stemme var svag næsten kun en hviskeden "damian efter jeg kom hertil er en ting gået op for mig jeg er dømt til at være alende lige som jeg altid har været for hvis jeg lader folk komme tæt på ender jeg med at såre dem og det ønsker jeg ikke desuden er der ingen frælse for det jeg er" hun knugelde let hans hænder og så ind i hans øjne hendes øjne begyndte langsomt at skifte til blå

"hvad mener du kære, du har ikke såret mig, jeg hår såret mig selv hvis det er det du tænker på og jo jeg ved Seraphir, vil den måde han så på dig, hvis nogle om muligt elsker dig som jeg så er det ham" han så væk, det sårede ham frygteligt at indrømme sit nederlag, men han elskede hende og han var en god mand og heller ham en så mange andre, han sukkede, "hvorfor skifter dine øjne farve?" han kunne ikke længer klare at se på hende det gjorde for ond og han længtes for meget efter at være endnu tættere på hende at kysse hende og føle hende, alt det som enlig for ham var forbudt

"seraphir elsker hende og ikke mig" sangde val kort hun rejste sig og gik over til vinduet mens hun knugede sin mors smykke den blå ild begyndte at vokse ud af hednes øjne men hun samlede sin vilje styrker om at slukke den igen han skulle ikke se det ikke endnu

det chokerede Damian, men det glæede ham også selvom han viste det var forsker at enlige fryde sig over at hun ville være alene og derved hans, han rejste sig "det vil jeg aldrig kunne forstå hvordan kan man andet end at elske dig, men du svarede ikke på mit andet spørgsmål min elskede" han rejste sig og gik hend og lagde hænderne på hendes skuldre, hvad gjorde det bare at elske hende lidt bare en sidste gang

val så på ham hendes øjne var igen normale faktisk så normale som de havde været før hun blev vandren hendes øjne var for første gang i mange år grønne "han elsker bare hende mere end han elsker mig og hun elsker ham" hun undgik bevist at svare på hans sprøgsmål hun vednte sig så hun stod med frontetn til ham

han kiggede på hende "men elsker du ham er vel enlig det vigtigste spørgsmål" hans stemme var mild og ikke det fjerneste jaloux og hans blik var varmt og forstående "for vis du gør, burde du ikke give op, men kæmpe for det, man bør ikke opgive kærlighed hvis det bare er for en anden flyvsk kvinde" han kyssede hende blidt på panden og så hende i øjnene "du har nogle fantsktiske øjne, viste du det?" han var helt forundret over dem, han syntes aldrig han have set dem sådan før, det andet spørgsmål ventede ham end for nu det var åbenbart intet hun ville tale om lige nu, men han skulle nok få det ud af hende