et ønske

Hiru lanede i en lille lysning i skoven og satte sit sværd i jorden og hev sin rustning af så hans hvide trøje nu sad løst på hans krop hvilket endelig var ret så dejligt da han kun sjældent gjorde det det var en del røde blod streger på hans skjorte da nogen af hans mange sår ikke var helet men det ver lige meget for ham han satte sig ned på en sten og lagde sin violin under sin hage og satte sig til at spille en lidt sørglig melodi på den men den var aligevel så varm vinden legede med hans hår og blæste det væk fra hans ansigt

(denne tråd er kun for Valantha og mig Hiru)

rastina kom gående hun var oprørt og vred hendes fest kjole var ødelagt og fyldt med dæmon blod det var tydeligt at hun var stormet ind i en dæmon hule for at slå ihjæl hvilket hun i særdelseshed også havede gjordt hendes slanke og elegante sværd lå løst i hendes hånd og en enkel bloddråbe gled ned over hendes pande fra et åbent sår ved hårgrænsen

Han spillede lagde violinen fra sig og havde stadig ikke lagt mærke til noget han trak hans trøje af og pillede nogen af de mange kejede forbinder af da de var bundet forkert om hans sår og derfor resulterede i at det gjorde ondt at havde dem på så han sad nu i bar over krop mens han sår blodte og gled langsomt ned over han mave og ryk

rastina fik øje på ham og da hendes øjne rigistrede hans sår løb hun over til ham mens hun smed sværdet fra sig det lanede larmende på en steng på vejen snublede hun i sin kjole og var ved at falde det gjorde det ikke beder at hendes vinge samtidig faldt ind foran hende

han hoppede han og greb hende og hans ansigt for srak sig i en smerte fuld mine da hans sår gjorde pænt ondt men det var lidt lige meget for ham "God aften min lille spurv" sagde han blidt til hende og hjalp hende op på to ben igen

hun kom på benne og stak ham en syngende lussing "hvad fanden har du haft gang i se din overkrop du kunne jo været blevet dræbt med de så hvorfor har du ikke sagt noget før du gik i kamp du ved udemærket at jeg som din genaral skal vide den slag og som din kæreste bekymre jeg mig for dig" hun omfavende hanm hun var ikek vred bare overrasket

han tog lussingen uden nogen indvendinger og drejde bare hovdet mod hende igen og et smertes stik for srakt sig kort i hans ansigt da hun omfanede ham men sorsvandt hurtigt "Det skete under den sidste kamp hvor jeg ike kunne finde jer jeg vile gerne havde fortalt dig det men du kom i kambulagse med Ea så jeg kune ikke nå det med jeg ville gerne havde gjordt det" sagde han venligt til hende

"hun kyssede ham blidt på brystet "hvorfor er du ikke gået til en healer med det det er det de er der for vi slås og de healer os det er enkelt og til at finde ud af selv for en blodine som dig" hendes stemme var alvorlig men også en smugle drillende

"fordi jeg ikke rigtig har haft tiden til det jeg har aft meget at lave og tænke på for den sagt skyld" sagde ahn roligt til hende og kyssede hende kræven på munden og strøg hende roligt gennem håret

hun genglæde has kys hun holdte tætter om ham og hun mærkde igen den iretternde stikkende fornemmese fra mærket på hendes håndled påmindelsen om hendes hanlinger

"er du okay" spurte han hende bekymret til hende holdte hende ud for sig og ignorerede han smerter da de betød intet for han det eneste han ønskede var hendes velfær

hun så alvorlig på ham blodet løb ofrsat ned over hendes ansigt "self er jeg det spørgsmålet er om du er jeg kan ikek så meget magi men lidt helbredels kan jeg dog så lad os få kikket på de sår idne de slå dig ihjæl"

han kikkede nad af sine blødene sår "De har ikke dræbt mig i nu og jeg har rendt rundt med dem i lidt tid" sagde han ligyldigt og kikkede på hende igen "og desuden er synet af dig helbredene nok" sagde han blidt til hende og smilede varmt

"så det er det" hun laegede blidt hånden på hans bryst over en af sårende og pressede forsigtigt ind hun vidste godt at det ville gøre helves ondt og hvis han vidste nogle teng på smerte ville hun omgående beordre sig til at at ligge sig så hun kunne kikke på de sår

hun stod bare og kikkede på hende og smilede over hendes omsorg "rolig nu jeg dør ikke af et par små skrammer" sagde han glad til hende og smilede varmt

"er du sikker på det min kære?" spurge hun kærligt og fjerende håden fra hans bryst og støj den istedet kærligt igennem hans hår et smil lå i hendes mundvige og hun var inderlig glad for at han var der

"helt sikker" sagde han blidt og kyssede hende krævende og lagde armene om hende og trykkede hende bliddt ind til sig

hun lagede armene om ham "hiru jeg er bange ´" hviskede hun blidt blodet var løbet ind i hendes blondehår og fareve det pletvist rødt

"Hvad er der galt" spurte han bekymret og vuggede hende trygt i hans favn og nussede hende i håret han havde det ikke så godt med de mange sår men de ville ikke tage livet af ham for lige nu var det rastina som havde brug for omsorg ikke ham det var jo bare nogle små sår

"det er bare jeg er ikek bange for kampen jeg er bange for hvad der sker efter om jeg bliver smidt ud af melen eller om damian bare vil hade mig resten af livet det vil gøre mit arbejde en del svære og som du nu har set er der åben krig imelelm de lat steådne engle og de højsteånde melen vil falde og det hele er min skyld " hun trykkede sig ind til ham

"det er ikke din skyld Rastina du er ikek skyld i noget det er nok mere de lavt stående engle bare fordi du udfortre Ea til kamp du er ikke skyldig" sagde han blidt til hende og nussede hende trøstene i håret og kyssede hende blidt på panden

"jeg kunne have sagt mig selv at de ville reagere som de gjode det er min pigt at vide hvad fjenden tænker jeg havede bare aldig troet at det ville være mine egne der ville være fjenden" hun sukkede og satte sig ned

Han satte sig ned vedsiden af hende "tag det nu roligt du er ikke skyld i dette oprør det var jo bare et spørgsmål omtid før det ville ske du er alt foladt så tag det roligt du vill aldrig være ond eller noget i nærheden du er ike ne synder så lad vær med at lægge så tung en vægt på dine skulder så du ikek skal bære en byrde som ikke der din" sagde han med en stemme så blid som en forårs brise der blid kærtegnede blomsternes balde som blide kys

"men det ænder ikke på det faktum at jeg sikekr tbliver smidt ud af melen for det ea har frodrejet damians hoved og det går ud over dem der kan se igennem hendes falske sjæl og tøt at konfrontere hende med den selv dig har hun været ved at foredreje " hun så ned i jorden hvorofr var det så svært

"Rastina... min kære lile Rastina jeg har aldrig været under hendes magt for mit hjerte og sind er kun dit og ingen andes kun du ville kunne fordreje mit sind så virkelighed og fantasi ville blive som et så jeg ike kunne kende sand fra falsk kun du min lille spurv ville kunne gøre det ingen andre væken gud eller det onde" sagde han med en overbevisende stemme til hende og trykkede hendes hoede ind mod hans varme bryst så hun kunne høre hans hjerte banke roligt i hendes bryst