Uventet møde

Seraphir vidste ikke hvad han syntes om ruinen, men det var her han havde set et glimt af noget. Hvad vidste han ikke, kunne hænde han blev nødt til at drage ind i Fern for at finde ud af hvad det var. En anden lyd end vinden raslede i buskene, men hvor var det?

Seraphir turde ikke afsløre sin engleskikkelse, sæt nu at det var et menneske. En af englenes regler var jo at man aldrig måtte afsløre sin sande skikkelse med mindre det var livsnødvendigt. Han stod lettere anspændt og ventede.

val stod på den cirkelformede plads og træende kamp med sine vifter og nåle hendes hvide kjole svag sig smuk omkring hende når hun bevægede sig og det hele ligende entelig mere en dans end en entelig kamptræning det var hendes styrke hendes skønhed og vilskab i dansen blandet med ynde og elegance den var kendt overalt som dødes dans en ufattelig smuk men livfarlig dans hun var den der havde skabt den og intil vidre den eneste der havde kunnet udføre den hendes sorte hår stod i perfekt kontrast til den hvide farve

Seraphir så måbende på den smukke kvinde der udførte sin kampdans foran sig. Han kunne ikke andet end bare stirre, næsten beundrende på hende. Hendes graciøsitet overraskede ham, kunne hun være menneskelig? Han kunne i hvert fald ikke umiddelbart sanse noget 'unaturligt' ved hende. Han fortsatte sin tavse beundring med et smil.

vals kunne værke at hendes krop var begyndt at sige fra det begyndte den allerede på for fire timer siden men hun havde ignoeret smerten og var fortsat blodet piblede svagt frem imellem hendes fingre hende og hendes føder var ømme og hudlæse men hun fortsatte stædigt hun skulle være stærk nok hvis hun nu blev stærk nok ville hun måske blive aksepteret ja ligefrem budt velkommen af englende hendes bevælgser blev mere og mere lidenskableige og hårde eftersom smerten bedte sig med voldsom kræft i hendes krop

Seraphir måbede stadig. Han var ikke kun imponeret af hendes graciøsitet men også at hun tilsyneladende ikke registrerede den smerte hendes krop måtte lide under.

Han besluttede sig for at gå tættere på.

val vendte sig da hun hørte ham og kikkede på ham med et fast og roligt blik hun sænkede sine figter deres metal spidse glintede svagt i lyste og det størkende demon og engle blod der var på det blev svagt reflekteret af lyset en enkel bloddråbe løb ned over hendes vifte hun blinkede ikke da hun sagede med fast og selsikke rstemme "hvem er du og hvad laver du her?"

"Jeg kunne ikke undgå at se din kampkunst og måbe. Mit navn er Seraphir." Han så på hende ganske roligt, med et blidt glimt i øjnene. Han smilede venligt til hende.

hun smilede til ham letter augant "ja så det er første gang jeg har hørt en mand indrømme at hån måber især når han selv ser godt ud" hun smielde og satte sig ned på en smadret mur mens hun kikke op i luften "er det ikke utroligt hvad der er der oppe tro du på engle jeg gør ville gøre alt for at bo deroppe med dem"" hun talte mere til sig selv end hun talte med ham

han kunne ikke undgå at rødme over hendes kompliment. "Ja jeg tror på såvel himmel som helvede og de væsner der nu måtte eksis.. - er der noget galt?"

nej ingen ting jeg sad bare og fik en sang på hjernen vil du høre en hemmelighed jeg har engang mødt en engel det var så fantastisk" hendes smil falmede "jeg har faktisk mødt en del efterhånen" hun sendte et usikkert blik ned på engle blodet på hendes vifte

Seraphir så nysgerrigt og spørgende på hende. "Har du virkelig?" han skævede til hendes vifter, lidt usikker på hvad de mørke pletter var.

"ja det har jeg lidt for mange" hun kikkede på ham " har du nået imod at jeg synger??" hendes blik var usikkert og lidt skremt så meget anerledes end den stærke og selvsikre kvinde fra før hun ligende mest af alt en lille forviret pige der havede fået tæv

"Det.. det må du da meget gerne." han smilede opmuntrende til hende, skønt hans blik var lidt forvirret, hvorfor virkede hun pludselig så usikker?

hun rødmede en smugle og så igen meget lille pige aktit ud hun åbnede munden og sang først lavt og stille men det tog til i styrke og til sidst var det kraftfuldt og selvsikkert hende sang gav genlyd imellem ruinens mure


There's a song that's inside of my soul.
It's the one that I've tried to write over and over again
I'm awake in the infinite cold.
But you sing to me over and over and over again.

So, I lay my head back down.
And I lift my hands and pray
To be only yours, I pray, to be only yours
I know now you're my only hope.

Sing to me the song of the stars.
Of your galaxy dancing and laughing and laughing again.
When it feels like my dreams are so far
Sing to me of the plans that you have for me over again.

So I lay my head back down.
And I lift my hands and pray
To be only yours, I pray, to be only yours
I know now, you're my only hope.

I give you my destiny.
I'm giving you all of me.
I want your symphony, singing in all that I am
At the top of my lungs, I'm giving it back.

So I lay my head back down.
And I lift my hands and pray
To be only yours, I pray, to be only yours
I pray, to be only yours
I know now you're my only hope.

hmmmmm, hmmmmm, oooooh.

Han lyttede tavst til hendes sang. "Det lød smukt" sagde han da den var ovre. han smilede igen til hende.

hun rødmede lidt "jeg skrev den til englens leder engang for noget tid sinde men det er fortid nu" hendes øjne blev sorgmodige og fyltes med noget der virekede som uentelig smerte hun føldte det som hendes i forvejden ødelagte hjerte gik mere i stykker ved mindet og hendes hænder spændetes og blodet begyndte igen at piplede ud immelm hendes fingeder det lande i små pletter på hendes hvide kjole

Seraphir så medfølende på den smukke pige. Han havde egentlig mest lyst til at gå hen og omfavne hende. i stedet tog han hendes hænder ganske forsigtigt. "Må.. må jeg spørge om dit navn eller skal du blot være den smukke navnløse pige?"

hun smilede genert og kikkede på ham med sit sørgende blik men med et smil der lyste af liv og latter "jeg er ikke smuk men jo du må gerne spørge og jeg skal svare dig jeg har mange mavne mine brødre kalte mig søs den engel som jeg engang elskede kaldte mig sin kære eller fræken min far kaldte mig sin iris dæmoner kaldre mig tågedanser og engle kalder mig vandren men min mor kaldte mig valantha så det må være mit rigtige navn"

"Valantha.. Hvilket smukt navn til en så absolut smuk pige.." Seraphir mærkede et vagt stik i hjertet af jalousi og lukkede øjnene. Damian, hans leder.. Han havde mærket at Ærkeenglen havde haft følelser for en kvinde, men aldrig vidst hvem. I sit stille sind bad han til at det ikke var hende, men vidste et eller andet sted godt at det sandsynligvis var hende. Han sukkede stille og åbnede øjnene, der for første gang var mørke af tungsind.

hun blev om muligt endnu mere genrert og prøvede at gemme hovedet bag sit hår men det var sat op og han holde blidt hende hænder så hun trådte hurtigt et skridt tætter ind til ham og gemte hovedet ved hans bryst som et gernt lille barn gemmer sig i sit mors skørt mens hun stadigvæk holdte hans hænder i sine *hvem er han og hvorofr minder han mig om en jeg engang har set?*

*Hun minder mig om en...* Igen det stik af jalousi.. Han holdt hende tæt ind til sig, mens han stille nynnede. Han nød at have hende så nær. Han aede blidt hendes hår.

hun smielde op til ham stadig letter rødmende og kikkede men så blev hendes blik lige pludsleig overvældet med et så stort slag at tående fik revet sig fri hun så ned i jorden igen og forsøgte at træde væk fra ham igen

Han løsnede blidt sit greb om hende, så kunne hun selv afgøre om hun ville gå væk eller hvad hun ville. "er der noget galt?" spurgte han med hovedet let på skrå.

"det gør bare ondt jeg mener bare ser du damian han elsker mig ikke nok til at han vil være sammen med mig hans arbejde er for vigtigt og i staten fortalte jeg mig selv at det var helt ok men jeg kunne ikke mere tilsidst og jeg er så bange for at jeg aldig kommer til at blive elsket noglesinde eller bare kommet til at elske en igen fordi jeg frygter smerten" hun blev stående og så op på ham

Seraphir lukkede øjnene med et udtryk af smerte.. *det var hende.. det var hende Damian..* Han sukkede og tvang sig selv til at smile.

"Du skal nok finde kærligheden igen Valantha. Det ved jeg. Ingen mand ved deres fulde fem ville lade en så smuk kvinde gå fri længe.." Indeni gjorde det ondt.. *hun er perfekt, perfekt nok til Damian, men for perfekt til alle andre..*