Hvorfor mig?

Seraphir gik og tænkte, igen. *hvorfor mig? Hvorfor var det lige mig der blev valgt til at efterfølge Damian, det er ikke engang noget jeg ønsker!* Han sparkede til en sten på jorden. "Pokkers!"

rastina lanede op jorden et iretteret blik var at spore i hendes øjne hun havede sin hjælm og sin rustning på og ville uden tvivl skælle sig meget ud da hun stadigvæk nægtede at give afkald på sin rustining fra middelalderen og begynde at gå i hværdags tøj hendes sværd hang ned langs hendes sider men hendes vinger var væk

Seraphir så på den middelalderligt klædte kvinde, der fik ikke så få blikke fra andre mænd på gaden. "Kan jeg hjælpe med noget?"

"er du seraphir?" hendes stemme var myndig og fast skøndt halvdelen af hendes ansigt var skjult af den store hjælm var der ingen tvivl om at hun var vidunderligt smuk selv for en engel

"Ja hvorfor spørger du?" Han kneb øjnene mistroisk sammen og så på hende. Hvem var hun?

"jeg har ledet efter dem sir" hun bukkede ledt og elegant ufattelig yndefulgt selv om hendes rustning så grotisk tung ud "mit navn er rastina jeg er koporal for enheden devian dead det er min opgave at fragte dem sikkert til melen" hun rettede sine isblå øjne imod han de var fuldkommen blottet for følse og det kolde blik lagede en skygge over hendes ellers smukke ansigt

Seraphir stirrede på hende. Så det var Rastina. "Jeg kommer ganske fint til Melen selv, ellers tak." Han mødte hendes blik med en ekstrem ro.

"bekalger sir jeg har mine order vil de være venlig at følge med vi venter på angreb fra düath så vejen er usikker eller vil de foretrække at tage mødet i skoven?" hun rettede sig op hun var inponerne høj for en kvinde at være det var tydeligt at hun var kriger til fingerspidserne

"Hvorfor skulle Damian det fjols også vælge at kradse af nu?!" hvæsede han dæmpet til sig selv. *Og hvad kommer dette til at betyde for mit forhold til Val?* Han rystede på hovedet. "Mød mig i skoven i aften. Der holder vi vores møde."

"beklager sir det er en hastesag som vi bliver nød til at få afløst med det samme tr mig det genere mig lige så meget som dem at være nød til det her" hun sukkede og så opgivende og uendelig trært ud det havede været nogle hektiske dage

"Godt så lad os få det overstået!" der var en skjult snerren i hans stemme. "Jeg har noget jeg skal ordne først.. Oppe i beboelsesområdet.. Jeg ønsker fred til at gøre det. Hvis ikke jeg er kommet om 10 min så tag afsted.."

"der er noget du har misforstået hvis du ikke er tilbage til tiden tager jeg ud og finder dig" hun vendte sig om og begndte at gå imod skoven

Seraphir lukkede anstrengt øjnene. *Ved alle engle og dæmoner hun er belastende! Men nu kan jeg måske nå at sig farvel til Val...* tænkte han og begyndte at gå i retning af boligområdet.