børnesange

"tro mig hvis der sker ea noget så tæver jeg dem der gør hende ondt jeg har vlag tat opfatte hende som min mor selv om hun ikke ved det og ve den der krumemr et hår på hendes hoved" hun så alvorligt på ham der var ingen tvivl om at hun mente hvert et ord hun ville dræbe alle i verden bare for at rede de to der var ikek så mange hun satte pris på i denne verdne men dem hun gjorde skulle man lade være med at genere

Damian smilede til hende selvom han tvivlede på Ea ville være glad for det, så var han glad for at Rastina følte sådan han gav hende et let knus "jeg tror hun vil gøre det samme for dig" han smilede varmt til hende "du skal bare passe på med ikke at røre ved hende det gør ond, på hende" han rystede på hovede "hun er sær, da jeg så hende første gang var jeg sikker på hun ville blive en god krigerengel for hun havde noget at kæmpe for, men efterhånden som tiden gik ændrede så meget sig både ved hende og hendes glæde ved livet, jeg ved ikke om det er fordi hun bare kommer fra et bondemiljø eller hvad det er, men noget må det være"

"jeg tror det er hendes sjæl der finde to slags menneske rdem der er født med en engels renhed og dem der opnår den hun er en der er født med den uheldigvis har hun bare lidt så meget at det har skadet hende og hendes tid som kriger gjorde det ikek beder det var godt hun kom væk derfra jeg tør slet ike tænke på vordan hun ville være endt" ras så ned i jorden

han trak på skuldrene "jeg ved nu ikke, hun var en gift kvinde, hun døde i barselsseng, måske faktummet at hendes mand begik selvmord da hendes søn blev 18 og kunne overtage gården og at hendes søn, ende som dæmon, skuffelserne, men det svare ikke for hvorfor man ikke kan røre hende, udover hvis hun kan mærke folks urenhed, jeg har læst om det, men jeg er ikke sikker, jeg har forsøgt at finde ud af mere, men der er bare ikke tid" han trak på skuldrene og kiggede ud over vandet igen

"men det forkalre ike hvorfor hun ikke kan røre ved dig du er jo ikke uren tvært imod du er jo ærkeengelen" rastina knækkede sin ryg på plads den var begyndt at gøre seriøst ondt på det sidste

Damian fnyst og hev knæne op under hagen, han så ikke længere ikke længer så stor og mægtig ud længere, *ren ja men ikke længere* "jeg er ærkeengel, men jeg troede du forstod hvad jeg sagde til dig tidligere, jeg kan ikke længere røre ved hende uden det gør ond længere, jeg er ikke så ren som jeg var en gang, men nu ser vi jeg har angret over min synd og bedt om tilgivelse, man kan altid håbe på renselse ikke" han stemme var monoton og en smule trist han stirrede tomt udover vandet, nej han var ikke ren, han havde elsket og han havde ligget i med hendes selvom de ikke var indviet i GUds navn og hun havde oven i købet også solgt sig selv for at få et par vinger, han rystede på hovede og lagde panden mod knæene og nå ned i jorden, bevægelsen fik det til at svig i sårene på han ryg, men de bløte heldigvis så man kunne ikke se de var der, jo han havde renset sig og angret og alligevel ikke for hvordan kan man angre kærlighed?

ras så på ahm med et blik der trylede om tilgivelse hun lalge blidt en hånd på hans skulder *sikek meget nærkontakt jeg har med folk idag det er vist ved at blive en dårlig vane* tænkte hun uden entelig rigtigt at vide det "det skal nok gå min men bare rolig det skal nok gå" mumlede hun stille hen for sig selv hun ville ønske hun kunne sige noget der fik ham på ret køl igen men hun var virklig ikke god til at trøste folk eller få dem til at føle sig godt tilpas det var derfor hun var blevet kriger i sin tid

Damian kiggede op igen "alt skal gå, Melen må ikke falde, kærligheden må ikke dø og godheden skal sejre, koste hvad det vil om jeg så skal flyve direkte ned i helvede" han vende sig mod hende med et lysende fremmende blik, selvom hendes berøring af hans skulder, gjorde ret ond, men han ignorerede det, han stemme var fyldt med noget der fik alt til at runge, han ville heller dø end at opgive Melen, han trak vejret hæftigt

rastina rejste sig og så ned på ham "hvis du gør det flyver jeg om mine mænd med dig du får ikke lov at dumme dig alene vi står bag dig om det så kræver vores død" hun bukkede respektfuldt for ham dette var den damian hun kendte den faste søjle der ville opgive alt for de andre det var den damian hun så op til som et lillebarn ser op til sin bror

Damian smilede til hende "hvis jeg flyver der ned bliver i her og passer på alle dem der ikke kan slås og sådan er det, Melen må ikke falde, falder jeg er det et lille offer for noget meget større, husk det Rastina" han smiled til henden og rejste sig og bukkede "men nu skal vi ikke tænke på krig, vi kan ikke gøre så meget lige nu, før vi skal i gang må vi nyde den smule fred der er og vi kan intet gøre før rådet har besluttet noget, desværre" han smilede mildt til hende

"rådet skulle låsses hårdt i deres store fede røve og hvis det ikek var fordi det ville have meget store koncekvenser havde jeg for længst låsset deres små fede næsre langt ind imellem deres kæmpe store fede røde kinder det ville kun gør edem kønner at se på " snerrede hun for sig selv hun stilte sig med armende ove rkors og så mege tmuggen ud

"RASTINA!!" han stemme rungede hård og alvorligt og hans øjne så meget strengt og hårdt på hende, men så blev hans stemme blid og rolig "kan du så have noget respekt for det råd, det har også gjort meget godt for os, skal du huske, uden det ville det være diktatur og så ville det være sværre at gøre den brede vifte lykkelige ikke" han smilede til hende

"nej jeg vil ej de er skyld i at melen er ved at falde fra hiandne du vilel kunen gøre det så meget beder end dem hvis de bare gav dig lidt mere fire tøjler for helvede damian det er lige før at du skal gå til 7 møder bare for at få lov til at skide og når du så har fået lov til det er det for sent og så skal du til yderlige 5 møder for at finde ud af om du må skifte dine bukser nej jeg vil ikke respekter de inkompatente idioter" hvæsende hun og hadet og foragten til rådet drev fra hvert eneste ord som syre

nu blev Damina irriteret og han skiftede til sin mere alvorlige dominernede stemme "SÅ ER DET GODT RASTINA!!!" hans stemme rungede gennem det hele og krævede respekt og opmærksomhed "DU SKAL RESPEKTERE RÅDET, DET ER DER FOR EN GRUND OG JEG VIL ALDRIG, ALDRIG HØRE DU, HØRE DIG SIGE FOR HELVEDE IGEN" han kiggede hende fast i øjnene og nægtede at slippe dem "du må lære at have mere respekt, selvom de ikke er enig med os er de der for ikke at vi bliver fyldt med overmod og magtbegær, det er set før det er derfor det er der, vi er ikke dæmoner!"

val hævede for første gang i 300 år stemme og skrg af sine lungers fulde kraft "man skule fanme tro at de var engang imellem og jeg bander når jeg vil" hun var godt sur nu hun havde det med at eksplodere i vredesudbrud men aldig så slemt som nu og slet ikek overofr damian

Damian sukkede dybt og greb så fat i hende og kastede hende samme vej som Ea for noget tid siden selv var væltet, en tur i vandet og kiggede strængt ned på hende "det er på tide du lære noget respekt, ellers ender du med Ea som din overordnede" han kiggede strængt på hende, det var ikke noget han havde lyst til men de kunne ikke have en engle med så høj rang der satte sig mod rådet, de var måske nogle nisser til tider, men når det galt var de erfarne og viste hvad der var smart at gøre, og de kunne slet ikke have en der gjorde det i så afgørende stunder som nu

"hvis du gør det vil du pludselig mangle 13 af de bedste kriger engle melen har set og du ved jeg taler sant" hendes stemme var intet anet end en hvisken mens vanet drev ned af hende hun ligende en tortensky og vandturen hvade om muglit bare gjordt hende mere gal hun rettede sig op og gik over til sin hjælm hun otg den op og vendte ansigtet imod ham hendes øjne var kolde og hendes ismur var rejst stærker end nogle sinde "jeg troende du var anderledes damian det gjorde jeg vireklig" hendes stemme var skufftet og der var en underklang af smerte i den

"så er det godt Rastina, du leget med min toldmodighed, der er ikke tid til din barnlige opførsel, lige nu er det eneste du gør er at svigte dit folk og jeg vil heller have en engel der tror på det den kæmper for end nogle der roder blindt kun for at stille deres blodstørst" han var nu blevet virkelig sur han hev fat i kraven på hende og hev hende op, så hun kun var få centimeter fra ham, hans øjne lyste vildt, og hans stemme skreg af noget vild, men smukt, ordene kom nærmest som en snærren med ikke dyrisk, bare yderst uhyggeligt, han havde ikke været så arig siden at gik amok på den dæmon der havde hugget hans vinge af "jeg vil heller flå vingerne af dig og dine mænd og personligt smide jer ned i helvede til Kain, end at lade jer svigte mit folk, forstår du det lille Rastina og du skal ikke tvivle på at jeg et minut vil tøve med at gøre det for i modsætning til dig, svigter jeg ikke mit folk lige meget hvad!" han ryggede endda tættere på hende og strammede grebet, det var hårdt og langt fra bamhjertigt, han havde fået nok af det "du er ikke bedre end de engle der kun dyrker sig selv, dem i rådet er måske gamle og langsomme, men de har set mere død og ødelæggelse, de har set flere uskyldige dø, end du noglesinde kommer til og du har bare at respekter dem, for det de har gjort for dig og dine!" han stemme var så hård at den slog som en pisk og den nægtede at blive modsat, det var som om hns ord opsumerede for ham, det lyste forræder mod hende og hans lysende blik viste at han mente vært ord han sagde han ville ikke tøve med at dømme hende for det hun sagde var så tæt på højforræderrig at det eneste der hold ham tilbage var hans tro på anger og det gode, med et blev hans blik igen mild mere mild, men udtrykket i hans ansigt blev ikke, han vende hende og greb fat i hendes vinger som om hun var en lille let engle og lettede med hende og derved efterlod han hendes hjelm på jorden hvor den var blevet sat, han satte kurs mod sit hus nærmer bestemt kælderen, den Ea frygtede

rastina rasedne indvendendigt men gjorde ikke modstand hun vidste hun var gået for vidt denne gang og at det ikke var klogt at svine rådet men hun kunne ikke respektere dem damians ord havde gjordt ondt meget det havde jo ikek været hendes mening at forelske sig og hun kunne i bud og grund aldig drømme om at forråde melen så heller dø men hun kunne bare ikke styre sit tempramang det havde hun aldig kunne en tåre gled ned af hendes kind nej hun ville ikke ned til kain det var jo ham der havde voldtaget hende da hun var barn ham der var skyld i hendes skreg for mænd bare det at være så tæt ved daian skræmte hende hun følte gråden trænge op i sig men nægtede qt lade den få fritløb hun så efter sin hjælm og rækte desprat sin hånd ned efter den som et barn der rækker hånden ud efter hjælp

Damian bragte hende til sit hus

///out///