en engels fortids minde

rastina lanede ledt og elegant det var tydeligt at hun var vant til at flyve med mere end en hun satte ham sikkert på jorden og lod igen vingerne forsvinde ind i ryggen hun knækkede let sin nakke og begyndte at gå ind imellem ruinerne af det gamle tempel

Nicolas sukkede svagt og fulgte hurtigt efter.
"hvad laver vi her?"
han saa sig omkring og fik en underlig fornemmelse, han ikke kunne beskrive.
"er du sikker paa vi er sikre her?"

"ja jeg er sikker bare stol på mig jeg er tros alt en engel og jeg vil miste mine vinger hvis der sker dig noget så længe du er sammen med mig s bare lad være at gå rundt alene men hold idg tæt til mig vi er der snart" hun fortsatte ind i labyrenten af forrevne og faldefærdige mure det var tydeligt at hun kendte vejen og at dette sted engang havede været smukt og frygtingyende

Nicolas stoppede lidt for at studere vaeggen.
"hvorfor skal jeg holde mig taet ved dig, du sagde lige det ikke var farligt her. hvad mener du egentlig med at jeg skal holde mig taet paa dig? jeg kan da klare mig selv."
han hoerte godt efter, mens han saa rundt paa de faldefaerdige vaegge.

hun så sig over skulderen og over på ham "dæmoner er ikek den eneste trusel her og ja du er sikker jeg er ikke der er magter her der nægter at lade mig vende tilbage lad nu være med at være så machio du kommer ingen vegne med det bare gør som der bliver sagt" hendes stemme var blottet for alt følse og der var igen teng på hverken bekymring glæde sorg eller iratation i hendes blik