Ballet

Nidor som havde stået lang tid i sine egne tanker drejede sig mod lyden af skrig og så den lette vrede Rastina og den stakels mand som lå den og trak lidt på skuldren og gik over mod dem

Tatan kikkede forbløffet ned på manden og der efter på rastina og blev lidt forbløffet over hendes handling men undgik at komentere det

Iut "det er helt okay" sagde han og fulgte hednes blik "er alt okay?" spurte han blidt og smilede til hende

Dominc kikkede over mod manden og gik hurtigt over mod Rastina og manden "er de okay hr.?" spurte han bekymret og kikkede på Rastian og hiru

Hiru kikkede forbavset over hendes handling "Rastina?!" spurte han og tog blidt fat i hednes arme og drejede hende over mod sig så han så hende i øjne

rastina rev sig fri og tog fat i eas hånled mens hun tådte et skidt tætter ind til hende og et magisk mærke beredte sig på eas håndled rastea hvæsede sagte "det her har jeg ventet på min kære og nu har jeg en gyldig grund ser du jeg har mærket dit håndled med krigerengelses røde mærke det er et mærke og en udfordring som ikke kan fralægges det er en kamp på liv og død hvis du nægter vil mærket lyse og skade dig resten af dit liv hvis du møder op er der kun en der går der fra og det bedste ved det hele er at det ikke er tilladt at vælge en anden til at kæmpe for en man skal kæmpe selv og der ud over stemmer det 100% overens med loven så der er intet damian kan gøre for dig vi kæmper et time efter balet ved træningspaldens mød op eller lid det er dit valg" hun sagede det kun så højt at ea var den eneste der kunne høre det

dalan kvendte sig om og gik over og stilte sig bag rastina

arin og balrian stopede begge i deres bevæglese og gik over til de andre for at se hvad der skete

arln kikkede forskærket impd det lille optrin men trak s¨å på skulderne det så jo meget fredeligt ud da de to kvindlige engle stod tæt ved hinaden

Turi blegnede og de andre der havde hørt det blev helt stille, men så brød en mumlen ud og fra bagerst i lokalet kunne man høre en fuld engel råbe "HVAD SAGDE JEG... DE HØJBORNE ENGLE ER LIGEGLADE MED OS, DE TOG MIN KVINDE OG SENDTE HENDE I DØDEN OG BARE VENDT, JEG SIGER JEG DOMMEDAG ER NÆR!!!!" alle rettede for en kort stund blikket mod Himn der vaklede rundt med tårende ned af kinderne, selv Ea, men så tog hun mod til sig og så Rastina direkte i øjnene og med et stemme der var så hård og streng som om hun selv var en kriger og en af de mægtigste kom fra hendes mund "jeg er ingen kriger og da du er stærkest skal vi kæmpe på mine primisser, til døden måske, men det bliver som vi budbringer kæmper og så kan vi se om du kan følge med" hun smilede et utrolig koldt og ubehageligt smil, det var længe sinden hun havde kæmpet udover øvning alen som hun altid havde gjort, bare uden nogel enlig havde vist der om, men hun frygtede forsat at hun ikke længer kunne følge med, i den nye form for kamp, derefter lod råbte hun ud i rummet "krigerenglen Rastina har udfrodret en af mig en af duerne Ea, ingen ved hvorfor, udover hendes sejer er sikker da hun er en kujon og ikke kan klare sin egen rang, jeg har godtaget udfordringen, da jeg ingen anden mulighed har, det er en kamp på døden, jeg vil mene det vil være klogt at min fjer også blevet bundet i bålet i nat, så vi også kan sørge over min død, må Gud være med jer frænder og nu ved vi da hvor vi står" Turi rejste sig og stillede sig bag Ea og lagde en hånd på skulderne af hende og gav den et lille klem, derefter drejede Ea om på hælen og gik yndefulgt ud af salen, fulgt af en helt skara af engle med duemasker, mændene gik og snakkede hårdt samme og kvinder gik og trøstede hinanden

Lina rev sig helt løs fra Itu og kiggede hårdt på ham, spyttede ham i ansigtet og gik med de andre, hendes blik var koldt som om han ikke længer var den fantastiske mand der havde inviteret hende op

Damian stod som frosset til is ved Eas stemme og ord, hun var ikke længer den lille uskyldige engel, men var hun stærk nok, der var intet at gøre "så for pokker dette ender bare ikke godt og det var ellers så hyggeligt, men jeg er bange for vi har haft glemt noget af os budbirngerne har åbenbart begyndet at tænke meget selvstændigt" han rysede på hovedet og begynde at gå mod Rastina, men det var vnaskeligt for selv ham gik budende ikke uden om

Iut blev helt forbavset over denne hanling og prøvede et kort øjeblik at få fat i Lina men det lykkedes ham ikke hvad var dog skyldi denne handling han stod helt u forståen

Hiru stod mest af alt helt forvirret og vidste ikke hvad der var sket og hvorfor denne voldsomme handling tog sted en ukendet føelse bredte sig i hans krop og han ellers så venlige smil og øjne famlede han tog fat i Rastina og kikkede hårdt på hende "Hvad har du gang i Rastina hvorfor ville du sætte dit liv på spil jeg vil ikke midste dig hvorfor gør du der her mod mig jeg vil ikke midste dig eller Ea hvis jeg midstede dig ville jeg ikke finde livet vær og leve og hvis jeg midste ea ville jeg jeg midste en nær ven du må ikke gøre dette mod mig " råbte han næsten af hende hele hans indre var syg af bekymring og han sukkede og smed masken på gulvet alt mens en tåre gled ned af hans kind han kyssede hende blidt på panden og hviskede til hende "jeg elsker dig" hvorefter han spredte sine vinger og fløg ud af salen han følte en vrede over hendes handlinger men også sorg han vile ikke midste nogen der stod ham nær

ras slog bliket ned og sukekde det her gorde ondt men hun vr nød til det hun så på resten af sit komapani "inden i også flyver jeres vej skal jeg bruge en til at give denne besked til hiru og til dem der ikke er her i aften jeg gør det fordi jeg er nød til det fordi jeg ikke kan stå og se på mens min plads bliver overtaget af en simpel budbringer engel der er nær ven med ærkeengel jeg vil bevise at der er en grund til at jeg er jeres genaral og ikke hende og bevise at en budbringer engel ikke høre til under en krig jeg gør dette så alle de små engle kan lære at kende deres plads og ikek at udforede de højest stående og jeg gør dette for at forhindre at den man jeg elsker bliver spundet ind i hendes falske net" hun så på dem og for første gang sinde komapiet var blevet samlet lod hun dem se sine tåre

dalan sukkede og kikkede på de andre "jeg ved ikek med jer men jeg kan faktisk godt følge hende jeg havde gjordt det samme!"

arin og balrian fulgte med budbringer englen ud de skulle ikke nye nget med at få deres fjer i klemme

arln begyndte at gå efter damian hvad var det der skete her

Ea gik ned på engen hvor et stort bål var bygget op, på kviste og grene var der bundet svingfjer, alle fra de budbringere der i den sidste tid havde ofret deres liv på missioner, det så allerede ud som om bålet stod i blå flammer så mange var der, i en æske fandt hun hendes fjer hun en gang for længe siden havde lagt der ned, den gang hun var blevet budbringer, hun gik over og bandt den på bålet, så smilede hun sørgmodigt til Turi, der stod med tåre ned af kinderne "vær stærk kære, nogle må ofre sig for at man kan se det store billede, magten har fået dem til at rådne, en gang var vi et folk, men det er vi ikke længer" så lettede hun for at flyve hjem, efter nogle ting, fra hendes tid som krigerengel, hun havde gemt dem i håbet om aldrig mere at bruge dem, hun fløj så stærkt, alle farver flød i et og hun mærkede hvordan vinden pressede sig om hende, hun nød det og farten, det var hvad hun var bygget til, at kæmpe havde aldrig været hende. hun lanede på hendes dørtærskel og gik ind og tændet de små sterrinlys hist og her for at tage sit liv i øjensyn, hendes elskede lille hjem, hendes arbejdsværelse, hun sukkede stille for sig selv og tog et lys og gik satte sig på knæ og trak en stor trækiste ud under sengen, hun lod roligt kjolen og det hele falde og løsnede fletningern til så hun var helt nøgen og bar så gik hun ud til hendes lille brøn og trak lidt vand op for at vaske sig, alt blev gjort i et sirligt ritual, selv påføringen af tøj, først et tyndt lændeklæde, så læderbukserne fra budenes uniform, hun iførte sig også den kropsnære grå skjorte og om livet spændte hun bæltet med kniven og pungen, om hendes hænder bandt hun først bandager og derefter iførte hun sig nogle tygge læderhansker der kun dækkende håndryg og flade, så åbnede hun kisten hun sank en gang før hun kiggede der ned, øverst lå hendes gamle sværd og skjole, sværdet var halvandenshånds og meget ænkelt, på hendes skjold var der malt et enkelt rødt kors, på en hvid baggrund, og i kanten var der graveret et keltisk mønster, hun lukkede kisten igen, hun flettede hendes lange hår, hun var klar, hun svingede den store kriste op på ryggen og gik ud af huset for kun en sidste gang at se på det, før hun lukkede døren og lettede, hun sagde ikke et ord og hun græd ikke længer, hendes hovede var helt tomt, hun lanede blandt hende frænder klar til at tage afsked med hendes venner og kære, hvilket var alle budbringerne faktisk, de havde et utrolig stærkt fællesskab, selvom de ikke sås ofte for der var altid nogle der var ude at flyve

Budbringerne samlede sig i en stor gruppe ved bålet, mange græd eller talte hæftigt sammen, dette ville de ikke lade gå uhørt hend ligemeget hvad, Ea var en af de ældste og højt respekteret, nogle forsøgte at få det hele til at hænge sammen, mens andre mente at de burde skride til handling Turi manede til ro "jeg ved i er oprevnede og mange ikke forstår hvad der er hendt og selv ikke Ea ved det helt eller jeg, men vi må ikke tvivle, lige meget hvad har vi kun en sand herre og der er Gud, ham kan vi ikke svigte, så jeg syntes i stedet for at ønske had, burde vi bede for Rastina krigerengle at hun vil genfinde hendes fornuft og for at Ea vil overleve" mange af englende skævede til arin og balrian og deres blikke viste at de langt fra var velkommende og folk trak sig væk fra dem, igen havde lyst til at stå tæt på dem så andre skulle tro noget

Damian var nu virkelig sur, dette var absurt og yderst barnligt og uden grund, han vendte sig om mod Arln "hvorfor i guds navn gjorde hun det er hun fuldkommen gal i hovede, lige meget hvad er hun ikke længer i standt til at lede noget som helt på den måde hun tænker, hun kommer til at splitte hele Melen så du budbringerne!" han var så fortvivlet, hvad fanden var der sket, han lod hurtigt en hånd køre gennem håret

Hiru var fløjet ud af salen men tårene strømmene ned af kinderne det var første gang sigen han var blevet engel at han græd smerten for at skulle midste nogen sved i hans bryst han ville ikke midste RAstina hun stod ham nær men hun var gået over grænsen hun kunne ikke styrre sig på grund af hvad ham? han havde det så dårlig med sig selv han følte at han var skyld i det hele han tænkte også på Ea han ville heller ikke midste hende han fløte at han havde fået en god ven men hvad skulle det hjællpe ham nu han fløj ned til budbringer englene selv om han langt fra var vel kommen han lanede og kikkede på dem med tårene stadig strømmene ned af kinderne "er der nogen der vil føre mig hen til Ea?" spirgte han med en så lille stemme at man skulle tro at han ikke var andet en en lille mus men han kunne ikke få styr på sin stemme i nu da han måtte holde gråden tilbage det hele var for meget Ras var jo i gang med at splitte melem ad

Taran nikkede lidt "hm ja du har ret" mumlede han svagt for sig selv og lettede for at finde Hiru det kunne ikke være rigtigt alt var gået af led tænkte han og føj ud af salen

erln lage en hånd på damians skulder "jeg bekalger min ven men der er intet vi kan stille op under sådan en udfordring den er ifølge loven tilladt og hun har intet gjordt forket desuden kan vi ikke lade vores personliige forhold afskirve hende tros alt er hun den bedste genaral melen har set og hun har rådets støtte i det her måske skulle vi finde ud af hvorfor hun gjorde det før vi dømmer hende hvis det er en æres sag vil jeg personlig stille mig på hendes side" hans blik var hårdt og alvorlig

rastina gik over til damian men faste skridt hun vidste at ea stod ham nær og hun følte at hun var ved at kvæles i den lille maipulende skøres venner først damian nu hiru så prøvede tøsen ovenikøbet at overtage hendes plads det virkede næsten som om hun prævede at overtage hendes liv rastina havde aldig rigtigt hjadet nogle med untagelse af ea hun havede stolet på hende respektert hende og var blevet belønet med en kniv i ryggen da hun kom over itl damian og arln bukkede hun resktfulgt hendes tåre havde trukket lange spor ned af hendes kinder hun sage intet men stod bare og kikkede dem hendes blik var urokkeligt hun havde taget sin beslutning


arin og balrian valgte huritg at teleporter sig væk

Damian så på erln "det er ikke så meget det at hun står mig nært, det er det at Turi er hendes ven og budbringerne står bag hende og det kan bliv en meget farlig knivæg at danse på, for de er meget pårvirkede af alt den død der sker omkring dem, du hørte selv den fulde" han gned sig på hagen, han vist at der intet var at gøre, men han frygtede koncekvensen af det hele, det hele skete bare på det forkerte tidspunkt, en let skælvende gik gennem ham da Rastina kom hend til dem og bukkede, han gengælde det med et respektfulgt nik, selvom han lige nu kun følte afsky for den handling der ville skille dem alle i to lejre og han ville stå i midten af det hele og ikke vide hvad fanden der ville være bedst, han kiggede på hende med et alvorligt blik og det før varme og venlighed han altid havde følt for hende var væk, det var anden gang hun svigtede, han følte et lille stik af fortrydelse over at have skånet hende første gang, men man skulle jo vende den anden kind til

De små "duer" som de selv kaldte sig i ironisk tale, eller budbringerne, trak sig væk fra Hiru, mange mumlede og man kunne høre på deres toner at det ikke lige var pæne ord der blev visket Himns ord havde gravet sig ind i deres hjerte og var nu ikke længere fuldemandssnak, Arne der stod sammen i en lille gruppe ret oprævne unge mænd, der nok for længst var gået helt amok, hvis der ikke havde været nogle lidt klogere der havde manet dem til fornuft, han gik over og stillede sig helt tæt op af Hiru og kiggede ham i øjnene "hvad vil du Ea" han stemme var isnende kold, og hans blik kørte op og ned af Hiru og bedømte ham koldt, Ea havde hørt Arnes stemme og brød gennem flokken af folk, hun var den eneste der ikke længer var iført festtøj, men hun var den eneste der havde et skævt smil på læben "Arne kære broder, lad ham bli, han er vennen min" sagde hun med en blid stemme på hendes gamle sprog, hun gik hend og lagde en hånd på Arnes skulder og han trag sig til side, nu var alle blikke stift rettet mod dem, hendes øjne så mildt på Hiru, hun var langt fra så smuk som til festen, hun blegnede nærmest i forhold til de andres festtøj "hvad vil du mig?" hun smilede venligt til ham og tilbød ham at gå med hende med en let håndbevægelse og begynde selv langsomt at gå

Lina, havde sat sig halvt ind i bålet hvor hun græd noget så frygteligt, mens hun sad og pillede fjerdende af hendes vinger, hun bed sig hæftigt i læben for at kvæle hulkenen, hendes fjer, vinger og fingre var dækket af blod og omkring hende lå et tyndt lag af blodige blå dun, hendes store smukke øjne var røde og opsvulmede af gråd, hun ville ikke længer være en engle, hendes bror var død for 14 dage siden, hun kunne leve med smerten over at midste alle hendes venner i missioner, det var noget de måtte leve med, det var noget alle engle måtte leve med, men nu var de begyndt at dræbe hinanden, hun ville bare ikke være der mere et svagt hulken undslap hende i hendes lille hulse i bålet, mellem kviste og græne

Hiru kikkede på Ea og smilte et halvkvalt smil bag de mange blodrøde tåre han fulgte efter Ea og var lidt ligeglad med de andre engle "Ea du må ikke gøre dette jeg vil ikke midste en ven som dig, men jeg ville heller ikke kunne midste Rastina..." han udstøte et kort hulk og havde sværdt ved at få situationen under kontrol hans indre var i kaotisk tilstand han følte ikke længere at kunne få sit liv i orden han følte sig at hans tråe ikke kunne stoppe han kunne klare krigens hærgen med dette var formeget for ham han kunne ikke klare at få afvide at han havde midstet nogen han kendte og holdte af

Iut, Taran, og Nidor forsvandt ud gennem døren

Domnic stod og kikkede forvirret på Rastina og endte til sidst med at mase sig over til hende "rastina er du gået fra forstanden havd skulle dette lille optog til for?" ham kikkede måbene på hende og ventede på svar

ras smilede forstående til domnic og lage en hånd på hans skulder "det er en æres sag hun har trådt mig over tærene i længe tid nu det her var bare det der fik bæret til at flyde over desuden har jeg ikke gjordt noget der strider imod loven men jeg skal lige have en ting på det rene står du ved det løfte i alle aflage den gang vi stod forand de 56 dæmoner kun bevæbnet med 4 våben? og hvis du gør ved du så hvor mange af de andre der også gør det?" hendes blik afslørede den smerte hun følgte men det var kun folk der havde kendt hende i længer tid der ville kunne se den da hendes øjne altid var svære at tyde

erln kikkede på rastina og tilbage på damian han øje var lige så hårde som hans stemme "ser du ærke engel det er en æres sag det kan hun ikke dømmes for da hun ikke har gjord noget forkert" han vendte sig og gik

Ea, gik over til den store trakiste, på den lå en bog, slået op, hun tog den og satte sig på kisten før hun igen rettede blikket mod Hiru for at svare ham "du ved jeg ikke kan gøre noget, jeg har ikke i sinde at kæmpe, hvis det er guds vilje dør jeg i nat, hvis ikke har han andre planer med mig, men jeg vil ikke kæmpe" tåre begynde langsomt at løbe ned af hendes kinder, selvom hendes øjne var blidt og viste kun total harmoni og hun havde forsat et lille smil på læben "den sidste jeg drabte var min søn og jeg vil helst have det forbilver sådan, hans blod er forsat på mit sværd, mit skjold og rustning er plettet med det og savnet af ham runger i min sjæl" hun smilede endnu større "jeg tilgiver hendes dumhed, men jeg tror det bliver svære at få de andre tilgivelse hun kiggede sig omkring, hvorefter hun kiggede ned i bogen igen og begynde langsomt at læse

Damian kiggede strængt på Erlan "jeg er ligglad med hvad det er" derefter gik ham, ud på engen for at se til den større forsamling der var der nede

Lina, var halvplukket da Siri endelig fandt hendes søster "jamen kære dog hvad er det du gør" hun knælede ned ved den afpillede lille spinkle skikkelse, der hulkede i et væk, "j.. je.. jeg vil vil vil ik mer" hiksede Lina, "alle hader hinanede"derefter brød den unge pige totalt sammen om Siris hals, mens hun langsomt hev hende ud af bålet, hun forstod åbenbart sin søster, men man måtte forlige sig med skæbnene

Hiru havde taget sig sammen til sidst og havde stoppet sin strøm af tåre og fundet sit gamle smil igen han gik over til Ea "jeg ønsker dig alt lykke selv om jeg nok mest håber det er Rastina der overlever og for det må du tilgive mig" sagde hun og bukkede og spredte sine vinger og fløj op mod lysets hal igen

Dominc kikkede på Rastina og bukkede kort "ja det løfte er stadig i live og alle fra kompaniet vil holde det så vel som jeg" sagde han kort

rastina nikkede og et smil spillede i hendes mundvige hun bukkede "tak men jeg har nogle ting der skal ordnes først" hun rejste sig og fløj ud af rummet

erln rystede på hovedet så på dominic trak på skulede og smielde "kvinder"