en regnfuld nat

valantha kom gående rengen lagede sig på hendes tøj og jorden hendes hætte våd det var koldt og blæste en del så hun trak sin kappe tætter om sig hun gik stille langs havet mens hun kikke op imod den store mørke måne dette var det godt tidspunkt at jage på især fordi måenen var fuld så der ville mere et beder udvalg af bytte men hun havede ikke lyst til at slå ihjæl ikke idag hun satte sig ned i sandet med front imod havet og sukkede stille hendes tynde finger famlede ved krystal halskæden hun fik af sin mor hun kunne ikke selv huske den dag det enste hun vidste var at hun elskede den halskæde en tåre trillede ned af hendes kind og hun likkede stile øjende dette denne nat var det præcis 8 år siden at hendes storebror var blevet demon og hun havede svoredet at slå ham ihjæl og hævende sin familie men smerten skar i hende hun savnede ham tros alt og under den hårde facade var hun ikke andet end en lille svigtet pige der bare ville elskes igen

Ja... han var dæmon nu, men han havde ikke lagt sin menneskelige sjæl fra sig, og det han følte var stor sorg over sin dræbte familie og hans kære misforstående søster. Eric var ikke tilhørte ikke længere nogen race eller familie. Han var sin egen. Men han havde svoret på at beskytte sin søster lige meget hvad eller hvem der stod imod hende. Han vidste dog at hun havde svoret på at finde ham og dræne ham, så han kunne aldrig vise sig for hende igen.
Regnen der silede ned omkring ham, gjorde intet ved ham. Han kunne ikke føle den kulde som et menneske kunne. Dæmoner ville nærmere føle sig hjemme i den kolde regn. Eric ønskede at føle hvad han havde følt før. Han ville være menneske igen. Han nægtede at vise sig foran et menneske i hans dæmon form, med mindre det var højst nødvendigt. Det eneste positive ved at være dette monster, var at han let kunne gemme sig for sin søster og beskytte hende uden hun vidste det mindste om det. Skulle hun få øje på ham, ville der ligge in facade foran hans virkelige identitet, så hun ikke ville kunne genkende ham som hendes egen bror. Eric var nød til at leve på den måde for at gøre op for det onde der flød igennem ham.

hun kikkede op mod himlen der var ingen stjerner kun regnen der lagede sig mod hendes ansigt den var beroligende hun rejste sig og tog kappenden tætter omkring sig og begyndte at gå ud til vandkanten hun satte sig på hug foran den og lege med det kolde vand hun kikkede igen ud mod havet og hviskede stille næsten uhørligt "gud hvis du er derude ja selv jeg er ikke sikker på det og jeg har dræbt engle og demoner men hvis du er spørger jeg dig nu hvorfor mig hvorfor min bror og hvorfor fik jeg ingen igen kan du i det mindste ikke lade der vare bare en jeg kan stole på holde af og være tryk ved bare en der kan fjerne alt mørket i min verden bare en periode nu tog du min bror fra mig for 8 år siden præcis lad mig i det mindste få en igen nu da jeg har kæmpet alene i så lang tid jeg beder dig hav bamhjertighed" hun rejste sig op og ventede men der skete intet ikke anet end regnen der faldt hun sukkede og satte sig i sandet igen

Eric sukkede alt imens han så sin søster på denne måde. Han ønskede at han kunne træde frem foran hende men det kunne betyde at han kunne miste sit liv og hun senere ville miste sit. Han kunne ikke lade sig selv dø, så længe han så det sit job at passe på sin sørgelige lillesøster. Han elskede sin søster over alt på jorden og det gjorde ham dybt ondt at se hende på denne måde. Han ønskede at gå hen til hende og omfavne hende. Men det kunne han ikke simpelthen fordi han ikke længere var et menneske. Han måtte forholde sig til skyggerne for evigt, hvis det var nødvendigt. Hun var så god og smuk, men alligevel måtte tårene fra hendes øjne rive sig ned over hendes smukke ansigt. Eric blev stående i mørket hvor han var og så kun på sin søster bede til gud om en at stole på. En at holde af. "Jeg ville ønske and jeg kunne give dig hvad du ønsker Valantha, men det er mig umuligt."

val rejste sig og tog sine våben hun folde sine vifter ud med en hurtig og agrasiv bevæglese og begyndte på en forvirende og dødsesfalig dans med vifter der havde skåret hover og vinger af engle og nåle der havde dræbt dæmoner så udenlig blid og yndefuld men aligevel så agrasiv og fuld af indelukkede følser en en virvel af nåle metal spiser på vifterne og og sand dancede og kæmpede hun med sig slev og sinde inder demoner i håb om at vinde kampen så hendes liv ville blive letter bare en dag i hendes håbløse liv så kunne hun altid fortsætte søgningen og drabende imorgen nu ville hun bare have fred i sjælen

Eric så hvordan hans søster 'dansede' rundt omkring sig selv med hendes dødelige våben omkring sig. Hvis han ikke vidste bedre så havde han troet det bare var en dans men han vidste bedre. Det var hans egen søster der stod der. Hun havde brug for håb. Og som hendes bror var det hans job at give hende håb.
Eric bragte sin facade op og trådte ud af mørket og lod hvad lys der var tilbage kaste sig på hans mørke klædte krop. Han gik stille og roligt hen over sandet mod Valantha, gjorde ingen tegn på at han kendte hende.

val vendte sig om og fik øje på manden hun stoppede sin dans og stildte sig med armende over kors og kikkede på ham med et aruganet og ligegyldigt blik hendes kæbemusker var spændt og hendes øjne kolde og gennemboredne og ville kunne genbore et hvert normalt menneske og give dem kuldekysninge rhun holdt sin hånd på sine dødbringende vifter parat til slå ham ihjæl hvis ham ikke var menneske

Han vidste nøjagtigt hvad hun havde i tankerne lige nu. Hun så ham allerførst som in fjende men han stoppede bare og så roligt på hende, før han med langsomme bevægelser trak sin lange vandtætte, sorte frakke af og gik stille og roligt mod hende og lagde frakken om hendes skuldre før han trådte tilbage og sagde stille og roligt, helt uden frygt, "Du så kold ud."

"og hvem er du så om jeg må spøre" hendes stemme var kold og hård men med en undertone af taknemlighed det var koldt og jo hun frøs ubanhjerteligt selv hendes øjne afslørede at den gestus kom bag på hende hun tak næsten umærkeligt hans jakke tætter om sig og hvis man ikke kendte hende ville man bare tro at hun var en lille uskyldig pige der stod i vinden og frøs hun kikkede op på ham og vand perlerne på hendes ansigt fangede det svage måne lys omking dem

Han vidste han måtte lyve, så derfor sagde han, "Mit navn er Daniel. Og hvem jeg er? Ingen specielt. Søger måske det samme som du, siden du står her af alle steder der findes på denne side af månen." Han gjorde ingen mine til at han frøs og stod bare stille og roligt i den kolde silende regn og så på hende med sine dybe blå øjne, men så så han mod havet, for ikke at få hende til at tro at han stirrede på hende. Han så ud mod horisonten over havet og så intet end mørke skyer. Han så op mod himlen og blev nød til at lukke øjnene på grund af de store dråber regn der truede med at blænde ham. Han så igen mod horisonten og tilbage på hans søster. "Hvad laver en ung dame som dig ellers alene herude?"

"tænker tror jeg men jeg må indrømme at jeg ikke er helt sikker" hun satte sig ned igen "havet er smuk er det ikke? det minder mig om en jeg engang elskede" hun lukkede øjende og sukkede dybt hendes sind var i oprør og hun viste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv

Da hun satte sig ned igen så han først ned på hende, men så satte han sig selv ned på det sorte sand og lænede sine arme mod sine knæ, på sine rejste ben. "Havet kan have uendelige historier at bringe, helt fra den anden side af verden. Den du elskede. Betød han eller hun meget for dig?" Han måtte virke uvidende ellers ville hun ane mistanke til hans grund til at være her.

"han betød alt du lyder lidt som ham når du taler om havet han var så filosofisk jeg hader ham nu ønsker ham bare død og vil helst gøre det slev" hendes stemme fik en hadefuld og bitter undertone "han var min bror" det sidste lød så koldt og hadefuldt at der ikke var tvil om hvad hun mente om sin bror

Indeni sukkede han dybt af sorg over den had hun nu nærede for ham og vidste at hans håb om at hun ville se ham som sin bror igen var langt borte ude i den mørke horisont. Han så væk fra Valantha og ned i sandet og tænkte sig om. Han ville ikke lyde for meget som sig selv. "Han må have betydet meget, men stadig forstår jeg ikke hadet i din stemme."

"han dræbte vores familie og valgt den mørke side frem for os han dræbte vores lillebror som en eller anden koldblodig morder og ikke den jeg kendte han" hvis man hørte godt efter kunne man høre en sitrens i hendes stemme og græden bag "han forlod mig han jagtede mig jeg trode han ville slå mig hjæl men jeg slap væk og træende så jeg kunne dræbe ham nu skal jeg bare finde ham først" hun blinkede hurtigt en tåre væk og håbende han ville tro at det bare var regn

Hvor han dog ville ønske at han kunne fortælle hende at det ikke var ham der gjorde det, men det var ypperste dæmonen der dræbte hele deres familie bortset fra de to. Han så hende bevæge sig men holdt sit blik ned mod sandet og bare stirrede på det mørke sand. Hvis bare hun vidste at det var ham hun sad ved siden af men han kunne ikke risikere det. Han måtte sørge for at hun fik sandheden at vide og indså at han bare ville være menneske igen sammen med hende, men indtil videre måtte han holde sin fremmede facade og lade som om at han bare lyttede til hende som en venlig fremmed. "Ja så. Hvis han dræbte din familie forstår jeg godt din hævntørst."

"tak der er ikke mange der forstår det eller tror på at en ynkelig lille pige kan klare sådan en opgave alle" hun lagede sig ned i sandet og rettede hans jakke så den lå over hende som en vanteæt dyne hun nød fornemelsen af regnedne imod hendes ansigt hvad var der i vejen med hende hvorfor fotalte hun denne fremmede alt det der var jo ingen grund til at han skulle vide det

Han så sig over skulderen og ned på hende, da hun lagde sig og lyttede til hende snakke. Han burde egentlig gå væk fra hende. Så længe han var i nærheden af hende kunne ypperste dæmonen finde ham og gøre det af med hende foran ham, som straf for hans forræderi mod dæmonerne. "Hvad laver en ung dame som dig med så skarpe våben?"

"kæmper dør når jeg engang kommer så langt sådan er det når en ung pige ikke kan opnå kærlighed i livet meget enkelt" hun kikkede på ham med et blik der tydeligt afsløre at dette var en ting hun længes efter mere end noget anet i hele hendes li vmen at hun også vidste at dette var en ting hun aldig ville få hvis hun var heldig vill hun få en ven som det eneste

Han så fremad og ønskede inderligt at han kunne vise sig for hende, men han kunne ikke, da han vidste hvilket had hun nærede til ham. Han kunne forstå hendes had, siden hun ikke kendte sandheden. Men han kendte den og det var det vigtigste. Hvis han endelig skulle dø skulle det være hende der ville få æren af at gøre det og ingen anden.
Alt imens han lyttede til hende og lod regnen gøre han mere våd end sandet under ham, svarede han, "Det lyder som om du har valgt din skæbne allerede. At du har allerede givet op. Skal din familie virkelig dø efter dig eller har du måske ikke tænkt dig at føre dit families navn videre til ære og stolthed? Hvis du giver op nu så er håbet om en at elske for længst borte. Så lukker du dit hjerte bag lås og slå, hvor ingen nogensinde kan røre det. Hvad hvis der en dag dukker en op og finder dig værdig af hans hjerte og finder dit hjerte lukket? Ville du så ikke føle dig tabt til mørket og hadet inde i dit sind?"

"jeg opgav alt håb for læne siden ja og min familie vil uddø med dig og min bror sådan som det har været besluttet fra staten jeg har elsket og jeg er blev afvist igen jeg eleskede en engel ved navn damian men han elskede ikke mig så hvad har jeg at leve for længer han statede med at være min ven mens jeg forelskede mig i ham han viste mig styrke og mod og fik mig næsten til at tilgive min bror men som alle andre svigtede han mig igen efter at have vist mig lyset" hun lænede hovedet tilbage så kappens hætte røg ned hun lukkede øjende mens hun nød regnen mod sit ansigt hendes hvide kjole den som damian købte til hende var gennemblødt

Eric sukkede da han hørte det og havde mest lyst til at slå denne Damian ihjel for hans ugerning mod hans elskede søster. Han ville så gerne kunne kende svarene på alle hendes spørgsmål, men det gjorde han ikke. "Damian viser sig bare at passe bedre hos dæmoner end i himlen. En engel der kan forråde på den måde, håber jeg mister sine vinger og falder stendød om på jorden. For en så smuk ung dame som dem selv fortjener langt bedre end en falsk engel."

hun sukkede og trak på skulderne "sådan er det vel når man forelsker sig i ærke englen så er der vist ikke så meget anet man kan forvendte og nej han fortejner ikke at midste sine vinger det var får ikke at midste dem at han valgte mig fra og det må jeg vel bare leve med" hun vendte sig om og kikkede på den fremmede mand "når alt kommer til at elsker jeg stadigvæk dem begge to jeg savner eric så meget at jeg ikke ved hvad jeg skal gære af mig selv men samtiddig hader jeg ham og ønsker ham død og damian ham elsker jeg bare ved ikke hvorfor men jeg ville ønske at jeg kunne gøre noget for at glemme ham"

Det her blev for svært for Eric og han vidste at han måtte forlade hende nu før hans facade begyndte at falde, for han kunne mærke at det var svært at opretholde den. Han rejste sig og sagde, "Jeg håber at du kan tilgive dem der har gjort dig ondt eller de må finde retfærdigheden i deres død. Jeg har været her længe nok. Behold frakken. Jeg har ikke brug for den mere." Han så ud mod horisonten og sukkede. "Jeg ønsker dig alt held og lykke i fremtiden, og håber du finder hvad du søger."

"så du forlader mig også jeg ser det er præcis som det plejer at være jeg ved ikke hvorfor jeg overhovedet forsøger når det altid ender med samme resultat" hun rejste sig og begyndte at gå da hun var kommet et par skridt væk vendte hun sig og kikkede på ham "tak for frakken" hun gik stille vider