åå nej

Damian sad i et træ og spillede på en lille træfløjte, han var fløjet ned til sit gamle ynglingssted for at tænke og der var meget at tænke over nu, hans våbenbælte hang lige over ham på en græn og dinglede, han var fløjet dirkete her ned efter rådets møde, han havde forsøgt alt hvad han kunne for at få hende strøget fra listen, men han havde kæmpet alene og forgæves, de triste toner fra fløjten snoede sig om ham, vinden legede led med hans hår og frakke, det ene ben dinglede ligegyldigt ned fra grænen han sad på, hvordan skulle han dog fortælle hende det *jo kære nu skal du høre om ikke så lang tid kommer der en krigerengel efter dig, du vil blive slæbt for et råd hvor du højest sandsynligt vil blive dømt til døden og jeg skal underskrive hele lorte uden at fortrække en mine, lyder det ikke spænden* tonerne fra fløjten blev mere agressive og han singre fløj nu hend over fløjten

val kom gående hendes våben var spændt fast på hendes ryg og hun havde sin rejse kappe på det var på tide at komme vider inden de fandt ud af det hun smilede for sig selv den tid hun havede opblevet her var værd at mindes men hvis der var en ting hun hade lært var det at intet vare evigt eller mere end tre uger for hendes vedkommende hun sukkede opgivende hun ville nu kommer til at savnede det her men hun hade en uafsluttet mission hendes bror tænkt at hun næsten var blevet omvendt til den søde lille uskyldeige pige det var ikek til at fatte hvad mænd kunne gøre ved en for sit inde øje så hun serafirs smile og damians kærlige blik det var ikke til at fatte alt der der var sket hun gik huritger hun ville gerne være femme ve dnæste by inden natten faldt på

han fløjtespil blev roligt igen, en tåre trillede fra ham ned over hans kind og fladt fra kindbenet, tungt mod jorden flere meter under ham, serafir havde dog også protesteret lidt, men ikke nok til at det kunne have gjort en forskel, og hvis hun satte sig i modværge, var hun så godt som død, krigerengele var ikke noget man spøgte med og de forlod sjældent Melen, det var ikke noget hun havde kæmpet mod før, hun ville være så godt som død lige meget hvad, måske kunne han, hvis hun fulgte friviligt med, få dem til at indse at hun var på deres side, det var et spinkelt håb, men det var vel vær at prøve, ikke? tonerne var sørgmodige nu og dansede rundt i luften om ham

val hørte en fløjte spille og sneg sig nygerigt hend imod lyden bare et sidste evnetyr eniden hun ville være væk hun lidste sig langsomt frem skuldt af ttæer og buskede hendes gamle overleveses instingt havede fået overtaget igen og hun var lydslys og hurtigt over ved lyden hun stoppede da hun så en skikkelse i træet og skulle til at bevæge sig vider da hun trætte på en gren der gav et højlydt knæk under hends fod hun for sammen og stod helt stille i håb om at personen ikke havede hørt lyden hvem han så end var

Damian stoppede med at spille ved lyden af grænne han lagde som refleks hånden op på øksen og skærpede sine sanser, men det var ikke noget ond han mærkede nærmere en velkend skikkelse som han i selv samme skov havde healte, han stog sig god tid, han fjernede hånden fra øksen igen og puttede fløjten i den lille fløjtedesignede inderlomme spænde sit våbenbælte om livet, hans hvide vinde kom til syne og han svingede sig ud fra grænene og lod sig flade mod jorden for at afværge hans fald mod jorden, kun få centemeter fra jorden, med et gevaldigt bask, han var kun ca en halv meter fra hendes busk, halvt med ryggen til hende, han lanede helt på jorden og vingen blev usynlig igen "som en hare der gemmer sig for ræven, kære, er jeg dig så fygtindgydende, at du nu sniger dig rundt et andet byttedyr, det er da for galt" han vente sig om og smilede mod busken, hans øjne var drillende, men hans stemme havde ikke det samme skær af følelser som før "nød du musikken?"

"meget men jeg vidste ikek at det var dig min kære" hun havede ånet lettet op da hun så at det var ham hun reste sig og gik ud i lyset hvor han kunne se hende hun smilede og svag sit hår om bag skulderen det var sat op i en høj hæstehale og hendes skindbukser var brune og beskidte hendes blue var også af læder og mere praktisk en pæn hendes raje kappe var hullet og muddert og hendes kataner han på ryggen som om det var den mest narturlige ting for hende hun smilede til ham det var ikke de blide og søde valantha han kende det her var kriger i hende på vej til nye jagtmarker

"jamen dog, jamen dog, katten har væsset sine klør" han smilede, men det uroede ham nu en gang alligevel, "sig mig er der en grund til den mondering?" han stemme var noget urolig, hun kunne da umuligt vide hvad der var sket, da ikke allerede, nej da, han forsøgte at smile varmt til hende, men det var ikke så vellykket

"jeg fik bare lyst til hare istedet for kylling nede fra centert så jeg gik på jagt i stedet for indkøb" hun smilede afvæbende til ham og to tog døde kaninner ud fra sit beldte det var nogle hun hade fanget tidliger så hun havde mad på turen men lige nu fungerede de udemærket som undskyldning hendes udstålig var selvsikker og henes holdning rat nej det var bestemt ikke en usikker lille pige men en meget slev sikker kvinde han stod over for hun smilede " har du noglesiden tænkt over hvorfor jeg bliver kaldt vandren" hun sendte ham et varmt og kærligt blik

"jeg ved det skam, du har været til debat i længer tid" mumlede han stille og så indgående på hende "du ved jeg ikke bryder mig om at du lyver ikke" han betragtede hende hende et alvorligt blik, hun var i sandhed ikke det lille pivedyr han havde kend før, hun var mere humm fasinernede nu, måske mere noget han enlig ville forelske sig i, men det var slut med kærlighed til andre, selvom hun jo var den samme, men Vandren var en anden sag end Valantha, ååå det var så forvirrende "jeg tror vi må tale sammen" sagde han så bestemt og gjorde en gestus om at sidde ned, over mod et væltet træ

val gik over og satte sig selv sikkert på det væltede træ hun tak en lille kniv frem og begyndte at side og snitte i træet for sjov hun smilede til ham "så ved du også hvad jeg laver og hvorfor jeg gør det tiden er inde til at jeg forlader det her sted jeg har været her for længe og hvis jeg bliver her meget længer så kommer jeg til at gro fast og det ønsker jeg ikke jeg vil ikke være lille og uskyldig og svag" et smil krusede i hendes mundvige hun kastede skødeløst kniven og greb dens spids hvorefter hun kastede den imod et træ og naglede den ensomme myre fast der var kravlet op af det

han så sørgmodigt på hende "så er der lidt håb for dig mit hjerte" sukkede han stille, han kunne godt forstå hende, men han ønskede så inderligt at det ikke var sådan "hvis det er det du ønsker kære, kan jeg vel intet gøre for at stoppe dig, men du skal vide at lige meget hvad der sker i fremtiden eller hvad jeg gør, så elsker jeg dig" han satte sig ned ved siden af hende og fandt den lille sølvfløjte frem igen og betragtede den, han havde fået den som lille af sin far og han havde været så stolt, han smilede og så så på hende "jeg kommer til at savne sig skal du vide, men jeg skal nok lade være med at lade det jage dig" han gjorde mine til at ligge sin hånd på hendes skulder, men tog sig i det, det var som om at selvom han elskede hende var hun ikke den samme, hun var mere kold og ham mere fjern

val sukkede stille og kikkede på ham et øjne blik nåede den lille sårede pige frem til overfalden og smilde kærligt til ham "jeg ville heller blive her sammen med dig men jeg har gjordt det umuligt for mig selv nogle sinde at kunne leve sammen med sig som jeg ønsker og det her er den nemmeste udevej for os begge og damian jeg elsker også dig det vil jeg altid gøre og det har jeg altid gjordt uanset hvor meget lort jeg har lavet" hun kyssede ham blidt på kinden

han kiggede på hende med et såret blik men så blev det hårdt "man kan hvad man vil" svarede han hårt "undskyld men jeg har siddet i 7 stive timer og kæmpet for din overlevelse, jeg har ofret hele mit liv for dig og så stikker du af, jeg føler mig bare lidt svigtet, undskyld" han stemme var hård men fyld med en smerte der skreg ud gennem ham "Valantha hvis du går ud og dræber en engele, ja måske bare et menneske, blev jeg tvunget til at dømme dig til døden, når du tog det med ro, havde jeg da haft en mulighed for bare at give dig en form for straf" han gereb hårdt og desperart fat i hende og stirrede hende dybt ind i øjnene "forstår du det, de sender, krigerengele efter dig, de vil fange dig og føre dig for domstolen, og den vil dømme dig til en død du ville ønske du aldrig havde fået" han stemme var feberrisk og desperart "hvis krigerne ikke fanger dig, bliver det mig og mine underordnede Serafir og mig, og dræber hvis du går imod nogle af os er vi tvunget til at dræbe dig" han stemme faldt til en mere lidende klang "og jeg ønkser ikke at dræbe dig min elskede, jeg vil ikke vide jeg hår dræbt det eneste jeg virkelig har kært" tåre løb ned af hans kider, det var desperate tåre

hun lage blidt en hånd på hans arm og den anden hånd på hans kind hun kyssede ham desprat og længe da hun slap igen var hende sblol fyld med gammel sorg og hun ligede en hvis liv lige var sluttet "hvad vil du have jeg skal gøre kriger engle kan jeg slå ihjæl men jeg kan ikke skade hverken dig eller seraphir jeg elske rdig virkleig men havd vil du have jeg skal gøre jeg er så forviret jeg har gjordt noget forfærdelig og jeg fortener hverken dig eller din tillid kun den død sam kampen en gang før har lovet mig den jeg har længes efter så mange år før jeg mødte dig du har givet min en grund til at leve og det kan jeg ikke tilbage betlae nu er jeg bange for døden og det den bringer en evighed uden dig

"den død i krig vil være noget du vil længes efter hvis først vi får fat på dig og dømmer dig til døden, jeg beder dig kæmp ikke når de kommer efter dig, lev et liv i fred, jeg siger ikke du ikke kan få lov at jage din bror en dag for jeg ved et er det du længtes efter, men hvis du dreger ud nu viser du blot at du ikke har ændret dig, bare forholdt dig lidt i ro, jeg vil tale din sag igen, der er forsat en chance, den er måske ikke den største, men den er der, jeg beder dig min kære, vær toldmodig, jeg ønsker ikke at dræbe dig eller sende dig i en død, selv ikke du kan drømme om" han stemme var fyldt med en smerte, han hev hende ind til sig og mumlede stille i hendes øre "bliv hos mig min elskede, så snart jeg bliver sat på sagen vil du ikke en gang kunne gemme dig, bliv hos mig og giv det en chance vi har forsat en mulighed, jeg beder dig" han hev hende ud og kyssede hende kærligt og lienskabeligt ligesom for at undertrege hvor meget han holdt af hende

hun gengældte hans kys og en tåre lande på jorden foran hende "men hvordan kan du elske mig efter det jeg har gjort og det er ikke alle drabende jeg taler om det er ingen ting jeg elsker dig og da du fløj din vej i vrede blev jeg så bage og desparat også kom han bare det var ikke meningen jeg elsker dig og det ved han også jeg kan ikke tilgive mig selv og forventer på igen måde at du vil tilgive mig snare tvært imod og det er derfor jeg rejser for at skåne dig for smerten hvis døden gør det nemmer så må det være den vej jeg tager jeg ville ønske at du aldrig havde mødt mig og at jeg ikke hade bragt dig så mange svære valg og så meget smerte jeg elsker dig damian det gør jeg og vil altid gøre hver sød at love mig en ting glem mig og lev hvider" hun så bedende på ham

han hev sig lidt væk fra hende og så hende alvorligt i øjnene med rynkte bryn "ja det var meget meget dumt gjort, men hvis man elsker en, bør man også kunne tilgive, så længe den tilgivelse ikke bliver gjort til nar, hvis man ikke kan det elsker man så virkelig hinanden? og hvis jeg ikke kan tilgive det, når jeg selv måske skal dømme dig til døden" han kiggede indgående på hende "og nej det nægter jeg at love dig!" han tog et fast greb i hende, hans viljestyrke var som hugget i hans ansgitg en leders viljestyrke

"damian jeg elsker dig du må ikke sige sådan noget det er tortur lov mig det jeg mener det jeg kan ikke forlade dig før jeg ved at du har glemt mig eller hader mig om beder damian jeg har sværet sammen med seraphir og han har forelsket sig i mig jeg ved ikke hvor jeg selv står og jeg vil ikke bringe smerte over nogle af jer det er derfor jeg rejser" hun grad nu som pisket

han slap hende "elsker du ham?" en undertone af afmagt rungede i den, mens han så på hende, nej glemme hende kunne han aldrig, men hvis hun elskede ham viste han ikke om han ville kunne klare det, han havde sat alt på spil for hende, han havde brugt flere timer i et møde for hendes skyld og hendes elsker havde ikke været så ivrig for at rede hende, måske var det dumt måske skulle han bare have godkendte hele lortet, hvis hun elskede Seraphir

"nej det gør jeg ikke jeg føler mig bare ikke beskidt når han er der jeg elsker ham ikke det enste der er med ham er at han tilbeder den jord jeg træder på og uanset hvad nogle siger så er det faktisk smigerne men kærlighed bliver det aldig for mig er et det et faldnet af trykhed" hun så på ham ville han nogle sinde forstå det hvor meget hun længes efter ham og at hun kun hade været sammen med seraphir for at få det som han nægtede hende ville han nogle side forstå at hver gang hun havde kysset ham eller røt ved ham havde hun set damian for sig og ikke den mand hun stod sammen med kunne han forstå det selv hvis han prøvede

han kiggede på hende med et blik der abselut intet sagde, det var tomt men allgevel fyld med tanker, det hele gik som et urværk bag dem, i forsøget på at løse hendes ord, i forsøget på at finde en vej, han elskede hende jo og hvis han ikke elskede hende så højt som han gjorde ville han jo ikke kæmpe så bravet for hende, men det viste hun jo ikke, hun troede forsat alt var legende let, at han bare lige kunne suse ned til hende, selv det var svært, og så brokkede hun sig over han ikke tilbad hende, han elskede hende alt ved hende, selv hendes irriterende små vaner, han var ikke den der kastede om sig med fansi ord, hans mund var en streg af alvor "jeg elsker dig og sådan er det, uanset hvad, at du har brug for ord til at vide hvor højt du er elsket forstår jeg ikke, for hvem kan sige sådan noget med ord" han vente sig, så han stod med ryggen til hende og så op i træernes kroner

"damian jeg er ikke som dig hele mit liv har jeg ungået ting som jeg íkke kunne kontrulere så kommer du og skaber følser i mig som jeg ikke vidste jeg havde og uanset hvor meget jeg kæmper imod mig selv og hvor meet jeg prøver at være den du beder mig om føles det som om at jeg taber mig selv på vejen jeg er født til at kæmpe of ja jeg har brug for at få det at vide få det bevist da jeg i modsætning til dig ikke kan fornemme hvad folk føler og tro mig når jeg siger det dine blide og kærlige blikke når du smiler drillende til mig og ler fordi jeg går ind i en dør er mig mere uvirkelige end noget anet det er magisk og ugribeligt det er minder som når man prøver at fange dem slipper væk som dig holder nam for hårdt fast forsvinder du og glemmer man at holde fast midster man dig det med seraphir var bare ukomplicertet og han gribelit fordi jeg ville have det til at være sådan men det var ikke ægte" hun så på ham og ville ønske at hun kunne vise ham hvorfor istedet for at skulle forkalre ham det med ord

"så det du siger er at du heller vil have noget ukompliceret, uden større mening for så kan du forsætte dit gamle liv, end at have noget meningsfuld, noget ægte, der måske vil ændre dit liv, men ikke på dig, du vil heller have en der elsker den du ager, end den du er" han sukkede og hans hovede sank "det er fint nok, der er ikke så meget jeg kan gøre så jeg vil ikke ofre alt jeg har for noget meningsløst, vi ses ved domstolen og hvis ikke der, til din død" han stemme var monoton men alligevel lød den som en blid melodig af alle hans følelser, hans vinge blev synlig, han vende sig halvt og så på hende og sukkende "næste gang vi ses bliver din død" så lettede han og satte sig på grænene igen "farvel Valantha, mit hjertes rose" sagde han i en blid tone lænede sig mod træets stamme igen og begynde at spille på din fløjte, en blid melodi, tonerne var dødstoner, men de dansede legende let afsted, som om de ikke længere kom svære for ham at spille

"damian det var ikke det jeg menste" råbte hun efter ham "damian kom tilbage lad os tale om det det jeg vil ikke midste dig sådan her jeg var svag og fortryder jeg ber dig kom nu tilbage" hudes tåre ramte jorden for hendes føder og hun ville ønske hun kunne række armende op og hive man ned tvinde ham til at forstå åbne hahns øjne så han kunne se men hun kunne ikke

han stoppede sukkende sit føljtespil "hvad Valtatha hvad vil du, der er ikke så meget mere at sige, er der? jeg ved ikke længer hvad jeg skal tro, jeg kender ikke meningen i dine ord, jeg ved ikke om dine kys er ægte, det er bare letter sådan her, du har ret, jeg elsker dig og om ikke så længe skal jeg se dig dø og jeg ved ikke længer om det huer mig eller letter mig, for jeg vil vide du ikke er sammen med ham" hans stemme var streng, han følte han havde strakt sig så langt, hun kunne i det mindste sige tingende lige ud, men det var også for svært så hvorfor ikke hoppe over det lave gære her og stikke af, som om han ikke ville forstå