når alt kommer til alt

han lanede let og slap og ventede på at hun slap hans hals, han havde aldrig været så tæt på nogle før, som altså ikke var bevistløse, sårede eller døende, han smilede genert, men dog blidt til hende

hun slap ham gener og smile stille mest for sig selv så rystede hun på hovdet og vendte sig om og løb over bag en bunke træer og skiftede til kjolen denne gang gik det nemmer og ldt efter trædte hun ud i sko kjole og en enkel halskæde hende hårm hang læst ned af ryggen på hende hun smilede gernert tul ham

han smilede til hende "hvorfor måtte jeg ikke se den i butikken den er da virkelig pæn" han smilede, det med at udtale sig om tøj var ikke lige hans sag, han kløede sig i nakken, hvad sagde man ellers om tøj, det var jo bare tøj, det skulle dække og varme og det var jo enlig det, han søster gjorde altid et helvede ud af det og det var mildt sagt

*pæn intet andet du bliver aldig anet end den uskyldige lille pige i has øjne vend dig til det og giv op foresk dig i en dæmon i stedet*
*jeg er ked af at sige det mit barn men jeg tror han har ret*
val kikkede ned mange ville tro at hjun rødmede men det var ikke tilfældet hun prøvede at skjule smerten i hendes øjne

han så hendes sænkede hovedet "altså hvad vil du have jeg skal sige, det med at snakke om tøj er bare ikke mig, jeg er IKKE bøsse, for mig er tøj noget der skal dække og være praktisk, jeg ved ikke hvad jeg skal sige okay, du ser henrivende smuk ud og jeg forstår ikke de mænd der ikke vil have dig, okay?" han kiggede på hende og sukkede, gud hvor var kvinder dog krævnde, altså han søster kunne bruge flere timer bare på at snakke om tøj

hun trådte vred hæd til ham raserriet i hende øjne var for en gnagskyld hendes ejet "du skal jo ikke sige sådan noget bare fordi du føler dig forpligtiget til det det er jo ikke meningen med det og hvis du endnu ikke har fattet at det er for din skyld jeg prøver at være køn har du et seriøst problem og jeg har behov for at du er bøsse for så er der en forståelig grund til at jeg ikke kan få dig for ehlvede jeg er dybt forelsket i dig og ved bare ikke hvd jeg skal gære også står du der og siger at jeg er smuk uden at mene det " hun stak ham en syngende lussing

han stod bare og stirrede på hende, "a hvad" var det eneste han lige kunne få frem, han blinkede med øjnene og kom ud af den lille trance hun havde sat ham i med sig ordstrøm "jamen jeg syntes du er meget smuk og at kjolen er overføldig for din skønhed" andet kunne han ikke sige, han kunne ikke rigtig forholde sig til at hun var forelsket i ham

hun kikkede på ham med øjne der syntes at rumme al den sorg i verden der eksistede "og intet mere jeg er smuk og intet mere jeg ser de havede ret det var vist dumt at overhovedet at begynde at håbe hvordan kunne jeg være dum nok til at tro at jeg havede bare den mindste scance" hun vendte sig om får at gå smeten skar i hendes hjerte som tusinde af små barberblade

han greb fat i hendes arm, hendes ord gjorde faktisk ond "valantha du er mere end smuk, men må forstå at vi har regler, jeg er den øverste engle, hvordan vil det ikke se ud hvis jeg bryder dem, bare det jeg bruger alt denne tid med dig, er på grænsen, forstår du, kære?" han så på hende med milde kærlig øjne "du er utrolig smuk og jeg har aldrig set mage okay, men ting er ikke så enkel bare fordi man har vinger" han smilede til hende og havde allermest lyst til at ligge armene om hende

"hvordan det måtte se ud det måtte se ud som om du tros alt har følser og ikke er den kolde ståmand som de felste nok ser dig som ham der bruger al sin tid på verden omkring sig men glemmer sig selv midt i den og hvis det er den første regl du bryder så tror jeg faktisk ikke der er særlig mange der vil løfte et øjnbryn over det ved du vad jeg tror mest af alt at det er en dårlig undskyldning så du slipper for at jeg skal gå og tænke ilde om dig så du istedet tvære det af på dem" hun græd nu ikke høt men hun græd

han sukkede og lagde armene om hende "nej det er ikke, det er en lov, for ellers ville det hele blive noget værre roderri, smukke, det må du da forstå, og selvfølgelig skal jeg tage mig om verden omkring mig, jeg er deres leder, jeg har ikke meget tid til mig selv og du dumpede lige ind i den tid jeg havde til mig selv" han strøg hende over hårdet og kyssede hende på panden "du må ikke græde over det vel min smukke, jeg vil altid være din engel okay, men selv hvis jeg måtte være sammen med dig ville jeg nærmest aldig se dig, der er så meget der skal laves, forstår du" han kiggede på hende og tørede hendes tåre væk

"dit probelm ligger ikke i at du ikke må eller det at du ikke kan det kan jeg forstå og tilmed leve med mit problem er at du ikke vil for det er den del jeg ikka kan beabrejde andre end dig for og hvis du gerne vil hvae tid til dig selv så skal jeg nok give dig det" hun vendte sit hvoed væk fra ham

han sukkede iii kvinder "nej hør nu her, jeg lod dig ikke hive mig rund i alle de butikker hvis jeg ikke ville, så det er uretfærdigt at sige" han så såred på hende "og jeg kender ikke så meget til alt dette med damer, jeg har haft mit arbejde at tage mig af okay, du kræver så meget af mig lige nu, jeg holder af dig ja, utrolig meget, men du tror det hele er så let, fordi det er let for dig, jeg er ikke et menneske, forstå det dog, det er ikke så let for mig okay" han så såret på hende, hvorfor gjorde hun det her imod ham og hvorfor var han såret over at hun sagde som hun sagde, han havde værken tid eller lov til kærlighed "jeg vil gerne have du bliver hvis du har lyst okay?" mumlede han stille og så ned i jorden som en flov lille dreng

"det kan jeg ikke måske en dag men ikke nu lad være at led efter mig hvis det er meningen vi skal ses igen kommer vi til det hellers ja så er det vel det men der er først en ting jeg er nød til at gøre inden jeg går" hun trådte helt hend til ham og løftede blidt hans ansigt op så hun kunne se hans øjne hvor efter hun kyssede ham blidt så uendeligt forsigtigt som et snefnug der lander på ens læbe mens man går en tur hun vendte sig om om begyndte at gå smerten skar i hende som is

"vent!" råbte han efter hende han greb fat i hende "hvorfor gjorde du det?" han var meget forvirret, hvad var det for noget, et kys ja, men hvorfor, han havde aldrig kysset en før og havde aldrig rigtig forstået grunden

"jeg var nød til det forstår du ikke det her gør for ondt jeg vil væk bare i et par dage så jeg kan tænke alene og komme mig over det tabte slag måske kan jeg få mine agrationer ud på et par dæmoner mens jeg er igang" hun vendte sig igen om mod ham "vær sød at lade mig gå jeg lider nok i forvejen til det her også" hun lukkede øjende og sænkede hovedet

"jeg ville ønsked du stoppede med at dræbe" han så sørgmodigt på hende "undskyld jeg skal nok lade dig være, hvis det er det du ønsker?" hans vinger kom til synte og han gjorde klar til at lette med et tungte hjerte, hans sind var i oprør over denne menneskekvinde, men love var love

"jeg stopper med at dræbe den dag du viser at du har et hjerte" hendes stemme var modløs og hun lagede armende omkring sig selv som får at beskytte sig selv mod smerten hun vendte sig om og kikkede på ham hun ville se ham når han fløj væk hvem vidste om de nogle sinde ville se henanden igen hun græd ikke hun kunne ikke men hele hendes indre skreg og hun var så uendelig fortvivlet men det var det eneste rigtige at gøre og det vidste hun det hele havde bare været en drøm en drøm der alledig ville blive virkelig og hun havde værest så naiv at tro på det modsatte dette var straffen for ikke at overholde sine ejene forholdsregler bare på grund af trykhed og skønhed

han stoppede i hans bevægelse og faldt ned igen, han så på hende fyldt med afmagt, han hold virkelig af hende, men det var forkert, han kunne da ikke bøje reglerne bare for at han skulle finde ud af om han hold af hende som hun holdt af ham, han gik hende til hende og lagde armene om hende, han græd, "min lille frøken" mumlede han stille

"hun lagede blid armende om ham og aede hans hår "syy du må ikke græde min engel ikke græde sådan er livet engang imellem og det var bare ikke mening at vi skulle være venner selv hvis jeg ikke var forelsket i dig ville det stadivæg ikke være muligt hvad ville rådet ikke sige og alle dine pliget ville hindre mig i at se dig det er bedst på den her måde det kan jeg se nu" hun støj hans hår langsomt og nynnede en lille melodi

"jeg kender livet jeg har levet og fulgt det længe, du kræver noget jeg gerne vil kunne give dig, men du må forstå at der er så mange der regner med mig og jo vi kan være venner, jeg vil ikke miste dig, ikke nu når jeg har lært dig at kende" han smilede til hende "du forstår ikke helt, livet er så meget anderledes og mere komplikeret som engel og især med min statur" hun kyssede hende blidt på munden, det var knap at kalde et kys, men det var stort for ham

"det er jeg ikke sikker på at vi kan jeg tror det ville gøre for ondt ivertfald på mig og desuden som du selv siger du har høj status og mange har brug for din hjælp så burdte du give dem den og bruge tiden på den i stedet på en forviet lille pige der hader og elsker som det falder hende ind" hun strøj ham over kinden hans kys havede spredt sig som ild i hende og efterladet et spor af smerte og længsel efter mere

han sukkede "som du ønsker" han tråtte tilbage og bukkede for hende "hvis frøknene ikke ønsker andet, så vil jeg tage hjem" hans stemme var blevet forbehold og upersonlig, som han brugte når han stod over for andre høje personer der krævede en hvis edikette, han smilede dog mildt til hende

"tro mig jeg ønsker mig så meget mere men jeg ved at du ikke vil kunne give mig det pas på dig selv min engel og glem mig ikke lad os håbe at vi mødes igen en dag under mindre præssende forhold"
*hvis jeg da lever til den tid hvem ved om det vil tage ham 10 år eller 1000 om at indse at regler og pligt ikke er alt* hun nejde dybt for ham og sendte ham et lidene men sikket blik hun vidste hvad hun gjorde det gjorde bare ondt

han så på hende og sukkende verden var ikke altid så let, han havde kæmpet for sin magt, han havde gjorte alt for at englenes verden skulle være sikker og fredelig, at er skulle være harmoni.
han så på hende med et trist blik, hun var i sandhed smuk, men demonene i hende hindrede ham i at se det hele alt for klart, tårene løb forsat ned af hans kinder