hvor var hun dog

Damian lanede, han var udhvilet og i meget bedre humør, han havde fået, søvn, mad og et varmt bad, men han havde ikke fået snakket med rådet, der havde været for travelt, det bekymfrede ham en del, men så længe han var sammen med hende, burde det ikke ske hende noget, men hendes sære opførsel huet ham, der vir noget alvorligt galt, han sukkede for sig selv, hvor var hun, han havde følt hende her i nærhende, han kunne altid føle dem han havde healte

valantha kom gående det var blevet mørkt og tåven lå som en byne over ruinen hun lagede sin kappe og vifte og de andre våben hun nu bar og begyndte langsomt at gå ind i selv ruinen hun følte sig hjemme her det var her hende og hendes bror havde leget sammen som børn hendes skridt var langsome og elegante da hun kom til det sted han havde fundet hende engang de legede skjul stak en frygtelig smerte i hendes hjerte en tråre løb ned af hendes kind hun åbende munden for at skrige men det ændre sig til en sang en sang om hendes følser en sang til hendes bror den gav ekko imellem ruinens halv smadere vægge og akustikken i ruinen var det samme som i en kirke


Here I stand, helpless and left for dead

Close your eyes, so many days go by
Easy to find what's wrong
Harder to find what's right

I believe in you
I can show you that I can see right through
All your empty lies, I won't stay long
In this world so wrong

Say goodbye,
As we dance with the devil tonight
Don't you dare look at him in the eye
As we dance with the devil tonight

Trembling, crawling across my skin
Feeding your cold, dead eyes
Stealing the life of mine

I believe in you
I can show you that I can see right through
All your empty lies, I won't last long
In this world so wrong

Say goodbye,
As we dance with the devil tonight
Don't you dare look at him in the eye
As we dance with the devil tonight

Hold on
Hold on

Say goodbye,
As we dance with the devil tonight
Don't you dare look at him in the eye
As we dance with the devil tonight

Hold on
Hold on

han følte hende stærkt og så kunne han høre sangen, han sukkede og satte sig ned og lyttede, ikke lige en sang han ville nyde, men den var da god, hun havde en køn stemme "valantha" viskede han stille, den brød gennem togen som en mild tone

val stoppede og vente sig imod lyden hun havde ikek hørt hvad der blev sagt kun fornemmede den blide lyd den var så ren og blid som en engels stemme hun lagede hovdet på skrå "damian?" hun sagede det mest til sig selv hun tørede hurtigt tående væk og begyndte at gå i den rettning hun troede lyden kom fra uheldigvis var hun ikke særlig god til at bedømme vej

han hørte hende stemme og begynde at gå mod den, toge forvirrede så ofte mennesker "valantha" viskede han roligt, han kom med hende bagfra "valantha" sagde han lidt højere og grinende "du går hvist i den forkerte retning lille frøken" han smilede blidt

hun vendte sig om i en cirkel formet bevæglese som hun ofte brugte i kamp der fik hendes hård til at dreje med hende og forvire modstanderen en meget enkel og smuk bevælgese men dødsensfalig hun kikkede på ham og røde "ja måske en smugle jeg er ikek så god til at finde vej" hun begyndte genert at pille ved sin fletning

han grinede blidt "ha ha ha ja det kan jeg se, hvad laver du her, jeg troede du ville være ved havet?" han smilede til hende og så sig omkring, sikke tyk tågen var i aften, men han følte ingen fare, her var fredeligt og roligt

"det ville jeg også være men jeg skiftede mening mens jeg vaksede tøj" hun smilte genert til ham han havde fundet hende tror alt hun lukkede øjende et øjblik og sukkede næsten uhærligt hun kikkede på ham igen sagede intet betragede ham bare som når man møder en person for dørste gang i sit liv

"ser man det, du kan faktisk andet end at slå ihjel" han grinede, og betragtede hende "så jeg slipper for at lappe dig sammen denne gang, lyder det som" han smilede til hende og trak fletningen ud af hendes hånd "du ender med at slide den af" han smilede mildt

"må jeg ikke det?" spurgte hun overrasket "jeg er da ikke kommet særlig meget til skade mens du har været der" hun kiikkede ned på sine støvle snuder og begyndte i stedet at pille ved den hvide kjole

"det ville da være synd, du har jo kønt hår" han smilede til hende, det var bare en bemærkning ingen flirten, han forsøgte bare at være venlig "du klarede det to gang på en nat" han grinede og smilede til hende

"det var ikke sælig slem" konstatede hun fornærmet " jeg har prøvet det der var være" hun fortsatte med at pillede ved sin kjole hun kikkede op og rakte tunge af ham

"ha ha ha nå ikke, jamen dog ser man det, jamen så har du jo ikke brug for mig" han smilede og vende ryggen til hende og begynde at gå ind i tågen igen "så må du jo have en godt aften frøken" råbte han stille til hende

hun sprang frem og greb fat i hans arm "nej" hendes stemme var panisk og bange hendes øjne stor og frygtsomme "du må ikke forlade mig som han gjorde" hun slog blikket ned og slap hans arm

han vende sig langsomt, "som hvem gjorde?" spurgte han undrende og kiggede blidt på hende, han tog rolig hendes hånd over i hans så hun ikke maste hans arm

"som alle andre" med de ord slap hun hans hånd vendte sig om og begyndte at løbe ind i tågen hun løb alt hvad hun kunne for at undgå at høre stemmerne igen undgå smerten undgå minderne undgå mørket der ville følge med dem hendes hænder var knyttede og hendes negle skar ind i hendes hud

han lettede og svævede over hende, han lanede lidt foran hende "fortæl mig nu din historie lille frøken" bad han roligt

"har du ikke hørt nok endnu?" hendes stemme var letter snærende og en smugle blod begyndte at sive frem i hende håndfalde hun ville væk hun ville ikke lade flere såre hende ikke igen
*se han er jo falsk se selv hvad jeg sagede ikke lille førken* det var den mørke stemme igen og de sidste ord dryppede af foragt for en gangs skyld var den lysse stemme stille

han sukkede og satte sig ned foran hende "jeg vil bare gerne forstå dig" sagde han såret, "undskyld" han så ned i jorden som om han skammede sig, men hans nysgerrig hed var bare blevet vagt endnu mere, det var vigtig at være nysgerrig, især fordi hun i teorien forsat var en fjende, men ikke rigtig i hans øjne, der var hun mere et såret lille barn

hun løb fem skidt væk og stoppede med ryggen til ham hun sank i knæ og knugede den lille halskæde hun havde fået hun hørte hvordan den mørke stemme svigende ham til og prøvede at overtale hende til at dræbe ham den lyse var fortsat bekymrende stille

"valantha, kan du tilgive mig min nysgerrighed? jeg skal nok blive, hvis du bare vil tale med mig okay?" han stemme var høj og blid, fyld med alt den kærlighed han kunne putte i den, han så på hendes ryg, men rørte sig ikke, han ville lade hende komme til ham, han kunne ikke tvinge hende til noget, eller han ville ikke han kunne jo nok godt, men det kom der intet godt ud af

hun vedte sig om imod ham det sorte søje lyste med en mørk aura og var begyndt at overføre sin fave til det aned øje hun sagede intet kikkede bare på ham hvis man var stærk nok vill eman kunne fornemme den sorte aura af styrke der voksede ud fra hendes krop fysisk var hun også begyndt at ændre sig hendes finger var ved at blive længer og vokse sammen med hendes negle

han rejste sig, det var frygteligt at se, "valantha kæmp imod det, høre du mig, lyt til min stemme, du er elsket, lytter du, lad det ikke vinde over dig, du må ikke svigte mig, din ven, LYTTER DU!!!" han stemme var hår og myndig, han sende alt den godhed han havde i sig igennem den, mod hende, hans vinger kom til syne og han lyste med et lyst lys, han gik hend imod hende "valantha, lyt til mig, du kan vide det, kom mod lyset kom til mig, min søde pige, det er mig Damian din engel der kalder på dig, jeg savner dig, kom til mig, du må ikke svigte mig din ven" han øjne lyste, hans stemme var så smuk, som en himmelsk sang

hun knækkede nakken bagover og der løb tåre ned af hendes kinder tåre af blod ved lyden af hans stemme begyndte det lilla øje at lyse lige så kraftigt og det var tydeligt at se at det kæmpede med det anet om pladsen tilsidst gled farvene sammen og et par store vide vinger flåede hende kjole i stykke da de voksede ud af hendes ryg den kraft der forvanlede hende løftede hende op luften og et kæmpe kraft udbryd flåede det sidste af hendes klæeder i styker hun faldt til jorden de store vinger dækkede hende så det enste man kunne se var et viravr af hvide fjer men under den lå en demon hånd

han løb hende til hende, tanken om at hun var nøgen rørte ham ikke "valantha, sig noget" knælede ned ved siden af hende "valantha" viskede han og lagde hånden på hende, han kunne mærke ondskaben, men også godheden, tåre løb ned af hans kinder og dryppede ned på hende