børnesange

"god så fornuftigt valg men jeg vil bede sig om en ting og kvinder imellem" hendes øjne ble håre og alvorlige igen hun rettede sig op og lagede armende over kors "find ud af hvad det er der plager ham hvis det er noget fysisk så kontakt mig omgående så fjerner jeg det vi har ikke råd til at midste ham nu hvis det er noget psykisk så gør ved det hvad du kan" hendes blik blev fjernt

Ea så igen ned i vandet, hun burde ikke fortælle dette, en knude i hendes mave blev endnu hårdere, det havde plget hende længe, hun maste så hendes læber stramt sammen og besluttede sig så "for nogle dage siden, jeg husker ikke hvor længe, det var ankommet en kvinelig engle, men dage efter så jeg dem skændes i haven, jeg gæmte mig og forsøget ikke at lytte, man skal ikke snage i andres folks liv jo (mumlede hun uskyldigt), men jeg kunne ikke lade vær og så skete der noget og Damian åbnede jorden og kastede sig ned mod havet, med kvinden, han virkede ked af det, men også sur, han bad mig finde Seraphir, men jeg har led over alt og han er som sunket i jorden. Da Damian kom tilbage, var han helt udmattet, men han lukkede sig inde på sit kontor og han har arbejdet lige siden, det eneste han har taget i sig har været vand, hvis han ikke knokler som om en mara red ham, så beder han og og" hendes stemme rystede "og straffer sig selv, jeg tror han er på vej over det, men det er hårdt at se ham lide på den måde" hun rejste sig fortvivlet op og slog hænderne for munden "jeg burde slet ikke fortælle dig dette" hendes øjne var skræmte og forvirrede, hun vaklede lidt baglæns og så skramt på den anden kvinde

Damina lanede lige bag Ea og hun for nu sammen som en skramt mus, hun vendte sig mod ham, vaklede baglænd og med et kæmpe klask væltede hun over hendes egne ben i sin forfjamskedhed og ned i vandet, Damian kiggede forundrede på den lille opvisning og videre over på Rastina og så på Ea igen og rystede på hovedet med et lille smil og gik med et par lange skridt ned til vandet og ragte armen ud, så Ea kunne gribe fat i armen så frakken var mellem hende og ham "hvorfor føler jeg jeg afbryder noget her?" spurgte han roligt og så på Rastina, han så træt og nærmest nedbrudt ud, hans hud var bleg og klam af sved og mangel på vask, hans tøj var krøllet og skjollet og hans hår var fedtet og langt, selv hans enlig vinge var i orden, det lignede han ikke havde sovet i flere måneder eller spist, hans krop var hensungen og hvis man tog frakken af ham ville man finde lange røde hævede sår og striber fra selvstraf med pisk

rastina vendte blikekt imod ham og bukkede dybt hun samlede i samme bevæglese sin hjælm op og satte den på hvoedet da hun ikke brød sig om at gå uden hjælm i mænds nærvær hendes ansigt var så koldt og føsesløst som det plejede og ethvert spor af den loliatet hun før havde udstrålet var nu forsvundet som bug for solen hendes øjne var kolde og hårde og hendes stemme fast og myndig da hun svare "fordi at du gjorde vi tate netop hvor bekymrede vi var for dig ærkeengelmig og mine mænd savner at se dig til kamptræning og de offichele sermonier og ja du ser ikek lige frem for godt ud tigiv mig min åbenmundethed min kære ærkeengel men burdte du ikke tænke lidt på dig selv for en gangs skyld du ser mig" hun skævede lidt til ham og et kort sekundt var hendes øjne medfølende og bekymrede men så var det væk igen "lidt medtaget og nedkørt ud" hendes holdning røbede intet om hvor skrækslagen hun var ved synet af hendes stpre idol i denne forvaltning hendes hjerte skreg og græd og ville helst af alt omfavene ham og pakke ham ind i vat sommen som den gang han midstede sin vinge forholdt hun sig kold og satte den velkendte is mur op omkring sig selv

Ea kom og af vandet og stod og trippede meget nervøst, dette ville ikke gå godt hun skulle aldrig havde sagt noget, ååå hvor havde hun været dum, hun skulle have været stille med hun havde være så bekymret for ham, han betød så meget for hende, han var som familie, hendes blik flakkede uroligt fra Damian til Rastine og så til Damian igen, hendes tøj var gennnemblødt og hun forsøgte panikken at samle tøjet omkring sig for hun følte det hele blev gennemsigtigt selvom der var så mange lag at det ikke blev, imens forsøgte hun at sige noget for at bryde den noget akavede situation "Damina jeg..." hendes stemme var tvivlende og hun viste ikke helt hvad hun skal gøre "Damian det var ikke sådan ment, det...." hun stoppede og så på ham med bedende øjne for at han skulle forstå

Damian kiggede første på Ea, hvordan hun stod der våd, lille og uskyldig, og trippede som en nervæs hoppe "Ea jeg vil gerne havde du vasker hele huset" han stemme var bestemt og han kiggede knap på hende, "og jeg mener hele huset også kælderen, hvis det er det du vil spørge om og nu vil jeg have du lader os alene tak" han stemme var bestemt og ikke så blidt som normalt når han talte til hende, derefter kiggede han Rastina direkte i øjnene, med et bestemt blik, han lød hurtigt hånden køre gennem håret, det var blevet en del længere end før, men han noterede sig det ikke, men ved hendes ord om at tænke på sig selv slog han blikket ned og alt den storhed der lige havde skindet i det var væk og erstattet med en form for skam og arighed "nej jeg skal ikke tænke mere på mig selv, det har jeg gjort nok på det sidste, jeg har trænet for mig selv, det må dine mænd lev med og cermonierne, ja den kan jeg ikke sno mig uden om, men vi må gøre os klar til krig jeg har på fornemmelsen at den er nær, jeg vil have porten lukker og man kommer kun ind ved passersedel, jeg vil have konstant overvågning af jorden og alle dæmoner der forsøger på det mindste, skal slås ihjel, vi må minske dem for deres magt vokser alt for hurtigt" han stemme havde samme styrke som mod Ea men han så heller ikke på hende, han vende sig i stedet nu og kiggede udover vandet

"javel" svarede rastina kort og meget fattet inderst inde havde hun sig selv for at være nød til at bære rundt på den is mur hun havde mest af alt lyst til bare at smide alle høflighedes forbehold og spørge ham direkte men hendes hårde træning forbød hende det i stedet løftede hun sit sværd og af skeden og lod håndne glide over en rød rubin så alle hendes mænd kunne se at der var blivet afgivet en rødkodet odre hun vidste at inden længe ville en budbringer engel komme stormende for at give beskeden vider til hendes mænd hvilket hun entelig havede det helt fint med så ville hun ikke være helt alle med ham uden at kunne gøre noget bare synet af ham og hans smerte sved i hende hun holdte fast i sine ord til ea hun ville flyve i døden fpr ham med alle sine mænd som følge hvis han bare bad hende om det

Ea var glad for at slippe og skynde sig af sted det var en lettelse at hun slap for at blive i den anspænde situartion, hun nejede forst for Rastina og derefter Damian "det skal jeg nok Damian" hendes stemme var lille og lidt rystende "også kælleren" hendes blik blev fyldt med frygt og hendes stemme rystede, men hun ture ikke blive meget længer, hun ture ikke trosse ham, han havde næsten smadret en stol da hun havde spurgt ham hvad der var galt, hun nejede og ture ikke vendte på hans svar "som du vil" hendes stemme rystede af frygt, hun havde altid frygtet hans kælder selvom hun aldrig havde være der nede, hun rystede hendes vinger og lettede let og hurtigt, med et lille suk af lettelse for at slippe væk og med et var hun forsvundet

///out///

*tænke på mig selv* ordene rasede gennem ham, han havde ikke gjort andet den nat med Valantha og se nu hvad der var sket, nej han skulle ikke tænke mere på sig selv, han gad ikke en gang svare Ea og med et ar hun væk, han gik ned til vandet og lagde sig på knæ og tog lidt op i hænderne og drak, det var længe sidne han havde fået noget at drikke, han havde også tab sig betydeligt, så rankede han sig igen og kiggede direkte på Rastina "hvad plager dig virkeligt kriger?" hans stemme var bestemt, men mere blød som før i tiden

rastina slog blikke tned og håbede inderlidt at den budbringer engel snart ville komme hun kunne mærke sit psykiske skjold give efter hun sukkede dybt og mødte hans blik det var fyld af de blanede følser hun havde al den forviring og svaghed der lå i bunden af hendes hjerte som hun så desparat forsøgte at gemme væk bag en facade af kulde og hårdhed "jeg er bekymret for dig ærkeengel jeg er bekymret for os for hvad rådet og det de siger for det oprør der rejser sig bag din ryg og for hvor mange af mine mænd der vil dø i kampen ser du de er ikke kun mine underordnede jeg ser hver og en som en kær ven og bror og ja dette vil komme til at kræve så meget selv for os damian jeg vil ikke se dig falde" en tåre truende med at bryde frem men hun blinkede den hårdt væk hun var kriger og kringer skulle ikke føle smerte hverken fysik eller pskykisk de skulle heller ikke græde

Damian kiggede væk og satte sig i skraderstilling og kiggede udover søen, han viste ikke helt hvad han burde sige men viste hvad han følte, inderst inde, rådet kunne rådne op, han slog hurtig tanken væk, "du burde ikke forvandle dit hjerte til krystal, hvis man ikke lære at elske og føle, så er der kun ondskab tilbage" han kiggede på hende med et sært mystisk blik "det er okay at grade Rastina og det er okay at føle noget, selv for en kriger, nogle føler bare for meget at en vær handling de ville udføre som kriger ville gøre ond, det er derfor jeg måtte fjerne Ea, det er derfor man ikke kan røre hende" han smilede til hend og kiggede udover vandet igen "rådet har for travelt med at lukke folk ude og menneskeligheden, jeg har kæmpet længe for at få dem til at forstå og snart står vi ved randen til kaos og uden nok tro eller folk fordi de ikke ville have vi forlod det trygge Melen for at få folk til at forstå kærlighedens budskab" han stemme var rolig og blidt men med samme mærkelige tone over sig som hans øjnes glimt

"mit hjerte er ikke krystal men is og lige så skrøbeligt bare den midste varme kan smelte det og det er ikke noget jeg vil tillade da jeg før er blevet forrådt jeg" hun sank en engel gang og vendte hovedet bordt "jeg har svortet ikke at græde" hun vendte ryggen til ham og svang let sit sværd i luften med en øvet hånd "hvad angår rådet kan jeg godt følge dig men der er jo folk der skulle tage sig af den del jeg selv hvis jeg viser mig på jorden vil folk jo frygte os i stedet for at elske os og før vi finder nogle der er rene og hvide nok kan vi intet gøre"

"hvis du ikke kan holde af noget fordi du har forvandlet dit hjerte til is, hvordan har du så tænkt dig at kæmpe, vores største forsvar er kærlighed til vores næste og man kan kun kæmpe for rigtigt hvis man holder af det, uden kærlighed, kunne vi alle lige så godt mælde os frivilligt til at være dæmoner" han smilede svagt for sig selv "der er ingen der nægter dig at græde, selv jeg græder og enda Ea, hun græder ofte når hun tror ingen høre hende, det er vigtigt at græde og vise følelser ellers ødelægger de os inden i, overlad hadet til dem der ikke er stærke nok til at elske" hun kiggede på hende og smilede svagt "desværre lever vi nu i en tid hvor folk må se før de tror, dæmoner spreder deres had som en bonder der sår såsæd og vi sidder bare her oppe og tænker det nok skal gå, folk har brug for at vide at gud ikke har forladt dem, de vælger side som det passer dem bedst, og selvom det er svært at overbevise dem om at det er bedre at give end at få må vi prøve, men jeg ved ikke hvordan" han sukkede endelig indrømmede han et af de problemer der havde plaget ham, dog ikke det der havde drevet ham til at pine sig selv, men alligevel og han viste nu at selv han ikke viste alt

"jeg elsker mit folk jeg elsker mine tropper og vil dø for at beskytte dem lige som jeg ville dø for at beskytte dig men igen mig og mine mænd kan sagtens vise os for menneskerne men igen jeg slev er hærget efter kamp og bær synlige ar over hele kroppen så det ville nok bare skræmme dem og mine kriger ja deres vinger drypper af blod så vel som mine jeg tror ikke" hun stoppe mit i et sving to øjne kom til syne bag hendes øjnlog hans øjne hun kunne ligepludselig huske hvad der var sket som et minde der flygtgt løber igennem hendes sind "jeg ... jeg... jeg kan ik" hviskede hun desparat og slap sværdet det fald som det havde gjordt den aften og lande med spidsen bordet ned i jorden hans øjne hendes sjæl gjorde ondt helt ind til den inderste kærne det var derfor hun ikke åbnede sig smerten var fom meget hun faldt på knå og tog sig til hovedet glad for at hun havde hjælmen til at skjule hendes ansigt bagfra

Damian kiggede lidt overrasket på hende "hvad kan du ikke, kan du ikke elske? det var trist" han rejste sig og gik over til hende og lagde hånden på hende skulder "jeg regner med at jeg kan stole på dig for det jeg vil fortælle dig nu er en dyb hemmelighed" han satte sig på knæ ved siden af hende så han var tætter på hende øre og derfor ikke skulle tale så højt "selv jeg har elsket og jeg fortryder jeg ikke gjorde det i mit menneskelige liv, for kærlighed er det vigtigest i verden og det der det der forsat holder den kørende, som ung mand forstod jeg det aldrig i min tid fantes der ikke rigtig kærlighed, der var kærlighed til troen og det var den jeg dyrkede og vandt min plads her, men jeg glemte den allervigtigst kærlighed, selvom jeg døde for den, næstekærlighed, kærlighed til en anden person, livet er ikke altid som vi vil have det, vi kan ikke altid få den vi elsker, men det at vi elsker viser at vi er i live og at det gode altid kan sejre, selvom den man elsker er en anden, selvom den anden er ond, kan vi forsat elske dem, bare vi er beviste, jeg elsker en kvinde der solgte hendes sjæl og nu ser jeg hende nok først den dag jeg må slå hende ihjel, måske er det enda min skyld denne krig er så tæt, men jeg ved nu at selvom jeg elsker hende elsker jeg noget der er større, men af kærligheden til hende, viser jeg at jeg ikke er ond, for kan man ikke føle noget for andre, hvad er livet så værd?" han smilede til hende og lagde armen om hende i et fast greb hun ikke bare kunne vride sig fri af, tårene løb ned af hans kinder, men han smilede

rastina løftede sit blik og mødte hans hendes øjne var ligeledes fyldt med tåre der kunne rive sig fri hvert sekundt det skulle være hun rystede kraftigt på hovedet og åbnede munden for at sige noget men kunne ik en svag hulkende lyd undsdslap hendes sammenpræssede læber "damian jeg elsker ham jeg elsker ham virkelig og jeg ved at det er forkert men der er intet jeg kan gøre damian jeg lod ham leve selv om jeg havde ordre på at dræbe ham han... han bad mig enda om det men jeg kunne ikke.. arr jeg er så svag jeg fortjener ikek min post når jeg ikek engang kan udføre så simpel en hanlig mine mænd ser op til mig regner med mig men jeg er så svag du må had mig for det også" hun slog blikket ned igen og afventede det slag hun vidste at hun fortjente ventede på at han ville rejse sig og udtale hendes straf

Damian smilede til hende og fjernede med den anden hånd hendes hjelm "overlad had til dem der ikke kan elske" han fjernede hendes hjelm og lagde den på jorden og kyssede hende blidt på panden "lille Ratina, vi har alle stået over for et vanskeligt valgt, jeg kastede den jeg elskede ud af Melen for hun havde solgt sin sjæl for et par vinger, vi står alle over for et valg, jeg fortryder det ikke, men jeg har et ansvar for jer, i er mine børn og jer vil jeg aldrig svigte, men jeg vil aldrig stoppe med at elske hende og for hende skyld tror jeg på at kærlighed og det gode altid vil sejre, jeg tror på det gode i alt også det onde, det bliver jeg nødtil for min egne skyld, hendes og jeres, du kunne måske ikke slå ham ihjel, men sådan er det, jeg kunne heller ikke slå hende ihjel, men hvad ville vi være hvis vi kunne det, ville vi så være bedre end dæmonerne der kan? er det det du ønsker, hvis du ønsker ikke at elske og ikke at have følelser?" han kiggede på hende og smile, han stemme og øjne var fyldt med ømhed og blidhed

"jeg ønsker at han vil glemme mig jeg kan sagtens håndtere den smerte det medføre at elske en mand er forbudt mit problem opstår i den viden at han også elsker mig og det faktum at han har fårrådt kain for at hjælpe sin søster jeg er så bange for hvad der sker meg ham jo jeg ønsker at elske ham hvordan kan jeg anet men han må ikke elske mig for hans ejen skyld jeg vil ikke se ham sået jeg vil have han er sikker og tryk glad og lykkelig og hvordan kan han det når han elsker en der har viet sit liv til at dræbe alle han kender en der konstant kaster sig ud i døden fordi det er hendes pligt nej krigerengle burdte ikke elske da vi har valgt sværets vej vi burde ikke blive elsket for det vil betyde usikkerhed og smerte for begge parter desuden som du ha rjeg også et andsvar bare over for hæren jeg er jo ikke den lille budbringer engel jeg var engang" hun lod af gamel vane sine finger løbe kærtengene ned over sværet smuk udsmykkede skede nej hun ville aldrig opgive sit sværd det var det hende for kært til

Damian smilede bare til hende, selvom han følte en uro ved at høre om hende lillesøsteren, det kunne ikke være hende vel, nej, han ville ikke længer tænke på hende, han måtte være stærk nu, han måtte kun elske Melen og nu viste han hvorfor. "Rastina, hvad er der at kæmbe for hvis ikke kærlighed, vi kæmper for det vi elsker, hvad er der så tilbage, hvis vi ikke kan elske hvad har i så til forskel fra dæmoner? du kan ikke bestemme at han ikke må elske, for så beder du ham opgive det lille smule håb for godhed der er i ham og det håb må vi aldrig opgive, forstår du det, vi kan måske ikke få dem vi vil have og de kan ikke få os, men vidnen om at der forsat er folk der tror på kærlighed ligemeget hvor håbløs den er, viser at der forsat er nogle der tror på det og det er vigtigt for det vi lever på er det gode og kærlighed er noget af det reneste af godhed" han stemme var rolig og syngende og rolig, han viste nu meget bedre hvad han talte om "Ønsker du ham virkelig lykkeligt, normalt ville jeg sige en dæmon er lykkelig når vi er døde og Melen er faldet og dæmonerne har frit spild på jorden, men han lyder anderledes, lad os håbe han er, for så har vi endnu et håb om ar der findes godt i dæmoner" han smilede venligt til henden, løsnede sit greb lidt og fjernede en tot hår fra hendes pande, alt dog gjort i en venlig måde

"han må gerne elske han må bare ikke elske mig damian jeg er forviret så foviret at jeg ikke engang kan se mine mænd i øjne og især ikke hiru de har de samme øjne det er skræmmende hvorfor skal det være så indviklet at være skabt til at dræbe for som vi begge ved var det grunden til at krigerenglen kom i sin tid ofr at tage det sværd ingen andre ville røre den eneste foreskæl er at nu griber slev budbringer englene til våben ved først givende lejlighed det er vores job de burdte gemme de våben langt væk og overlade dræbend etil de professinole hun lage armend eover kors og ligene igen sit gmale stædige og hysteriske jeg

Damian slog i en rungende latter "kan du se krigerengle skulle følge med en budbringer engel når de flyver på jorden og alle andre steder, jeg tror i ville være meget rundt på gulvet og det er jo kun til selvforsvar, det er blevet farliger der nede, det er næsten umuligt ikke at støde på dæmoner nede på jorden, i sidste ende må vi alle gribe til våben og kæmpe, vi kan ikke bleve ved med at være gammeldages for selv når i alle er døde, skåner de ikke os andre, vel" han gav hendes skulder et lille klem "du må lære at se folk i øjnene, selvom du skammer dig, hvad tror du jeg har lavet på det sidste, man må få rettet op på sig selv samle sig sammen og bruge den kærlighed som en ekstra styrke også selvom vi i stidste ende måske skal slå dem ihjel, men det kan vi ikke fokusere på for der er mange andre her i verden end dem, vis mig du at du bliver styrket af de kærlighed og ikke svæget jeg har brug for dig og den kærlighed du har og du må aldrig stoppe med at tro på den, lige meget hvor kriger agtig du mener du er, er det forstået?" han kiggede alvorligt på hende med et bestemt blik, men han smilede varmt og venligt

et varmt smil undslap hende og hun ligene et kor tsekundt den lille pige hun havde været før hun var blevet voltaget af kain "på en betingelse min kære ærkeengel at du går i bad klipper dit hår og prøver at komme til at se lidt præsentabel ud og stopepr med at skade dig selv vi har lige så meget brug for dig som du har for os og ja hvis jeg skal være ærlig savner vi dit selvskab og gode humør det er ikke for ingen ting at jeg har valgt at kæmpe på din side"

Damian skubbede blidt til hende og kastede sine hænder ned i skødet som et utilfredsbarn "åååå skal jeg virkelig, jeg kan så godt lidt at være ulækker" jamrede han med en drillede tone og ragte tunge af hende og begynde derefter at grine igen, det var så længe siden han havde gjort det og det føltes hærligt "okay som du vil, det skal jeg nok, det går jo ikke at i savner mig vel, selvom jeg ikke selv kan se hvad der er at savne, en Gudselskende rigmands søn" han smilede til henden og kørte igen det lange hår tilbage bag øret for bedre at kunne se "jeg burde måske også lige få undskyld for Ea jeg var vist noget hård ved hende, hun er så skrøbelig og alligevel rummer hun uanede krafter" han rystede forvirret på hovedet

"ea er en fasinerende kvinde hun skal bare lære at bide igen når der bliver talt ned til hende hvilket som du selv ved jeg er rigtigt god til når jeg bliver hissig men det bliver jeg jo også hele tiden man skulle tro at jeg var rødhåret" hun ugelde hans hår med venstre hånd mens hun smilede lykkeligt til ham men hendes øjne var som altid alvorlige og tænksome skønt at det var så ubeskiveligt lettende at høre ham le det var noget de alle havde savnet "og ja den lille uartige rigmandsøn skylder vist den yndige unge dame en ungskyldning hvilket jeg i bund og grund også gør jeg synes virkelig godt om hende hun minde rmig om min mor"

Damian smilede leende til hende, han følte sig endelig hjemme igen og ikke så fjern fra alle de andre og hans hjerte var letter som om der nærmest sang med hans latter og lykke over endelig at være tilbage ved det han troede han hvde mistet, sig selv som han var "rødhåret ja det kan man rolig sige, men skal jeg en grevesøn undskyld overfor en bondetø" han blinkede drillende til hende, men blev så lidt alvorlig "men jeg tror aldrig hun skal lære at bide igen for så slipper hun ikke, der er en grund til at jeg hev hende ud af hæren, der er for meget godhed og kærlighed i hende at hun bare vil ende med at gå amok" han smilede lidt mere sørgeligt til hende, han var urolig for Ea der var noget ved hendes utrolige uskyld og tro, der var meget farligt især for deres fjender "mor ja, hun er nok den mor hun aldrig nåede at være for hendes søn og den gode kone hun ikke var særlig længe for hendes mand" han smilede venligt til Rastina, men med en lille sorg i øjnene, han kendte hendes historie og hendes liv, hun var måske bare en bondepige, men hendes tro og hendes varme og kærlighed, var det der ville lyse op når alt andet håb var væk og det var folk som hende man måtte kæmpe for