en stjerneklar nat

Damian sukkede opgivende "nej jeg ved det, men vi er jo ikke ene om at have bestemt dette hvis det stod til mig gav vi hende en chance til, men vi var næsten ene om den mening, problemet er jo størst i det at hun har dræbt for penge, det er motivet bag der huer de andre, at hun har haft så let ved det" han kiggede på Seraphir med afventende blik

"Hun har været hyret af begge sider Damian. Vi er lige så skyldige i det som hun og dæmonerne er." Han så fast på sin leder, vel vidende at dette udsagn sagtens kunne skaffe ham problemer.

val rejste sig og gik tætter på dem "det er sandt jeg har arbejdet både for enlge og dæmoner jeg blev betalt for det passer også men ved de stive rådsmeldlemmer at jeg kun gjorde det for at over leve og det var endten det eller sælge mig selv på gaden?"

Damian sukkede endnu en gang opgivende, ting var så meget lettere før i tiden, meget lettere, de fleste mennesker var gudsfrygtige og ingen rente rundt og slog engle eller dæmoner ihjel udover engle og dæmoner, så var der meget mindre at holde styr på "det er rådets beslytning, mere kan jeg ikke sige, det er ikke min, men folkets, du var der og du så selv flertallet og jeg agter ikke at nedlægge veto i den sag, der er for meget modstand og selvom der bliver vejet for og imod har vi mistet mange gode folk og hvis hun rejser og forsætter sit blodige togt om det så er på engle eller dæmoner, kan vi ikke overbevise rådet om at hun kan ændre sig og derfor ikke omstøde hendes dom, men bliver hun og holder sig i ro og viser velvilje til forandring, har vi mulighed for at rede din elskede Seraphir" *og min* tænkte han i sit stille sind, han smilede roligt og så på Valantha ogrejste sig og stragte sig, som om dette ikke var noget større

"Valantha.." Seraphir så bedende på hende. "Jeg sværger jeg ikke vil gøre dig noget ondt.." *.. og gør han så slår jeg ham ihjel..*

"det er du ikke den føreste der har svoret min kære tro mig den sætning har jeg hørt mange gang før også fra ham" hun pegede med en beabrejdene finger bag ud i luften på en person som de andre ikke kunne se men hun vidste at han var der og holdte øje med dem

Damian så på det hele med et stik i hjertet, men han kunne intet gøre, han følte nok at Seraphir var en af de få han ville have troedet ville forstå ham, men han havde hvist taget fejl, nu galdt det bare om at holde masken og ikke lade ham vide hvad han virkelig følte for Valantha, for så havde han ingen chance for at rede hende, selvom Seraphir fornærmelser og opførsel snare gav ham lyst til at sætte ham godt og grundigt på plads "Seraphir det er ikke smart at underkue sin leder det ved du godt ikke og du af alle burde vide du ikke må trodse en ordre så lige nu afgiver du et løfte du ikke kan holde" hans stemme var hård og ikke til at tage fejl af, den tålte ikke mere af Seraphir nedladene ord, tone eller blikke, "du af alle burde kende din plads" Damian sende ham et komenderende blik, derefter så han på Valantha "men nej han vil ikke gøre dig noget lige nu, men du ved der er udstet ordre på din arast og hvis du ikke følger frivilligt med så er det tilladt at dræbe dig, det er dog ikke os der i første omgang skal stå for det, men krigerengle og de er knap så, forstående og venlige som Seraphir og jeg, men alt dette har vi talt om, ikke" han kiggede på hende med et spørgende blik, han lagde en hånd på Seraphir skulder, den vilede tungt og fast

Seraphir sled sig fri af Damians greb. "Og du burde vide bedre Damian.. Jeg har aldrig brudt mine løfter til nogen. Der var en grund til at jeg døde dengang.. Der var en grund til at jeg måtte ofre en jeg engang elskede - på grund af stædighed, på grund af stolthed.. Har du nogensinde været i Intetheden Damian?" Hans stemme udtrykte smerte.

val ventede hovedet væk fra dem "stop det så i to jeg gider ikke samle jres fjer op når i flyver i hvoedet på hinanden hvad siger i til at jeg tender et bål så taler vi om det i modsætning til jer er jeg våd og her er koldt og jeg er menneske så vi fryser let" hendes stemme var fast som en mor der taler til sine børn

Endelig er der en der tænker fornuftigt tænkte Damian i sit stille sind, han havde virkelig ikke lyst til at råbe af Seraphir lige nu der var ting der var vigtiger, værtfald for ham, "det lyder som en god ide" han smilede venligt til Valantha og sende derefter ef bilk til Seraphir der sagde *dette er ikke slut, den tager vi senere på mit kontor* "men du har vel intet imod at vi samler vores våben igen, nu når vi aller er enige om ikke at skade hinanden, for i modsætning til dit hus er her en del større dæmon fare" han smilede venligt til Valantha og ventede på hendes svar

Seraphir blev bare stående. Han lukkede opgivende øjnene. *Engang troede jeg jeg kendte dig Damian.. Åbenbart ikke* tænkte han. Han tog en dyb indånding og så på Val.

"så længe du ikke hæver dem mens jeg er tæt på dig" hun gik over og begyndte at tænde et bål da det var tændt satte hun sig i skræder stilling foran det

Damian spænde igen sit våbenbælte om livet igen, det føltes lidt mere trygt, han betragtede Valantha i flammernes skær, i sandhed var hun smuk, men så meget mere end det og nu var hendes skæbne meget mere uvis, han sukkede trist og kiggede så på Seraphir "hvorfor er du begyndt at hade mig så meget?" med de ord gik han over og satte sig ved bålet, uden at afvente et svar, det hele var ved at slide ham op inden i, det var umuligt at finde den logiske mening længere, i sandhed var følelser noget farligt rod

*Fordi jeg har valget mellem loyalitet og mit hjertes kærlighed.. Og det sønderriver mig..* Han satte sig på modsatte side af bålet og stirrede tavst ind i flammerne. *Sidst jeg var forelsket døde hun på grund af en opgave.. På grund af et drab jeg måtte udføre som krigerengel..* Sorg, forvirring og smerte sled i ham. *Hvorfor? Hvorfor ender jeg med at skulle give afkald på alt jeg elsker.. For det er det Damian vil tvinge mig til.. Jeg vil aldrig kunne bære at se Val dø, det ville pine mig for evigt at skulle se hende i Intetheden, høre hendes skrig.. ja selv når jeg ikke er i Intetheden ville hun hjemsøge mig og jeg ville aldrig finde fred..*

val begyndte at rense en af de kaniner hun havede fanget tidliger idag mens hun så koldt på blodet der løb ned over hendes hænder hvorfor skulle kaniner indeholde så meget blod det var jo iretteden

der var fuldkommen stilhed så Damian tog ordet "jeg ønsker ikke at se dig dø eller det der er værre Valantha og det ved du godt og jeg tvivler på at Seraphir ønsker det, men spørgsmålet er hvad vi gør, jeg kan først gøre noget når du bliver ført til dom siden det nok er mig der skal dømme, men jeg må have noget at veje dit onde op imod og det skal ikke være mere død og ødelæggelse og det ved du også godt, jeg ville med glæde bare lade dig gå, men sådan funger det ikke, jeg kan ikke svigte mit folk vel, min kære" de sidste ord fløj som en refleks ud af munden på ham, og han snappede sammen, nu var det ude bare Seraphir ikke havde hørt det, bare han var mere end ven end fjende bare for hendes skyld, for hvis en anden overtog hans verv, ville de dømme Valantha til døden og ham værre

Seraphir bed tænderne sammen og så ind i ilden. Indeni skreg han af afmagt, af vrede, jalousi.. *Hvorfor?! Hvorfor?* "Nogle gange.." Hans stemme var hæs. "Nogle gange må man træffe beslutninger man ikke ønsker.. Ikke sandt?" Han så tværs gennem ilden på Damian. "Men har Valantha ikke bevist hun har noget godt i sig eftersom hun ikke har dræbt nogen af os endnu? Jeg sidder våbenløs og du er lige ved siden af hende. Glemmer du at hun aldrig lader sine våben ligge langt fra sig? Hun kunne have dræbt os mange gange nu.." Han var forpint indeni. *Lige nu ville døden være lettere end dette helvede, det indrømmer jeg gerne..* tænkte han.

val sukkede og så op på dem "vil i have noget godt så sendt som i sidste uge rede jeg et barn ud af et brænde bygning halvdelen af de dæmoner jeg har dræbt har værtet for at befri uskyldige mennesker eler rede deres liv mest børn og kvinder ogte hele byger jeg danser for skoven og naturen jeg hjælper børn og ælder mennesker der falder på gaden og jeg har aldig skadet noge jeg ikke har været hyret til"

Damian lyttede og hørte vært ord, men selvom det ville veje lidt var han bange for at det ikke var nok "det er ringe trøst du bringer til alle dem der ofrede deres live bare fordi andre haede dem så meget at de ville betale for at se dem døde, jeg ved ikke om det er nok, din liste er ikke kort, engle er døde for pengenes skyld" han rystede på hovedet han viste ikke længere hvad han skulle gøre, jo hun havde hjulpet folk, men den listede, så mange døde, han kiggede fortvivlet på Seraphir og så på Valantha igen, "jeg ved det" sukkede han "det giver en større mulighed, men det er forsat kun en 50/50 chacne, jeg kan ikke gøre så meget lige nu, jeg har ikke fået sat mig ind i hele sagen okay"

*'Ikke fået sat mig ind i hele sagen'..* tænkte han *eller også er den for smertefuld for dig Damian* "50/50 er da også udmærket.. det er da bedre end hvad jeg forventede da Rådet dømte hende.." sagde han og så blot ind i ilden.

"jeg kan stadigvæk ikke se problemet jeg er blevet dømt og det er det så er sagen ikke længer jeg ved at jeg må tage koncekvensen af mine hanlinger uanset hvor lang tilbage i tiden det ligger" hun trak bare ligegyldigt på skulderne

Damian kiggede på hende "du er ikke helt dømt endnu, de straf er ikke udmålt og det er den vi diskutere, og ja det er det bedste vi kan give hende, men det kræver en del anger og god velvilje fra vor kære unge dame her" han så bekymret på hende, af frygt for at hun ikke ville gøre det, han ønskede ikke at miste hende og han ønskede hende bestemt ikke den død som hun kunne blive dømt til der oppe, for så heller dø 100 gange her på jorden, det ville være mindre smertefuld og forfærdeligt

Seraphir så på Val henover gløderne. Han vidste hvad Rådet ville dømme hende til. "Du er modig Val." sagde han stille.

"men jeg forsåt ikke hvorfor det her postyre det lyder som en rætsag hvor i er mine advokater desuden i min verden må dommeren ikke kende den dømte og slet ikke have perosnlig kontakt til vedkommende " hun rejste sig hun var så træt af det her skuespil hun ønskede bare at rejse men hun havde lovet at blive så det gjorde hun

"tingende er lidt anderledes der oppe, i virkeligheden skulle jeg ikke en gang have venner eller noget som helst" han så på Seraphir og sukkede "og vi er ikke dine advokater, det har du ikke love til, vi kan man sige "vejer" alt det gode du har gjort i dit liv op med alt det onde, derefter hvis vægten er lige, eller hælder til den gode sige så ser vi på dit liv om der er mulighed for forandring, hvis den vejer for meget til den onde side, ja behøves jeg sige mere" han sank noget, han viste endnu ikke helt hvad vej den vægt ville vippe, men han frygtede det værste, hendes dom var en af de få han ikke ønskede at underskrive, så heller aldrig se hende igen og vide hun levede lykkeligt uden smerte, men han fortrød aldrig at have mødt hende eller den første gang han kyssede hende, han smilede svagt ved det sølle lille minde