Daggry

Han var ude i skoven tideligt den morgen. Mest pga at han havde nogle fælder han lige skulle checke. Til hans store ærgelse var de dog stadigvæk tomme og han blev nødt til at tage sin bue ned fra skulderen. En pil blev lagt på strengen, og så gik den unge mand forsigtigt og så lydløst som han kunne dybere ind i skoven. Snart så han en flok kaniner der hopped omkring. Gemt bag en busk spændte han strengen og lod pilen flyve. En af dyren blev ramt. Død på stedet. De andrew sprang deres vej, og jeff rejste sig for at gå over og smale sit bytte op.

rastina kom flyvende over skoven hendes tanker var et stort virvar af tanker hendes blodrøde vinger var flænget og nogle fjer dalede imod jorden hun sukkede hendes rustning var indsmurt i dæmon blod og hende hjælm ligeså hendes sværd slog let imod hendes lår normalt gjorde hun sig usynlig når hun føj hjem efter kamp men eftersom hun fløj over skoven havde hun gjordt en undtaglese hun lanende på en gren i skoven og svinge sig let ned hun stragte sine røde vinger og sine skulder så det knækkede tre stede ri hendes ryg da hun hørte en lyd fra underskoven det var nogle kaniner der kom løbende imod hende hun så på dem og de fik øje på hende og blev om mulig mere bange de satte i løb tilbage den vej de kom fra hun rystede på hovedet og tørede irettert noget blod af skulder en varm og let klistet masse løb ned ove rhendes ene øje hun vidste at det var blod hendes ejet men hun gad ikke tage sig af det det måtte vente til hun kom hjem til melen

Travlt beskæftiget med at pille pilen ud af det døde dyr og tørre spidsen af i græsset, lagde den unge mand ikke mærke til de fjer der dalede ned omkring ham. Først da han havde bundet kaninens ben ind og svunget dyret over skulderen så han de store fjer. Hans blik søgte himmelen og snart fik han øje på noget der ligenede en stor fugl i et af træerne. "..Hvad pokker?" han mumbled de ord for sig selv mens han langsomt gik tættere på den store 'fugl'. Det var ikke førend han var under træet og kiggede op, med en hånd skyggende for solens stråler at han så havd det virkeligt var. Hans øjne blev store og han kiggede hurtigt væk i respekt og ikke mindst ærefrygt af at have set en engle i egen høje person.

ras sukkede og satte sig ned hun havede ikke set menneske manden hun tog sin hjælm af og det lange blonde hår faldt ned omkring hende sskulder og plettet af blodet hun havede et bløde sår i venstre tining hun sukkede dubt og tog derefter sin ene hanske af og smed den ned på jorden såp hun kunen bruge sin frie hånd til at åbne lukningen på sin kappe da den også faldt til jorden kunne man langt om længe se at hun faktisk var en kvinde

Det var ikke førend handsken faldt til jorden foran ham, at den unge mand kiggede op igen. Denne gang havde han svære ved at kigge væk, ikke mindst fordi englen lod til at klæde sig af..Da kappen faldt til jorden blinked han i overraskelse over at se at det var en kvinde.
Det tog et stykke tid for den unge mand at ligge mærke til sårende på hendes krop. Da det endlig gik op for ham at hun blødte ret voldsomt trådte han lidt tættere på træet og talte med en ung stræk stemme. "Ærede himmelske væsen. Er de okay?"

ras vendte hutigt sit blik ned imod ham og smielde stort og lykkeligt "hiru hvor er jeg glad for at se dig" i en bevægelse var hun nede på jorden og igang med at omfavne ham "jeg har sådan savnet dig hvor var du under kampen vi kunne godt bruge din hjælp dalin er stik tosset og calaen ikke i meget beder humør" hun smilede og kyssede ham på kinden

Et forvirret udtryk gled over den unge mand's ansigt da han blev kaldt ved et navn han aldrig havde hørt før, og pludselig fandt sig selv omfavnet af englen. spørgsmålene forvirrede ham om muligt endnu mere og det var ikke førend kysset var givet at han vovede at snakke med noget rystes tone i sin stemme "jeg..Undskylder for ikke at have været der men..Hvilekn hjælp skulle jeg kunne være i en kamp for engle?" han blinkede et par gange. Hans arm havde næsten af sig selv gledet rundt om engelen's liv da han var omfavnet. Og nu gav de forsigtigt slip.

rastina smilede kærligt hun stragte sien blodrøde vinger og tørede iret en dråbe blod væk der var på vej ned i hendes øjne "stop nu det ævl hiru du viste udemærket godt at vi skulle i kamp med et dusin dæmoner idag du læste selv papirende fra ærkeenglen men det er også lige meget jeg blev bare bekymret ja det var hele kompaniet når vores bedste mand og min date til ballet ligepludselig forsvinder man skulle jo tro at du har fået kolde føder" hun smilede og blinkede til ham

Han blev om muligt endnu mere forvirret da englen ikke lod til at ville forstå at han ikke var den person hun snakkede om. Dog var det kærlige smil ret distraherende og snart fandt han sig selv smile tilbage.
Da blodet randte ned af hendes pande blev smilet dog ændret til et bekymret udtryk og hans hånd ragte langsomt op for at tørre noget mere af hendes pande ren "De burde få det forbundet" hans stemme havde stadigvæk den unge klang i den, dog var der også en klar tone af bekymring og ærefrygt. Hans hånd gled ned i hans ene lomme og snart var et stykke klæde taget op. Meget forsigtigt begyndte han at tørre blodet væk førend han pressede klædet mod såret.

"hiru kæreste dog det er jo ingen ting jeg blev bare remt af en ildkugle men det er jeg jo så vant til" hun smilede blidt til ham og lod ham tøre det af "hvorfor virker du så foranet idag er du nærvøs for ballet imorgen eller er der noget anet der plager dit smukek ansigt
" hun lod blidt sine hånd kærtengne hans kind

Hans krop rysted svagt da hendes hånd kærtegnede hans kind. Det var en meget velkommen gestus og et smil bredte sig på den unge mands læber førend han endelig fik taget sig sammen til at tale mere præcist. Hendes snak om ballet og den måde hun omtalte denne 'Hiru' gav ham næsten dårlig samvittighed "Jeg er bange for de forveksler mig med en anden..Mit navn er Jeff Valensky. Jeg kender ikke denne Hiru de omtaler. Dog må jeg tilstå jeg er ham noget misundelig"

rastina løftede et øjnbryn i forundering "hiru hvad er der glat du virker jo helt" hun stoppede og spærede øjne op "de... de er jo ik hiru... men.. jeg.." hun rødmede af forlegenhed trådte et skidt tilbage og bukkede dybt for ham mens hendes vinger forsvandt som dug for solen "jeg underskylder meget min uhensigtmæssige opførsel jeg er rastina itasil genaral for kompaniet devin dead kriger engel af 1 grad engel af 2 rang" hendes stemme havde ændet sig og var blevet formel og en smugle kolder osm den altid blev når hun talte formelt til de andre engle det var første gang hun mødte et menneske personligt

igen gled et smil over hans læber. Denne gang fordi hendes rødmen simplethen gjorder hende endnu mere tiltrækkende end hun var før.
Da englen trak sig tilbage og begyndte at præsentere sig selv med en stemme der havde ændret sig fuldstændigt, gav den unge mand et hurtigt nik med hovedet førend han smilet igen "Det er en stor ære at møde dem general" he tog et lille skridt tilbage og bukkede let. Da han stod up rank igen lod han sit blik glide over hendes blodige rustning "..De skulle virkelig få de sår forbundet"

hun smilede letsindet til ham "det er ikke så slemt igen det er jo ikke ligefrem fordi jeg dør af blodmangel" hun slog en klokkeklar latter som bar en underkalg af tusinde uskyldige sjæles lykke hun rettet igen sine isblå øjne imod ham "jeg vidste ikke at i mennesker var så høflige det er ca 500 år siden jeg sidst tale med en sidst"

Han var faldet. Fuldstændigt. Denne engle var slet ikke som han havde troet de ville være. Han havd altid fået at vide at engle var væsner af orden og lov, at de var bestemte og retfærdige. Men hende her virkede så let og behagelig at han ikke kunne andet end føle sig draget af hende. Smilet på hans læber blev større af hendes kompliment og snart ville han give en lille latter førend han bukkede igen "Mange tak for de ord" Ståended endnu engang ville den unge mand smile igen "Det er en stor glæde at møde en af de guddomelige væsner. De er på ingen måde som jeg troede de ville være"

hun lage en hånd på hans skulder og trådte tætter på "hvordan troede de at vi ville være min kære" hendes sværd slog let imod hendes lår en påmindelse om hendes opgave men hun skød de hen de kunne de andre tage sig af de var tros alt trænet til at kunne tænke selv

hans blik vendte sig mod hendes hånd, der lagde en behagelig vægt på hans skulder. Da han igen kigged på hendes ansigt lagde han fr første gang mærke til hvor smuk englen egentlig var. "Mere..Kommanderne" han sagde ordet langsomt som han havde tænkt over det et stykke tid. "De er dog ærefrygt ingydende" hans øjne var som fortryllet af hendes ansigt som han kiggede indgående på. Det behagelig smil blev på hans læber mens han pludselig tilføjede "Og meget, meget smuk"

rastina grinede let igen og tog sig så sammen "det er kun fordi du har fanget mig på en god dag normalt er jeg virkelig kol dog kynisk og ja letter augant jeg tror det hjælper en del det at du liger hiru på en prik" hendes øjne fik et drømmende skær ved tanken om hiru hun kikkede igen på ham "og tak for kompligmanget" hun trædte et skdit tilbage og smlede sit lange blonde hår i en enkel fletning

Et øjenbryn blev løftet da englen begyndte at forklare hvordan hun normalt opførte sig. Det drømmende skær hun fik i øjene da hun sagde navnet på denne 'Hiru' person fik næsten den unge mand til at sukke i opgivelse. Tydeligtvis var hun fuldstændig forgabt i den mand der åbenbart ligende ham. Et nyt smil tog hans læber da hun takked ham og med at let buk svarede Jeff "Det er helt fortjent højtærede engle" efter at have rettet sig op igen kiggede han endnu engang på hendes ansigt "Jeg ville gerne møde denne Hiru du snakker om. At jeg skulle ligne ham virker trods alt en smule underligt"

"det skal du da have lov til han er tilfældigvis en af krigerenglene under min komando der er bare et lille problem det forholde rsig sådan at jeg ikek ved hvor han er hende og hele melen har ledt efter ham længe det var derfor jeg troede at han var dig eller at du var ham eller ja hvad man siger arr dûath tage menneske sprog det er så svært at udtrykke sig korakt" hun smielde og kyssede ham på kinden "du er nu meget sød af et menneske at være"

Mens englen snakkede lagde den unge mand de døde dyr ned på jorden. Da han rettede sig op igen så han næsten ud til at få et shock pågrund af kysset der blevet give til hans kind. En svag rødmen kunne ses på hans ansigt og med at ret så chamerende smil nikked han mens hans øjne søgte et sted på grunden ved hans fødder. Efter et par sekunder kiggede han igen op på hende og smilet "Mange tak"

hun smilede som en mor der smiler til sit barn "når du er genert hvor kært... åhhh du rødmer lille pus" hun slog en hjertelig latter op der på igen måde var hånlig bare glad g fri hun tog sig sammen igen og kikked epå ham "hvad laver du så her ude helt alene jeg mener det er ikke mange mennesker man ser heromkring længer man skulle tro at de havede glet ruinden og den vilde skov"

Han gav et lille host for at rømme sig. Mest af alt så han ikke rødmede mere af hendes ord. Latteren var vikrelig smittende og Jeff var snart igang med at le selv. En behagleig stræk ung klang i hans stemme. Dog da englen spurgte om hans årsag til at være i skoven stopped hans latter og istedet smilte han venligt til hende "Jeg er ikke ked af at der ikke er flere mennesker herude. Det gør jagten lettere." med de ord pegede han let ned på de døde kaniner.

"når... ja.... jagt... islår ihjæl for at få mad ikke.. mad... det er godt nok længe siden jeg har spist noget det må vel være omkring 400 år siden snart jeg kan ikke engang huske hvordan det sager men nok om det jeg er heller ikke sikker på jeg overhovedet kan tåle menneske føde når alt komemr til alt" hun smilede og gik over og satte sig på en træstup og begynde at fjerne det meste blod fra sit tøj ansigt og hår