en stjerneklar nat

stjernernde lystede og himeln var mørk val kom gående i en meget kort sort kjole der var så kropsnær omkring livet at det måtte under folk hvordan hun kunne trække vejert i den sleve skørtet var igt og det fremhævede hendes figur så meget at alle mænd hun havde passert havede kikket langt efter hende hun stildte sig og kikkede ud over havet hun var knap nok kommet sig over sin sygdom og var stadigvæk en anelse bleg men hun kunne ikke holde til at ligge derhjemme og lave ingen ting hun måtte være fri val gik ud til vand kanten og begyndte at træne sin døds dans den er hade bragt ufattelige mange fjernder til intetheden hnedes vifter glindtede svagt mens de fløj i lange og smukke bevælgser igennem luften og flænsede luftstrømmende rundt om hende

Damian lanede et stykke fra hende, han havde godt noteret sig viften og hendes ret betagende dans og han ønskede ikke at forstyrre, han smilede for sig selv, hun var i sandhed smuk, vær en af hendes bevægelser betog ham og forførte han hjerte endog dyber ind i kærlighedens net. vinden legede med hans hår og dansede nu og da ind foran hans øjne så han måtte fjerne det, han lod sin ene vinge blive usynlig for ikke at vække mere opmærksomhed end højest nødvendigt, selvom han ville bekymre sig meget hvis nogle heller ville se på ham en den skønhed Valantha var, han frakke smellede om hans ben, han samlede den om sig og satte sig uden et ord, han kiggede bare og ventede på hun en gang ville blive færdig

Seraphir landede da han så to skikkelser, den ene hans leder, den anden den kvinde han elskede inderst inde. "Valantha, min kære.." Han smilede til hende, bjergtaget af hendes skønhed, som altid. "Damian.." Han nikkede til sin leder. "Hvilket tilfælde er grunden til at vi alle tre er her samtidigt?" Han så spørgende på dem begge, mens han grundigt overvejede de ting Val havde nævnt om Damian.

val høret lyde bag sig og vendte sig overrasket "hvor længe har i stået der?" hende øjne lyste af forundrig så var det som om det var noget der gik op for hende og hun bed sig i læben og folde sine vifter sammen med en enkel bevægelse hun så fra den ene til den anden og ledte efter en flugtvej men uanset hvad hun gjorde skulle hun forbi en af dem så hun valgte at blive stående og forsøge at se ud som om der intet var i vejen

Damian skævede op til Seraphir og svarede ham med en myndig stemme "vi ved vist begge hvorfor vi burde være her, men jeg tror vi begge er har af en anden grund" han rettede blikket mod Valantha og rejste sig med et let bevægelse, og hans frakke folede sig igen ud i blesten og afslørede hans økse og kniv ved hans side, han løftede det ene øjnebryn og kiggede nu mere indgående på Valantha

"Ja så?" Seraphir vidste jo godt inderst inde at deres formål med at være på stranden med sandsynlighed var for at dræbe Vandreren, Valantha.. Han vidste også at han aldrig ville kunne få sig selv til det. "Hvilken grund er der da?" Han så fra Damian, til Val og tilbage igen.

vals øjne blev forfærede da sandhenden ramte hende som et slag i ansigtet "det gør du ikke hvor hvor vover du bare at overvejde det" hendes stemme skælvede af frygt og smerte og fovring frygt for at han faktsik ville gøre det smerte over at han kunne og forvireing over sine splittede følser imellem dem de var jo så forskælige hun trådte et skidt tilbagfe ud i vandet og folde sige sine vifter ud og stildte sig i kamp stilling med den ene hånd lave hun en cirekl og stod bagefter med 9 sylespidse nåle imellem fingerne

Damian så undrende på Valantha og så på Seraphir "der er hvist noget jeg er gået glip af her" mumlede han stille "valantha kom nu ud af vandet du bliver bare syg og det kan vi ikke have" han stemme havde forsat sin myntige tone, men en strejf af ømhed sneg sig alligevel ind, derefter kiggede han på Seraphir "du kender udemærket grunden til hvorfor vi burde være her" han sende ham et sigende blik "du var selv med ved rådet om den liste og vi ved begge hvad der stå, så spil ikke uskyldig" hans stemme var hård og autroitær og tålte ikke modsigelse, han øjne vilede strængte på Seraphir

"Damian.." sagde Seraphir med mørk, dyster stemme, men tav igen. Han havde lagt hånden på skæftet af sin kukri. Han skævede til Val, ønskede han kunne gøre noget for at hjælpe. *Hvorfor helvede skal jeg være så splittet, mellem hende og min leder. Jeg elsker hende, men min loyalitet byder mig at støtte Damian.. vent lidt.. var det ømhed jeg hørte i hans stemme?!* Han lukkede øjnene for at skjule det raseri der efterhånden måtte være i hans blik. "Valantha.. Hvad foregår der?" spurgte han da det var lykkedes ham at kontrollere sin stemme og sit ansigtsudtryk.

vals stemme rystede af frygt for dem begge da hun svarede "der sker det at jeg står og danser og de kommer bagfra og er begge to bevæbende og nej damian jeg komme rikke op før både dig og seraphir ligger jeres våben væk og tro mig jeg kan svømme hurtiger end i kan forestille jer og kender den her stand beder end i gør så ingen hurtige bevægleser"

"Valantha, vi kommer fra møde, vi kan ikke rende rundt uden det er jo ikke just fordi, dæmoner giver en lov til først at flyve hjem efter sine våben inden de angriber vel?" han kunne ikke lade være at smile for tanken var nu i sig selv meget komisk på trods af omstændighederne, men så rømmede han sig og kiggede på Seraphir "jeg vil enlig også gerne vide hvad der foregår, men tror du ikke det vil hjælpe at få den unge dame op af vandet, inden hun bliver syg" han smilede til Seraphir og kiggede igen på Valantha med et spørgende blik, der bad hende om at komme op af vandet "vi gør dig ikke noget" han smilede og ryggede lidt tilbage mens han mumlede "værtfald ikke lige nu"

Seraphir slap hæftet på sit våben. "Valantha kom op af det vand ellers henter jeg dig gerne op af det." Han så på Damian, mens han kæmpede for at bevare selvkontrollen som var ved at splintre, den flåede hans indre som en ulvs kløer. Han kom med en lyd der lød som en dæmpet fnysen. *ja ja den bemærkning bruger du jo hver gang Damian* tænkte han rasende. "Damian.." sagde han i et køligt tonefald. "Hun er jo ikke en dæmon og desuden.. hun kommer jo ikke op før vi begge har sluppet vores våben.."

"nej før i har lagt dem langt væk fra jer jeg ved ikke hvad der sker men jeg kan ikke li det" hun så på dem begge og hæftede der efter blikket på seraphir "hvis du kommer nærmer gør jeg alvor af min advarsel jeg svømmer væk og jeg ved du ikka kan fandge mig under vand her er der så mange underjordiske grotter med nok ildt til flere dage som man kun kan nå ved at svømme under vandet"

"han kommer ikke tætere på Valanthe og han ligger sine våben og ligeledes gør jeg" svarede Damian han havde lagt hovedet let tilbage, der var noget befalende over hans stemme, der var myntet på Seraphir, han tog hovedet ned igen og vendte sig mod hende igen og så på hende mens han løsnede sit våbenbælte "vil du ikke nok være sød at komme ind igen, du bliver bare syg og jeg syntes nu også det ville være rart med en form for forklaring, selvom jeg tror jeg kender dele af historien allerede" han stemme viste ingen følelser, mens han blik fortalte om alt den fortvivlse, ømhed og hvor såret han var, han viste han ikke længer burde føle for hende som han gjorde, men det var ikke så enkelt længere. han rettede sig op og kiggede køligt på Seraphir med et blik der 10foldigt gengælde den kølighed der havde været i Seraphirs stemme og fortalte stumt at han nok heller lige måtte huske sin plads, derefter blev hans blik sit gamle midle jeg og han sagde med en rolig stemme "Seraphir du var selv med til mødet, du ved hvad der blev besluttet og det ved jeg også, men jeg føler du forsat har noget at indvende om dette emne selvom jeg ikke havde de støtte til mødet" han smilede skævt til ham og løftede det ene øjenbryn

Seraphir lagde kukrien ned i sandet uden et ord, hvorefter han så koldt på Damian som om han ville sige 'Tilfreds nu?' Derefter så han afventende på Val.

val flode igen vifterne sammen med en enkel elegant og meget smuk bevæglese og rettede sig op og gik op på standen igen vandet glindese på hendes ben og havede gjordt det nedereste af hendes kjole våd hun kløede isig i håret og lod uset nålede glide ind imellem hendes lange sorte lokket i tilfælde af at de ville finde på noget hun føldte sig så fovret såret og bange og det værete ved det var atr hun vidste at det var hendes ejen skyld

Damian sukkede opgivende *skønt når ens underordnede skal spille med musklerne, men den må vi tage på et andet tidspunkte det er ikke noget Valantha skal se* hans bælte faldt til jorden "så var det ikke bedre" stønnede han mens han ryggede væk fra våbene og satte sig, de var dog forsat inde for rækkevide, man viste aldrig hvornår de fandens dæmoner kom dumpende, han smilede til hende og skævede svagt til Seraphir han lod albuerne støtte på snæende og samlede hænderne foran ansigtet og slog let på sine læber en lille stund så stoppede han "nå Valantha, hvad er det her for et rod, du har rodet dig ud i?" han stemme var bestemt og lød måske mere som en farstemme end noget andet, han løftede det ene øjenbryn og betragtede hende afventende "jeg ved ikke hvorfor du reagerede som du gjorde, men jo du har god grund til det, men jeg tror næppe det er derfor vi begge er her, jeg ved ikke med Seraphir, men ellers" han smilede venligt til hende, hans blik var strejfede hende kærligt og gav udtryk for han heller ville have hilst hende med et kys og fortalt hende alt dette i ro og mag

Seraphir knyttede hænderne. Hans blik var en blanding af forvirring og indestængt raseri. Lige nu havde han allermest lyst til at pande Damian en. *Hvad i alle dæmoners navn foregår der?!* tænkte han, *Damian er da ude på at slå Val ihjel... eller er han?* Tanken om at de to også var sammen fyldte ham med smerte. *Nej.. sådan er hun ikke.. sådan er hun ikke, det kan hun ikke være..*

val rettede sig op da hun var kommet væk fra vent og kikkede over på sine rejse ting der lå smidt i sandet knap 3 meter fra hende hun havede været på vej afsted og havede ikek forventet at se daminan så snart efter deres sidste møde (hentyder til åå nej) hun kikkede koldt på dem begge to krigern var trådt frem igen og den lilel forsigtige pige var væk hun føldte sig truet og det var nu vadnren de stod foran den der havede bragt hundrevis af engle til fald bare for pengendes skuld

Damians blik blev hårdt, han så ændringen i hende, han loftede det ene øjenbryn "jeg er ked at at se det er din beslutning, der er ikke meget jeg kan gøre hvis du vælger den vej og det ved du så godt som jeg" han stemme var hård og ledene som hans blik, han kiggede på Seraphir, som om Valantha bare var luft "du kunne vel ikke fortælle mig hvad du laver her, Seraphir, for jeg tror næppe det er for at fange Valantha værtfald ikke i et embedes medførende" han smilede venligt som sit gamle jeg

"Nej, jeg er her af mine egne grunde.." Han så på Val. Et blik der havde kunne få en hvilken som helst pige til at smelte. Dernæst rettede han sit blik mod Damian, det var hårdt som stål. "Hvad med dig? Udfra dine tonefald tidligere kan jeg regne ud at du ikke kun er her i embeds medfør.. Har jeg ikke ret, Damian?"

val satte isg ned og btragede dem mens hun gjorde sin våben rene for det rust der havede angrebet dem efter at de ikek var blevet brugt i lang tid hun så fra den ene til den anden og sukkede stille for sig selv *mænd*

han sukkede opgivende "jo du har ret min ven, desværre er jeg har af anden grund" han smilede et fladt opgivende smil "jeg healede hend i skoven for længe siden og sinde da har jeg kunnet mærke hende" han kiggede fra Seraphir til Valantha, "men lige nu har vi et større problem med den unge dame og hendes skæbne og hvad vi gør ved det" han smilede venligt til Seraphir

Seraphir så på Damian med sammenknebne øjne, usikker på om de ord passede. "Ja så?" Han rystede på hovedet. "Jeg ved godt hvad du har i sinde med hensyn til Valanthas skæbne og det er ikke det som engle burde stå for.." *Hun har dræbt mange ja, men har vi ikke også dræbt for at overleve?* tænkte han.

val valgte at holde kæft og bare høre på hvad de sagde hun rejnsede sine våben i lange bløde strøj