I fuld månens skær

Natten har lagt sig tung over ruinerne men fuldmånen står højt på himlen så den lille kvindelige skikkelse kan ses det er Isarina som danser list rundt mellem de leltet mure og søjler hun nynner sammen tidtig en sagte hymne som altid giver hendes skridt ingen lyd hun er optaget af sine tanker og dans at hun nok ingen notis ville tage af nogen

Damian lanede ved ruinen, han havde opgivet at finde fred i skoven, da der åbenbart, blev ved med at vælte rundt med hjælpeløse kvindemenneker, så nu måtte han finde et andet sted, han lod hånden køre langs en af murbrokkeren og følte de rug kolde sten mod sin hånd, den kolde nattebrust blæste i hans hår, han tog en dyb indåndning af den kolde luft. han hørte en nynnen og hans hjerte slog et slag over, var det Valantha, hun kom nogle gange her ud, han spejede ud i mørket, men kunne intet se, han havde ikke lyst til at føle efter hende, det ville ødelægge spændningen

Isarina er opatget af sine tanker og dans, og høre mystisk nok ikke damian, hendes hår hvilver rundt sammen med nedredel og de langeærmer, hun stopper med at danse og kiker bare op på månen, vinden leger med hendes hår, og hun smiler fuld af begær hun nynner stadig men denne gang er melodien anderledes mere sørgmodig

Melodien minede dog ikke så meget om Valanthas, men det så længe havde han ikke kendt hende, han gik rundt blandt murbrokkerne og kiggede efter hende, men så intet, han kiggede op på månen og nød dens klare skær, nattens sol, vinden fik hans frakke til at danse om hans ben

Isarina sansede savgt lyden fra damians skridt, og kikkerde omkring sig, hun nynnede vidre, hun gik over til en af de satdig stående vægge og samlede sin sorte kåbe op, og tog den på og lagde hætten over hovdet, så den dækkede det øverste stykke af ansigtet, hun bevægede sig lydløst mellem ruinerne og nynnede nu kun sagte så den næsten ikke kunne høres

nynnen forsvandt næsten, han kunne svagt høre den, og hvis han gad lytte efter kunne han høre de tavske skridt, men det var ikke Valanthas, stirrede ud i mørket og åbnede alle sanserne, "jamen dog det er den lille dæmon, der vandre blandt ruinerne og nynner for det mørke hun lever i" han smilede og satte sig op på en murbrok og ventede på pigen ville komme til ham, han var i for godt humør til at gide udføre en så indtil videre lille pligt som at slå hende ihjel

Isarina stoppede og kikkede rundt mellem ruinerne og besluttede sig til sidst at gå højre op hun hoppede op på en væltet søjle og vidre op til hun stod højt nok til at hun kunne se Damian hun sukkede og rystede irreteret på hovdet men trodt hende irretasion blev hun støendene og kikkede bare på damian "hvis du er kommet for at prøve at slå mig ihjel må du vente igen jeg er ikke i humør til at lege som sagt har jeg først i sinde at dø når mine mål er fuldførte så jeg må nok skuffe dig enu engang idag vil mit blod ikke flyde på din klinge" sagde hun roligt mens vinden rev fat i hendes kåbe hendes blik fjernede sig ikke fra Damian og hun havdede heller ikke hensigt i at gøre det før hun ville gå hun nynnede sagte igen

han kiggede roligt op på hende "jeg er ikke kommet for at slå dig ihjel og dit blod vil flyde når det passer mig" han smilede til hende "men hvad er dit mål så? at udryde alle engel som alle andre dæmoner næsten har eller?" han smilede til hende, men drejede så hovedet og så lige ud, han lukkede øjnene og trak vejret dyb og nød den kølige luft, men lyttede dog diskret til hendes nynnen

hun sukkede irreteret "jeg var kommet for at nyde at være alene nyde vindes blide sang nyde nattens skønhed men syntes nu at være forpestet.....!"sagde uhn unden at flytte sig hendes hår stak ud under hætten og blafrede roligt i vinden Isarinas stemme var kold og hendes udstråling irreteret og død

"velkommen i klubben, jeg kan åbenbart ikke befinde mig på jorden uden at støde på fortabte kvindemennekser, men en stædighed og kapgejst uden lige" svarede han ironinsk, måske havde netop hendes kampgejst ikke været den store, men den havde da været der lidt selvom det var et sølle forsøg, han smilede stille for sig selv, åbnede så øjnene og stak hånden ind under frakken og fant sig lille fløjte frem, han lod fingerne køre ned at det blanke skaft og satte den så til munden og fløjtede nogle prøvende sløjfer på den

Isarine sukker opgivende og hopper ned på jorden og vandre igen mellem ruinens øddelagte mure og nunner stadig hun er irreteret over at få brudt stilhed af ærkeenglen og han stupide komentare og lamende instument og prøver igen at tænke men forstyres af hans fløjte "SÅ VÆR DOG STILLE"skrig hun til sidst og var pænt irreteret over hans fløjte

han stoppede sit spil og kiggede undrende på hende "du kan rende rundt og synge, men jeg må ikke spille, nu er du strid for du forstyrre jo også mig med din nynnen" han smilede til hende, et venligt og mildt smil han satte igen fløjten for munden og begynde nu at spille en lille blid munter melodi

Isarina var så vred at hun flåede hætten af og skreg af hele hendes lungers kræft "HOLD SÅ OP MED DEN IRRETERENDE LARM" hendes spidse tænder var blotedet, hendes hud lyseblå som månen og hendes øjne sorte som natten, hun var ikke i humøret til at blive forstyrret i dag og det var ganske tydeligt i dag

han fjernede igen fløjten "lad nu være med at his dig op som sagt jeg har ikke lyst til at dræbe dig i dag" han smilede sit normale gengse venlige smil til hende "desuden skal jeg høre på din larm, så kan vi lige så godt begge larme" han satte igen fløjten for munden og forsatte sit spil

Vreden boblede nu inde i Isarina men det lykkedes hende til sidst at kontrolere hendes vrede hun lignede sig selv igen og hun trak hætten over hovdet så kun fra næsen og ned kunne ses hendes ellers så perfekte aften avr blevet øddelagt af denne stupide engel som åbenbart mente at han kunne gøre hvad der passede ham hun kikkede op på månen og sukkede utilfrdt og faldt en mur hun kunne stille sig bag ved på hun i det mindste ikke kunne se damian

Damian forsatte sit spil og nød den stilhed der var efter hun var stoppet med at nynne, han ar dog forsat på vagt, hvis hun fangede ham i et uopmækrsomt øjeblik og på den rigtige måde kunne hun jo faktisk udgøre en reel fare

Isarina satte sig ned på jorden og nynnede så svagt at hun tænkte at hun har den eneste der kunne høre det hun ønskede endelig lige i øjeblikket at Damian ville holde op med at spille på sin fløjte eller en eller anden ville komme og knække den hun holdte sit hovede mellem sine hænder og studerede stjerne og månen

han skiftede over til en mere rolig melodi som snoede sig mellem alle murbrokkerne og lagde et beroligende lag over hele ruinen, han nød det og slappede helt af, i det ydre, men hans indre, gennemgik alle hans møder og alt andet han havde foretaget sig denne dag

ISarina rejste sig og hoppede op på noget af ruinen og hoppede fra en mur til den anden "Engel kan du ikek holde op med at spille og hvis ikke så find dig et andet sted at være tak" sagde hun har stor irration i stemmen

han skævede bare op til hende og satte så tempoet på melodien op til den gik hæftigt afsted som en forårs dans, hvorefter det til sidste gik så stærkt at han måtte trappe ned og så tog han fløjten fra munden "lille dæmon, måske burde du finde dig et andet sted, da du tog mit første" han smilede til hende og satte igen fløjten for munden og spillede et par rolige muntre toner

"hold nu op din rapkæ**** stupide engel sk*** af helvede til med din møj fløjte"skreg hun af bar raserrig og skulle lige til at hoppe på Damian men tog sig selv i det og trak vejret og holdte noget af sin vrede tilbage

Damian forsatte bare sit fløjtespil, han ville ikke lade denne lille dæmon irritere ham, han nød tonerne, deres dansen på murbrokkerne, han smilede for sig selv da han en kort øjeblik stoppede for lige at lade tonerne flyde lidt væk og så spillede han videre

Isarina hoppede hen mod Damian og stillede sig ved siden af han og kikkede på ham med et toneløst ansigts udtryk "vil de være sød at stoppe men at spille tak" sagde hun koldt og trak hætten tilbage så man kunne se hendes sorte demon øjne vilede på ham men hendes lange sorte hår dansede i vinden men alt det virkede ligyldigt mad alt der sekte omkring hende bare Englen ville lade vinden lyde i hendes øre uden tonerne fra hans fløjte lagde sig hen over ruinerne som evige skrig

"ååå med lidt mindre oprigtighed og jeg vil måske gøre hvad du siger lille dæmon" han smilede venligt til hende "hvordan går det forresten med den hånd" han smilede og løftede det ene øjnebryn, kommentaren var bare lige kommet for at minde hende om hvad der ville ske ved hende hvis hun begynde at udfordre skæbnene

Hun kikede på damian stadig mde et toneløst blik og bevægede sig ikke "den er der stadig men ikke fuld fonktions dygtig og som hvis det over hovde skulle intresere dig" svarede hun og smilede koldt til ham og strakte fingerene og fjernede ikke blikket fra damian og linede mest af alt en der bare havede lyst til at stikke ham en knyt næve og der efter forsvinde i mørket