Stilheden før krigen

hun trykkede sig ind til ham det var underligt at tænke på at de beggede havede gået og haft følser for heanden uden at kunne sige det lige pludselig virkede alle de ensomme nætter meget langt væk og det eneste hun øsnkede var at han altid ville være hos hende altid

han trykkede hende ind til sig og smilede glad for at han havde hende i sin favn for aldrig at skulle slippe sin kærlighed til hende og ord ville ikke passe til hans føelser for ord ville aldirg kunne beskrive hans kærlighed til hende uanset hvormeget han ønskede at de gjorde men den tanke havde han lært at leve med for kærligheden for hende havde ingen bånd eller grænser din fortsatte bare for evigt

hun sukkede og trykkede sig ind til ham mens hun smilede lykkeligt hun kunne ikke gøre anet end at blive stående og nyde hans nærvær ved gud hun øsnekde at denne krig snart ville stoppe så de kunne leve lykkeligt sammen uheldigvis så det ikke ud som det det var noget der ville ske lige med det første

han smilede glad og nussede hende stadig på maven kærlighed var dejlig og alden kærlighed han havde var en ikke sikker på at han nogen sinde ville kunne give hende da der var så meget af den han villa aldrig løbe tør for den det var han sikker på

"hvorfor kan denne krig ikke snart slutte og hvorfor mødre jeg dig først nu efter min leve tid jeg har altid ønsket mig et barn og det er det neste en engel ikke kan få"

"det er et af livets mange spørgsmål som vi ikke skal tænke på og krigen har længe være i gang det var næsten uungåeligt men når den er slut ville vi leve sammen i lykke det lover jeg dig" sagde han blidt og kyssede hedne på kinden og trykkede hedne ind til sig

"det åber jeg virkelig probmet er at som det ser ud for tiden vil vi tabe og så er der ingen lykkelig slutning for nogle af os" hun støj blidt en lok hår væk fra hans smukke ansigt og nøs at se på ham

"Selv om vi skulle tabe ville ingen smerte kunne nå mig med dig ved min side aldrig ville noget kunne nå mig ikke med dig" sagde han blidt og mente vært ord han sagde al fysisk smerte i verdnen ville ikke ødelægge ham al had ville være ligyldig blot hun var der og stadig elskede hhan men hvis hun forsvandt ville hans lyvs lyst også forsvinde han lykke og hans smil ville falme uden hende og døden og sorgen ville tage ham for hun var søjlen i hans liv grunden til at han ikke var død eller væk ja hun var kraften til hans liv

hun så på ham og virkede urolig hun trådte lidt væk fra ham "min kære du må være realistisk uanset hvad bliver vi nød til at tale omhvad der sker hvis vi taber kampen ikke bare med os men med hele melen det er vores pligt som medlemmer af devian dead"

"undskyld min kære at jeg lever i en drøm men sådan har jeg det bedst jeg er en drømmer lige som Nindor men forskelen på ham og mig er bare at min drøm er lig virkelæigheden bare unden had smerte pinsler sorg min drøm er om lykke kærlighed og glæde min drøm er om dig og ikke om Kain jeg fortræker at leve i en drøm da virkelighed ikke er vær at se jeg ville smulre hvis jeg levede i den og det er noget du må leve me.." sgade han blidt til hende og lød på ingen måde sur eller vred på hende men bare rolig og blid som han altid gjorde sog med en lille smule sorg i hans stemme

"jeg ved det min kære men det er vores pligt jeg håbede heller ikek det ville komme så langt men det er det og vi må se på det med realistiske øjne hvis vi bare kikker væk vil vores porte være væltet før vi får set os om og vi vil ikke engang kunne gøre modstand fordi vi ikke har en stradegi og nu hvor damian er væk er vi nød til at træde ind og de andre kandiater til ærkeengel embedet er jo ikke anet end forvirede magtgale børn2 hun kyssede ham blidt på panden han blev nød til at forstå det her det var virgtigt

"jeg ved det og ønskere mere end noget andet at kunne hjælpe men jeg er blot en simpel krigs engel som ønsker lykke og fred men det er en fjern drøm for mig en drøm som jeg nk aldrig når skønt jeg ønsker at nå den jeg ønsker at hjælpe dg og hele Melen....men det kan jeg ikke" sagde han blidt og vidste at en drøm kunne han ikke leve i som hans drøm smuldrede også langsomt og virkeligheden trådte langsomt i kraft der var kun lidt af den tilbage men han stod stadig oprejst og tiden til Rastina og sine søde ord svinede langsomt ind og det var han mere end noget andet klar over

hun tog et fast greb i kanten af hans kofte og trak ham ind til sig og så alvorligt på ham "du er mere end en simpel engel du er medlem af devian dead for fanden hvad tror du vi er her for at se søde ud nej kammerrat vi er her for at forsvare melen vi er eliten for helvede så tag dig dog sammen og opfør dig som en mand vi har tøser nok i forvejen og de er mere eller minder alle sammen nogle af de udulige budbringer engle du kom i mit kompani fordi jeg mente at du havede det i dig så bevis det for fanden" hun var godt sur og hendes tonefald afsløre det dog var hendes øjne stadigvæk kæræige og overbærende

Hiru kikkede roligt på hende "Rastina mine drømme er om fred og ikke krig den eneste grund til at jeg blev krigs engel var fordi jeg ville beskytte Melen ja jeg kan svinge et sværd og holde hovdet koldt men lige nu er jeg bange for Melens fald Damian er forsvundet og hele Melen ligger for fald jeg ønsker at kunne gøre mere og ja jeg er krigs engel Devian dead Rastina jeg ved mere end nogen anden at jeg ikke bare er en budbringer engel og at jeg kan hjælpe men jeg ønsker at jeg kunne gøre mere kampen mod demonerne er jo ligyldig hvis Melem er ved at gå i stykker inden fra hvad er der så at forsvare intet... Rastina jeg ved det men min drøm er at kunne gøre mere end jeg gør i forvejen min drøm er at kunne hjælpe Melem tilbage til det det var før men ro og fred men den drøm er langt væt når ærkeenglen er væk så vi kæmper jo bare en nyttesløs kamp og skønt jeg ved ved det kæmper jeg vidre som jeg skal Rastina jeg vil aldrig stoppe med at kæmpe for Melem er mit hjem og i Melen er du men uden en til at styre det går det under" han kikkede på hende med at alvorligt blik og hans stemme var blidt dog alvorlig med en under tone af sorg ja han vidste at han aldrig skulle stoppe med at kæmpe men hvad ville det være meningen i det når alt gik itu inde fra

hun kikkede medlidene på ham "hør her min eleksede jeg forstår din smerte mere end noget anet jeg ved hvilken længsel du bær på og jeg siger det her som din overordnede og ikke som din kvinde da jeg i sidste ende nok vil komme til at fortryde at jeg har sagt det hiru find seraphir find ham og lad ham stille op til valget som ærke engel og hvis du ikke kan finde ham så stil selv op der er ingen der kan lede melen beder end dig og det ved du jeg vil støtte dig det samme vil alle andre kriger hvis du finder seraphir så stil op som hans modstander for kun sådan kan vi finde ud af hvem der kan lede melen bedst hiru vi ved begge to at hvis du ikke gør det vil melen falde og min plads er her hos krigerne men vi må begge se i øjende at du kun er her for min skyld og ikke din ejen du høre ikke til her hiru jeg er så ked af at være nødsaget til det her" hun gik et par skridt tilbage med tåre i øjende og trak sit sværd og pegede spidsen imod ham "hiru kriger i devian dead jeg rastina genaral for melens mest frygtede elite afskriver dig hermed for din tjeneste og dine pligter du vil stadigvæk have mulighed for at færdes blandt os andre krigernegle men fra med idag vil du ikke længer kunne kalde dig krigerengel før dit arverv er udført sammen med den opgave der viler på dine skuldre"

Hiru kikkede forståent på hende og bukkede dybt og rettede sig op mod hende og samlede sit hår i en heste hale i nakken og kikkede med sorg i blikket på hende selv om han godt forstod hendes handling "Jeg forstår hvad du siger og jeg har nu ej retten til at kalde mig Krigsengel af Devian death..." sgade han til hende som hvis hun blot var han tidliger gernaral og ikke hans elskede hvorefter han skuppede hendes sværd væk og gik over til hende og omfavnede hende og vidste at hvad hun gjorde var rigtigt det var jo den plad i Melen som passed til ham og han var jo kun krigerengel for at kunne være hos hende men det kunne ikke blive ved for nu havde Melen brug for en leder og ikke enu en krigerengel "Undskyld Rastina jeg håber at vores veje ikke vil skilles her jeg håber at din kærlighed til mig aldrig vil forsvinde for jeg elsker dig mere end noget andet lov mig du aldrig svinder bort det er alt jeg beder dig om for jeg vil aldrig midste dig" hviskede ham sorg fuldt til hende og trådte et skridt tilbage og kikkede på hende

ras trådte igen ind i hans farv og knugede sig ind til ham den smertende knude hun bar i brystet fik nu revet sig op og tårende strømmede ned af hendes kinder hun kunne ikke afgive det løfte da hun vidste at denne krig nok ville koste hende sit liv hun vidste at hun ville være den første i devan dead der faldt da hun ikke ville overleve hvis en af hendes mænd døde i kamp det ville slå hende ihjæl indefra og en ting var sikkert der var minimum en der ville dø

Han lagde armene om hende og trykkede hedne ind til sig og følte selv sorgen i hans bryst men græd ikke og nussede hende forsigtigt i håret og vuggede hedne roligt og nynnede for hende som han havde gjordt før "det er okay Rastina det er helt okay...." mumlede han til hende og blev bare ved med at vugge og nynne for hende da han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre det hele var jo et stort kaos som han måske skulle løse men det ville tiden jo løse så det var noiget han ikke ville tænke på nu

"jeg vil ikke... jeg vil ikke..." mumlede hun igen og igen mens tårede faldt som reng fra himlen hun knugede sig bare ind til ham som galt det livet hun ville vireklig ikek midste ham hun ville ikke dø hun vill ikke kæmpe mere når denne krig var slut ville hun trække sig tilbage forevigt

"det er okay Rastina det forstår jeg godt det er helt okay" sagde han beroligene til hende og nussede hende blidt i nakken og kunne ikke lade vær med at tænke på hvad han ville gøre hvis han midstede Rastina han ville jo ikke kunne leve uden hende men hvis han blev ærkeengel ville Melen jo komme før hende men det var jo den pris han måtte betale skønt han ikke ønskede det men han ville ikke kunne leve med hedne når melen opløste sig inde fra

"hvorfor skal døden være lige så uretfærdig som livet hvor blev løftet om at man ville få alt hvad hjertet begære når man døde af hvorfor skal vi ofre os mere for hans skyld selv efter vores liv det er ikek fair jeg vil ikke mere hvorfor kan han ikke bare lade mig være lykkelig" hun så op på ham med tåre i øjende

Han tørede blidt tårene væk fra hendes øjne og kikkede på hende "det ved jeg ikke Rastina men hvis jeg aldrig var blevet krigerengel havde jeg da ikke mødt dig så lidt lys i mørket er der da" sagde han roligt til hende og smilede skævt og strøg hende gennem håret

"men nu jeg selv hvis vi overlever krigen begge to vil vi stadigvæk være adskildt og bundet af pligter og vores tid vil ikke kunne række til et forhold også du så selv damian da han var der han lavede ikke anet selv om han ønskede det" hun nussede ham blidt på ryggen

"om jeg så skulle vænte et mellenium ville det være det hele værd bare det var dig jeg skulle vente på og selv om det kun ville være 2 minutter ville jeg nyde dem som hvis de var de sidste minutter sammen med dig min kærlighed til dig vil aldrig svinde bort det lover jeg dig" sgde han blidt og mente værdt lille ord han sagde for hun var jo hans kærlighed hans gudinde han sol hans måne han livskilde og selv om hun døde ville hans kærlighed for hende aldrig stoppe og hendes kraft ville stadig holde ham i live

"det er ikke fair der må være en anden måde en anden vej der ikke medføre død og ødelæggelse for os begge" hun lagede armende over kors og begyndte langsomt at ligende en torten sky