En tur paa stranden

Nicolas kom gaaende og saa sig omkring, han smilte lidt for sig selv, og satte sig ned paa en sten.
*Det her sted virker ikke saa slemt. selvom det nu ikke ligner nogen almindelig strand.*
han smilte igen og saa ud over havet, og foer han vidste det, havde hns tanker draget langt vaek.

rastina kom flyvende hun lagede let på stranden og lod sine blodrøde vinger forsvinde ved hjælp af englendes magi hun rystede let på hovedet hendes hjælm skulte hendes ansigt og trætheden i det efter damians forsvinden havede hun konstant sidet i møder for at finde en til at overtage og de nye kantidater var ikke særlig lovende hendes rustning reslede let da hun begyndte at gå ned langs stranden og hendes sværd slog let imod hendes ben

Nicolas rykkede lidt og tog sin stav, da han hoerte nogle i naerheden. han trykkede staven ned i sandet og saa sig omkring. lavt sagde han:
"Er der nogen?"
han hoppede ned fra stenen og saa op og ned af stranden.

rastina rettede sig lidt op ved lyden og ligende nu den kriger hun var stoldt selvsikker og næsten uovervindelig hun vendte sig imod lyden og begyndte at gå hen imod den mand hun ikke hvaede lagt mærke til før "og hvis der er" hendes stemme var træt og iretabel

Nicolas tog sin stav og smilte selvsikkert.
"Saa er der en chance for at du faar hoevl, hvis du ikke svarer mig ordentligt."
Nicolas saa igen paa personen.
"Men jeg slaar normalt ikke paa piger."
han satte sig igen paa stenen og saa med forventning paa personen.

rastina gik helt hend til ham hendes rustning klirede og hendes hjælm lagede hendes ansigt i skygger hun stod kun få cm fra ham et koldt smil gled over hendes fyldige røde læber "du kan jo prøve min kære jeg er nok den sidste du skal ligge dig ud med idag"

Nicolas saa fuldstaendig kold og foelelsesloes ud. han smilte koldt og sagde:
"Jeg er bange for at komme til at slaa dig for haardt. hvad nu hvis du begynder at graede?"
han strammede grebet om sin stav.
"og du er jo en... kvinde. det er underligt for mig at slaas mod en."

hun lænede sig ind imod ham og så på ham med sine isblå øjende hendes øjnvipper var lange og sorte og gav hendes øjne et sensuelt skær "tro mig der skal mere end et par pindeslag for få mig til at græde"

Nicolas stirrede tilbage paa pigen og smilte lidt.
"Det kommer vel an paa pindeslagene."
han smilte svagt og blinkede til hende.
"vel du saa fortaelle dit navn eller skal vi bare taeske hinanden til vi ikke kan gaa?"

"det kommer helt and på to ting 1; tror du på gud og 2; er du virkelig sikker på¨at du gider at kaste dig ud i sådan et selvmords forsøg bare for at inponere end kvinde" hun rettede sig op igen

"Jeg tror paa Gud, men jeg proever at holde mig til min egen side. og med hensyn til det andet: det kommer helt an paa kvinden. jeg siger synes selv det gaar godt indtil videre."
Nicolas smilte og saa hurtigt op og ned af stranden.
*Jeg tror da nok hun er alene, saa burde jeg ikke vaere i fare for at blive overfaldet af ca. 17 maend.*

"godt mit navn er rastina jeg er genaral for elidte korpset i melen ved navn devian dead jeg er den nuværende næstkomeandrende i hele melen kun overgået af rådet intil damians tilbage komst" *lad os nu se hvor kristen han er hvis han er en troende ved han at damian er ærke engel og at devian dead er en dødsengle krigerenhed* hun smielde blidt mens hun sagede det "desuden tror jeg at jeg er et nr for gammel til dig unge mand"

"Det siger mig ikke lige saa meget. men det er da en aere at moede Dem."
Nicolas bukkede hoefligt og kort, men han holdt stadig oeje med kvinden.
"Og hvis De ikke har noget imod det, vil jeg gerne have lov til at slappe lidt af."

rastina smielde og satte sig ned "du skal være velkommen hvis jeg slipper for at slås er jeg glad kamp minder mig for meget om hværdagen og jeg tager herned for at slappe af" hun tog hjælmen af og lod sit lange fyldige hår falde frit ned over skulder og brøst nu kunne man se hendes ansigt de små finde smilehulder og de isblå øjne der skindede mystisk bag de naturlige lange og sorte øjnvipper hendes fyldige røde æber stod i perfekt kontrast til alt det anet og hele hendes ansigt udstrålede ro og harmoni blandet med den særlige skønhed som alle engle bære en skønhed der ikke er jordisk

"ok, saa lad os holde os til en normal og rolig samtale."
Nicolas sad et oejeblik uden at sige noget, mens han stirrede paa hendes ansigt, han kunne ikke faa sig selv til at se vaek selvom han ikke ville virke uforskammet.
"jeg..."
han havde mange ting at sige, men han vidste ikke hvordan han skulle sige dem. saa han proevede bare at se vaek, hvilket resulterede i at han saa ud som om han saa op og ned af Rastina.

ras opfattede hans blik og smielde "du ligner en der ønsker at jeg skal tage min rustning af hvis du hjælper mig med at spænde den op i ryggen kan vi godt finde ud af det" hun vidste hvilken efekt hun havde på dødelige mænd og nød at se deres reaktion når hun kom med sådanne kommetare hun slog en krystal klar latter op en latter der var så ren og klar at man ikke kunne anet en smilede ved lyden af den den latter der indeholdte tusinde børnestemmeres lykke og glæde

Nicolas tog sin tid for at opfatte hvad hun lige havde sagt. men saa tog han sig sammen.
"Det vil vaere en fornoejelse, men vil det ikke vaere bedre at vente til vi er et mere... privat sted. tror ikke tilfaeldige personer vil bryde sig om det."
han lo lidt nervoest og saa vaek.
"Men mange tak for tilbudet..."

hun så på ham og hendes øjne var pludselig fyldt med en underlig glød "tror du helt seriøst ikke at jeg har noget inden under og igen jeg tror stadigvæk er en smugle for gammel til dig så vidt jeg kan se har du ikke engang rundet de 40 endnu" hun rejste sig og begyndte at tage sin rustning af

Nicolas saa lidt forvirret paa Rastina.
"jeg er da i min bedste alder. og med hensyn til om du har noget inden under: man maa lide for skoenhed."
han smilte mystisk og betragtede hende diskret.
"men hvis du ikke vil holde den flirt, DU begyndte. saa kan vi da altid lave noget andet. Jeg kan altid finde en anden at flirte med hvis du mener du er for "gammel" til mig."
han smilte og lagde sig paa stenen, mens han lagde sine arme om bag sit hoved.

hun kikkede på ham "så vidt jeg ved var det dig der sad og overbegloede mig for ikke så længe siden desuden tivivler jeg på at mine overordnede ville blive begejstret hvis jeg gik hen og fik en afære med et menneske for slet ikke at tale om min kæreste" hun havde nu fået sin rusning af og sad iført et par lette hvide bukser og en gammeldags tunika hun ligede noget der var stået ud fra en bog om det gamle rom / grækenland

Nicolas saa overrasket ud et kort oejeblik.
"Din kaereste?"
saa slappede han af igen.
"Ved han godt at du er ude og lege helt paa egen haand? han maavaere meget stolt... han har faaet en kaereste som flirter med andre maend. men det positive er da at du ser vildt godt ud."
han smilte og smaalo, mens han lukkede oejene og slappede af.

"ja han ved desuden har han intet at skulle sige eftersom jeg er hans overordnede desuden lirter jeg ikke med dødelige det skaber for mange problemer vi kan måske begynde at tale om det 300 år efter din død altså hvis du haver i melen og ikke düath" hun kunne mærke at hun begyndte at blive irettert på dette menneske og derfor opfattede hun ikek sine egne ord og betydningen i dem deusdne hvad kunen han gøre han var jo kun et simpelt menneske

Nicolas satte sig op han var blevet intereseret.
"Düath? hvad er det? og hvorfor tror du jeg maaske havner der."
han saa lidt skaevt paa Rastina.
det er ikke for at vaere irriterende men... 300 aar EFTER jeg er doed?! Der er altsaa ret lang tid..."

"har du slet ikke hørt efter i kirken düath helvede melen himlen damian ærkeengel kain ærkedæmon devian dead melens elite krigerkompani kan jeg gøre det meget klare for dig og for jer mennesker er der en muglighed for at du haver der uanset hvor god du er i sjælen nu" hun lød letter irettert og rejste sig op

Nicolas rejste sig, han foelte sig truet og det var ikke noget han broed sig om.
"du kan ikke sige mig om jeg ender i himlen eller helvede. jeg har levet et godt liv og aldrig gjort noget ondt. jeg har hjulpet folk og de har ikke engang takket mig. saa du kan ikke bare komme og doemme mig fordi jeg ikke danser efter din pipe."
han tog sin stav og begyndte at gaa ned at stranden. han satte sig nede ved vandkanten og saa ud over havet.