et hjerte af is

ras så på ham hendes øjne strålede af godhed og lykke og hendes stemme var blidt som silke og uenlig kærlig da hun svarede "du skal ikke undskyld det er intet at undskylde for" hun trykkede sig ind til ham og lage hovedet på hans bryst det var længe siden hun havde følt sig så tryk hun havde det som om han ville jage alle dæmoner væk hvis de forsøgte at gøre hende noget for første gang i sit liv følte hun at det ikke var hende der beskyttede andre men at der var en der beskyttede hende

Han smilede og holdte hende beskyttene ind til sig, og var glad for hendes ord han lod sine vinger lægge sig rundt og dem, og lod en tåre glide nad af hans kind, aldrig i hans liv havde han følt at noget var fuldendt, i dette øjeblik var det eneste der betød noget var hende, han lod vingerne glide ind i ryggen og tog fat i hendes hånd og spurgte hende blidt "må jeg få en dans?"

ras smilede blidt til ham og jamrede lykkeligt "men du ved jo jeg ikek kan danse kære det er derfor jeg aldig danser rundt med jer andre efter kamp" hun løftede sin hånd til hans kind og tøre hans tåre væk og kyssede ham blidt på panden

HAn smilede til hende og lukkede kort øjne da hun tørrede han tåre væk og smilede og kikkede på hende" så lad mig lære dig det" sagde han kort og uden at ventet på vidre handling tog han forsigtigt fat i hendes ene hånd lage den på hans skulder og lod der efter sin hånd glide for sigtigt ned på hendes hofte og tog der efter en solidt greb dog blidt om hendes fri hånd og førte hende forsigtigt rundt i en vals mens han nynnede melodien til

ras orøvede at følge hans bevæglser da det var meget flyvede og cirkelende tog det hende et stykek tid at finde ud af hvordan man gjorde dels fordi hun desprart forsøgte at lade være at træde på hans føder og dels fordi hun var vandt til hårede og stærke bevæglerser som når man kæmpede slev når hun fik sin rustning af bevæge hun sig ofte mer hårdt en fint det var en ståedne joke imellem hendes mænd at hun var alt for grov i sit sprog og i sine bevæglser til at kunne begå sig i de finer kredse

Han mærkede heden uro under dansen og kune ikke lade vær med at smile og tryykkede hende forsigtigt ind til sig "slap af og lad dig ikke tænke på at træde på mine tær, lad dig bare føre af melodien det er lettere" sagde han med en blid dog overbevisene stemme og nynnede vidre

"men jeg er jo tung og vil ikek havde at du skal komme til skadfe desuden er jeg så uenlig klossert når jeg skal være yndefuld det er derfor jeg ikek danser hvorfor skal man også danse er det ikek kun til baller de gør det jeg går heller ikek med store kjoler eller høje sko jeg foretrækker rustninger og sværd" hun smield eop til ham mens hun stålede af glæde og tros hende sord slapped ehun af og lod ham føre sig hun nød fornemmelsen af hans arm omkring sig

"du er ikke tung og jeg har prøvet være end at blive trådt over tærene, og desunden fortræker jeg din rustning og svær istedet for kjoler og højesko, og du er ikke klodset blot usiker på dine ben" sagde han blidt til hende og førte hende rundt i dansen og nynnede vidre, melodien og han stansede med en blid bevæelse og i stedet for at bukke kyssede han hende blidt på panden og mumlede i hendes ære "du danser godt uanset hvad du siger"

rastina rødmede kraftigt og smilede genert til ham "hvis du ikek passer på ender det med at du får charmert mig så meget at jegender som en lille forelsket adelsfrue i høje hæle og store kjoler" hun nejde så pænt hun kunne vilket ikek var sårlig yndefulgt da hendes kjole var plettet af blod og jord og der ud over meget lårkort og stram

Han grinede over hende og lange en hånd på hednes kind op kyssede hende bare på panden igen "den dag ville kun komme når verdens ende står for døren" sagde han drillene til hende og gav hende et kram "og desuden erdet dig jeg kan lide ikke en fin lille adelsfrue" sagde han og gav hende et lille klem mere hvorefter han spaserede lidt rundt på den lille runde plads

ras smilede til ham og slog der efter blikket ned "hvor længe har du entelig kunne li mig jeg mener sådan virkelig eller nej du høvs ikke svare jeg er bare ja det her er så nyt for mig og det er ikke 4 dage siden jeg talte med damian om dig så jeg må indræmme at det kommer som et chok jeg... jeg troede ikek du så mig som anet end din genaral" hun knugede sin halskæde ind til sig en tåre prøvede at præsse sig vej op men hun nægtede den at komme frem

Han kikkede påhende og gik hen til hende og løftede forsigtigt hendes hage op med en pegefinger og kikkede hinde i øjne "jeg har kunne li' dig længe nok, til at mit hjerte føltes som hvis det ville briste, og i mine øjne er du så meget mere end blot en gernaral, du er himel og jord"

ras lod bagsiden af sin hånd kærtegne hans kind hendes øjne afslørede alle de skjulte følser hun havde for ham følser hun havde været bange for at stå frem med følse rhun ikke engang ville indrømme for sig selv hun lukkede sine øjne sukkede opgivende og kyssede ham blidt op munden som en let sommerbrise der kærtegner den smukkeste sommerfugl

han gengældte hendes kys, og følte sig som en let sommer brise men kun med hende ved hans side, han gik helt tæt op af hende og lagde armene om hende og kyssede hedne så inderligt, lige nu kunne demonernes rasen tage sted og han ville være ligegald blot hun var ved hans side så ville alt være godt, og hvis hun nogen side skulle falde i krig ville han dø lige så han vile ikke kunne leve med smerten med at midste hende, men han vile heller ike slev falde for hun skulle leve lykkeligt

ras besvare kysset med samme inderlighed hun havde sådan længdes efter dette her aldigvel føltes det forkert at stå her præcis samme sted som hendes død havde indtruffet for mange år siden og være lykkelig hun trak sig forsigtigt ud af hans greb og sukkede

Han kikede på hende med lidt uforståenhed i blikket og trådte et skridt tilbage havde han gjordt noget forkert tænkte han for sig selv og kikede ned i jorden af skam og kløede sig i nakken "undskyld" mumlede han til hende og følte sorg i hans hjerte som en tung byrde

"du har itet gjordt galt min kære det er bare det at... dette sted vi står nu var det sted jeg døde og ja det er underligt at stå her og blive kysset for første gang jeg mener alt taget i betragting af hvad vi står på" hun så imod cirklen og det lille nøgehuld der var i midten af det kors der var der

han kikkede på hende med forlegenhed i bliket men smilte dog stadig "øhmm.... jeg må nok også indrømme at det er første gang kysset noget" sagde han og hans smil blev forlegent og han rødmede svagt, men brød ud i en varm latter og smilte et varmt, uskyldigt smil "Men det føles aligevel rart" sagde han til hende og spaserede lidt rundt på plat formen og følte sig skammet over at han aldrig endelig havde kysset en kvinde som ikke var i hans familie, han følte sig så dum men smilte bare over det

ras smilte til ham og brast så i latter hun kunne ikke anet hun grinede så højt og hjerteligt at det kilde i hele kroppen hun sank på knæ og grin mens hun grinede hulkede "dig aldig før kysset nogle det tror jeg ikke på du er jo konstant omsværmet af tøser" hun tog sig til maven da hendes latter havde forasaget mage kramper

Han kikkede på hende og rødmede mere end før, men smilte bare over det og hvidste godt at det lød underligt, men det var den nøgne sandhed og han ville jo bare gøre hende tryk, han morede sig endelig over at hun fandt det så morsomt men han blev ikke vred "Ja godt nok er jeg omsværmet af tøser, men ingen af dem ville jeg kysse, du er den eneste jeg vile dele mit første kys med" sagde han og smilte

rastina rødmede og fik langt om længe lidt mere hold på sig selv hun rettede sig op og smilede "og det har du vist hvor længe?" hun gik over til sin rustning og begyndte langsomt at tage den på igen hun savnede den velkendte vægt og sikkerhed den gav hende hun drejede hovedet og smilede kærlig til ham "hvad tror du ikke de andre i kompaniet vil sige når de finder ud af at du har scorret genaralen" hun blinkede kækt til ham

han kikkede på hende og smilte anerkende "jeg vil nu nok hellere sige at jeg har fået vist hvad jeg har holdt på længe" sagde han og spredte hans vinger og fløj en kort tur op i luften og lanede på jorden igen og strage sig ryg og gik hen til Rastina og hjalp hende med at lukke rustningen bag på

"stadigvæk det ænder ikke det faktum at du nu har noget de ikke har en der er dybt forelsket i dem og som kan tæve dem i kamp" hun smilede usikkert til ham usikker på om de nu var et par eller om det bare var en flygtig romance det håbede hun ikke da hendes rustning var blevet lukket spændte hun sit våbenbælte op og tog sin hjælm hun samlede sit lange blonde hår på hovedet og satte hjelmen ned over som hun plejede så det skjulte hendes hår det enester der afslørede at hun var kvinde var de kvindlige former i rustningen hun ligende det hun var en højt stående og hårdt slående kvinde

han smilede til hende og kyssede hende blidt på munden"jeg har så meget mere end det jeg har lykke" sagde han blit til hende på en måde der fortalt hende at dette ike vare var en lille romance men meget meget mere han gav hende et lile knus til og følte at han aldrig vile slippe hende men gjorde det aligevel og smilede til hedne

hun smilede kærligt til ham "de andre må tro du har forhekset mig sådan som jeg smiler lige for tiden det er da helt uhyggeligt" hun rødmede let og kikkede op på ham "skal vi se at tage tilbagé til melen? inden portende bliver lukket for natten må indræmme at det nye sikkerheds system går mig på nærverne hvad regner de med at dæmonerne er blevet mange nok til at andgribe sleve melen?" hun talte entelig mest til sig selv