stilhed

Damian sad stille på en gren og spillede på sin fløjte. solen var så stille ved at gå ned og den milde sommervind, der var ved at gå over i efterår, legede stille med hans hår og frakke, det havde været nogle hårde dage i Melen og han havde virkelig haft brug for at komme væk fra alle forhandlingerne, diskutioneren og den uendelige kamp for få styr på alle sagerne, det var lige før han ture tænke i sit stille sind at det var et helvede der oppe, men sådan noget sagde man ikke og især ikke han. det var dog ingen tvivl om at han elskede sit embede, sit folk og at han ville gøre og ofre alt for dem, hvilket på nuværende tidspunkt, gjorde det endnu sværre for ham overhovede at finde sig selv, for han elskede ikke længer kun sit folk, der var også menneskepigen, men han viste det ikke ville gå, desværre. han sukkede stille og fjernede fløjten fra munden et øjeblik, dens kølige glatte skaf og klare toner var så dejlig behagelige, han to fløjten til munden igen og begynde at spille en sørgelig og dog lit munter melodi

En Kvinde kommer gåendene mod Damian hun har langt sort hår, en blodrød top som har flagermus ærmer, og hun har en lang sort nedredel på og en sølv armring.
Hun kikker op mod damian

"hvorfor så trist?"

han kiggede ned på hende, lugtens af dæmon strejfede hans næsebor, han stirrede koldt ned på hende, og fjernede føljten fra munden, så smilede han et lille kort smil "fordi livet ikke altid er som man ønsker det" han stemme var rolig, hun virkede ikke som en større trudsel for ham, han granskede hende med øjnene, han havde enlig lyst til at være alene, men han undrede sig alligevel hvorfor en dæmon var så langt hjemmefra "sig mig er du ikke lidt langt hjemmefra unge dame?" spurgte han muntert, unden at kigge på hende, han åbnede frakken og stoppee fløjten ned i den pænt dertil syede lomme

"langt væk hjemme fra? Et hjem er ikke hvad jeg just har mere et fængsel" sagde hun med et tankefuld smil og kikkede ned i jorden "ja livet er ikke altid godt....langt fra" sagde hun fjernt

"i så fald er du i et fængsel du høre til, ondskab burde ikke have lov at vandre frit omkring" sagde han med en spottende stemme, han svingede benet over på samme side at grænene som det andet, hansenlig hvide vinge kom til syne og han lod sig falde mod jorden for i sidste øjeblik afværge sammenstyrtningen med jorden, med et kraftigt vingeslag, der fik græne og blomster til at bøje sig i den kraftige vind, han satte foden blit på jorden, og betragtede hende nu endnu mere nærgående "livet er hvad man gør det til, man skaber det selv til dels, resten må man affinde sig med, livet skal ikke være let værken for dødelige eller udødelige" han smilede fromt til hende, men hans øjne udstrålede ikke samme mildhed over for hende, hun var en dæmon og selvom hun var en ganske køn en var hun det rene ondskab, en trudsel mod hans folks ellers rolige og fredsfylde liv

kvinden kikkede lettere vred på manden"ja og det skulle komme fra en uviden person som dig"sagde hun lettere irreteret og trak vejret ophistet"dit liv har jo bare været guld og grøne skove ingen smerte ingen sorg kun glæde og lykke du har levet godt og så tillader du dig at dømme mig sikke en god person du er"fortsætter hun og trækker vejret dybt og slapper af igen

"uha vi har en hissig en af dem her" han smilede og en form for varm glød kom fram i hans øjne "om man har haft en godt eller dårligt live, er ikke ens betydende med et godt eller dårligt efterliv, der er handlingerne man gør i livet der dømmes på, hvis du lever i yderste fattigdom og alligevel deler den smule du har med andre, er du et god, men stjæler du fra en lige lidende er du da dårlig for du ønsker kun at have mere, det er gårdighed og ondskab" han lænede sig op af træet han lige var hoppet ned fra, hans vinge blev igen usylig og kan kiggede granskende på hende for at se om hun havde forstået noget "dæmoner lever ikke dårliger, de lever bare anderledes, de sætter andres lidelser højere end andres lykke, vi vil heller dele den smule vi har og selv sulte lidt end at se alle andre end os selv sulte" han smilede mildt til hende, han regnede ikke med en dæmon ville forstå sådan noget, men det var nu meget morsomt at belære den lille med noget mere følsomt end, øje for øje tand for tand princippet

HUn rystede kort på hovdet af ham og lo kort og kikkede der for op på ham igen men både melidenhed og latter i blikket og sukkede "Du dømmer mig igen uden at kende mig du foragter mig og tager mig for et fjols" sagde hun med latter i stemmen og kikkede på ham men et flabet smil på læben "dø dømmer mig for ingen ting at hvide men jeg ved hvad der er godt og hvad der er ondt jeg ved at livet er godt og det er ondt jeg ved hvad alle modsætninger er og hvad for nogen der høre til vad og jeg ved alt har to sider selv dig selvom du foragter den ene og vil modsige mig i at den finders og det er en svaghed som du må lære at leve med" hun begyder at gå hen mod Damian og stiller sig helt tæt på ham hun er ikke mere en 1 meter fra ham og størelses forskællen er nu helt tydelig hun er nok omkring 20 cm laver end ham men hun virker stadig ikke truet af ham.

han udstøtte en latter "jamen kære dog da, desværre tager du fejl, jeg var aldrig blevet ærkeengel hvis jeg havde noget ond i mig, jeg er ked af at skuffe dig der lille pige, jeg sidder og kigger på folks liv, jeg dømmer over gode og dårlige handlinger, jeg er retfærdigheden og jeg står for at den sker fyldest" han smilede til hende, et smil som kun udstrålte godhed og venlighed, hans øjne var dog en anden sag, de vejede og vente hende og dømte hende for hvad hun var en dæmon og det var kun folk der fortjente at være dæmoner det blev det, hvis man valgte det valgte man også det onde frem for det gode så heller befinde sig i fernen i alt evighed, end at vælge den onde side, sådan var det, man valgte selv om man var god og ond og derved valgte man også side for sit efterliv

"du tager fejl uden ondt ville intet godt eksistere det det vil sige at du ikke vil være til stede eller jov men du ville bare være en tom skal og ingen kærlighed kunne føle ingen glæde, og lykke, og ej ingen sorg, had eller vrede ville fylde dig du ville være som død og desuden kan selv en ærkeengel hade og forbande og hvis du kun var god kunne du ingen dømme for du ville havde ondt af dem og af ren melidenhed ville de vele på grund af dig" sagde hun spottende og smilede kækt og gik et skridt tættere på Damian uden at vide den mindste frygt for han

"du har meget at lære, kan jeg høre, lille dæmon, men tænk på det sammen kan vænde, udengodhed ville der intet ond være, hvis vi skal se på din teori, men min er dog mere enkel, selv mennekserne har tænkt den, men jeg regner ikke med du har læst den historie om eutopia, hvor alle lever og dele, ser du uden menneksers anerkendelse af deres dyriske indstinkter, ville der intet ond være, kan du se det, det er kun fordi de opføre sig som dyr og sætter deres alterego over andre, at der findes ondskab, hvis de lærte at hjælpe hinanden, ville de slet og ret dyrke godhed og udslette ondskab" han smilede endnu et af hans stille og rolige godmodige smil, tænk hvor han ikke så ofte havde haft lige denne diskution med dæmoner, lige inden de måtte lade livet for at lade godhed stå fyldest

hun begyndte at le og kikkede med et lene blik "den msion er umulig hvor der er godt er der ondt og hvor der er ondt er der godt du lever i en drøm min ven..." hendes blik skiftede fra lene til koldt og hades fuldt blik "en drøm om lykke og godhed men du lever i sorg du har mistet noget som har stor betydning for dig det er noget som du ikke kan ej for det er noget som tilhøre en anden og den person hader du for det og had høre til det onde" hun stirrene koldt på ham men skiftede blik til meligenhed og strøg han på kinden og vende sig om igen og begyndte at gå væk fra damian

han smilede endnu en gang, nå så lidt kunne den lille "jeg hader ham ikke, han er min ven og underordnede, jeg gav ham det, for ja jeg kunne ikke have det, men jeg valgte at gøre det og jeg har et fint med det, for jeg delte mit brød med en anden og gjorde der ved to personer lykkelige" han smilede ved tanken om Valantha, at gøre hende lykkelig var vigtiger end ham, han havde så meget andet "jeg drømmer ikke, det du kalder en drøm findes i små samfund hvor man er nød til at leve i harmoni for at få det til at fungere, jeg vil give dig ret i at Stalin forsøg på at efterligne Marks ideologi, ikke gik som forventet, men mennesker er har bare deres dyriske indstinkter og dyr er ikke onde eller gode vel de overlever bare, den eneste grund til at mennesker ser deres handlinger som onde er at de ved at de kunne have handlet anderledes og fået et udfalde der kunne have gavnet flere, hvis de ikke viste det, ville de betragte deres handling for god, det vil faktisk sige at ondskab er en opfindelse af mennesket, det vil sige hvis mennesket ikke så at deres handling kunne være gjort anderledes ville ondskab stille og roligt forsvinde, så det eneste vi skal for for en gang skyld at kunne leve i fred og fordragelighed er at få mennesker til at indse at de ikke kan handle anderledes end de gør" Damian sukkede dybt og smilede så et afventende smil til hende, han glæede sig faktisk til at høre hendes modargument

Hun stoppede men vendte sig ikke om "så du siger at et meget dyrebart eje delte du bare med en anden selv om ikke ejede det eller ønskede at dele hvis det var dit. Det du ønskede var npget som man ikke deler for det er noget som har liv som har et hjerte og en sjæl, det er den ene ting i livet som man ønsker mest og du..."delte" det bare uden at føle noget andet en lykke hvis det er sandt så er du en løgner" sagde hun spottende

"jeg vil ikke sige jeg delte hende, men jeg ville ikke være til meget lykke for hende, jeg kunne ikke give hende hvad hun ønskede, så heller se hende med en der værdsætter hende ikke? og nej jeg lyver ikke, jeg følte sorg ja, men det er ikke had, for jeg følte også en lykke ved at vide at jeg gjorde hvad jeg bedst muligt kunne, så i sandhed er jeg en fattige, men dog rig mand for jeg har den rigdom at jeg kan glæder mig over andres lykke" hans stemme var endnu rolig, han betragtede hendes ryg, hun var i sandhed en køn lille sag af en dæmon at være "jeg gjorde Seraphir og Valantha lykkelige, hvad mere kan jeg forlange end at se mine nærmeste glade og det så er på min bekostning er jeg mere end villig til at betale det og mere til" han smilede for sig selv, jo det havde gjort ond, men det var det værd, hendes mine til at gå gjorde at han stille fandt hans lille sølvfløjte frem igen

"selv jeg kan glædes over andres lykke jeg kan hades andre lykke jeg ken dele og jeg kan tage jeg kan midte og jeg kan få men hvad jeg føler ligger kun dybt i mit hjerte et hjerte jeg har selv om jeg er død jeg vil altid have det om jeg er god eller ond" sagde hun blivt men med en svag tone af sørgmodihed hun vendte sig om igen og så på Damian men hendes dyregrøne øjne
"ja jeg har meget at lære men du har lige så megt at lære jeg kan ikke benægte mine fejl i livet jeg kan ikke benægte noget på nær en ting jeg ved hvad det vil sige at være glad på andres vegne og glædes over deren lykke" hun stod helt stille med sit blik retet mod damiam men vinden legede mde det sorte sort

"hjertet har intet med godt og ond at gøre det er en muskel der pumper blod rundt i din krop via sammen trækninger, det er kun ganske få væsner der ikke har sådan et, men det er biologi" han smilede drillende til hende "om man er god og ond er som sagt noget som kun findes blandt os væsner med en større hjernekapacitet og en frontalpandelap, som gør at vi har empati og kan skilde gode og dårlige handlinger fra hinanden" han stemme var let og legende nu, dette morede ham faktisk en anenlse måtte han indrømme lidt lige som når han diskuterede med sin søster om dog lidt mere udviede emner "altså kommer det hele ned til at hvis mennekser ikke var blevet skabt ville der kun være godt for der ville kun være Gud og han ville ikke have skabt engelene og så ville Lucifer ikke være faldet og så ville han ikke have skabt dæmoner"

hun sukkede og kikkede opgivende på Damian "du er da høbløs hjertet er et symbol for kærlighed og den kærlighed ejer jeg og den kan ingen tage fra mig ej gud eller lusifor det er en ting som ikke kan tages fra en" hun smilede og kikkede med i jorden og kikkede på Damian igen men et provokerende og udforbrene blik og et lumsk smil på læben

"hjerte er et symbol på kærlighed også men det er ikke noget en dæmon føler" han kiggede på hende og løftede det ene øjnenbryn over hendes pludselige ændring i udstråling, "dæmoner føler begær måske ja, men det er ikke kærlighed, kærlighed er noget helt andet, noget meget renere end noget en dæmon vil kunne forstå" han kiggede på hende nu igen med sine kolde øjne, der viste hende at han var hævet langt over hende i stand og det ville blive værst for hende selv hvis hun prøvede på noget, han var ikke en man legede med, han gav ikke efter for en smuk charmerende kvinde, selv ægte kærlighed havde han kun givet efter for den ene gang og det ville aldrig ske igen, han var dømt til at være hævet over det, det var hans byrde for at betræde et så magtfuldt og rent et embede, og han bare den med glæde for at sikre sig sit folks tryghed og glæde for om muligt at befri jorden for den overnaturlige ondskab dæmonerne sprede for en dag at være den der ofrede sig for at helvede aldrig ville opsluge himmelen

"måske har du ret måske har du ikke hvis jeg benægter dig benægter du mig ogsådan kunne vi blive ved i al evighed vi kunne blive ved til dommedag min mening ændre sig aldrig ,og den vil Aldrig ændre dig for en stupid engel som tror han ved alt"
det sidste sage hun hånligt og lo af ham hendes øjne var kolde og hånlige "Du er ikke andet end et lille forskræmt barn som lever i sin egen verden uden at indrømme at han ikke er stærk nok til at tage kampen op for at forsvare det man holder af du er svag og stupid det eneste du har er en pænt udsene intet andet ingen styrke ingen charme intet Mod" sagde hun spottene

"endnu en gang beviser du selv at du er den svage her, uden jeg behøves at gøre noget, for den eneste måde ud kan gøre dig stor er ved at rakke ned på mig, det er en skam du ikke har mere tiltro til dig selv" han smilede bare, hendes forsøg på at ramme ham var latterlige, han kunne udslætte hende lige her og nu hvis han ville "jeg kæmper ikke for noget der ikke skal kæmpes for, og jeg kæmper ikke når det er unødvendigt, hvorfor gå i krig hvis man kan vinde noget ved hjælp af pennen?" ham smilede sit normal milde smil og hans øjne var igen sit fortryllende dybblå jeg, som man nærmest kunne forsvinde i af alt den mildhed og fromhed der strålede ud af dem

hun gik hen i mod Damian igen og stillede sig tættere på ham end sidst og smilede hånligt "Jeg er ikke svag jeg er jo bare som en dæmon skal være ikke foragte andre og hakke ned på dem hade dem ønske dem alt ond pine dem ødlægge dem udslætte dem hade verden og sætte mig selv højre end dem for jeg er ond og du er godt ikke sandt eller har du løget" sgade hun hånligt og lod sin hånd glide hend af hans kind på en ubehaligmåde hun kikkede ham dybt ind i hendes øjne og noget ihendes blik syntes at væmme sig ved ham

et strejf der kunne ligne væmmelse for gennem hans øjne, han lod tille hånden ligge sig til hvile på sin knivs skæfte "jeg råder dig til ikke at røre mig igen dæmon" han stemme var isnene kold og det var som om et koldt blåligt lys lagde sig over skoven, som om alt pludselig frøs, han så hårdt på hende "din udslættelse vil ikke hue mig det mindste" han smilede sit normale rolige og milde smil selvom det virkelde så malplaseret i hele scenerrige "jo du er så som dæmoner burde være" han smilede og hans stemme var mild igen og kulden forsvandt, hans vinge var kommet til syne ved det lille optrin og fjerdene var pustet op, og lyset i hans øjne døde ud sammen med at fjerdene lagde sig og vingen forsvandt

hun fjernede ikkede blikkede fra ham og syntes at væmmen mere og mere over man "jeg rød dig lige så meget som jeg lyster jeg gør hvad jeg vil in ynkelig engel som dig skal ikke forhindre mig i noget"hundes stemme syntes at blive svager og svager og hun træker vejret med mere besvær en før hendes aura bliver kold og død og syntes at5 sprede sig hurtigt

han trak sin kniv og lagde dens kolde æg mod hendes strube "stop med at lege med dine krafter Dæmon" det sidste ord blev spydtet ud "du er ude hvor du ikke kan bunde, du vil ikke være den første der prøver at lege med mig, tro ikke jeg er helt dum, jeg blev ikke ærkeengle for ingen ting og jeg mistede ikke min ene vinge uden at lære noget" han stemme var lige så rolig som før, og hans øjne fortalt at han ikke havde i sinde at tøve med at gribe efter sin økse også og skilde hendes lille yndige hovede fra rasten af dens yndige krop