Et lykeligt hjerte

ras stønnede igen hun kærtegende blidt hans bryst og ansigt mens hendes isfarvede øjne betragede ham nærgående men dog kærligt da han lagede hende ned kyssede hun ham på kinden og lagede ansigtet imod hans øre og hviskede silke blødt "hvad hvis der kommer nogle min elskede vil det ikke se lidt forkert ud jeg mener dig der ligger og omfavner en kvinde de ikke har set før der er ingen der kan kende mig uden rustning"

Han satte sig op tog tog Ras med sig og holdte armene rundt om hende og kyssede hende blidt i nakken "hm måske heller ikke et godt sted og vise miner føelser på denne måde,menjeg føler som om jeg skal springehvis jeg ikke snart for lov til at vise hvad jeg føler jeg vil bare være så tæt på dig som muligt"hviskede han svagt tilhende og knuedehende ind tilsig

ras støj ham blidt over håret og holde ham ind til sig "jeg forstår dig tro mig jeg har det på samme måde men som du selv siger det er nok ikke det rigtige sted og slet ikke når jeg står i bede dragt" hun kyssede ham blidt oven på hovedet

han smilede over hendes ord og var glad for at hun følte det samme som ham han kyssed hende blidt på munden med sine silke bløde læber og lagde sin kind ind mod hendes "tænk at kærlighed er så smukt" sagde han til hende og strøg hende gennem håret og kærtegnede hendes kind

"jeg forstår pludselig hvad damian mente med at jeg skulle stoppe mit selvhad og lukke folk ind i stedet for at holde dem ude med en mur af is nu ved jeg hvad han mener når han siger at det der adskiller os fra dæmoner er kærlighed jeg er så glad for at fandt dig og at du føler det samme som jeg det ville være meget trist at rende rundt og være håbløst forelsket i dig" hun smilede og kyssede ham blidt på kinden

"hm ja dærlighed er smukkere en sleve porten ttil melen, den er vamere, og den kan aldrig afstattes af noget, kærlighed er den smukkeste af alle føelser men også den farligste" sagde han blidt og krammede hende ind til sig igen og holdte hende så tæt ind til sig som muligt uden at kleme for hårdt han kyssede hende blidt på hansen og studerede igen hendes øjne

Damian lanede roligt ved breden af det store vandt, han havde første ikke rigtig noterede sig paret der stod et stykke væk, Ea var begyndt at opføre sig noget så sært, hun havde smidt ham ud af huset for hun skulle bruge stuen til at måle op til kjole hun havde bestemt sagt at hvis hun abselut skulle med til det bal og abselut skulle have en af de der typsike fornemme balkjoler på skulle den sys ordenligt og så måtte han ikke se den før den var færdig, hun havde været så bestemt i tonene at det helt havde chokeret ham, den lille sky hundehvalp var ved at blive voksen eller hvad var der sket, men nu var han her, det var her eller kontoret og lige nu havde han ikke så meget at lave så at få strukket vingerne lidt gjorde vel ikke noget, han havde enda fået et bad og fåret klippet sit hår og det føltes hærligt.
Damian gik langsomt hend langs breden og bukkede hovedet formelt til det unge par, uden rigtig at notere sig dem, han gik med hænderne i lommen og tænkte bekymret over Eas opførsel, det var alt sket efter den ene fridag

ras fik øje på damian og gispede højlydt hun havde ikek forventet at der ville kommende nogle hun slap hurtigt hiru og trådte om bag ham og gemte sig som en sky hund hens hun stor rødmede nej vor pinligt hun var jo genaral og han var en af hendes mænd hun var ikke sikker på at det overhovedet var lovligt men i all fald der var intet at gøre nu anet end at forsøge at holde hovedet høj ras skævede til sit sværd der lå et stykke fra dem damian ville nok ikke genkende hende med løst hår og i bede kjole men hendes sværd var ikek til at tage fejl af

Hiru kikkede ned af gangen og så Damian og så ras der gemte sig han rejste sig og tog fat i hendes sværd og lagde det under hans rustning og samlede sin violin op og gik forsigtegt hen mod Rastina og stilte sig roligt ved siden af hende og kikkeder på hende og tjekkede om hun havde det godt nok hun virkede i hvertifald meget nervøs han kunne ike lade vær mad at smile og kyssede hende forsigtigt på kinden "slap af han gør dig ikke noget" sagde han blidt til hende og spillede nogle langsome toner på den der´nogle få sekunder efter dannede sig en en rolig melodi

Damian havde godt nok noterede sig de to og viste også hvem det var men hvorfor forstyrre dem, burde Rastina ikke vide at han genkende de fleste af sine engle, selv dem han knap havde set, han havde læst alles papire, set deres billeder, og så dem ankommehan visftede med hånden "Rastina gem dig ikke det er ynkeligt det du har gang i" han kunne ikke lande være med at smile lidt, forsat med ryggen til dem, selv han englen, hvad var det nu, han gennemgik sit hjerne som et kartotek Hiru ja, kriger engel Rastina havde talt med hende, men det var noget andet, han havde hørt det navn for ikke så længe siden, han stoppede brat og drejede sig langsomt på hælen, hans hænder lå nu krydset på ryggen, han kiggede på de to og smilede først ved synet af Ratina "du ser minsanden yndig ud, må jeg sige" han smilede drillende, så kiggede han på manden endnu en gang, navnet jo det kunne ikke være andre "sig mig har du mødt en lille engel ved navn Ea?" han lagde hovedet let på skrå og kneb øjnene sammen

ras rødmede og vendte sit ansigt væk det var bare så pinlig det var jo ikke meningen at det skulle være officlet før ved ballet hun bukkede hurtigt og respektfuldt for ærkeenglen og fik hurtigt fundet sit sværd under rustingen og spændt det om livet hun forsøgte at tage sig sammne

Hiru kikkede på damian og nikkede kort"jov det har jeg" sagde han kort og bestemt og smilte glad han havde stoppet med at spille igen og strakte sig kort det var første geng han havde set Damin og kunne ike lade vær med at finde sig selv i at studere han et kort øjeblik men rettede bliket mod Rastina igen

Damian skævede til Rastina, han var ikke i humør til sådan en ligegyldig opførsel, Ea opførsel have faktisk irriteret ham en del, "kunne du ikke have fundet dig en mand med lidt respekt i?" henvende han sig til hende, ikke fordi han forventede et svar, mere som en hentydning til den unge mand om at han måske burde kende sin plads, han tog roligt et bar skridt mod Hiru og rankede sig nu og så på ham med et vudernede blik og sagde så med en silkeblød stemme som langt fra var ment venligt, nærmere nedladende "gider du fortælle mig hvad der skete? eller har du for travelt med at gøre dig magelig?" Damian kiggede ned på ham med smalle øjne, det var en af de få dage i hans live hvor man gjorde klogt i at vise den enlige respekt, for ellers kunne det være man faldt ned af trappen, han drejede en smule på hovede og smilede et lille vagt smil, som heller ikke lige lyste af venlighed

"damian hvad mener du?" rastina trådte et skridt frem "siden du åbenbart mener at han gør noget forket burdte du hendvende dig til mig jeg er tros alt hans over ordnede" hendes blik var fast og koldt som det plejde hun forholdte sig dog respektfuldt overfor ham "det er ligner dig ikke" konstatede hun en andelse køligt hun kikkede spørgene på hiru

Hiru kikkkede bare venligt til Rastina"jeg skal nok selv klare dette" sagde han med en blød stemme og trådte hen til ham Hiru virkede ike vidre truet af DAmian og smilte bare høflig til han"jeg mødte Ea og snakkede med hende, efter noget tid gik hun hen til muren og begravede et minde som hun gerne ville slippe" sagde han roligt til Damian og søgte hans øjnkontakt "det er som endelig bare det der skete" sagde han ogtrådte en skridt tilbage

Hirus, lidt for påtrængende atityde irriterede ham, men hvad han sagde bekymrede ham endnu mere, et minde, hvad var det? Han kiggede på Rastina, var verden gået af lave, en underordnet forsvarede sin overordnede som om vedkommende ikke kunne selv og budbringer engle var begynd at hunse rundt med deres herre, han kiggede hårdt på Ratina, "du burde måske bruge mere tid på at lære dine mænd respekt og lidt mindre tid på at danse og lege skønjomfru, der var en grund til vi valgte dig og ikke Ea" han løftede øjenbrynet og med de ord vendte han om igen og begynde at gå, han var ikke sur over de var sammen mere lykkelig, det gjorde måske ond at se for han viste nu hvad han savnede, men det var ikke det der havde gjort ham så sur, de var måske på randen af krig, hvem viste, og alle gik deres egne vejne, tænk hvis krigen startede nu, hvad kunne en mand med en violin og en kvinde i kjole gøre, han sukkede dybt og rystede på hovede af det hele, alt var af lave og han skulle med til det forbanede bal, hvor hans søster kom, han gøs ved tanken og han havde jo forsøgt at få Ea til at tage afsted og nu teede hun sig så sært

"hvis du ikke har lagt mærke til det så træner de hele tiden jeg ved ikke hvor du har fået den ide fra med at vi danser den eneste grund til at de gør det er for at holde moralen oppe når vi ikke kan kalre mere fordi vi er for udmattede eller lige har mistet en og kiked kan kalre mere hvis du mener at det er så forkert at mine mænd more sig en gang imellem kunne det jo være du selv skulle komme og overvære trænningstimerne så kan du selv se at det ikke er for sjov at jeg leder det mest frygtetet kompani som melen har set og hvis du vil sætte ea ind i steddet så hværsgod lad os se hvor længe sin elskede lilel sstuepige holder hendes sind er for skrøbeligt til vores nevo og det ved du" hvæsede hun koldt efter ham der var ingen der skulel række ned på hendes mænd på den måde og det var en dybt uretfærdig påstand og det burdte han også vide

"rolig nu Rastina" sagde han blidt til hende og lagde en finger på hende læber og rettede derefter blikket mod Damian og gik et par skridt hen mod ham og bukkede kort med hovdet "jeg undskylder meget hvis jeg på noget måde har fornærmet dig, det var ike meningen da og jeg håber jeg kan tilgives, men hvad angår Rastina ville jeg havde lov at forsvare hende, hun har intet med musiken og dansen at gøre, det er nok mere mig da jeg ser ingen grund til ikke at måtte give mine slagbrødre det gode humør tilbage og kampgejsten, og hvis dette på nogen måske er forkert af mig vile jeg undskylde mange gange" sagde han med megen høflighed i stemmen og samlede sin rustning og sit svædt og og tog det på hvor efter han rettede bilkket mod Damian

Damian kiggede ned på Hiru, nu med et mere roligt og nådigt blik, han valgte fuldkommen at ignorere Rastina, han havde gjort alt for hende, i sidste ende ville hun grave sin egen grav hvis man kunne det som engel vel og bemærke, han orkede ikke den gamp længer, det var rigeligt Ea opførte sig mærkeligt og det havde rystet ham, "du er tilgivet, men lad det ikke ske en anden gang, jeg har intet imod at respekten ikke er bukken og skraben, men jeg forventer hvisse formaliteter overfor engle jeg ikke kender så godt Hiru Kanutas" han bukkede let med hovedet "hvad ved du om hvad Ea begravede?" spurgte han i en mindre formel tone

ras kikkede på dem vendte sig om rød i hovedet af raseri det her var ikke fair hun vendte sig om og gik ud af halen med same skridt hun var kommet vrede og utålmodige hun fandt sig i meget men uretfærdige anklagninger trusler om afsættelse af jobbet og bag efter at blive ignoreret var noget af det hun ikke ville finde sig i men istedet for at råbe af daminan vilket nok bare ville gøre det hele være valgte hun at gå ud for at træne sine agrationer væk for en gangs skyld håbede hun at de fik en opgave så hun kunne slippe væk fra melen når alt kom til alt havde damian såret hende meget ved sit psykiske frontangreb men han skulle ikke få fornøjelsen af at se det hun sendte en vred tanke til ea ingen skulle true hendes plads og slet ikke en budbringer engel der ikke kunne klare at spille med de store drenge