Kan ensomheden nogensinde være en god ting?

Han sad der på en sted imens han stirrede ud mod havet der krusede hen over sandets fine små bitte sten. Efter han havde opgivet at blive hvad han ønskede mest plus at se hen over sin søsters skulder, var han blevet en kedelig person. Han var grå. Hans sind var så gråt som himlen på en kedelig søndag eftermiddag. Ensomheden der fulgte med ved at være dæmon var næsten for tung at bære. Specielt når han havde en menneskelig sjæl at bære rundt på. Bare han kunne slippe fri fra den byrde han bar på. Han ville ikke være dæmon mere, men havde han noget valg? Han tvivlede så stærkt på det. Var der overhovedet noget håb for ham? Ville han være dømt til at yde engle blod over den smukke jord han stod på, eller ville han blive frelst og blive genforenet med hans søster?
Eric rejste sig, men stod bare helt stille imens vinden tog fat i hans lange sorte hår og førte det ud mod havet. Hans engang så lyseblå klare kære øjne var falmet til en grålig blå farve. Det var længslen og sorgen i hans hjerte der gjorde dette mod ham.

rastina lanede på jorden hun så ikke skikkelsen et stykke fra hende hun var træt og smurt ind i blod og ddeværese ting og sager hun mumlede lavet for sig slev noget med at dæmoner svigner alt for meget når man flænser dem over på midten hun rystede irreteret på hovet og spænde sit sværd belte af hun hængte det pænt over en grav sten of tog der efter hver enkel del af på sin rustning som hun også pænt hængte på grav stene hun lov sine vinger forsvinde og gik der efter nøgen ud i havet hun dykkede ned under vandet og svæmmede et stykke langs breden hvor efter hun svæmmede op igen og med front imod højsonten hun forstod ikke hvorfor alle de andre engel hade menneske vand det var jo dejligt godt nok en smugle urent men det var jo ikke væredens undergang desuden når hun var her var hun fri fra de inkompatente mænd i hendes tropsdeling hun vendte sig om og fik øje på en skikkelse der sad på klippen et chok for igennem hende hun troede hun var alene når ja hvad gjorde det det var næppe nogle andre en en lille bonde pige det havde langt hår jo det burdte være en kvinde de eneste er ellers havde langt hår var folk der var lige så bøsset som damian hun svømmede hend mod skikkelsen og stoppe inden for høre vidte og råbte så "hey du der på kanten hvad siger du til at tjene nogle hændøre og løbe længer ved af standne og hente mit tøj og mit sværd hvis du også kan vaske det mens du er igang vil du nok tjene noget mere " vandet gik hende til lidt over navlen og det grimme ar der løb over hendes bryst var blottet hendes stemme var venlig men med en kalg af overlegenhed der ikek var til at misfortolke

Eric så op da han hørte en stemme fra en kvinde og så en kvinde stå ude i vandet. Han så hurtig ned, for ikke at trænge på, da hun ikke bar noget tøj på sin nøgne krop. Han hørte hendes råb, og uden at svare begyndte han at gå ned langs vandkanten indtil han så kvindeligt tøj og et sværd. Et smukt sværd. Dette måtte være en betydelig kvinde. Han tog tingene og bar dem tilbage hvor han havde set kvinden, lagde det i sandet og trådte så tilbage, stadig med sine øjne kastet ned mod jorden. Han vidste hvornår man skulle se og hvornår det var bedre at høre i stedet for at se. I denne situation valgte han at høre i stedet for at se. Han ville se når det der kunne krænke kvinden var dækket til. Han ville finde ud af om han skulle vige bort fra hende og finde skjul et andet sted, eller om hun ønskede andet af ham. For alt i verden måtte hun ikke finde ud af, at han var dæmon. Hun ville ikke kunne forstå ham. Han ønskede at blive menneske igen og leve med sin søster igen. Han ville ikke dræbe eller skræmme nogen. Dette var hans menneskelige sjæl der bestemte sådan over ham. Han var en skændsel for alle dæmoner, men han var ligeglad.
Imens han holdt sit hoved respektfuldt bøjet så kvinden kunne klæde sig på, tænkte han på hvad i al verden han skulle gøre ved sig selv.

da skikkelsen bevægede sig gik det op for rastina at det var en mand og ikke den lille bondepige hun forventede paniken støj sin lange kolde hånd ned over hendes rygrad og en lille jamrende lyd undslap hendes læber hun lukkede øjne og trak vejert dybt hun så ind mod ham igen og det hun så fik hende til at unders manden have hentet hendes tøj og stod nu et stykke væk hun kløede sig kort i håret af forviring han så enda ned et lille smil dukkede frem på hendes ellers neutrale læber hun gik ind til breden og begyndte at tage tøj på hun var så vandt til at skifte sammen med sine mnd at hun ikke skænkede det en tanke mens hun ifærdte sig sin rustning kikek hun på ham og sagede så med silke blød stemme "du må virkelig undskyld ejeg troede du var en kvinde jeg mner hvor mange mænd rander rundt med lant hår nu om stunder" en lyd der kunne tolkes som en lidt augant latter forlod hendes læber

Da han mente det var sikkert, så han op igen og så kvinden foran sig og lyttede til hendes ord. "My lady..." Han bukkede ærbødigt for hende, da hun så ud af en kvinde af høj rang. "Jeg har altid båret mit hår på denne måde, fordi min søster ønskede det. Jeg undskylder dybt hvis de forstod mig til at være andet end jeg i virkeligheden er." Han så igen op på hende og iagttog hende. Hvis hun vidste hvad han var vidste han hvilken rædsel der ville fylde hendes menneskelige hjerte. Han kunne ikke lære hende at kende. Han kunne ikke kende nogen. Han måtte på en eller anden måde snige sig udenom hende og slippe væk. Hvis han lærte hende at kende ville han hade sig selv når hendes dødsdag ville komme. Han ville hade sig selv fordi han ikke kunne redde hende fra helvedes ild. Dette var hans grund til at være ensom for altid. Han kunne aldrig møde nogen og lære dem at kende, med mindre de var a dæmonisk blod.

rastina slog en himmels ren latter op "i sandhed om de kikke kan finde ud af at tale for dem men tro mig der er ingen grund til at bukke jeg er her for at slippe for den slags hvad siger de til at sætte dem ned og tale med mig det er så længe siden at jeg har talt me den dødeli.... et anet menneske " rette hun hurtigt sig selv "jeg menner bare cu... jorden er jo så smuk her ude på denne årstid og det er så ensomt at side og nyde dens skønhed for sig selv synes du ikke" hun lavet et let slag med hovet så hende lange blode hår faldt fyldigt og vildt det lage sig blidt i smukke folder der fremhævede hendes sensuele læber og dybe lysseblå øjne med de naturligt lange og mørke øjnvipper

En smerte jog igennem hans hjerte da hun tilbød ham at side med hende og tale med hende. Han vidste at hvis han sagde ja var hun dømt til døden på grund af ham. "My lady... hvoren hvor meget jeg ønsker at være dem selskab, må jeg desværre vende tilbage hvor jeg hører til." 'Ja... tilbage til intetheden,' tænkte han med en sukkende smertefuld tanke. "Det er meget venligt at byde sådan at lære dem at kende, men jeg må gå før jeg for problemer." 'Problemer med min herre. Min mester. Han vil slå hende ihjel hvis han finder ud af min smerte og længsel efter hende. Han vil gøre det for at bringe hadet ud i mig.'
Eric måtte kæmpe med sig selv. Han var træt at altid at skulle vandre alene i skyggernes mørke. Han ville væk. Langt væk hvor hans skaber ikke kunne finde ham igen.

"kom nu sæt dig nu ned din herre kan vel undvære dig nogle minutter endnu og hvis ikek må han komme og tale med mig om det ved alverdens dæmoner tror jeg ikek han ønsker at komme mig på tværs" hun smiled eblidt til ham *nej hvis bare denne stakkels dødelige mand videste hvad jeg laver noramlt at jeg ikke er menneske men en af de stærkste i hele melen for ikek at sige den stærkste kvinde* tænke hun små irettert på sig selv smilede så igen til ham "desuden er det ikek særlig ofte at jeg får mulighed for at tale med så smuk en mand som ovenikøbet har manner desuden mit navn er rastina je gbryde rmig ikke om at blive kaldt my lady det er for overfladisk og der er for mange der kalder mig sådan noget i forvejen igen jeg er her fordi jeg gerne vil slappe af ikke for at.." hun stoppede brat hun slulle til at sige blive ropvaret af små engle fyre men det ville røbe hende hun smiled ebare igen et hult og falsk smil

Eric hørte hendes navn og følte at hans herre måtte allerede vide om hans ugerninger, ved at mødes med sådan en dødelig som denne unge kvinde. Han satte sig ned og så ned i sandet, med sit hår omkring hans ansigt som et stort sort gardin. Hun måtte ikke se hans sørgmodige blik og hans sørgelige ansigtsudtryk. Hun måtte ikke læse hans tanker og røre ved hans blødende hjerte. "Jeg kan ikke blive længe. Min herre vil flå mig levende hvis han finder ud af hvor jeg er og hvem jeg er i selvskab med." 'Det med at flå mig levende passer. Men han vil først flå hendes hud af foran mine øjne og derefter udnytte hende på det grusomste.' Han lukkede hans øjne et kort øjeblik, før han åbnede dem igen og så ud mod havet med sine grålige øjne. Engang havde de øjne været så fuld a liv og var så lyse som himlen selv. Men nu var der intet andet end længsel i hans øjne.

"din herre lyder som en tyran" hendes stemme var dæmpet og næsten uhørlig da hun tilføjede det næste "din herre lyder næsten til at være lige så slem som kain" hendes stemme var fuld af had o foragt og noget tyde på at hun virklig øsnekde død over dne person hun talte om som om vedkommende havde gjordt noget frygteligt og utilgiveligt hun satte sig ned ved siden af ham med armede omrking sig selv mest for at beskytte sig selv og sine blottede arme for blestem men også for at skåne sig selv imod minderne om deres sidste møde i en alder af 10

Han lod mærke til at hun så ud til at fryse og af ren menneskelig instinkt tog han sin frakke af og lagde den om hendes skuldre før han lænede sine albuet imod sine knæ og følte vinden tage fat i hans lange sorte hår og næsten føre det bort. "Min herre er min herre. Andet kan jeg ikke sige. Jeg kan ikke trodse ham. Det er mig umuligt. Jeg kan ikke købes fri for nogen pris i denne verden." Han vidste han var dømt til at være hvad han var nu og intet eller ingen kunne redde ham fra at være dæmon resten af hans uendelige liv. "De må se bort fra min herre. Der er intet de kan gøre ved det. Nogen har prøvet og ingen har nogensinde kunne vinde over ham. Ingen..." Han så ned mod sandet igen og kunne næsten høre den onde latter in i sit hoved og skrigende fra hans døende familie. Hvor han dog savnede dem. Deres blod var stadig på hans hænder, uanset hvor meget han vaskede sine nu meget urene hænder.

ras for sammen da han lage jakken omkring hedne hendes hovede vrimmelde stadigvæk med billeder af voldtægten hun så på ham og fik et glidt af hans liende blik og stik imod alt hun plejede rakte hun hånden og tog sne metal hanser af hvor efter hun lage en hænd over hans hun lod med vilje noget af sin engle aura strømme over i ham da det ville få mennesker til at glemme deres sorger for en tid og se skønheden i stedet hun vendte sig om og kikkede bekymret på ham "tro mig alle tryraner kan nedkæmpes der kræver bare de rigtigt folk har man først demer det intet problem" hun tav lidt og kiked eud mod havet og fortsatte sp "ser du jeg har viet mit liv til at slå tyraner ihjæl jeg har 13 toptræende kriger med et formål i livet og det er at slå en bestemt mand ihjæl vi er kun nået til hans undersåtter men før eller siden en skøne dag får vi ram op ham og tro mig ikke engang din herre vil kunne måle sig med denne mand"

Da hun rørte ved ham følte han noget strømme igennem ham der gjorde ondt på hans dæmon side. Smerten han følte var for stor til at klare, så han trak sig væk fra hende. Han rejste sig og trådte tilbage. Han vidste nu hvad det var hun kæmpede imod. Det samme som hans søster. Han vidste at han skulle bare have forsvundet før dette kom for langt. Men det var for sent nu. Han holdt allerede af hende. Smerten var tung og hård mod ham, men han lod det ikke vise til hende. Han måtte bare væk. Han måtte finde et sted hvor hans dæmon kunne udbryde sit brøl af raseri og smerte. Han følte sine vinger presse på i hans ryg og han kunne allerede føle blodet sive ned af hans ryg. Det var en stor smerte hver gang hans dæmon brød fri. Han trådte tilbage og så undskyldende på hende. "De må undskylde men jeg bliver nød til at gå." Hele hans ansigt var vædet i smerte og sorg. Han ville fælde mange tårer i nat. Han vidste det. Og han ville bøde for hans håb om at blive som hende. Håbe at blive menneske igen. Han ville bare dø nu. Ikke andet.

rastina rejste sig og greb fat i ham "nej" hendes stemme var hård og man kunne tydeligt høre at hun var vandt til at udstede ordre en næsten ubemærlige trækning for over hendes ansigt hendes stemme blev blid og sorgfuld "vil du ikke godt blive jeg ber dig" hun kunne mærke sit hjerte banke men ikke af frygt for at han skulle gøre det men af frygt for at han skulle forsivnde det var jo ikke fair hvad skete der hvorfor føldte hun sig så svag det var ikke normalt hun så på ham med store bedene øjne "bliv jeg ber dem sir"

Da hun greb fat i ham og næsten tiggede ham om at blive, lukkede han sine øjne tungt i. Han følte sine vinger trænge igennem hans hud og søge ud for at strække sig. Da han åbnede sine øjne igen var de blevet blodrøde og hans ansigt var et virvar at sorg og han trådte tilbage. "Vær sød at løb din vej. For alt i verden ønsker jeg ikke at skade dem." Smerten tog over og det viste sig tydeligt i hans ansigt og pludselig brød hans dæmon vinger ud og han skreg af smerte, imens blodet fløj ud til alle sider. Han faldt på knæ og hev efter vejret alt imens han følte sit blod koge op i had. Han kæmpede hårdt imod, for at give Rastina tid til at komme væk. "Jeg ber dig. Se væk fra mig. Gå... løb din vej før det er for sent." Smerten havde taget over og tårerne af længsel strømmede fra hans dæmon røde øjne imens han så op på hende og forventede kun et skrig af skræk og at hun ville løbe for sit liv som alle andre gjorde når han pludseligt skiftede til det han hadede allermest.

rastina stod og så på ham uden at bevæge sig en tomme hu havede set dette før men de plejede ikke at bede hende løbe snare tvætimod hun så bare på ham med så meget medlidehed i bliket at man ville kunne føle den hun rakte en hånd ned til ham "giv slip på det det er ok desuden du kan ikke skade mig selv om du prøvede" hun lod sine store sølvfarvede vinger komme til syne et imponere syn hun rakte ind unde rsin rustning og fremdrog sit symbol det var en halskæde eller reætter en medaliong med et billed af et langt sværd sylet ind i blod oven på en sne hvid engle vinge over den hang der en krone det var symbolet på engles elite hær af krigerengle og det var kun genaralen der måtte bære det

Eric så de lyse snehvide vinger brede sig ud og vidste nu hvad hun var. En engel. Hans vinger bredte sig ud og han kastede den frem så han fløj tilbage fra hende og landede igen på hans knæ og lod sine vinger omringe sig imens han følte alt ved ham skifte til det han ikke ville være. Alt imens han skiftede 'ham' tænkte han på sin søster og kaldte ud hendes navn imens han rakte sine arm mod himlen som at bede for nåde, men derefter krøb han sammen i endnu mere smerte indtil han rejste sig op og hans vinger endelig bredte sig ud og han stod i sin fulde dæmon form, med øjnene stirrende ned mod jorden. "Dræb mig engel. Intet andet ønsker jeg af dig for dette er hvad jeg må bære på. Smerten er ikke til at bære. Jeg er svækket af min menneskelige sjæl jeg ikke har fralagt mig. Dræb mig kære engel. Jeg ønsker ikke dette liv mere da intet håb kan findes for mig. Jeg er dømt til at leve i skyggerne og kæmpe for hvad jeg holder af. Min søster... min kæreste søster. Hun ved ikke bedre end at jeg er dæmonen der dræbte vores fælles familie. Deres blod vil altid være på min krop og deres klagen efter himlens frelser vil altid runge inde i mit hoved. Jeg beder dig engel. Gør en ende på den smerte jeg bær. Gør det som jeg ikke kan lade min søster gøre." Han knælede ned på et ben med sit hoved bøjet. Han håbede på at han endelig kunne få fred.

rastina trak sit sværd og gik over imod ham hun vidste at hun brudte gøre det men noget i hende skreg at det var forkert helt forkert hendes skridt var tunge og sværdet trak en lige reven i snadet efter sig hun følte sig som en bødel der går imod sit offer en følse hun kun kendte alt for godt men denne gang ønskede hun det ikek hun ville gøre alt for at offert ikke var ham men pligten loven sagede

Eric hørte sværdet der blev revet igennem sandet og lukkede sine røde øjne og bukkede sit hoved endnu mere ned imens tårerne gled fra hans øjne imens han hviskede, "Valantha..." Bare han dog have kunnet bevist at det ikke var ham der havde slået deres familie ihjel, men at han var uskyldig. At han som dæmon aldrig havde slået nogen ihjel. Han ville bare dø. Det var det eneste han ønskede for ingen kunne redde ham fra den smerte han befandt sig i og ingen ville vise ham nåde. Han var dæmon og derfor dømt til at dø for en engels sværd.

rastina stod foran ham tående sig over ham som en majstatisk kriger hun så på ham og knugende i hendes sjæl brast "jeg kan ik undskyld jeg kan ik" hviskede hun mens hun smed sværdet det lande med spissen boredet ned i sandet så det holdte sig slev op hendes krop sank sammen så hun endte med sine amrene om hans hals hun borede sit hoved dybt ned i hans hår mens hendes finger frebrilst familede efter et holde punkt på hans ryg den første tråe hun havde grædt i 600 år faldt fra hendes venstre øje kryatal klar og ren

Da hun knælede foran ham og hendes arme var omkring hans hals åbnede han sine øjne af overraskelse. Han så sværdet stå i sandet og derefter hørte han hendes ord om at hun ikke kunne slå ham ihjel. Hun kunne føle hendes hænder søge febrilsk omkring hans ryg og ønskede dybt at hans vinger ville forsvinde og idet han ønskede det groede hans vinger tilbage ind i hans ryg og efterlod kun blodet løbende ned af hans ryg. Han kunne føle dæmon siden af ham trække sig tilbage og følte en varme han aldrig havde følt før. Da hans hænder ikke længere var befængt af klør, lod han still og roligt sine arms vikle omkring hendes engle krop og bragte hende tæt ind til sig og pludselig sad han der og trøstede hende, som om det kom ham som det mest naturlige i verden. Alt han vidste var bare at han ikke kunne tåle at se eller høre hende græde.

ras lod sine vinger forsvinde hun kunne mærke hans arme om sig og for første gnag nogle sine var hun ikek bange for at han ville gøre hende fortræd han gav en fornemmelse af trykhed hendes blonde hår lå ned langs ryggen af hendehans jakke var gedet af da hendes vinger var kommet frem hun rystede stadigvæk men ikke helt så meget som før og de hjertensskærende hulk var blevet næsten lydløse og eftlod kun små svage skælvninger i hendes krop

Han mærkede at hun stadig rystede men kun ganske let nu og bragte hende tættere ind i sin favn og holdt hende tæt. Han vidste at hans herre ville torturerer ham for dette men hvad betød det når han alligevel aldrig følte andet end smerte? Hvis bare han kunne bringe blot lidt glæde til denne kvinde så var han glad nok. Han behøvede ingen menneskelig form for at være komplet igen. Det eneste han vidste han var her til for var at føle smerten ved at være dæmon.

rastina trak sit hoved tilbage og kikked epå ham med øjne der ligende tabte diamanter hendes øjnvipper var blevet længer og tunger efter hendes tåre havde gjordt dem våde de glintetede i det svage lys hun så på ham med et blik der dåbe forguede og lovpriste ham men dybt nede i dem var den gamle frygt for mænd den kain havde givet hende da han voldtog hende i en alder af 10 en frygt hun måtte bruge mange år på at kome af med hun så baer på ham og hviskede så "hvis jeg dog bare kunne gøre noget for at lindre din smerte bare en enste lille ting"