børnesange

Ea sad og baede hendes føder i det smukke krystalklare vand, mens hun nynnede børnesange for sig selv, det var en meget dårlig vane, men det var altid som om det trøstede hendes ellers konstant lidt trist og dog så milde sind, hun var enlig ikke så trist, men følte det forkert ikke at være det selvom Damian sagde at hun ikke burde, men hvad viste han om det, han havde aldrig mistet en højt elskede mand og sit nyfødte barn, eller det vil sige de havde mistet hende for det var jo hende der var død.
man skulle nok tro at hun var ovre det efter så mange hundrede år, men hun ville nok aldrig komme sig helt selvom både hendes søn og mand for længst var døde og borde, ville det forsat virke forkert bare at være ligeglad med at efterlade dem mutters alene i en anden verden.
hun plaskede let med føderne og lagde hovedet tilbageog støttede hendes krop med armenn, hendes lange ibenholdtbrune hår, lå halvt på jorden, hun rettede sig op igen og begynde at lade fingerne køre gennem det, det var første gang i 200 år hun havde det løste, altså i det fri hvor andre kunne se det ellers var det altid flettet op og holdt oppe på en sirlig fin måde, det føltes mærkeligt at mærke vinden i håret selvom den blide brise havde svært ved at løfte den store mængde hår, flagrede det da lidt, hun smilede lidt munteret for sig selv, kun et lille diskret smil, og slog så med hovedet så håret dansede om hendes kønne lille ansigt

rastina lanede et stykke fra ea hun smilede ved synet af hende et af de få sjældene smil der slap igennem hendes faceade af selvsikkerhed og styrke hun lage armende over kors og betragtede hende hendes lange blonde hår var gemt væk under den smukt udsmykkede hjælm hun altid bar med sig når hun var i melen i tilfælde af at hendes asistance var behøvet det at se hende her og nynne var noget anet end at se hendes deling af kriger engle slås eller træne ja det var faktisk rat hun kunne mærke hvordan hendes hjerte blev let og ikke længer var tunget af bekymringer som det ellers altid var hendes lange elegante sværd vilede tungt imod hendes ben og hendes rustning føltes ikke helt så tung som tidliger hun kunne huske denne kvinde det var en af de få kvinder der havde forladt et af de andre kompanier for en lidt mere fredelig hverdag hun kendte det hun havde selv været ved at give op et par gange men havde holdt ud og nu var hun genaral for den mest frygtede gruppe i hele melen selveste guds garde hun folde sine blodrøde vinger sammen på ryggen

Ea for sammen med lyden bag sig, hun havde troet hun var alene, hun vende meget forsigtigt hovedet og så noget så uskyldigt på skævende, med et usikkert blik på krigerenglen, noget af hendes hår flandt ned og forbi hendes angsigt og de brungule sigende øjne, hun ture ikke at sige noget, det havde aldrig været velligt blandt englene at hun havde opgivet sit hverv som krigerengel, men sandheden var nu at hun ikke følte hun havde nogle anden mulighed, alt den død gjorde hendes sindsyg og var nok også det der gjorde at hun var som hun var nu, lidt småskør, men ganske uskyldig

rastina gik med faste og selvsikre skridt over til hende det var tydeligt at hun var højtstående og at hun kunne sit kram hun gik over ved siden af ea og knælede ned på det ene knæ så hun var i højede med hende hendes rusting raslede let da hun knælede hun tog den ene hanske af og strøj blidt hårlokken væk fra hendes ansigt mens hun smilede venligt til hende hvor efter hendes ansigt igen blev alvorlig hun vendte blikket imod det klare vand og lagede blidt to finger imod overfalden så forsigtgt sim kunne det finde vand var det mest kospare og dyreste smukke i verden

Ea for væk fra hende ved berørelsen og samlede den stoffyldige draperede hvide kjole om sig og så på krigerenglen med et nådigt bukket hovede og et par rolige øjne, selvom hun langt fra var rolig ved andres berørigner, eller nærvær, havde hun været her i Melen i mang mange år, men en ting hun aldrig havde vendet sig til og også havde svært ved i hendes gamle liv, det var mange mennesker og mange mennekser tæt på sig, det levede hun kun med når Damian i ny og næ havde brug for hjælp ved rådet og der var hun som en skramt mus.
Ea fyldte hendes hjerte med mod og tog sig så sammen "hvad ønsker De nådige frøken?" spurgte hun med en fast og rolig stemme og hun rettede blikket op, som Damian hanve skæld hend ud så mange gang for ikke at gøre "du skal ikke krype for de andre Ea, nok er de Guds folk som os, men det betyder ikke at de ikke også har fejl og du giver dem muligheder" Ea havde altid prøvet at leve op til Damians forventninger, han var trodsalt den engle der hentede hende og han havde passet på hende siden

"kun at du nynne rigen hvis du har lyst det lød så smuk og beroliende og jeg må da indræmme at den eneste grund til at jeg er her er for at få lidt fred i sjælen noget lys hvis du ved hvad jeg mener min kære" svarede hun stile hun rejste sig og spændte sit våbben bældte af og lagede det på jorden et stykke fra dem hun gik tilbage og satte sig i skræderstilling ved vanet og tog sin hjælm af og satte den ved siden af sig selv hun lukke træt øjne og hendes lange lyse hår faldt løst ned over hendes skulder hun sukkede stille næsten opgivende

Ea blev ved med at kigge på hendes våben og ikke englen, det vagte minder og måske en trang, men ikke noget hun ture vende tilbage til, hun var bare ikke af den rette støbning heller ikke nu mange hundrede år efter hun havde forlandt posten som kriger, "det var ikke meningen nogle skulle høre det" mumlede Ea stille i en lidt tranceagtig tone, hun stirrede forsat på våbnene og hendes tanker var enlig et andet sted, men så rev hun sit blik løst og kigged igen på den fremmede "hvem er De?" spurgte hun forsigtigt

"rastina mathea genral for tropsdeling Divine death og de er ea ikke damians husholderiske desuden læd det smukt om det var tiltænkt anders øre eller ej" hun lagede sig tilbage mens hun strakte sin krop hendes ryg knækkede højlydt op til flere steder og hendes nakke afgav det mest højlydte

hun blev lidt forarvet over at blive kaldt husholderske "jeg er bestemt ikke en husholderske!" protestede hun bestemt, hvad var de da for noget at sige husholderske, hun var bestemt ikke nogle husholderske, det var ikke hende der gjorde rent eller noget, hun lavede mad nu og da, men mest af alt passede hun havde for den var så utrolig smuk og det ville være en skam at den groede til bare fordi Damian havde så travelt med alt hans arbejde

ras lå stadigvæk med lukkede øjne uberørt af hednes protester "kan du så fortælle mig hvilken nyttig rang du har i samfundet jeg kan fortælle dig at det er mig der godkendte papirende til at du trak dig fra kriger engle og den eneste grund til jeg gjorde det var fordi damian nægtede at lade dig blive men hvis du ikke kan bevise at du laver noger fornuftigt arbejde for vores samfund vil jeg tage din plads hos os op til diskution på rådet uden damians vidne" hendes stemme var hår og følseslæs hun ønskede ikke at skade denne kvinde men det var ikke ligefrem fordi hun havde taget venligt imod hende på tros af at hun endnu ikke havde fornærmet hende

Ea blev kold om hjertet, det var virkelig ond sagt og tårene begynde at sige op i hendes øjne, hun sank, hun ville ikke vise svaghed over for en kirgerengel hun ville ikke være til grin "jeg er budbrigerengel nu, jeg dur ikke til krig så det ville være dum og endnu dummer at gå uden om rådet, du vil ikke være den første der prøver" hendes stemme skælvede af angst hun ville ikke tilbage, hendes blik flakkede og hun begynde at trippe urolig, hun begynde stille at berolig sig selv med en mumled, hun begynde at høre stemmerne råbene, fra da hun var krigerengel, hun så dem alle sammen de snakkede til hende de råbte og skreg, og dæmonerne, hun slog armene om sig selv "tag det rolig Ea, tag det roligt, det sker ikke nej nej bare rolig det sker ikke, du skal nok klare det, de kan ikke nå dig her, slet ikke" mumlede hun stille til sig selv, tårene løb ned af kinderne, men hendes stemme varrolig som om det var en anden der snakkede til hende

rastina rejeste sig og kikke på kvinden noget der lignede medlidenhed var at spore i hendes blik "så er den sag afgjordt du har fundet dig en post så er der ikke mere at tale om det er ikke alle der kan klare det at være kringerengel og man skal ikke sætte folk der ikke kan det til at gøre det det ender galt men på den andne side kan de vel se at vi heller ikke kan have folk til at rande rundt her oppe uden at øge en indsats til fældes interasse desuden hvad angår damian og rådet er de ikke særlig overbeviste om hvorhvidt han kan kalre posten længer han er begyndt at befinde sig ufattelig meget på jorden uden for deres sporings enheder og virker ofte fraværende til møderne jeg er der jo selv så jo jeg ville nok slippe igennem med det men det skal vi ikke tale om eftersom du allerede bidrager med dit så er der ingen grund til at gøre noget yderliger" hun smilede beroligende til hende

Ea rettede hendes blik op det var nu hårdt og kold og ikke længer den lille uskyldige kvinde som man for det meste så og hendes stemme fulgte hendes kolde blik, "vi har alle vores problemer og Melen har aldrig haft en bedre leder end Damian, desuden gør han nok ting i burde havde gjort for længe siden for uden menneskenes støtte er vi ikke meget for vi er trodsalt dem efter døden, men flere og flere er stoppet med at tro eller tror på det onde for at gavne sig selv, vi finder vores støtter i menneskene, de er håbet, selvom de for mange engle virker usle og urene!" hun var hissig nu, ingen fornærmede hendes venner og især ikke Damian hun viste godt han havde været svigtende på det sidste, men der var noget der gik ham på det viste hun og han havde ret uden menneskene var de for tabte, hun havde levet i en tid hvor man troede, men hun havde set hvordan der med tiden var kommet færre og færre nye engle og hvordan hendes opgave var blevet mere farefulde på grund af det voksende antal dæmoner

"for det første vov aldig at tale til mig med den tone igen budbringer for det anet hær du kun glad for at jeg har en god dag i dag ellers stod du i problemer til halsen for det tredje kænd din plads og lad andre kalre deres job og lad være at bland dig i de højres anliggenede for ser du det er ikke noget nyt at vi mister engle og der er folk der arbejder på den ang folk der ved hvad de gør og ikek bare er en rapkæftet ung kvinde som dig for det fjere tror jeg du skal overveje hvordan du modtage folk og behanler dem i betragting af dit meget tydelig bevis på manglende styrke over for alle krigerengle og tro mig hvis du nogle sine løfter et øjnbryn i den forkerte ratning skal jeg nok sørge fior at du får meget sværdt ved at se nogle engle i øjne igen uanset rang" hun hævede ikke stemmen en enste gang men hendes øjne var kolde og advarende

Ea slog blikket ned, det var andre tider selv her oppe, hun slog igen armene om sig som hun ellers havde knyttet langs siden af bare arighed, hun savnede den gang alle var lige men nogle var bare bedre til en ting end andre, hun vente ryggen til den forfærdelig onde engel og hendes blårøde vinger dækkede nu så man ikke kunne se hendes ansigt og det var noget for et ubehageligt ansigtsudstyk var i det, et der sidst blev set for mage hundrede år siden den gang hun havde været krigerengle, dette kvindemenneske var tydeligvis ikke fra en tid hvor man faktisk troede på Gud hvor man følte englenes nærvær og viste at når man bad blev det hørt, Ea fattede sig selv igen og lagde sit ansigt i fine rolige folder, før hun vente sig igen, men ret ryg, men hendes øjne var slået ned

"så er vi engige og jo jeg ved hvad du tænker på når du siger at vi har brug for dem tro mig men jeg har bare lært via blod og sved at man ikke længer kan få folk til at tro på noget de ikke kan se eller røre det er ikke mit arbejde at få dem til at tro så jeg blaner mig uden om og passer mit hvilket du også burdte gøre og hvad angår damian ved jeg at du holder af ham måske lidt for meget men han er begyndt at vakle og vi står foran en næsten åben krig vi har ikke råd til en svag leder nu" hendes blik var koldt og hun kikkede hårdt på den lille engel hun havde håbet på at få en fredelig samtale men noget tyde på at denne kvinde endnu ikek havde lært hvad det ville sige at være ydmyg

"jeg holder af ham som en ven og intet andet, hvis det er det du hentyder til, han var den der hentede mig da jeg døde og derfor føler jeg mig tryg ved ham, han lovede min elskede husbond at jeg ville kommet et godt sted og at min søn og ham ville overleve, jeg er ham hengiven for at de gjorde, selvom jeg tvivler på han selv har en finger med i det, det er Guds vilje, og han skal nok komme sig, tror han er ved at finde sig selv mere kan jeg ikke sige, om en mand der hele sit liv har levet for Gud og nu ofre alt endnu en gang for at tjene ham selv i døden, mange burder være mere som ham selv jeg, men min skæbne var anderledes" hun så op hendes øjne var rolige og fattede, men ikke længer så uskyldige "måske burde vi til at tænke mere på hinanden og tro på det vigtigste af Guds budskaber blandt os selv før vi kan få menneksene til at tro på at næstekærlighed forsat findes" hun smilede roligt

"tro mig hvis du mener min behanlig af dig idag lage du selv op til den da du allrede inden jeg hade sagt et ord dømte mig på min profeccion og ikke på mit væsen havde du regert mere venligt og budt mig velkommen i stedet for at behanle mig som om jeg var noget mug katten havde slept med ind ville jeg nok ikke være nød til at tage min rang i brug for at få en smugle respekt eller venlighed det kommer ud på et" hun gik over ogspændte sit sværd om siden igen

Ea slog blikket ned, det hang jo bare ikke sådan sammen, men hvordan forklarede man det når hun ikke en gang selv kunne, det var bare som om det gjorde ond når folk rørte hende, selv Damian, "Du dømmer måske selv" mumlede hun og gik hend til vandkanten og satte sig på huge og så ned i vandet og lod så fingerspidserne løbe gennem vandet "hvis han slår dig skal du vende den anden kind til og bede ham slå igen" mumlede hun stille for sig selv i en tranceagtig tone, så begynde hun stille at synge igen, en sang hun havdet ville have til hendes søns barnedåb, men den kom hun aldrig til, hun nåede knap at opleve det lille nor

Sov sødt, barnlille!
lig rolig og stille!
så sødelig sov,
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt:
Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge!

Gudsfingrene grande
slog kors for din pande,
Guds enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade.

Læg hænderne sammen,
da lægger sig amen
til Frelserens bøn,
som stiger i løn
og lyder, hvor englene kvæde;
i Himmerigs kor
det lille Guds-ord
omfavne Guds engle med glæde.

De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn,
svang hid sig på åndedræts-vinger;
Gud Fader i løn,
sig ja til den bøn!
Fra lavland livsalig den klinger.

Og alle de købte,
i Jesu navn døbte,
som striden har stridt,
som døden har lidt,
gik ind til den evige hvile,
istemme så lydt
halleluja nyt,
at englene tie og smile!

Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat
du siger god nat
til tvivlen og frygten og sorgen.

Sov sødt, barnlille!
lig rolig og stille,
og nyn på det navn
med nåden i favn,
al jorden til salighed givet!
Nyn: Jesus er min,
så favr og så fin,
min Jesus er lyset og livet!

rastinas blik blev midler "ja det gør jeg" hun satte sig ned igen og pillede ved sin hjelm hun var træt af sit tempramang og havde når hun fløj i vejert på den måde selv om der ikke var nogle gundt til det

da Ea var færdig med at synge hendes søns dåbssang skævede hun igen til krigerenglen "Jeg tror Melen vil falde ikke fordi vi er svage i kroppene, men i sindet, jeg føler ikke længer englene tro, de går for meget op i magt og status og jeg er bange for at den lille tro gør at Damian er ved at give op, han sover aldrig og spiser næsten ikke, hvis han ikke arbejder så beder han og nu og da flyver han væk har fra, han siger det er for at finde ro, før i tiden da vi var faste i troen og levede efter budende der var der mere styrke bag ham, han kunne finde ro her, men det kan han ikke mere, jeg er bange for at det er os der får ham til at vakle, vakle i troen på at han kan og at vi kan" hendes stemme var forsigtig og hun burde nok ikke fortælle det, men tankerne var gået hende på så længe og det var ikke fordi værken roser eller frugttrær gav hende megen svar på hendes spørgsmål, hun rettede blikket mod vandet igen, noget af hendes hår faldt ned og ramte vandet og sank ned i det og dansede under overfladen

"damian er en af de fæ engle jeg virkelig har respekt for og hvis han bad mig og at flyve i døden med alle mine mænd ville jeg sprøge hvor hurtigt vi skulle flyve men damian er ikek den samme længer han er ik... ik den engel der lårdte mig at tro på mig selv og at andres behov var vigtiger end mit ejet han er ik den engel jeg diskutede stratigier med da han ikke høre efterdem længer og ikek længer spoter deres svage punkt jo vi falder af mangelde tro men så er det hans job at give os troen igen at holde sammen på os som en enhed og ikke en masse induviduele brikker stillet op på en fældes plade" hun knuggede sine hænde rmens hun talte

Ea hev hendes hår op "jeg ved ikke meget mere jeg ser ham ikke så ofte længere, før kom han ud i haven og snakkede, når han hold en lille pause, nu forsvinder han, tror du at englene for længe har svigete troen at de har gået i mod ham og han nu har givet op, at han ikke længere selv tror?" hun sank noget hvis Damian mistede troen, så var de virkelig ilde ude for ingen var så gudsfrygtig og lorial som han, han elskede sit folk "måske måske er deres egoisme smitet af på ham, måske har det onde endelig fået en bid af ham? jeg er bange, hvad er vi hvis han svigter, han kunne få rådet til at tage sig sammen, men det er som om han bare ikke kæmper mere, som om lysten til at forsætte er belvet kvalt af alt det som er ligegyldigt og jo jeg har hørt noget af det i diskutere, det er mere jeres egen jord i hypper end alles jord i sår" en tåre fra hende ramte vandoverfladen "hvis han svigter er vi virkelig fortabt, for hvis han opgiver troen så er der bare ikke håb"endnu et par tåre ramte vandet, men hendes stemme var forsat rolig "han fortalte mig om dengang han levede" hun rettede blikken mod Rastina igen "han var en god mand, han gjorde alt for at opfylde guds ord, han ofrede sit eget liv for en stalddreng, skønt han var grevesøn, jeg tror næppe der findes en her i Melen der er mere gudsfrygtig og som gjort mere for at opfylde Guds ønske, han har aldrig elsket ander end Gud" hun kiggede ned i vandet igen "han må IKKE miste troen, han skal nok blive stærk igen, det skal han" hendes stemme var nu fast og visete den smule stædighed hun rummede, hun begynde stille at rokket frem og tilbage og mumlede "han skal, han skal han skal" mens tårene nærmest rytmisk ramte vandet og hendes øjnes stirren nærmest forsvandt i vandets dybte

"ea" sage rastina sikker og fast men hendes stemme var samtidig blid og venlig "damian midster ikke troen den dag ham mister troen er dommedag nær og selv da vil han kæmpe der er ingen der er rener end ham og vover andre at påstrå kommer de til at skulle forkalre sig over for mig og mine drenge desuden alle har svære tider og damian gennemgår bare en i øjeblikket så er det vores opgave at sørge for at rådet ikke kan afsætte ham uanset hvor gener de vil det" hun vendte sig imod ea "jeg vil kæmpe for damian og med ham til tidernes ende hvad med dig ea er du med os? melen er splittet og engle er delt op i to lejre damians og rådets jeg har valgt min side"

Ea kiggede op på hende med øjne der ikke var til at rokke de lyst af en sikkerhed man normalt kun så hos krigerengle "jeg vil heller leve i evighed i fernene, end at svigte ham, han betyder så meget for mig at det ikke kan beskrives med ord, hvad han har gjort for mig gennem tiden, især efter min død og min tid som krigerengel, kan aldrig betales igen, du skulle bare vide" hun smilede roligt, et måske kold smil, men det understregede den alvor og loryalitet det lyste ud af hendes øjne, hendes hår gled endnu en gang ned i vandet, som et nærmest sort gardin, men solens stråler fik alligevel det brune til at skinde smukt