et enligt møde

Damian sad på sin sedvanlige plads og kiggede udover de tomme pladser, han sad afslappet med det ene ben hvilende på det anede, mageligt tilbagelænet i sin stol, med hånden under hovedet, mens han på armlænet snorrede en sølvmønt, han hold den i gan ved nu og da at give den et lille skub uden at sende den ud af balance, hans øjne vilede på mønten men så den ikke, det havde været så særet tider for tiden, han var for første gang ved at miste lidt tro på sig selv, det var en svag følelse af afmagt, som om han ikke viste hvad han skulle gøre, han lod igen øjnene køre gennem salen og betragtede de forskellige pladser, alle de liv der forventede så meget af ham og han havde svigtet dem ved at elske en, men der var jo ingen der led, hvorfor var det så så vigtigt, han havde jo gjort en ende på det, han mærkede hvordan hans hjerte trak sig sammen, med en hurtig bevægelse, slog han mønten ned og sukkede, han løftede den op og betragtede den lidt, uden at finde svar på gåden, gjort var gjort og ved dommedag skulle han nok få sin dom for det, han begynde igen at snurre mønten på armlænet

val lande på jorden bag ham men vred rundt på foden da hun ladende så hun faldt så lang hun var hun var stadigvæk ikke helt god til det der med at flyve hendes vinge lange sig over hendes hoved og dækkede hendes ansigt hun fnyste utilfreds men fik så noget støv i lungerne og begyndte hæftgt at hoste det ud det var ikke lige frem den entre hun havde tænkt sig

Damian fik førte lidt af et chok over det mærkelige spetakkel over lyden, men så undrede han sig, den hosten og den følelse virkede lidt for bekendt, han hamrede hånden ned i mynten igen satte det hvilende ben ned på jorden og rejste sig, og gok rundt op stolen, en engel, antagelig vis en nyankommen, var faldet og lå nu så lang hun var på jorden, han kunne ikke lade være med at smile, han huskede selv hvor svært det med at lande var i starten og han havde selv været uden for nogle grimme styrt i tidernes morgen "jamen vær hilset, nyankommen, jeg vil nødig påpegen det, men du høre hvist ikke til her i rådet og da ikke her oppe" hans stemme var mild, der var jo ingen grund til at skramme den nye, han satte sig rolidt, med det ene knæ støttende på jorden og det andet bukket med foden forsat hvilende på jorden, han ragte roligt sin hånd frem for at hjælpe den nye op "er du okay?" han kiggede ned at den nye "sig mig kender jeg ikke dig?"

"er jeg ved rådet det må du undskylde men det er førstegang jeg er anet sted en på jorden" val lød forviret mens hun baksede for at få sin vinge væk men jo mere hun forsøgte at fjerne den jo mere lå den i vejen *skøndt fanget i sine egne vinger bare damian eller seraphir ikke ser mig sådan her det ville bare være så pinligt" tanken om de to mænd fik hende til at rødeme en andelse den blå ild blev slukket ved det lykkelige minde og hendes grønne øjne var vendt tilbage igen

Damian greb roligt fat i kvinden vinge, han havde nu genkend stemmen hvordan kunne han glemme det "slap helt af Valantha, ellers kan jeg ikke lige hjælpe dig" han smilede lidt, men var noget urolig, hvor havde hun fået vinger fra, men alligevel var der en del af ham der jublede, den del der enlig havde givet slip på hende "men ja du er ved rådet, men du har ikke afbrudt noget, der er kun mig så tag det roligt" svarede han roligt, han fik hendes vinge på plads og rettede roligt på fjerende *og at der ikke er nogle må vi takke Gud for* han smilede mildt, men uroen var ikke til at tage fejl af den lå i hans øjne

val så forskæret på ham da hun endelig kom fri af sin vinge "da... damian er... er det dig" en følse af fortabthed gled ind over hendes sjæl det var jo ikke meningen at han skulle se hende på denne måde hun bed sig i underlæben og rejste sig hurtigt og børstede støvet af sin kjole hun så ned i jorden mens hun munlede for sig selv "tak jeg.. jeg er altid så klosset.."

Damian grinede "hahahaha jamen rolig nu det sker for alle i starten" men så blev han mere alvorlig "hvordan er du kommet her til? er du... er du død" han stemme lød smertefuld da han sagde det sidste selvom han hele tiden havde ønsket hun ville ende her oppe havde han aldrig ønsket at hun skulle dø og ikke så ung, han så granskende på hende, hun var endnu smukker nu, hvis det da var mulige, end da han havde set hende på jorden, han havde en lyst til at kysse hende, men han havde ladet hende gå og det gik under ingen omstændigheder her, så han smilede bare roligt til hende

"på en måde... ja det kan man godt sige.. jeg ved det faktisk ikke helt selv... ser du jeg husker det ikke..." hun kikkede igen ned i jorden det gjorde ondt at tænke på hun ville ikke huske det hun ville ikke huske det for så kunne hun ikke fortælle ham det og det ville bringe dem begge i fare hvis han vidste det hun sendte et lilel blik til den sorte ring på hendes finger og kikkede så op på ham igen "jeg har savnet dig damian eller skal jeg kalde dem lord nu?" hednes blik var alvorligt og hendes sind unden latter

han grinede "nej Damian er helt fint" han smilede mildt til hende, selvom han fandt det mærkeligt at hun ikke huskede noget, det havde taget ham flere uger at kommer sig over sin død og smerten fra den "jeg har også savnet dig Valantha, det må jeg indrømme" svarede han stille og så på hende, jo han havde savnet hende noget så frygteligt og de væste stunder var når han som nu havde en smule fri, han havde forsøgt så vidt muligt at holde sig beskæftiget "men hvor var du på vej hen, det lød ikke som om det lige var her du ville lave din øh landning" han smilede drillende, men holdt forsat en formel afstand til hende

"jeg var entelig bare på rundtur for at se mit femtide hjem så ledte jeg efter dig og seraphir for at vise at jeg godt kunne hvis jer hvad jeg var blevet" hun smielde lykkeligt og meget stoldt til ham hun var igen den lille sorgløse pige han havde mødt den enste forskæl var at hun nu lyste af selvtillid og sikkerhed hun ligende en der ville kunne klare alt med et smil

ham smilede varmt til hende "jamen dog da, jamen dog" han kiggede udover rådspladsen "jamen hvad kan jeg sige, her bruger jeg så det meste af min tid, hvis jeg ikke er hjemme og for det meste arbejder" han kiggede på hende igen, han ragte ud ufter sølvmønten der forsat lå på armlænet, et minde fra hans tid som mennekse, han lod den løbe langs hans fingere, mens han betragtede hende

"du arbejder for meget ved du godt det" hun smilede venskbligt til ham og lagede så en hånd på hans skulder inden hun gik forbi ham for at se nærer på pladsen bag ham hendes øjne var fulde af nysgerihed og glæde over det der lå foran hende hendes forhåbninger næsten lyste ud af hende

hendes hånd føltes brændende varm på hans skulder, han længtes sådan efter at hive hende ind til sig og kysse hende, men det gik bare ikke værtfald ikke her og nok heller ikke i det hele taget, for han havde sagt stop til hende "måske men det stopper en fra at tænke på andet, det holder en i fokus" svarede han stille, han hev sig blidt væk fra hendes hånd, selvom det var en pine at gøre det

val vendte sig og kikkede bekymret på ham "er der noget der går dig på min engel" hun trædte elegant over til ham og lange sin tynde elegante hånd på hans kind hendes ansigt var kun få cencimerter fra hans og bekymreingen for ham stod malet i hendes ansigt "hvis det er omkring min straf så har jeg afundet mig med den du skal ikke være bekymret min engel glæde er så meget nemmer og så meget minder besværligt" hun smilede opmuntrende til ham *damian kom nu smil jeg savner at høre dig le og smile* tænkte hun stille for sig selv

han lagde sin hånd på hendes og smilede et småtrist smil "det er ikke din straf der bekymre mig, det er mine følelser for dig, jeg troede jeg kunne styre dem, men din nærhed dine berøringer de brænder i mig af længsel efter at gengælde dem, det er forfærdeligt" han smilede og tog fat i hendes hånd og fjernede den blidt fra hans kind, han øjne var fyld med en ubeskrivelig smerte, som en elsker der så sin elsede forsvinde på et bortsejleden skib for altid, han tog sig sammen han ville ikke tale om det nu "hvor bor du?" han smilede lidt mere munteret til hende

"bor??" val ligende en der lige havde fået en stjerne i hovdet og endtelig mere forventede at det var månen hun rystede forviret på hvoedet "jeg er lige kommet du er faktisk den første jeg møder heropppe" hun smilede bare igen men hans ord fra tidliger sled hende i stykker indvendig han måtte bare ikke finde ud af det han led nok i forvejen åå hun ønskede sig sådan at han ville grine igen at hans øjne ville være flydt med glæde og ikke smerte det gjorde så ondt at se på

han kiggede på hende et øjeblik og viste dette han nu ville foreslå var dumt, men han havde jo så meget plads og Ea der passede hans have og var hans budbringer så han næsten ikke, og hun ordnede jo også det indvendige af huset og hun skulle jo have et sted at bo bare ind til hun fandt sit eget "du kan bo hos mig hvis det endelig er" han smilede venligt til hende

val lystede endnu mere op hvis det var muligt og den magi der lå i hendes åre sendte et blidt lyst skær omking hende af harmoni og lykke "ååå damian det vil jeg meget gerne " hun faldt ham om halsen i et kram af taknemlighed hendes smil var fredfyldt og lykkeligt hun var virkelig glad for at hun kendte ham han var hendes bedste ven en lille prikkende fornemmelse bagerst i hendes hoved fortalte hende at det var mere bag men hun ignorede den blankt

han havde så meget lyst til at ligge armene om hende og var lige ved at gøre det, men stoppede hurtigt i bevægelsen, hendes krop mod hans, fik alt i ham til at duke og brænde, han kunne ikke længer finde ord på hvor meget lyst han havde til hende, noget han aldrig havde følt før "Valantha, vil du ikke nok lade være med sådan noget, jeg beder dig" svarede han stille som en genert skoledreng

hun tak sig hurtigt væk og smilede unskyldene til ham mens hun kløede sig i håret med venstre hånd "øhh undskyld jeg tænkte ikke lige over det jeg mener bare jeg er så vant til... ja du ved være tæt på dig udne at det var et problem så nærkontakt med dig er vel bare blevet en vane jeg skal nok lade være det lover jeg" hun smilede prøvende til ham *val din idiot hvordan kan du holde dig selv ud* tænkte hun vredt

han kiggede genert ned i jorden "det går, det var dejligt" han kiggede op og så hende i øjnene hans puls var ved at blive normal igen "det er mere du fortjener bedre" han smilede stille til hende "men kom så skal jeg vise dig hvor jeg bor, vi kan godt gå hvis det er bedre" ham smilede lidt mere drillende til hende, det var altid sjovt at se nybegynderne

det ville være rat det der med at flyve kommer nok til at tage sin tid at lære "hun smielde til mens hendes øjne afslørede hendes følser *damian hvordna kan du sige jeg fortjener beder du hvis du bare vidste damian undskykd* tænkte hun og næsten ubemærkeligt knugede hun sin mors gamle halskæde i hænden for at undgå at græde

Damian smilede, hn havde lyst til at tage hendes hånd, men gjorde det ikke "denne vej så bare følg mig" han gik ud til trappen der gik hele vejen ned til bunden af salen, der minede lidt som et auditurium eller et amfikteater, han gik ned til bunden og ud gennem en enorm egetræs dør i den ene side, nu og da vende han sig om for at se om hun var med, men han gik i stilhed, uden at sige noget

///out///

val flugte efter ham i en let og næsten sværnede gangart som var så tæt på dans uden at være det somnoget kunne være hun så let elgant og ufftelig smuk ud hendes hhvide kjole understrede det bare og den hvide iris som hun hvade i håret var prikken over iet det var ingen der ville så meget som tvivle på at hun var godhejertet og der var endu minder der ville tro på at hun engang havde været vanderen

//out//