et hjerte af is

rastina kom gående imellen ruinens mure hun kunne huske den gang dette havde været et stort tempel til ære for guderne og engelene hun huskede smertefuldt tilbage på hvordan præstene og selve templet var blevet brændt på en brænd der statede midt på den cirkelformede plads hun vidste godt at der var noget ondt gemt dernede og at det var et forseglet kammer der ikke burdte åbnes men aligevel havde der været nogle for nylig det var ikke til at holde styr på hvem der nu kom og gik ud af det åbne kammer den gang hun havde levet ville hun have viet sit liv til at vogte det kammer og dens hemlighed men skæben havede andre planer med hende og nu ja hendes magt var ikek til at overse hun rystede på hvoedet og vendte sig imod de 12 mandlige krigerengle der stod bag hende og afventede hendes ordre hun sukkede hendes blik var igen koldt og hårdt som altid hun løftrede lydløst sin behanskede hnd og lavede et enkelt tegn med to finger de delte sig i tre og fløj hurtigt op i himmlen en gruppe imod melen en anden imod byen og en tredeje ud for at finde indgangen til dæmonernes lad hun sukkede højlydt da de var væk langt om længe alene hun gik over og satte sig på en murbrok og lukkede øjende mens hun prøvede at huske hans ansigt hun vidste ikke hvad hun skulle gøre hvorfor havde hun ikke kunnet dræbe ham det var jo hendes plaigt hun havde dræbt tusindevis uden at blinke hvad var der så meget anderledes ved ham han var jo bare en dæmon han var en fare for hendes folk og en fjende hun kendte sin ordre dræb alle dæmoner i møder og aligevel havde hun ladet ham gå hvad var det der skete med hende var hun blevet svag blødsøden hun rystede op hovedet vel videne at det ikek var det at sanheden var en helt anden hendes hjerte var langt om længe smeltet det skjold hun havde båret var splintet og hun var nu både sårbar og usikekr når det galt den fremmede dæmon hun endnu ikke kendte navnet på det der næsten havde bragt hende til hendes undergang var nu ved at gentage sig hun måtte finde en måde at dræbe ham på så hendes hjerte igen kunne forvanles til is

En mandlig engel lanede lidt bag Rastina det var Hiru som altid var klædt i sin hvide trøje, den grønne rusting og de grønne bukser, og hans lange sværd hængende i siden. hans hår sand som altis løst og hans grønne øjne udstrålte varme, han grønne øjne studerede Rastina og hann kunne se der tydeligt var noget glat og han brød stilheden "Hvad er dog galt med dig idag Rastina det ligner ikke dig at vise dine føelser" sagde han varmt, og med en under tone af melidenhed skønt han ikke vidste hvad der var galt, han strakte vingerne føl han lod dem fosvinde i ryggen på ham, han tog nogle få rolige, dog langsome skridt mod hende

val kikkede på ham og smilede så et af sien sjældne smil hun syntes godt om hiru han var den der holdte moralen oppe hos de andre krigerengle når alt syntes håbløst og om hun ville indrømme det eller ej var han faktisk velsignet med en fantastisk evne til at få folk til at føle sig trykke "hvordan skulle jeg kunne vise følser med sådan nogle stupide mandfolk ranede rundt om mig hele tiden hvis jeg så meget som smiler siger i jo bare jeg er smuk og så bliver jeg nød til at straffe jer og det gider jeg ikek så er det nemmer ikke at smile" hun prøvede at vireke glad og overlegen som hun plegede men smerten ireterde hende og hans øjne hjemsøgte hende det gjorde så ondt et svagt glint af smerte strefede hendes øjne

Han trådte hen til hende og havede lyst til at give hende et kram man vidste at hun ikke var glad for berøring af mænd ham kikkede istedet varmt på hende og smilte "Du er jo smuk, selvom du måske ikke vil have vi siger det ville jeg have lov til at sige det da det er sandt... men du ved jo godt vi har sværdt med det med skønhed der må du lære... " han smil var vamere end før og han strøg en hånd på hendes hovede selv om han ikke var sikker på at hun ville kunne lide ham for det "og lad nu vær mad at straffe for at sige dette her men du er nu meget smuk når du er trist" sagde han og lagde hænderne over kort og kunne ikke lade være med at smile til den lille kvinde, han øjne viste den altid varme glød og han ønkede at han kunne give hende et kram da hun minede ham om hans søster

"jeg er bestemt ikke trist" sagde hun lidt for hurtigt og lidt for hårdt hun rejste sig og tog sin hjælm på "hvprdan kan någet så tåbeligt dog falde dig ind mig trist ha om så alverdens dæmoner kom for at håne mig ville det ikke kunne gøre mig trist" hun gik gik et stykke væk fra ham og tog sig selv i at ville ligge armen beskyttende rundt om kroppen i stedet stod hun ret og stoldt med ryggen til ham der var igen af hendes mænd der måtte se hende svag og følser var lig svaghed især kærligefølser for en dæmon

Hiru smilte kort over hende og gik hen til hende "Årh lad nu vær med at være så hård ved dig selv prøv at smil det ville du have godt af" sagde han med en bild stemme det lød en anelse drillende han vendte sig om og gik lidt rundt på plat formen mens han kikkede over mod Rastina han vidste godt at hun ikke var så hård som hun udgav sig for, da et koldt hjerte kun til hørte en dæmon, og Rastina var nok hård men hun kunne nu også være sød"fortæl mig nu hvad der er galt jeg kan ikke have at du er så trist det gør mig ked af det"

ras vendte sig om og lænede sig op af en ødelaft mur i en lidt oberlegen stiling "kan du være det?? alstå ked af det nu har jeg kendt dig i snart al for lang tid kæmpet med dig og festet og ikke en eneste gang er du stoppet op og har set trist ud snare tvært imod så har du holdt hovedet op på alle de andre grødhoveder ja også mig" indrømmede hun modstræbende hvilket var temlig stort for hende det at rose sine kriger det var en ting hun havde svært ved at opmuntre og rose folk hun var derimod virklig god til at rette på dem engang imellem for god "nej du kan ikke være trist og jeg kan ikke gøre dig trist så enkelt er det" konstatede hun mest for sig selv

han kikkede på hende "ja jeg har altid holdt humøret op på både dig og de andre ja, og godt nok kan alt se sort ud med hvor et vilje stærkt hjerte er er der også en vej at følge" sagde han lettere fjernt og kikkede mod himlen og sukkede glædes fuld for sig selv og rettede blikket mod Ras "men livet er ikke altid nemt og lykkeligt, jeg kan også være trist og med gråd i sindet, men jeg vælger at tænker på det gode der er sket, på de lykkelige øjeblikke, sorger en ting som følger med livet........Rastina jeg er ikke altid glad jeg har ofte haft lyst til at græde men valgte at tænke på det gode i mit liv" sagde han med melidenhed i stemmen og gik et par skridt hen mod Ras

vals øjne blev igen sløret af hendes tanker hun lage beskyttende armende om sig slev "nogle gang har man bare ikek tiden til at være trist tro mig hvis jeg først begynder at lukke folk ind i min tanke gang vil hele vores kompani være godt på røven jeg har forpligtelser der kræver at jeg ikke kan føle sådan nogle ting forpligtelsiger der forbyde rmig at føle det jeg gør" hun slog blikekt ne d"jeg har sagt for meget har du ikke et eller anet du skal lave en kvinde du skal ud til hvad ved jeg det i fyre pleger at foretage er når i ikek forsøger at hakke hinadne ned på træningspladens mens jeg går og ryster på hvovedet af jeres inkompatance"

Han øjne kikkede kort ned i jorden så hun ike kunne se hans blik hans øjne var tomme, dog med en anelse af melidenhed forhende, han kunne nu forstå hvad det var hun følte. Han kikkede op igen og smilte et lille smil til hende "jeg har ikke travlt idag, igen kvinde at tage sig af, igen ting at hugge ned, for du burde da vide at jeg kun kæmper når det er nødvendigt, og dine føelser er ikke styrelig du kan ikke spille af med den som hvis det var sand i dine fingre..." sagde han op muntrene og trippede lift fram og tilbage mens han følte melidnehed for hende

"man kan hvad man vil men hvis du ikke har anet at tage dig til vil du så ikek godt hjælpe mig med at spænde min rusting op i ryggen jeg kan ikke selv nåpr og vil entelig gerne have den af mens jeg er her det føles forkert at havde den på her i det gamle tempel" hun smilde blidt il ham mens hun studrede ham afventende

Han nikked kort på hovdet "jov da" svarede han svagt og gik over til hende og fandt det sted hvor han skulle åbne rustningen og begyndte forsigtigt at spænde hende op, han grublet stille med hans egne tanker, men smilte stadig svagt for ham selv.
Hann havde spændt hendes rustning helt op og hjalp hende med at få den af

ras fik enlig taget den 28 kilo tunge rustinig af og sukkede lettet hendes skulder snak sammen og hun følte sig dejligt afslappet den meget stremsidene kjole hun havde på inden under var hvis med få blod skænk fra de steder rustingne havde slidt hul hun smilede for sig selv og slog håret ud mens hun lod sine vinger forsvinde hvis man så hende nu ville man ikke renge hende for at være kringer nok bare en smuk ung kvinde der var faldet ned af en skrænt eller noget i den stil "tak for hjælpen kære" hun smilede blidt til ham og kyssede ham flygtigt på kinden

Han smilte over hendes kys og havde lyst til at give hende et kyss også, men undlod da han ikke ville komme i kampbulace med Ras, han gik lidt rundt igen "er du kommet i bedre humør igen?" spurgte ham glad og kikkede på hende da hun så lidt gladre ud og det gjorde ham lykkelig da han ikek kunne klare at se hende eller andre være trist, hans måde at holde livet igang var ved andres glæde og lykke

"det går men jeg savner ham bare så frygteligt det er ikek til at beskrive og det værste er at jeg ved jeg ikek ser ham igen i har smame øjne vidste du det? det samme mystiske glidt samme hengivenhed og loilatet han er en af de eneste dæmo...." hun slugte sine ord meget hurtigt og håbende på a than ikek lage mærke til det "mænd jeg har kunen føle mig tryk ved" hun så letter nærvøst på ham hvis han fandt ud af at hun var forelsket i en dæmon var hun godt på røven

Hiru kikkede ned i jorden *hun elskede en dæmon* den tanke skar i hjertet, men skønt han vidste det var forkert af hende kunne kan ikke midste hende, så han lod hvis han ike havde hørt hende sige det "hm' jeg har ondt af dig, jeg ville gerne hjælpe, men..." han smilte kort et skævt smil og mærkede gråden presse sig op i ham, men sank gåden den i halsen det føltes som en sten "jeg ved ikke om kan gøre noget" agde han og ønskede at ham kunne holde hende og sige at hendes hemlighed var tryg hos ham, og at hun ikke skulle frygte at han ville sige det, da han hellere vilel gå idøden end at midste Rastina

ras smilede sørgmodigt til ham "jeg er glad for du er her jeg vid ikke hvad jeg ville have gjrodt hvis jeg var alene det føles så ja trykt engang imellem får du mig til at føle at mænd ikke er så farlige enda men så er det som regl en af de andre der komemr forbi eller et møde der begynder eller hvad ved jeg" hun sukked eopgivende og satte sig ned mens hun fraværende begyndte at flette sit lange lyse hår

Hans hjerte bankede tungt i hans bryst og gråden føltes næsten uudholdelig, han gik hen til hende og lagde forsigtigt hans hænder på hendes hovde og tvang sig selv til at smile "det er jeg da glad for at høre, at du syntes om mig, men de andre skal du ikke tage dig af hvis de bliver formeget skal jeg nok give dem en lære streg" sagde han og ønskede ikke andet end at beskytte hende om det skulle koste ham livet

hun smielde og slog han kærligt på armende kun et puf uden nogle form for vold bag det "tror du ikke at jeg kan kalre mig selv i så fald skal jeg vist lære dig noget anet hun greb fat i ham og prøvede at vælte ham ned en krystal klar latter undslap hende det var 60 år siden hun sidst havde grinet og slev om det kun var meget krot var det tros alt en latter

Han væltede bagover og grinte med hende og smilte varmt til hende og strøj en hånd gennem hendes hår "det er dejlig at høre dig grine" sagde han kærligt til hende og mærkede varmen fra hendes krop og et sug trsk gennem hans mave han smilede og kikkede på hende og væltede hende til siden og satte sig på hende

ras grinede igen hun smilede og ligene for førstre gang i 400 år ikke den kolde hårde iskriger hun havde forsøgt at være hun smilede og var glad her var der ingen bekymringer igen beslutniger og ingen fjender der skulle dræbes hun hanvde længe overvejet at opgive si sværd for en fredliger tilværelse men der var bare ingen grund til det og nu var hun nået så langt hun smilede for sig selv det var rat at være her i cuil intet åndsvagt råd eller pligter hun så op på ham igen hun lukkede langsomt sine øjne og slappede helt af "prøv at hør fuglede de synger sidste gnag jeg lyttetede til dem på denne måde var den gang jeg var i live det lyder smuk som musik det er også en ting jeg savner mere end noget anet" hun sukkede

Han smilede og satte sig ved siden af hende og kikkede på himlen men vinden blæste gennem hans hår han kikkede på Ras "hvis du kan lide fuglenes sang så hør på vinden sang, den synger og alt i verden og krig og kærlighed"sagde han svagt og kærtegned hendes kind " hvad er det du savner mere end fuglenes sang?" spurgte han forsigtigt

hun skukkede dybt og lå stadigvæk med lukkede øjne "vidste du at den gang jeg levede var jeg intet anet end en bonde pige som ti årig blev jeg voldtaget af ingen ringer end kain det var forfærdeligt og det er derfor jeg har svært ved at folk rør mig jeg flygtede ud i skoven denen skov faktisk og så dette tempel det var som mange andre templer kun befolket med kvindelige præstinder og de lod mig bo og arbejde her jeg elskede at være her jeg elskede dem og jeg elskede den gud de altid talte om de fik mig til at føle mig tryk og jeg tror det er det jeg savner trykhed bare en dag hvor jeg ikke høvs at kæmpe og flygte for døden uden skig og smerte uden sved og blod det er bare meget svært at fåi mit arverv og nej jeg kan ikke gøre som kvinden ea og opgive mit sværd for ser du da jeg fyldte 19 arbejdede jeg alrrede den gang i templet som kringer jeg kunne slås og jeg var god til det jeg var en af vogterne dem der vogtede den selvsamme hemlighed som stadigligger under platformen under min indvielses fest rejste der sig en ildsøjle fra platformen og udslettede templet med alle der var der i der i bland mig selv da jeg forsøgte at rede nogle af de andre jeg ville kunen slippe ud er fra men jeg valgte at tage de andre med siden den dag har jeg kæmpet for at bevare hemligheden selv i døden og kæmpet for at få den post jeg nu engang har da jeg har behov for at være undværlig hvis jeg ikke er det føler jeg mig som ingen ting som den gang før jeg kom til templet jeg savnetr trykhed og fred" hun åbende langt om længe øjende og vendte sig om og kikekde på ham igennem halvlukekde øjne solen remte og undertegnede selv de fineste små detqljer i hendes ansigt og på hendes krop som hun lå der for et menneske ville hun lige en gudinde af skønhed og renhed

Han kikkede på hende og nød hendes tilstæde værelse han overvejet om han skulle give hende et kram, og han tillod sig selv til sidst at give hende et, han tog fat i hende og trak hende forsigtigt hen til hende og krammede hende ind til sig "kan jeg ikke gøre dig tryk?" spurte han med sin blide stemme og killde hende forsigtigt og gav slip på hende "eller err jeg farlig" sagde han med et lille grin da han ikke fandt sig selv farlig uden for krigszonen.
Han overvejet óm det var forkert af ham at give hende et kram da han ikke ville skramme hende væk, og skældte sig selv ud for det, men hvordan kunne han lade vær hans hjerte bankede roligt i hans bryst når hun var der, og lysten til at blive ved med at tage det næste skridt blev holdt ignag af hende, han kunne jo ikke leve uden hende....... så heller selv dø end at se hende midste sin livs glød, se gløden i hendes øjne slukke.
Han sad et sad et øjeblik med en sorg i blikket og stirrede ned i jorden, men smilte svagt igen selv om tankerne flåede ham op inde fra, han kunne næsten ikke få sig selv til at se på Rastina, tanken om hendes kærlighed til en dæmon, og tanken om at hun næsten aldrig følte sig tryk lå som en sten på hans bryst, og syntes langsom at kvæle ham, han prøvede at tænke på hendes latter og hendes smil, det gav en lille smule varme i hans bryst men tankerne kvalte ham, lysten til at løbe væk og græde brændte i ham

ras smilede svagt ved hans kram og lukke øjne hun slappede af et kort øjebik det var rat jo hun følte sig tryk hos ham det var der ingen tivil om det var længe siden hun havde åbnet sig for nogle og det var nok ikke noget der ville gentage sig men en ting var sikkert hun fortrød intet "jo jeg føler mig tryk hos dig desuden vil jeg aldig kunne se dig som farlig hvilket skyldes at jeg aldrig ville kunne se dig som en fjende" hun smilede et af sine sjælde smil til ham et af dem der fik hendes ansigt til at lyse op og virke kærlig tmen også fyldt af sorg og knuste drømme det var tydeligt at hun var et af de væsner der havde oplevet for meget ondt til at kunne heale helt hendes fysiske ar var intet imod dem hun bar indvendigt