regn kan ikke vare evigt

val sad og kikkede på huset det så dystert ud hun rejste sig hendes vifter slog let imod hendes bare ben hun var iførdt en lang kjole den gik hende til anklerne men var slisset op i begge sider til hoften den havde ingen ærmer og bar et sort drage mønster på ryggen hendes ben var blottede og på hendes ryg hang to kataner hun knækkede sin nakke det lange sorte hår der plejde at hænge frit ned af ryggen var sat op i en knold hendes øjne vandre langs domhuset sider indtil de nåde et svagt punkt et åbent vindu hun satte i løv der over og fik hurtigt og elegant svinget sin op og ind i huset ikke mange dødelige ville kunne gøre hende det nummer efter hun lande hårt på gulvet og kikkede sig om her var stille ikke en sjæl at se *perfekt* tænkte hun hun begyndte at gå ind imod den store sal det var på tide at få det gjort hvis hun ikke gjorde det nu ville hun aldrig få gjort noget ved det desuden hvad havde hun at midste hun havde i forvejen midstet alt sin familie den ene ven hun havde haft sit hjerte der var ikke mere tilbage at ta alt ingen grund til at leve vider hendes kamp var tabt for længst det var bare først nu det gik op for hende at der ikke var mere håb intet mere at komme efter det var slut

En kvindelige skikkelses stod bag Val hun kikkede et kort øjeblik beunderende hun havde som altid det sedvanlige tøj på hun stod i skyggen og havde sat sit hår op med en spise pind "Flot lille nummer det må jeg sige ikke menge dødelige har jeg set gjordt kunsten efter" sagde hun og gik hen mod val men hun klappede i hænderne

val vendte sig hendes øjne var lige så tømt for følser som hendes hjerte kun hun kunne høre de intense smertens skrig far hendes sjæl men hendes ansigt eller holding afslørede intet hun vendte sig imod kvinden og lage armende over kors "jeg troede jeg var alene" hendes stemme var toneløs og hvis man ikke kendte hende ville man tro at hun var et menneske uden sjæl og ikke bare en der havde givet op

Kvinden satdser 2 meter fra Val "nej helt alene er du ikke jeg er her" sagde hun og smilede lende "hvad laver en ung kvinde som dig dog helt alene her og sniger sig ind gennem vinduerne?"

"leder" sagde hun kort hun løftede hovedet og mødte kvindens blik et øje blik gled smerten igennem hendes øjne men ikke mere en at man ville tro at man havde set forkert val sukkede og drejde hovedet hun gik over og satte sig på en af bænkende i en jeg-gider-virkelig-ikke stilling lænede hovedet tilbage og sukkede dybt igen

"hvad lader du efter nogen eller noget bestemt?" sagde hun og lænede sig op mod en af vægene og prøvede at få Val's øjnkontakt

" Jeg er ligeglad med hvad hun kan og ikke kan .. jeg vil mere vide hvad hun laver her eller leder efter " svarede kain som kom frem fra skyggen ... Han kiggede han på val .. DIG tænkte han og kiggede med brændene øjne på det lille menneske som var kommet på besøg og kiggede der hend på Isarina .. rystede på hovedt : tænkte = hvorfor render hun altid rundt alle steder ! og efter det kiggede på val igen og så ikke særlig begejstret ud over at hun var her

valantha var for langt inde i sine ejne tanker til at rigistre kainog hun anede overhovedet ikek at han befandt sig i samme rum "kain jeg har brug for hans hjælp men jeg ved ikke hvordan jeg kan finde ham jeg har fået finger i et hidkaldeses retual og det var entelig det jeg skulle herinde" hendes tynge finger trak elegant en tynd perpirs rulle op af hendes ene støvle hun rettetde sig op og kikkede på kvinden "forrasten jeg har ikke præcentert mig selv jeg er valantha mcslayien søster til eric tidliger elskerinde til damian og forhenværende kæreste til seraphir jeg er også kendt som vandren i engle verden det mest eftersøgte menneske du kan komme i tanke om og skyggedanseren i jeres dæmon verden den tre mest efterlyste kun overgået af damian og min storebror eric jeg har dræbt flere dæmoner end du kan tælle på en time og endnu flere engle" hende blik belv hårdt og selvsikkert en ukendt glød gløde bag hendes sorte øje og det lilla stråelde uden grancer

Isarine kikkede hen mod kain og bukkede kort på hovdet og kikede derefter på val "sikke en masse du er men jeg er blot en ydmy demon af lav rang som sniger sig rundt åbentbat for mange steder" sagde hun med en drillende uskyldig stemme og kikkede kort på Kain og kikkede der efter på Val" og bukkede kort på hovdet "goddag valantha mcslayien jeg er Isarina vilken fornøjelse at møde dig og jeg formoder det vil er din broder du leder efter ikke sandt?"

val havde stadigvæk ikke opdaget kainog undrede sig over hvorfor dæmonen bukkede for hende "nej jeg leder efter kain har jeg jo sagt" sagede hun letter irettert og rejste sig op hun løsnede blidt den ene af sine vifter og folde den ud og begyndte langsomt og blidt at vifte med den mens hun gabte træt

Hmm ... Isarina nu ikke for fræk .. han kiggede surt hend mod Isarine med brændene øjne ... han kigger efter det på val .. hvis du kom for at finde mig så har du fundet mig, og hvad om jeg må spørg vil du ? han kiggede undrende på val og dog syndes han det var modig af hende at komme her hend alene ... hvorefter han gik ud af skyggen så val kunne se ham...

((((lad vær med at skrive for hurtig... ellers passer indlægt ikke ind xD )))

Isarine kikkede blot med et smil på læben på kain og undlod at sige noget da han ikke syntes at finde hendes tilstædeværelse passende hun kikkede på val Isarina studerede der efter rummet og spaserede lidt rundt da hun ikke følte at hendes mening var passende at sige lige nu

val vendte sig imod kain og nikkede respektfuldt "det var også på tide du dukkede op jeg har ledet efter dig i et stykke tid efterhånden du er meget sværd at finde" hun smilede skævt og livet var vendt tilbage i hende øjne såvel som i hendes krop hun sod stadigvæk med viften der glintede af både dæmon og engle blod det var ikke til at tage fejl blodet stammede fra nogle af de stærkseste engle og dæmoner

Shii ... Kain's øjne blev lidt mere røde i de brændene øjne ... nu ikke for fræk menneske ... har mine ejne ting at tage mig af ... men hvad vil du så ... Han kiggede meget ondt og kynisk på val som stod der med blodig vifter som var brugt til at dræbe han dæmoner og virkede enlig total lige glad med hvad hun ville ..

"jeg vil indgå en aftale en form for freds pakt ser du jeg er træt af at bruge mit liv på at tæve dine undersåtter og damians for den sags skyld hvis jeg nu giver dig min sjæl og stiller mine våben til din rådighed vil du så gøre mig til en engel" val så alvorligt på ham men hvade ikke i sinde at bukke

Og hvorfor om jeg må spørge - tror du at jeg vil gøre det ? han kiggede hend på val med kyniske øjne ... dog tænkte han at han kun bruge hende til spion hos englene .... mens han bare stod og ventede på et svar fra val

"fordi jeg er så desparat jeg jeg ville give alt du foralnger gøre alt for at blive det og være hos dem jeg elsker du kan tage min sjæl min krop min vilje jeg er ligeglad bare giv mig et par vinger" hun stod stadigvæk ubevælig

Hmm ... oki hvis du giver mig din sjæl og lover at du ikke vil dræbe flere dæmoner og står som spion for mig hos englene..
så kan jeg vel godt gøre det ... svared kain mens han stadig kiggede meget kynisk på val og så sår lige hend på Isarina som stod i hjørnet

"jeg dræber kun dæmone rhvis de angriber mig og hvis de ønsker mig som spion er det det jeg vil være" val knænnelde ned foran ham det var nu så fik hun endelige sine vinger

Isarina kikkede på de to "turteldure" og studerede val og smilede kynisk for sig selv hun begvæede sig over mod val men kikkede ikke engang på kain

Skal nok sørge for dæmonerne ikke andgriber dig ellers skal jeg nok tage mig af dem ... hans øjne var bevet nomale igen og kiggede så ned på val som bukkede foran ham ... dog sætter jeg en pagt på dig som ikke kan tages af ... hvis du bryder dit ord bliver du til menneske igen og vil få en voldsom smærtefuld lidelse i kroppen og du vil aldrig kunne blive til engel igen ... har du forstået det ? hvor han så lige tog fat i Iserina og hev hende over til sig væk fra val

"jeg forstår my lord og jeg sværger at jeg ikke bryder pakten" hun rejste sig op igen og stod rank og stoldt hun var parat til at gå sin fremtid i møde hun smilede fordi hun følte at hun var nødt til at gå ind i sit nyeliv med glæde men inderst inde ønskede hun ikke at smile inderst inde græd hun stadigvæk og mere end før for denne pakt betød også at hun ikke længer ville kunne slå sin storebror ihjæl

så lad det være sådan .... Kain begyndte at forme en magi og luften omkring jer begyndte at brænde hvorefter han lagde hånden med magien rundt om på vals ryg og den støste smærte val nogen sinde havde følt strømmede igennem hende og og kain sagde efter det en kort ramse og ud kom vals vinger og en sort ring dampede fram på vals finger

val skreg højt af smerte hun knugede sine hænder så hårdt at blodet begyndte at strømme ud af de knyttede hænder hendes øjne var spæret vildt op hun sank ned på det ene knæ og kæmpe desprarat for at holde sig oppe hendes hænder satte blodige mærker på jorden og hendes skrig var forvanlet til en stønne af smerte hun kunne mærke vingerne vokse ud af hendes skelet og bryde hendes hud hendes kjole flænsede der vor vingerne folde sig ud og blodet strømmede blidt ned af hendes ryg da vingerne også hvade brudt hendes hud

Kain hjalp val på benende igen og sagde ikke rigtig noget hvorefter han gik hend til Iserina : nej jeg er ikke blevet blød-sødende sagde han til hende hvorefter han fløj ind i et andet rum